Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Kapitel 3—Omvendelse

    Hvordan skal et menneske blive retfærdigt over for Gud? Hvordan skal synderen blive gjort retfærdig? Det er ene og alene gennem Kristus, at vi kan blive bragt i harmoni med Gud, med hellighed; men hvordan skal vi komme til Jesus? Mange stiller det samme spørgsmål som masserne på pinsefestens dag, da de var blevet overbevist om deres synd og råbte: “Hvad skal vi gøre?” De første ord i Peters svar var: “Omvend jer” (ApG 2,37-38). På et andet tidspunkt kort efter sagde han: “Omvend jer… og lad jer døbe, så jeres synder kan blive slettet ud” (ApG 3,19).VTK 23.1

    Anger indbefatter sorg over synden, og at man vender sig væk fra den. Vi skal ikke afsværge synd, medmindre vi kan se dens syndighed; ikke før vi vender os fra den i hjertet, vil der være nogen ægte ændring i livet.VTK 23.2

    Der er mange, som ikke forstår angerens sande natur. Mange sørger over, at de har syndet og foretager selv en udvendig ændring, fordi de frygter, at deres ugerninger vil bringe lidelse over dem selv. Men dette er ikke anger i bibelsk forstand. De klager snarere over lidelse end over synd. Sådan var Esaus sorg, da han indså, at han havde mistet førstefød- selsretten for altid. Bileam, der blev skræmt af englen, som stod i vejen for ham med et trukket sværd, erkendte sin skyld, ellers ville han have mistet livet; men der var ingen ægte anger over synden, ingen ændrede hensigter, ingen afstandtagen fra ondskab. Efter at Judas Iskariot havde forrådt sin herre, udbrød han: “Jeg har syndet, fordi jeg har forrådt uskyldigt blod” (Matt 27,4).VTK 23.3

    Tilståelsen blev tvunget frem fra hans skyldige sjæl ved en forfærdelig følelse af fordømmelse og en angstfyldt forventning om dommedag. De konsekvenser, det ville få for ham, fyldte ham med rædsel, men der var ingen dyb, hjerteskærende sorg i hans sjæl over, at han havde forrådt den pletfri Guds søn og fornægtet den Israels Hellige. Da Farao led under Guds straffedomme, erkendte han sin synd for at kunne undslippe yderligere straf, men han genoptog sin fornægtelse af himlen, så snart plagerne stoppede. Disse mænd beklagede sig over syndens følger, men var ikke bedrøvede over synden selv.VTK 24.1

    Men når hjertet giver efter for Guds ånds påvirkning, vil samvittigheden blive skærpet, og synderen vil opdage noget af dybden og helligheden i Guds hellige lov, grundvolden for hans regering i himlen og på jorden. “Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden,” det oplyser de hellige rum i sjælen, og mørkets skjulte ting bliver synlige (Joh 1,9). Overbevisningen griber fat om sindet og hjertet. Synderen får en fornemmelse af Jehovas retfærdighed og føler skrækken ved at skulle stå frem for ham, der undersøger hjerterne, i sin egen skyld og urenhed. Han ser Guds kærlighed, hellighedens skønhed, renhedens glæde; han længes efter at blive renset og genindsat til samvær med himlen.VTK 24.2

    Davids bøn efter sin overtrædelse illustrerer ægte sorg over synd. Hans anger var oprigtig og dyb. Han gjorde sig ingen anstrengelser for at dække over sin synd; det var ikke et ønske om at undvige den truende dom, der inspirerede hans bøn. David så omfanget af sin overtrædelse; han så, hvor snavset sjælen var; han afskyede sin synd. Han bad ikke kun om tilgivelse, men om et rent hjerte. Han længtes efter hellighedens glæde — efter at blive genindsat til harmoni og fællesskab med Gud. Hans sjæl udtrykte sig således:VTK 25.1

    “Lykkelig den, hvis overtrædelse er tilgivet,
    og hvis synder er blevet skjult;
    Lykkeligt det menneske,
    som Herren ikke tilregner skyld,
    og i hvis sind der ikke er svig.” Salme 32,1-2
    VTK 25.2

    “Gud, vær mig nådig i din godhed,
    udslet mine overtrædelser
    i din store barmhjertighed!
    vask mig fuldstændig ren for skyld,
    rens mig for synd!
    for jeg kender mine overtrædelser,
    og min synd har jeg altid for øje.
    Rens mig med isop for synd,
    vask mig hvidere end sne!
    Forkynd mig fryd og glæde,
    lad de knogler, du knuste, juble!
    Vend dit ansigt bort fra mine synder
    og udslet al min skyld!
    Skab et rent hjerte i mig, Gud,
    giv mig på ny en fast ånd!
    Kast mig ikke bort fra dig,
    og tag ikke din hellige ånd fra mig!
    Lad mig atter frydes over din frelse,
    styrk mig med en villig ånd!
    Fri mig for blodskyld, Gud, min frelses Gud,
    Så min tunge kan juble over din retfærdighed.” Salme 51,1-14.16
    VTK 26.1

    En anger som denne er det umuligt for os at nå af os selv; den opnås kun gennem Kristus, som steg op til himlen, og som har givet gaver til menneskene.VTK 26.2

    Lige netop her er et punkt, hvor mange tager fejl og derfor ikke er i stand at modtage den hjælp, som Kristus ønsker at give dem. De tror, at de ikke kan komme til Kristus, hvis ikke de først angrer, og at anger forbereder tilgivelsen af deres synder. Det er sandt, at anger går forud for tilgivelse af synder; for det er kun det knuste og angrende hjerte, som vil føle behovet for en frelser. Men er synderen nødt til at vente, til han har angret, før han kan komme til Jesus? Er det meningen, at omvendelse skal være en forhindring mellem synderen og frelseren?VTK 27.1

    Bibelen lærer os ikke, at synderen er nødt til at omvende sig, før han eller hun kan tage imod Kristi invitation: “Kom til mig, alle som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile” (Matt 11,28). Det er den egenskab, der udspringer fra Kristus, som fører til ægte omvendelse. Peter gjorde sagen klar i sin udtalelse til israelitterne, da han sagde: “Ham har Gud opløftet med sin højre hånd til at være en prins og en frelser, for at give omvendelse til Israel og tilgivelse for synd” (ApG 5,31). Vi kan lige så lidt omvendes uden Kristi ånd til at vække samvittigheden, som vi kan blive tilgivet uden Kristus.VTK 27.2

    Kristus er kilden til enhver rigtig indskydelse. Han er den eneste ene, som kan så fjendskab mod synd i hjertet. Ethvert ønske om sandhed og renhed, en- hver overbevisning om vores syndighed er et bevis på, at hans ånd påvirker vores hjerter.VTK 27.3

    Jesus har sagt: “Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig” (Joh 12,32). Kristus må blive åbenbaret for synderen som den frelser, der døde for verdens synd; og idet vi ser Guds lam på Golgatas kors, begynder frelsens mysterium at udfolde sig for vores sind, og Guds godhed fører os til omvendelse. Ved at dø for syndere synliggjorde Kristus en kærlighed, der er ufattelig; og idet synderen betragter denne kærlighed, blødgøres hans hjerte, den gør et dybt indtryk på sindet og inspirerer til anger i sjælen.VTK 28.1

    Det er sandt, at mennesker nogle gange bliver skamfulde over deres syndige handlinger og opgiver nogle af deres onde vaner, før de er bevidste om, at de bliver draget mod Kristus. Men hver eneste gang de gør en indsats for at forbedre sig, ud fra et oprigtigt ønske om at gøre det rigtige, er det Kristi kraft, som trækker i dem. Der er en magt, som påvirker sjælen, uden at de er klar over det, og samvittigheden bliver skærpet, og det udvortes liv bliver tilpasset. Og idet Kristus leder dem til at se på sit kors, til at se hen til ham, som deres synder har gennemboret, danner loven ramme for samvittigheden. Ondskaben i deres liv, sjælens rodfæstede synd, bliver åbenbaret for dem. De begynder at forstå noget af Kristi retfærdighed og udbryder: “Hvad er synden, siden den kræver sådan en opofrelse for at frelse offeret? Var al den kærlighed, al den lidelse, al den ydmygelse påkrævet, for at vi ikke skulle gå fortabt, men få evigt liv?”VTK 28.2

    Synderen kan måske modstå denne kærlighed, er måske i stand til at nægte at blive draget mod Kristus; men hvis han ikke modstår, vil han blive draget hen imod Kristus; et kendskab til frelsesplanen vil lede ham til korsets fod i anger over sine synder, som har været årsag til Guds kære søns lidelser.VTK 29.1

    Det er det samme guddommelige sind, der virker i naturen, som også taler til menneskehjerter og skaber en uforklarlig trang til noget, de ikke har. Jordiske ting kan ikke tilfredsstille denne længsel. Guds ånd tilskynder dem til at søge efter sådanne ting, som alene kan give fred og hvile — Kristi nåde, hellighedens glæde. Gennem synlige og usynlige påvirkninger arbejder vores frelser konstant for at dreje menneskets sind væk fra syndens utilfredsstillende fornøjelser og hen imod de uendelige velsignelser, som de kan få igennem ham. Til alle disse sjæle, som forgæves forsøger at drikke af verdens ødelagte brønde, lyder dette budskab: “Den, der tørster, skal komme, og den, der vil, skal få livets vand for intet” (Åb 22,17).VTK 29.2

    Du, som i hjertet længes efter noget bedre, end denne verden kan tilbyde, genkender denne længsel i din sjæl som Guds stemme. Bed ham om at give dig omvendelse og åbenbare Kristus for dig i hans uendelige kærlighed og fuldkomne renhed. I frelserens liv blev Guds lovs principper — kærlighed til Gud og mennesker — perfekt fremstillet. Godgørenhed, uselvisk kærlighed, var livet i hans sjæl. Det er, når vi betragter ham, når frelserens lys skinner på os, at vi ser synden i vores egne hjerter.VTK 30.1

    Måske har vi rost os selv, som Nikodemus gjorde, over at vi i vores liv har været standhaftige, at vores moralske karakter er korrekt, og troet, at vi ikke behøver at ydmyge vores hjerter for Gud ligesom den almindelige synder. Men når Kristi lys skinner ind i vores sjæle, ser vi, hvor urene vi er; vi ser klart vores selviske motiver og det fjendskab mod Gud, som har tilsølet hver handling i vores liv. Da indser vi, at vores retfærdighed i den grad er som beskidte pjalter, og at kun Kristi blod kan rense os fra syndens snavs og forny vores hjerter i sit eget billede.VTK 30.2

    En stråle af Guds herlighed, et strejf af Kristi renhed, gennemtrænger sjælen og gør hver en plet af snavs smertefuldt synlig og blotlægger deformiteterne og defekterne i den menneskelige karakter. Det åbenbarer de utidige ønsker, hjertets utroskab og læbernes urenhed. Synderens illoyale handlinger, som udhuler Guds lov, bliver åbenbaret for hans øjne, og hans ånd bliver pint og plaget under Guds ånds granskende indflydelse. Han afskyr sig selv, når han ser Kristi rene, pletfri karakter.VTK 30.3

    Da profeten Daniel betragtede den herlighed, som var omkring den himmelske budbringer, der var sendt til ham, blev han overvældet af en følelse af sin egen svaghed og ufuldkommenhed. Han beskriver indtrykket fra det vidunderlige optrin således: “Og da jeg så dette vældige syn, forlod al kraft mig; jeg blev ligbleg og havde ikke flere kræfter” (Dan 10,8). Den sjæl, som er blevet berørt, vil hade selviskheden, afsky egenkærligheden og gennem Kristi retfærdighed søge efter renhed i hjertet, som er i harmoni med Guds lov og Kristi karakter.VTK 31.1

    Paulus siger, at i forhold til retfærdigheden i loven — når det gjaldt udvendige handlinger — var han “uangribelig” (fil 3,6) — men når lovens åndelige karakter blev fremhævet, opfattede han sig selv som en synder. At dømme efter lovens bogstav, sådan som mennesker bruger den om det udvendige liv, havde han afholdt sig fra synd; men når han så dybt ind i de hellige forskrifter og betragtede sig selv, som Gud så ham, bøjede han sig i ydmyghed og bekendte sin skyld. Han sagde: “Jeg levede engang uden lov, men da budet kom, levede synden op, og jeg døde” (Rom 7,9). Da han indså lovens åndelige natur, fremstod synden i sin sande ækelhed, og hans selvtillid var borte.VTK 31.2

    Gud regner ikke alle synder for ens; der er forskellige grader af skyld i hans bedømmelse såvel som blandt mennesker; men uanset hvor overfladisk den ene eller den anden forkerte handling kan synes i menneskers øjne, er ingen synd lille i Guds øjne. Menneskets dom er delvis, ufuldstændig; men Gud bedømmer alle ting, som de virkelig forholder sig. Drankeren er foragtet og bliver fortalt, at hans synd vil udelukke ham fra himlen; mens stolthed, selviskhed og begærlighed alt for ofte ikke bliver irettesat. Men Gud tager særligt anstød af disse synder, for de står i modsætning til hans gode karakter, til den uselviske kærlighed, som gennemsyrer hele det ufaldne univers. Den, som begår nogle af de mere iøjnefaldende synder, kan komme til at få en følelse af sin skam og fattigdom og sit behov for Kristi nåde; men stolthed føler intet behov, og på den måde lukker det hjertet af for Kristus og de uendelige velsignelser, han kom for at give.VTK 32.1

    Den fattige tolder, som bad: “Gud vær mig arme synder nådig” (Luk 18,13), anså sig selv for at være en meget ond mand, og andre så ham i det samme lys; men han mærkede sit behov, og med sin byrde af skyld og skam stod han frem for Gud og bad om hans nåde. Hans hjerte var åbent, så Guds ånd kunne gøre sit nådige arbejde og sætte ham fri fra syndens magt. Farisæerens pralende, selvretfærdige bøn viste, at der i hans hjerte var lukket af for Helligåndens indflydelse. På grund af hans afstand fra Gud havde han ikke nogen fornemmelse af sin egen urenhed i modsætning til fuldkommenheden hos de guddommelige væsener. Han følte ikke noget behov, og han modtog intet.VTK 32.2

    Hvis du kan se din syndighed, så vent ikke med at forbedre dig. Hvor mange er der ikke, som tror, at de ikke er gode nok til at komme til Jesus? Forventer du, at du vil blive bedre gennem egne anstrengelser?VTK 33.1

    “Hvis nubieren kunne skifte sin hud og panteren sine pletter, kunne I også handle godt, I ondskabens lærlinge!” (Jer 13,23). Gud er vores eneste hjælp. Vi skal ikke vente på stærkere overtalelser, på bedre muligheder eller på helligere temperamenter. Vi kan intet gøre i os selv. Vi er nødt til at komme til Kristus, som vi er.VTK 33.2

    Men lad ingen bedrage sig selv med tanken om, at Gud i sin store kærlighed og nåde vil frelse endog dem, som afslår hans nåde. Syndens umådelige syndighed måles alene i lyset af korset. Hvis mennesker tror, at Gud er for god til at forkaste synderen, så bed dem om at betragte Golgata. Det var, fordi der ikke var nogen anden udvej til menneskets frelse, fordi det uden dette offer ville være umuligt for menneskeheden at undslippe syndens fornedrende magt og blive genindsat til samvær med hellige væsner — umuligt for dem igen at blive deltagere i åndeligt liv — det var derfor, Kristus tog skylden fra de ulydige på sig og led i synderes sted. Guds søns kærlighed og lidelse og død vidner alle om syndens forfærdelige omfang og fastslår, at der ikke er nogen mulighed for at undslippe dens magt, intet håb om livet i himlen, undtagen gennem sjælens underkastelse under Kristus.VTK 33.3

    Den forstokkede undskylder af og til sig selv ved at sige om bekendende kristne: “Jeg er lige så god, som de er. De er ikke mere selvfornægtende, ædle eller forsigtige i deres optræden, end jeg er. De elsker fornøjelser og selvtilfredsstillelse, ligesom som jeg gør.” Derved gør han de andres fejl til en undskyldning for sine egne svigt ved ikke at gøre sin pligt. Men andres synder og fejl undskylder ingen, da Gud ikke har givet os et fejlende menneskeligt eksempel. Den pletfri Guds søn blevet givet til os som vores eksempel, og det er dem, som klager over forkert opførsel hos bekendende kristne, der selv burde ud- vise bedre levevis og mere ædle eksempler. Hvis de har så ophøjede forestillinger om, hvad en kristen burde være, er deres egen synd så ikke desto større? De ved, hvad der er rigtigt, og alligevel nægter de at gøre det.VTK 34.1

    Vær på vagt over for udsættelser. Udskyd ikke arbejdet med at opgive dine synder og stræbe efter renhed i hjertet gennem Jesus. Her er tusinder og atter tusinder gået fejl til deres evige fortabelse. Jeg vil ikke dvæle ved livets korthed og uvished; men der er en forfærdelig fare — en fare som ikke er blevet tilstrækkeligt forstået — ved at vente med at give efter for Guds hellige ånds appellerende stemme, ved at vælge at leve i synd; for denne venten består netop af synd. Uanset hvor lille synden anses for at være, kan man kun give efter for den med risiko for et uendelig stort tab. Det, vi ikke overvinder, vinder over os og forårsager vores ødelæggelse.VTK 35.1

    Adam og Eva overbeviste sig selv om, at et så lille anliggende som at spise af den forbudte frugt ikke kunne have så forfærdelige konsekvenser, som Gud havde hævdet. Men dette lille anliggende var en overtrædelse af Guds uforanderlige og hellige lov, og den adskilte mennesket fra Gud og åbnede sluserne for død og usigelig smerte på vores jord. Igennem hele historien er et råb og en klage steget op fra jorden, og hele skaberværket stønner og fyldes med smerte som følge af menneskets ulydighed. Himlen selv har følt resultaterne af dette oprør mod Gud. Golgata står som et mindesmærke over det utrolige offer, som var påkrævet for at sone overtrædelsen af den guddommelige lov. Lad os ikke bagatellisere synden.VTK 35.2

    Enhver overtrædende handling, ethvert svigt og enhver afvisning af Guds nåde har indvirkning på dig; den forhærder hjertet, undergraver viljen, lammer forståelsen og nedsætter både din evne og din vilje til at give efter for Guds hellige ånds venlige tilskyndelse.VTK 36.1

    Mange neddysser en dårlig samvittighed med den tanke, at de kan ændre retning fra ondskabens veje når som helst, de har lyst; og at de kan modtage tilbuddet om nåde efter forgodtbefindende og stadig være i stand til at blive påvirket af Gud. De tror, at de efter at have trodset nådens ånd og have underlagt sig Satans påvirkning på et øjeblik kan ændre kurs i en desperat nødsituation. Men det er lettere sagt end gjort. Et helt livs erfaring og uddannelse former karakteren så grundigt, at få mennesker på det tidspunkt ønsker at ligne Jesus.VTK 36.2

    Selv én forkert karakteregenskab, ét syndigt ønske, som vedvarende holdes fast, vil på et eller andet tidspunkt neutralisere evangeliets magt. Enhver given efter for synd styrker sjælens aversion mod Gud. Den mand, som udviser en vantro hårdnakkethed eller ligegyldighed over for den guddommelige sandhed, høster såmænd bare det, han selv har sået. I Bibelen finder man ikke nogen mere frygtindgydende advarsel mod at beskæftige sig med det onde end den vise mands ord om, at synderen “holdes fast i sine synders bånd” (Ordsp 5,22).VTK 36.3

    Kristus er parat til at gøre os fri af synden, men han tvinger ikke vores vilje; og hvis viljen gennem vedvarende overtrædelser er blevet fuldstændig opsat på at være ond, og vi ikke ønsker at blive sat fri — hvis vi ikke vil modtage hans nåde, hvad andet kan han da gøre? Vi har tilintetgjort os selv ved vores stædige afvisning af hans kærlighed. “Se, nu er det den nåderige tid, se, nu er det frelsens dag!” “Om I dog i dag ville lytte til ham! Gør ikke jeres hjerter hårde” (2 Kor 6,2; Hebr 3,7-8).VTK 37.1

    “Mennesker ser på det, de har for deres øjne, men Herren ser på hjertet” — menneskehjertet, med dets modstridende følelser af glæde og sorg; det søgende, vaklende hjerte, som er bopæl for så megen urenhed og bedrag. (1 Sam 16,7). Han kender dets motiver, dets intentioner og mål. Gå til ham med din sjæl, snavset som den er. Som salmisten siger: åbn dens kamre for det altseende øje, idet du udbryder:VTK 37.2

    “Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte, prøv mig, og kend mine tanker, se efter, om jeg følger afgudsvej! Led mig ad evigheds vej!” (Sl 139,23-24).VTK 38.1

    Mange accepterer en intellektuel religion, en slags gud-agtighed, hvor hjertet ikke er renset. Lad dette være din bøn: “Skab et rent hjerte i mig, Gud, giv mig på ny en fast ånd!” (Sl 51,10). Vær ærlig med din egen sjæl. Vær alvorlig, så vedholdende som du ville være, hvis dit jordiske liv stod på spil. Dette er et anliggende, som skal afgøres mellem Gud og din sjæl, en afgørelse for tid og evighed. Et håb uden sikkerhed vil blive din banemand.VTK 38.2

    Læs Guds ord under bøn. Ordet vil vise dig hellighedens fantastiske principper gennem Guds lov og Kristi liv, uden hvilket “ingen kan se Herren” (Hebr 12,14). Det overbeviser om synd; det viser på en enkel måde vejen til frelse. Lyt til den, når Guds stemme taler til din sjæl.VTK 38.3

    Når du indser syndens omfang og ser dig selv, som du virkelig er, så giv ikke op over for fortvivlelsen. Det var syndere, Kristus kom for at frelse. Vi skal ikke forlige Gud med os, men — hvilken forunderlig kærlighed — det var Gud, der i Kristus “forligte verden med sig selv” (2 Kor 5,19). Med sin blide kærlighed vinder han hjerterne hos sine fejlende børn. Ingen jordisk forælder vil være så tålmodig med sine børns fejl og fejltagelser, som Gud er med dem, han søger at frelse. Der er ingen, som bønfalder overtræderen mere varsomt end ham. Ingen menneskelige læber har nogen sinde udøst mere forsigtige opfordringer til den søgende end ham. Alle hans løfter, hans advarsler, er intet mindre end åndepust af hans usigelige kærlighed.VTK 38.4

    Når Satan kommer for at fortælle dig, at du er en stor synder, så se op til frelseren og fortæl om hans gaver. Det, som vil hjælpe dig, er at se på hans lys. Anerkend din synd, men fortæl fjenden, at “Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere,” og at du bliver frelst ved hans uforlignelige kærlighed (1 Tim 1,15). Jesus stillede Simon et spørgsmål med hensyn til to skyldnere. Den ene skyldte sin herre en lille sum, og den anden skyldte ham en meget stor sum penge, men han tilgav dem begge, og Kristus spurgte Simon, hvilken skyldner ville elske sin herre mest. Simon svarede: “Den, han eftergav mest” (Luk 7,43). Vi har været store syndere, men Kristus døde, for at vi kan få tilgivelse. Hans offer er tilstrækkeligt til at fremvise for Faderen på vores vegne. De, som han har eftergivet mest, vil elske ham mest og vil stå tættest på hans trone og prise ham for hans store kærlighed og uendelige offer. Det er, når vi mest fuldstændigt forstår Guds kærlighed, at vi bedst forstår syndens syndighed. Når vi opdager længden af den kæde, som blev sænket ned til os, når vi forstår lidt af det uendelige offer, som Kristus bragte på vores vegne, så smelter hjertet med ømhed og anger.VTK 39.1

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents