Kapitel 46—Velsignelseme og forbandelseme
- Kapitel 1—Hvorfor tillod Gud synden?
- Kapitel 2—Skabelsen
- Kapitel 3—Ugens oprindelse
- Kapitel 4—Fristelsen og syndefaldet
- Kapitel 5—Frelsesplanen
- Kapitel 6—Kain og Abel
- Kapitel 7—Set og Enok
- Kapitel 8—Syndfloden
- Kapitel 9—Efter syndfloden
- Kapitel 10—Babelstårnet
- Kapitel 11—Abrahams kald
- Kapitel 12—Abraham i Kana'an
- Kapitel 13—Trosprøven
- Kapitel 14—Sodomas ødelæggelse
- Kapitel 15—Isaks giftermål
- Kapitel 16—Jakob og Esau
- Kapitel 17—Jakobs landflygtighed
- Kapitel 18—Jakobskampen
- Kapitel 19—Atter i Kana'an
- Kapitel 20—Josef i Ægypten
- Kapitel 21—Josef og hans brødre
- Kapitel 22—Moses
- Kapitel 23—Ægyptens plager
- Kapitel 24—Påsken
- Kapitel 25—Udgangen af Ægypten
- Kapitel 26—Fra Det røde Hav til Sinaj
- Kapitel 27—Lovgivningen på Sinaj
- Kapitel 28—Afgudsdyrkelse ved Sinaj
- Kapitel 29—Satans fjendskab mod loven
- Kapitel 30—Tabernakeltjenesten
- Kapitel 31—Nadabs og Abihus synd
- Kapitel 32—Loven og pagterne
- Kapitel 33—Fra Sinaj til Kadesj
- Kapitel 34—De tolv spejdere
- Kapitel 35—Koras oprør
- Kapitel 36—I ørkenen
- Kapitel 37—Den slagne klippe
- Kapitel 38—Rejsen uden om Edom
- Kapitel 39—Basans erobring
- Kapitel 40—Bileam
- Kapitel 41—Frafaldet ved Jordan
- Kapitel 42—Loven gentages
- Kapitel 43—Moses’ død
- Kapitel 44—Overgangen over Jordan
- Kapitel 45—Jerikos fald
- Kapitel 46—Velsignelseme og forbandelseme
- Kapitel 47—Forbundet med gibeonitterne
- Kapitel 48—Kana'ans deling
- Kapitel 49—Josuas sidste ord
- Kapitel 50—Tiende og gaver
- Kapitel 51—Guds omsorg for de fattige
- Kapitel 52—De årlige fester
- Kapitel 53—De første dommere
- Kapitel 54—Samson
- Kapitel 55—Barnet Samuel
- Kapitel 56—Eli og hans sønner
- Kapitel 57—Filisterne tager arken
- Kapitel 58—Profetskolerne
- Kapitel 59—Israels første konge
- Kapitel 60—Sauls formastelse
- Kapitel 61—Saul forkastes
- Kapitel 62—David salves til konge
- Kapitel 63—David og Goliat
- Kapitel 64—David på flugt
- Kapitel 65—Davids ædelmodighed
- Kapitel 66—Sauls død
- Kapitel 67—Trolddom før og nu
- Kapitel 68—David i Ziklag
- Kapitel 69—David bliver konge
- Kapitel 70—Davids regeringstid
- Kapitel 71—Davids synd og anger
- Kapitel 72—Absaloms oprør
- Kapitel 73—Davids sidste år
Search Results
- Results
- Related
- Featured
- Weighted Relevancy
- Content Sequence
- Relevancy
- Earliest First
- Latest First
- Exact Match First, Root Words Second
- Exact word match
- Root word match
- EGW Collections
- All collections
- Lifetime Works (1845-1917)
- Compilations (1918-present)
- Adventist Pioneer Library
- My Bible
- Dictionary
- Reference
- Short
- Long
- Paragraph
No results.
EGW Extras
Directory
Kapitel 46—Velsignelseme og forbandelseme
Efter fuldbyrdelsen af dommen over Akan fik Josua befaling om at lade alle krigerne bryde op og atter drage mod Aj. Guds magt ledsagede hans folk, og de kom hurtigt i besiddelse af byen.PP 255.1
Der blev nu holdt en pause i krigen, og hele Israel deltog i en højtidelig religiøs ceremoni. Israelitterne var ivrige efter at bosætte sig i Kanaan. De havde ikke fået huse eller jord til deres familier endnu. Før de kunne få det, skulle kanaanæerne uddrives af landet, men selv denne vigtige opgave måtte vente, for allerførst skulle de deltage i en betydningsfuld handling, som lagde beslag på hele deres opmærksomhed.PP 255.2
Inden de tog deres arv i besiddelse, skulle de forny deres troskabspagt med Gud. I sine sidste formaninger havde Moses to gange påbudt, at Israels stammer skulle samles på Ebals og Garizims bjerge ved Sikem for højtideligt at love, at de ville holde Guds lov. I overensstemmelse med denne befaling forlod hele folket, både “mændene, kvinderne og børnene og de fremmede, som var draget med iblandt dem” lejren ved Gilgal og marcherede gennem fjendernes land til Sikems dal, som lå næsten midt i landet. Skønt de var omgivet af ubesejrede fjender, stod de under Guds beskyttelse, så længe de var tro imod ham. Ligesom på Jakobs tid kom der “en Guds rædsel ..... over alle byerne rundt om”, og hebræerne led ingen overlast (1. Mos. 35, 5) .PP 255.3
Det sted, hvor denne højtidelige ceremoni skulle foregå, var knyttet til deres fædres historie med hellige bånd. Det var her, Abraham byggede sit første alter til Gud i Kanaans land. Både Abraham og Jakob havde opslået deres telt her. Her købte Jakob den mark, hvor israelitterne skulle begrave Josefs legeme. Her fandtes også den brønd, som Jakob havde gravet, og den eg, hvorunder han havde begravet alle de afgudsbilleder, som tilhørte hans husstand.PP 255.4
Det udpegede sted var et af de smukkeste i hele Palæstina, og det var fuldt ud værdigt til at være skueplads for den storslåede og betagende begivenhed, som nu skulle finde sted. Den smukke dal lå smilende og indbydende mellem de nøgne høje. Naturen vekslede med grønne marker og olivenlunde, og dalen var afvandet af bække fra levende kilder og prydet med vilde blomster. Ebal og Garizim ligger på hver sin side af dalen, men der er ikke ret langt imellem dem. Deres lavere udløbere danner ligesom en naturlig talerstol. Hvert eneste ord, der siges på den ene, kan tydeligt høres på den anden, og på de skrånende bjergsider er der plads til en stor forsamling.PP 255.5
I overensstemmelse med Moses’ befaling blev der bygget et monument af store sten på Ebals bjerg. På disse sten, der i forvejen var kalket over, blev loven afskrevet. Det gjaldt både de ti bud, som var blevet forkyndt fra Sinaj og skrevet på stentavlerne, og de love, der var blevet overdraget til Moses, og som han havde skrevet i en bog. Ved siden af dette monument blev der bygget et alter af utilhugne sten, og herpå blev der lagt ofre til Herren. Det havde stor betydning, at alteret blev bygget på Ebals bjerg, hvorfra forbandelserne blev udtalt. Herved blev det tilkendegivet, at Israel med rette havde pådraget sig Guds vrede ved at overtræde hans lov, og at han øjeblikkelig ville have straffet dem, hvis ikke Kristus havde skaffet dem soning. Brændofferalteret var et symbol på denne soning.PP 255.6
Seks af stammerne — alle efterkommere af Lea og Rakel — tog plads på Garizims bjerg, mens de, der nedstammede fra trælkvinderne, tog plads på Ebals bjerg sammen med Rubens og Zebulons stamme. Præsterne, som bar arken, tog plads i dalen imellem dem. Alarmtrompeten gav signal til stilhed, og nu oplæste Josua fra sin plads ved siden af den hellige ark i den store forsamlings påhør de velsignelser, der ville blive folket til del, hvis de var lydige imod Guds lov. De stammer, der stod på Garizim, svarede ved at sige amen. Bagefter læste han forbandelserne, og nu svarede stammerne på Ebals bjerg. I tusindvis af røster istemte det højtidelige svar som een røst. Derefter oplæstes Guds lov og de anordninger og lovbud, som Moses havde overdraget dem.PP 256.1
Israel havde modtaget loven direkte fra Guds mund ved Sinaj, og dens hellige bud, som Herren havde skrevet med sin egen hånd, lå stadig i arken. Nu blev loven skrevet, så alle kunne læse den, og alle fik anledning til at se betingelserne i den pagt, som de skulle leve under i Kanaan. Hele folket skulle give udtryk for, at de gik ind på pagtens betingelser, og bekræfte de velsignelser, der var blevet lovet for at holde den, og de forbandelser, der ville blive følgen af at overtræde den. Loven blev ikke blot skrevet på mindestenene, men oplæst af Josua i hele Israels påhør. Der var kun gået nogle få uger, siden Moses oplæste hele Femte Mosebog for folket, og nu læste Josua loven for dem.PP 256.2
Det var ikke blot de israelitiske mænd, der hørte loven blive læst, men også “kvinderne og børnene”. De skulle også lære deres pligt at kende. Gud havde givet Israel denne befaling om sine anordninger: “I skal lægge Eder disse mine ord på hjerte og sinde, binde dem som et tegn om Eders hånd og lade dem være et erindringsmærke på Eders pande, og I skal lære Eders børn dem, for at I og Eders børn må leve i det land, Herren tilsvor Eders fædre at ville give dem, så længe himmelen er over Jorden.” 5. Mos. 11, 18-21.PP 256.3
Hvert syvende år skulle hele loven oplæses i hele Israels påhør i overensstemmelse med Moses’ befaling: “Hver gang der er gået syv år, i friåret, på løvhyttefesten, når hele Israel kommer for at stedes for Herren din Guds åsyn på det sted, han udvælger, skal du læse denne lov højt for hele Israel. Kald da folket sammen, mænd, kvinder og børn og de fremmede, som bor inden dine porte, for at de kan høre og lære at frygte Herren Eders Gud og omhyggeligt handle efter alle denne lovs ord; og deres børn, som endnu ikke har lært den at kende, skal høre den og lære at frygte Herren Eders Gud, alle de dage I lever i det land, som I skal ind og tage i besiddelse efter at være gået over Jordan.” 5. Mos. 31, 10-13.PP 256.4
Satan bestræber sig altid på at forvrænge det, Gud har sagt, forblinde sindet og formørke forstanden, så at mennesker ledes i synd. Dette er grunden til, at Herren giver sin vilje så tydeligt til kende og fremstiller sine krav så klart, at ingen behøver at tage fejl. Gud søger ustandselig at drage menneskene til sig og beskytte dem for at hindre Satan i at udøve sin grusomme, forførende magt over dem. Gud har nedladt sig til at tale til menneskene med sin egen røst og skrive sit levende ord med sin egen hånd. Disse velsignede ord, som er fyldt med liv og udstråler sandhedens lys, skænkes menneskene som en fuldkommen vejledning. Netop fordi Satan gør sig så store bestræbelser for at bortlede vor opmærksomhed og vor interesse fra Herrens løfter og bud, bør vi gøre os så meget desto mere flid for at huske dem og gemme dem i hjertet.PP 256.5
Religiøse ledere burde i højere grad have opmærksomheden henvendt på betydningen af at lære folk de bibelhistoriske kendsgerninger og Herrens advarsler og bud. De bør benytte et letfatteligt sprog, som selv børn kan forstå. Både prædikanter og forældre burde betragte det som deres pligt at undervise de unge i skriften.PP 256.6
Forældre både kan og bør vække deres børns interesse for den alsidige viden, som den hellige skrift rummer. Men for at kunne gøre deres sønner og døtre interesseret i Guds ord må de selv interessere sig for det. De må være fortrolige med dets lære og — som Gud befalede Israel — tale om det, “når du sidder i dit hus, og når du vandrer på vejen, både når du lægger dig, og når du står op”. 5. Mos. 11, 19. De, der ønsker, at deres børn skal elske og ære Gud, må tale om hans godhed, majestæt og magt, som er åbenbaret i hans ord og i hans skaberværk.PP 256.7
Hvert kapitel og hvert vers i Bibelen indeholder et budskab fra Gud til menneskene. Vi bør binde Bibelens forskrifter som et tegn på vor hånd og et erindringsmærke på vor pande. Hvis Guds folk læser og adlyder Bibelen, vil den lede dem ligesom israelitterne ved en skystøtte om dagen og en ildstøtte om natten.PP 257.1