Kapitel 59—Israels første konge

Den israelske nation blev styret i Guds navn og med hans myndighed. Moses, de halvfjerds ældste, samt øversterne og dommerne havde blot til opgave at udøve de love, som Gud havde givet. De havde ingen bemyndigelse til at give nationen love. Den israelitiske nations eksistens afhang af disse grundsætninger. Fra slægt til slægt fremstod der mænd, som Gud havde inspireret, for at undervise folket og forestå lovenes håndhævelse.PP 313.1

Herren forudså, at Israel ville begære at få en konge, men han forandrede ikke de principper, som dannede grundlaget for staten. Kongen skulle være den Allerhøjestes viceregent. Gud skulle anerkendes som nationens overhoved, og hans lov skulle være landets grundlov.PP 313.2

Da israelitterne bosatte sig i Kanaan, anerkendte de teokratiets principper, og nationen oplevede en opgangstid under Josuas ledelse. Men efterhånden som befolkningen voksede og de sluttede forbindelse med andre folkeslag, indtrådte der en forandring. Folket tilegnede sig mange af de hedenske nabofolks skikke og mistede derved for en stor del deres særegne, hellige karakter. Lidt efter lidt mistede de ærbødigheden for Gud og lod hånt om deres ærefulde stilling som hans folk. De følte sig tiltrukket af de hedenske kongers pomp og pragt og blev trætte af deres nøjsomme levevis. Stammerne blev skinsyge og misundelige på hinanden og svækkedes af indbyrdes stridigheder. Deres hedenske fjender var stadig en trussel for dem, og folket kom til det resultat, at de kun kunne bevare deres position mellem nationerne, hvis stammerne blev forenet under en stærk centralregering. Da de holdt op med at holde Guds lov, brød de sig heller ikke om at have deres guddommelige Konge som regent længere. Kravet om en konge blev stærkere og stærkere i hele det israelitiske folk.PP 313.3

Samuels vise og resultatrige ledelse af landet havde kun et sidestykke i Josuas regering. Samuel var blevet indsat som dommer, profet og præst af Gud. Han arbejdede utrætteligt og uselvisk for folkets ve og vel, og nationen blomstrede under hans vise ledelse. Der var blevet indført system og orden, den sande gudsdyrkelse vandt indpas igen, og utilfredsheden forstummede for en tid. Men da profeten blev ældre, så han sig nødsaget til at dele ansvaret for landets styrelse med andre og indsatte sine to sønner som sine assistenter. Samuel vedblev at varetage sine embedspligter i Rama, og de unge mænd blev sendt til Beersjeba for at dømme folket i nærheden af landets sydgrænse.PP 313.4

Samuel havde indsat sine sønner i dette embede med folkets fulde samtykke, men sønnerne viste sig ikke faderens tillid værdige. Herren lod Moses give folket et bestemt pålæg om, at Israels dommere skulle dømme retfærdigt, behandle enken og den faderløse korrekt og lade være med at tage imod bestikkelse. Men Samuels sønner “lod sig lede af egen fordel, tog imod bestikkelse og bøjede retten” Profetens sønner rettede sig ikke efter, hvad han havde forsøgt at indprente dem. De tog ikke ved lære af deres faders fine, uselviske eksempel. Advarselen til Eli havde ikke gjort det indtryk på Samuel, som den burde. Han havde ikke været bestemt nok over for sine sønner, og nu gav det sig udslag i deres karakter og deres opførsel.PP 313.5

Disse dommeres uretfærdige embedsførelse gav anledning til megen utilfredshed, og nu fik folket et påskud til at forlange den forandring i landets styrelse, som de så længe havde ønsket i det stille, Da kom alle Israels ældste sammen og begav sig til Samuel i Rama og sagde til ham: “Se, du er blevet gammel, og dine sønner vandrer ikke i dit spor. Sæt derfor en konge over os til at dømme os, ligesom alle de andre folk har det!” Samuel fik intet at vide om sønnernes embedsmisbrug. Hvis han havde haft kendskab hertil, ville han have fjernet dem øjeblikkelig, men det var de ældste ikke interesseret i. Samuel var klar over, at deres virkelige motiv var utilfredshed og stolthed, og at de havde en ganske bestemt hensigt med deres krav. Der var ikke blevet rettet nogen beskyldning imod Samuel. Hele folket anerkendte hans ærlige og kloge styre, men den gamle profet betragtede deres krav som en personlig kritik og et direkte forsøg på at afsætte ham. Han afslørede dog ikke sine følelser og bebrejdede ikke folkets ældste, men bad til Herren og søgte hans vejledning alene.PP 314.1

Herren sagde til Samuel: “Ret dig i et og alt efter, hvad folkets siger, thi det er ikke dig, de vrager, men det er mig, de vrager som deres konge. Ganske som de har handlet imod mig, lige siden jeg førte dem ud af Ægypten, og indtil denne dag, idet de forlod mig og dyrkede andre guder, således handler de også imod dig.” Profeten fik en irettesættelse, fordi han græmmede sig over den behandling, folket gav ham personlig. Det var ikke ham, de havde været uærbødige over for, men Gud, som indsatte folkets ledere. Når mennesker foragter og forkaster Guds trofaste tjener, viser de ikke blot foragt for et menneske, men for Mesteren, som har sendt ham. Det er Guds ord, tilrettevisninger og vejledning, som ringeagtes, og hans myndighed, der tilsidesættes.PP 314.2

Israel oplevede sin største glansperiode, da de anerkendte Gud som deres konge og indså, at de love og den regeringsform, som han havde indført, langt overgik alle andre nationers. Moses havde sagt følgende til Israel med hensyn til Herrens bud: Thi det skal være Eders visdom og Eders kløgt i de andre folks øjne. Når de hører om alle disse anordninger, skal de sige: “Sandelig, det er et vist og klogt folk, dette store folk! ” 5. Mos. 4, 6. Men hebræerne blev ikke det, som Gud havde ønsket, at de skulle blive, fordi de ikke holdt Guds lov, og nu gav de Guds regering skylden for alle de onder, som de havde nedkaldt over sig selv på grund af deres egen synd og dårskab. Så fuldstændigt havde synden blændet dem.PP 314.3

Herren havde forudsagt gennem sine profeter, at Israel ville blive regeret af en konge, men det er ikke ensbetydende med, at denne regeringsmåde var bedst for dem og i overensstemmelse med hans vilje. Han lod folket få deres vilje, fordi de ikke ville lade ham lede dem. Hoseas siger, at Gud gav dem en konge i sin vrede. Hos. 13, 11. Når menneskene absolut vil have deres vilje, og de enten undlader at bede Gud vejlede dem eller handler i strid med hans åbenbarede vilje, opfylder han ofte deres ønsker, for at de af egen bitter erfaring kan lære at indse deres tåbelighed og at angre deres synd. Det er farligt at lade sig lede af menneskelig stolthed og visdom. De ting, som menneskehjertet ønsker på trods af Guds vilje, viser sig i det lange løb at være til forbandelse i stedet for til velsignelse.PP 314.4

Det var Guds ønske, at folket skulle betragte ham som deres eneste lovgiver og hjælper. Når de mærkede, at de var afhængige af ham, ville de stadig blive draget nærmere til ham. Dette ville øve en forædlende indflydelse over dem og sætte dem i stand til at udfylde deres ærefulde plads som hans ejendomsfolk. Når der derimod kom et menneske på tronen, ville folkets opmærksomhed blive ledet bort fra Gud. Så ville de få mere tillid til menneskelig styrke end til Guds magt, og kongens fejl ville lede dem i synd og skille nationen fra Gud.PP 314.5

Samuel fik besked på at opfylde folkets ønske, men han skulle samtidig lade dem forstå, at de havde pådraget sig Herrens mishag, og fortælle dem, hvad der ville blive følgen af at følge den kurs, de nu havde valgt. “Så forebragte Samuel folket, som krævede en konge af ham, alle Herrens ord.” Samuel fortalte dem uden omsvøb, hvilke byrder der ville blive pålagt dem, når de fik en konge, og påviste forskellen mellem de forholdsvis frie og gode kår, som de havde nu, og det åg, de ville komme til at leve under, når de havde fået en konge. Deres konge ville efterligne andre kongers pomp og pragt, og for at kunne gøre det ville det blive nødvendigt for ham at pålægge dem store, tunge byrder ved at lægge beslag på både deres arbejdskraft og deres ejendele. Han ville forlange, at de bedste af deres unge mænd skulle gøre tjeneste for ham. De ville blive sat til at passe hans vogne og heste og løbe foran ham. De skulle gøre tjeneste i hans hær, og de ville blive sat til at dyrke hans marker, høste hans afgrøder og lave hans krigsredskaber. Han ville tage Israels døtre til at koge og bage ved hoffet. Han ville give sine hoffolk det bedste af landet, som Herren selv havde givet folket. Han ville også tage de bedste af deres trælle og det bedste af deres kvæg “til sit eget arbejde”. Foruden alt dette ville kongen kræve en tiendedel af deres indtægter, enten i form af deres arbejdsudbytte eller jordens produkter. “I selv skal blive hans trælle,” sluttede profeten, “og når I da til den tid klager over Eders konge, som I har valgt Eder, så vil Herren ikke bønhøre Eder!” Når kongedømmet først var oprettet, kunne de ikke afskaffe det igen efter forgodtbefindende, selv om det voldte dem nok så store kvaler.PP 314.6

Men folket svarede: “Nej, en konge vil vi have over os, vi vil have det som alle de andre folk; vor konge skal dømme os og drage ud i spidsen for os og føre vore krige!”PP 315.1

Som alle de andre folk. Israelitterne var ikke klar over, at det var et særligt privilegium og en stor velsignelse for dem, at de ikke lignede de andre nationer i denne henseende. Gud havde udskilt israelitterne fra alle andre folk og gjort dem til sit ejendomsfolk. Men uden at tage hensyn til denne store ære nærede de et brændende ønske om at efterligne hedningerne ! Det folk, der bekender sig til at være Guds ejendomsfolk i dag, længes også efter at følge verdens sæder og skikke. Når de forlader Herren, bliver de mere og mere ivrige efter at opnå de fordele og æresbevisninger, som verden byder på. De kristne søger ustandselig at efterligne de mennesker, der tjener denne verdens gud. Mange hævder, at de har større muligheder for at øve indflydelse over de ugudelige, hvis de slutter sig sammen med verdslige mennesker og følger deres skikke. Men alle de, der gør det, afskærer forbindelsen med ham, som er deres styrke. Når de bliver verdens venner, bliver de Guds fjender. For at opnå verdslig ære ofrer de den ufattelige ære, som Gud har kaldet dem til, nemlig at forkynde hans guddomskraft, som kaldte dem fra mørket til sit underfulde lys. 1. Pet. 2, 9.PP 315.2

Samuel hørte på folket med dyb sorg, men Herren sagde til ham: “Ret dig efter dem og sæt en konge over dem!” Profeten havde gjort sin pligt. Han havde samvittighedsfuldt givet dem advarslen, og de havde forkastet den. Med tungt hjerte sendte han folket hjem. Da det var gjort, begyndte han at træffe forberedelser til den store forfatningsændring.PP 315.3

Samuels pletfrie vandel og uforbeholdne indvielse til Gud virkede som en konstant irettesættelse både på de egenkærlige præster og ældste og den stolte, sanselige, israelitiske menighed. Skønt han hverken omgav sig med pomp eller pragt, havde Himmelen sat sit stempel på hans arbejde. Verdens frelser ærede ham, og det var under hans ledelse, at han styrede den hebraiske nation. Men folket var blevet træt af hans fromhed og gudsfrygtighed. De foragtede den beskedne måde, han udøvede sin myndighed på, og forkastede ham for at få en konge til at herske over sig.PP 315.4

Kristi karakter er afspejlet i Samuel. Det var Frelserens rene liv, der vakte Satans vrede. Hans liv var verdens lys, og det afslørede den ondskab, som var skjult i menneskenes hjerte. Det var Kristi hellighed, der fik de heftigste lidenskaber hos de falske gudsbekendere til at blusse op. Kristus var ikke omgivet af jordisk rigdom og ære, men hans gerninger vidnede om, at han besad større magt end nogen jordisk fyrste. Jøderne ventede, at Messias skulle bryde undertrykkernes åg, men til trods herfor blev de ved med at begå de synder, som var skyld i, at dette åg var blevet lagt på deres nakke. Hvis Kristus havde dækket over deres synder og rost dem for deres fromhed, ville de have valgt ham til konge, men de ville ikke finde sig i, at han frygtløst irettesatte dem for deres laster. De foragtede en person, hvis karakter var så fin, at godhed, renhed og hellighed beherskede den fuldstændig, og hvis eneste had gjaldt synden. Sådan har det været gennem hele verdens historie. Lyset fra Himmelen fordømmer alle dem, der ikke vil vandre i det. Hyklerne føler sig krænket over, at der findes mennesker, som lever et rent liv og hader synden. Det piner dem i en sådan grad, at de bliver Satans redskaber og begynder at plage og forfølge de trofaste. “Sådan skal også alle de, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus, blive forfulgt.” 2. Tim. 3, 12.PP 315.5

Skønt det var forudsagt i profetierne, at Israel ville blive et kongedømme, forbeholdt Gud sig ret til at udpege Israels konge. Hebræerne viste stadig så megen respekt for Guds myndighed, at de overlod valget fuldstændig til ham. Valget faldt på Saul, en søn af Kisj, af Benjamins stamme.PP 316.1

Den vordende konge var netop i besiddelse af sådanne personlige egenskaber, som tilfredsstillede deres stolthed. “Ingen blandt israelitterne var smukkere end han.” 1. Sam. 9, 2. Han var statelig og smuk og ung — kort sagt: han var som født til at være konge. Selv om Sauls ydre var lydefrit, manglede han dog de værdifulde egenskaber, som er et kendemærke på sand visdom. Han havde ikke lært at beherske sine heftige lidenskaber, mens han var ganske ung, og havde aldrig erfaret den guddommelige nådes fornyende kraft.PP 316.2

Saul var søn af en mægtig og velhavende høvding, men til trods herfor hjalp han sin fader med at dyrke jorden og passe dyrene. Sådan var tidens jævne skikke. Da hans faders æsler engang var løbet ud i bjergene, tog Saul en karl med sig og gik ud for at lede efter dem. De ledte i tre dage uden resultat. Da de kom i nærheden af Rama, hvor Samuel boede, foreslog karlen, at de skulle spørge profeten, om han vidste, hvor deres dyr var. “Se, jeg har en kvart sekel sølv, den kan du give den Guds mand; så siger han os nok besked om det, vi går om,” sagde han. Sådan var tidens skik. Når man henvendte sig til en overordnet, gav man ham en lille gave som udtryk for sin ærbødighed.PP 316.3

Da de kom i nærheden af byen, mødte de nogle unge piger, det var på vej ud for at øse vand, og dem spurgte de, hvor seeren boede. Pigerne fortalte dem, at der netop skulle være gudstjeneste den dag, at profeten allerede var kommet, at der skulle ofres et slagtoffer “på offerhøjen” og at der bagefter skulle holdes offerfest. Der var indført store forandringer i Samuels embedstid. Da han modtog Guds kald første gang, var gudstjenesten bragt i miskredit. Der blev vist ringeagt for Herrens offergaver. 1. Sam. 2, 17. Men nu tjente folket Gud over hele landet og viste en levende interesse for gudstjenesten. Tabernakeltjenesten var ophørt, og man bragte derfor ofrene andre steder på dette tidspunkt. Man ofrede i præsternes og levitternes byer, hvor folket samledes for at blive undervist. Man bragte sædvanligvis ofrene på de højeste steder i disse byer; derfor kaldte man disse høje punkter offerhøje.PP 316.4

Saul mødte profeten selv i byens port. Gud havde åbenbaret for Samuel, at han ville møde Israels vordende konge på dette tidspunkt. Da de stod over for hinanden, sagde Herren til Samuel: “Se, der er den mand, om hvem jeg sagde til dig: Han skal herske over mit folk!” Da Saul sagde: “Vær så god at sige mig, hvor seerens hus er!” svarede Samuel: “Seeren — det er mig.” Samuel forsikrede nu Saul om, at de bortløbne dyr var fundet, og opfordrede ham til at blive i byen og overvære festen. Samtidig røbede han den store opgave, der ventede Saul i fremtiden. “Til hvem står alt Israels begær uden til dig og hele dit fædrenehus?” Profetens ord greb hans tilhørers hjerte. Saul kunne ikke undgå at fatte lidt af meningen med dem, for hele nationen var opsat på at få en konge. Men til trods herfor svarede han ydmygt: “Er jeg ikke fra Benjamin, Israels mindste stamme? Og min slægt er den ringeste af alle Benjamins stammes slægter. Hvor kan du da tale således til mig?”PP 316.5

Samuel førte nu den fremmede til gildesalen, hvor byens ledende mænd var samlet. På profetens befaling gav man Saul hæderspladsen, og under måltidet gav man ham også det bedste af maden. Da offerfesten var forbi, tog Samuel sin gæst med hjem, og på husets tag talte han fortroligt med ham og fremhævede de store principper, som dannede grundlaget for Israels regering, og forsøgte at give ham en vis forberedelse til hans høje stilling.PP 316.6

Da Saul drog af sted tidligt den næste morgen, gik profeten med ham. Da de var kommet til udkanten af byen, sagde han, at tjeneren skulle gå i forvejen. Derefter bød han Saul blive stående for at modtage et budskab fra Gud. Da tog Samuel olieflasken og udgød olien over hans hoved, kyssede ham og sagde: “Har Herren ikke salvet dig til fyrste over sit folk Israel?” Som bevis på, at dette var sket med Guds billigelse, fortalte Samuel, hvad Saul ville komme ud for på hjemvejen, og forsikrede ham om, at Guds Ånd ville gøre ham skikket til den opgave, der ventede ham. Profeten sagde, at Herrens Ånd ville overvælde Saul, og fortsatte: “Og du skal blive til et andet menneske. Når disse tegn indtræffer for dig, kan du trygt gøre, hvad der falder for; thi Gud er med dig.”PP 316.7

Da Samuel gik videre, gik alt det, profeten havde sagt, i opfyldelse. I nærheden af Benjamins grænse fik han at vide, at de bortløbne dyr var fundet. Ved Taboregen mødte han tre mand, der var på vej til Betel for at tilbede Gud. Den ene bar tre kid, som han skulle op at ofre, den anden tre brødkager og den tredje en dunk vin til offerfesten. De hilste på Saul, som det var skik, og gav ham to af de tre brødkager. I sin egen by Gibea ville han møde en flok profeter, som kom ned fra “offerhøjen” og sang Guds pris til harpers, paukers, fløjters og citres klang. Da Saul kom hen i nærheden af dem, kom Guds Ånd også over ham, og han sluttede sig til deres lovsang og profeterede sammen med dem. Han talte med en sådan veltalenhed og visdom og deltog i deres gudstjeneste med en sådan alvor, at de, der havde kendt ham fra tidligere tid, forbavset spurgte: “Hvad går der af Kisjs søn? Er også Saul iblandt profeterne?”PP 317.1

Helligånden fremkaldte en stor forandring hos Saul, da han tilbad sammen med profeterne. Den guddommelige renheds og helligheds lys fordrev mørket i det uigenfødte hjerte. Han så sig selv, som han tog sig ud i Guds øjne. Han så hellighedens skønhed. Nu skulle han tage kampen op med synden og Satan, og Gud gjorde det klart for ham, at han var nødt til at hente al sin styrke hos Gud i denne kamp. Han fik indblik i frelsesplanen, som han hidtil kun havde haft en mangelfuld forståelse af. Herren skænkede ham mod og visdom til at bestride sit høje embede. Han åbenbarede styrkens og nådens væld for ham og satte ham i stand til at se Guds krav og sin egen pligt.PP 317.2

Nationen vidste ikke, at Saul var blevet salvet til konge. Det valg, Gud havde truffet, skulle bekendtgøres offentligt ved lodtrækning. Samuel stævnede derfor folket sammen i Mizpa. Derefter bad man om Guds vejledning, og da det var gjort, gik man over til den højtidelige lodkastning. Forsamlingen ventede tavs på udfaldet. Loddet ramte først en bestemt stamme, så en bestemt slægt og endelig en bestemt familie. Til sidst faldt loddet på Saul, Kisjs søn, men Saul var ikke til stede. Tanken om det store ansvar, der snart ville blive lagt på ham, overvældede ham i den grad, at han havde skjult sig. Der blev sendt bud efter ham, og da han kom, så forsamlingen med stolthed og tilfredshed, at han havde en majestætisk holdning og et ædelt udseende, og at han var “et hoved højere end alt folket”. Selv Samuel udbrød, da han forestillede Saul for folket: “Ser I ham, Herren har udvalgt? Hans lige findes ikke i alt folket!” Som svar brød hele folket ud i et langt, højt jubelskrig og råbte: “Kongen leve!”PP 317.3

Derpå fremsagde Samuel kongedømmets ret for folket og gjorde rede for de principper, der dannede grundlaget for kongedømmet. Kongen skulle ikke være enevældig, men skulle underkaste sig den Allerhøjestes vilje. Samuels tale blev optegnet i en bog, der indeholdt bestemmelser om fyrstens rettigheder og folkets privilegier. Selv om folket havde ladet hånt om Samuels advarsel, søgte den trofaste profet så vidt muligt at værne deres frihed, da de havde tvunget ham til at føje dem.PP 317.4

Skønt folket som helhed anerkendte Saul som konge, var der en stor gruppe som var imod hans udvælgelse. De fandt, at det var en hån imod dem, at kongen skulle være af Benjamins stamme, som var den mindste stamme i Israel, mens både Juda og Efraim, som var de største og stærkeste stammer, blev forbigået. De ville ikke love Saul troskab og nægtede at bringe ham den sædvanlige hyldingsgave. Det var de mennesker, der havde været mest ivrige efter at få en konge, som nu nægtede at anerkende den mand, som Gud havde valgt. Hvert parti havde sin kandidat, som de gerne så bestige tronen, og adskillige af folkets ledere ønskede selv at blive konge. Mange var opfyldt af misundelse og skinsyge. Deres motiver var stolthed og ærgerrighed, og nu blev de skuffede og misfornøjede.PP 317.5

Saul ville ikke tage imod kongeværdigheden under disse omstændigheder. Han lod Samuel styre landet som tidligere og rejste hjem til Gibea. Han blev ledsaget af en skare mænd, som var klar over, at han var valgt af Gud, og var fast besluttede på at støtte ham. Men han gjorde ingen forsøg på at hævde sin ret til tronen med magt. I sit hjem i Benjamins bjerge arbejdede han stille og roligt som landmand og overlod til Gud at indsætte ham i hans høje embede. PP 317.6

Kort efter at Saul var blevet udråbt til konge, gjorde ammonitterne under ledelse af deres konge Nahasj indfald i det landområde, som tilhørte stammerne øst for Jordan, og truede byen Jabesj i Gilead. Indbyggerne her forsøgte at opnå fred ved at tilbyde at betale skat til ammonitterne. Dette ville den grusomme konge kun gå med til på den betingelse, at han fik lov til at stikke det højre øje ud på alle byens indbyggere til et evigt vidnesbyrd om sin magt.PP 317.7

Indbyggerne i den belejrede by bad om syv dages frist. Ammonitterne tilstod dem det ud fra den betragtning, at deres sejr derved ville blive så meget større. Der blev straks sendt sendebud af sted fra Jabesj for at bede stammerne vest for Jordan om hjælp. De forebragte indbyggerne i Gibea sagen, og disse blev grebet af stor rædsel. Da Saul kom hjem fra marken om aftenen med sine okser, hørte han folket græde højlydt og var straks klar over, at der var sket en eller andet stor ulykke. Han sagde: “Hvad er der i vejen med folket, siden det græder?” Da han hørte fjendernes grusomme krav, vaktes alle hans slumrende kræfter. Da Saul hørte det, overvældede Guds Ånd ham ..... Så tog han et spand okser og sønderhuggede dem, sendte folk ud med stykkerne i hele Israels land og lod sige: “Hvis nogen ikke følger Saul og Samuel, skal der handles således med hans okser!”PP 318.1

330.000 mand samledes på Bezeksletten under Sauls kommando. Der blev omgående sendt folk til den belejrede by med den meddelelse, at indbyggerne kunne vente hjælp dagen efter — netop da de skulle overgive sig til ammonitterne. Saul og hans hær satte i ilmarch over Jordan i nattens løb og ankom til Jabesj ved “morgenvagten”. Han delte sin hær i tre afdelinger, ligesom Gideon havde gjort, og kastede sig over ammonitternes lejr i den tidlige morgenstund, hvor de intetanende fjender var mindst forberedt til slag. Der opstod panik i deres lejr, og de blev fuldstændig slået. “De, som undslap, splittedes til alle sider, så ikke to og to blev sammen.”PP 318.2

Folket beundrede Sauls hurtighed og tapperhed og den glimrende måde, han havde anført den store hær på. Det var netop disse egenskaber, israelitterne ventede at finde hos en konge, så de kunne stå mål med andre nationer. De anerkendte nu Saul som deres konge og gav mennesker hele æren for sejren. De tog ikke i betragtning, at alle deres anstrengelser ville have været forgæves, hvis Gud ikke havde føjet sin velsignelse til. I sejrsrusen var der nogle, der foreslog, at man skulle dræbe dem, der havde nægtet at anerkende Sauls myndighed fra begyndelsen, men kongen greb ind og sagde: “I dag skal ingen slås ihjel; thi i dag har Herren givet Israel sejr!” Disse ord vidnede om den karakterforandring, der havde fundet sted hos Saul. Han gav Gud æren i stedet for at tage den selv og tilgav i stedet for at hævne sig. En sådan indstilling er et umiskendeligt vidnesbyrd om, at hjertet er fyldt af Guds nåde.PP 318.3

Samuel stillede nu det forslag, at hele folket skulle drage til Gilgal for at stadfæste Sauls udvælgelse til konge. Det gjorde de, og “de bragte takofre der for Herrens åsyn. Og Saul og alle Israels mænd var højlig glade”.PP 318.4

Israels første lejr i det forjættede land lå i Gilgal. Det var her, Josua på Guds befaling rejste tolv sten til minde om den mirakuløse overgang over Jordan. Her blev omskærelsen genindført. Her holdt de den første påske efter frafaldet i Kadesj og efter ørkenvandringen. Her ophørte mannaen. Her åbenbarede fyrsten over Herrens hær sig som Israels hæres øverstbefalende. Det var herfra, de marcherede imod Jeriko og Aj, da de erobrede disse byer. Her blev Akan straffet for sin synd, og det var på dette sted, at de sluttede pagt med gibeonitterne til deres egen skade, fordi de ikke bad om Guds vejledning. Nu stod Samuel og Saul på denne slette, der var så rig på minder, og da hyldestråbene til kongen havde forstummet, tog den gamle profet afsked som nationens leder.PP 318.5

Se, sagde han, jeg har føjet Eder i alt, hvad I har bedt mig om, og sat en konge over Eder. Se, nu færdes kongen for Eders ansigt; jeg er gammel og grå; ..... men jeg har færdedes for Eders ansigt fra min ungdom indtil i dag. Se, her står jeg; vendt imod mig i Herrens og hans Salvedes påhør! Hvis okse har jeg taget? Hvis æsel har jeg taget? Hvem har jeg undertrykt? Hvem har jeg gjort uret? Af hvem har jeg taget gave og derfor lukket øjnene? I så fald vil jeg give Eder erstatning! Med een røst svarede folket: Du har ikke undertrykt os eller gjort os uret eller taget noget fra nogen.PP 318.6

Samuel søgte ikke at retfærdiggøre sig selv. Han havde tidligere understreget de principper, som både konge og folk skulle leve efter, og nu henviste han til sit eget eksempel for at give sine ord yderligere vægt. Han havde været knyttet til Guds værk lige fra barndommen, og i hele sit lange liv havde han kun haft eet for øje Guds ære og Israels bedste.PP 318.7

Før Israel kunne gøre sig håb om fremgang, måtte de angre deres synd over for Gud. Synden havde bevirket, at de havde mistet troen på Gud. Det stod dem heller ikke længere klart, at han havde både magt og visdom til at styre deres rige. De havde mistet tilliden til, at han kunne forsvare sin sag. De kunne ikke opnå virkelig fred, før de havde indset og bekendt den synd, som de havde begået. De havde sagt, at de ønskede at få en konge til at dømme dem og drage ud i spidsen for dem og føre deres krige. Samuel gennemgik nu Israels historie fra den dag, Gud førte dem ud af Ægypten. Herren, kongernes Konge, var draget ud i spidsen for dem og havde ført deres krige. De var ofte bukket under for deres fjender på grund af deres synder, men så snart de holdt op med at synde, sendte Gud dem i sin nåde en befrier. Herren sendte dem Gideon og Barak og “Jefta og Samuel; og friede Eder af Eders fjenders hånd rundt om, så I kunne bo i tryghed”. Da de så faren true dem, sagde de: “Nej, en konge skal herske over os — uagtet Herren Eders Gud var Eders konge!”PP 319.1

“ Træd nu frem” fortsatte Samuel, “og se den vældige gerning, Herren vil øve for Eders øjne! Har vi ikke hvedehøst nu? Men jeg vil råbe til Herren, at han skal sende torden og regn, for at I kan kende og se, at det i Herrens øjne var en stor brøde, I begik, da I krævede en konge!” Derpå råbte Samuel til Herren, og Herren sendte samme dag torden og regn. I Østen faldt der ikke regn under hvedehøsten, som indtraf i maj og juni. Himmelen var skyfri, og luften var ren og mild. Hele forsamlingen blev grebet af frygt, fordi der brød et så heftigt uvejr løs på denne årstid, og folket bekendte ydmygt den synd, de havde begået: “Bed for dine trælle til Herren din Gud, at vi ikke skal dø, fordi vi til vore andre synder har føjet den brøde at kræve en konge!”PP 319.2

Samuel forlod ikke folket, mens de var modløse og nedslåede, for hvis han havde gjort det, ville ethvert forsøg på at fremkalde en forandring til det bedre have været forgæves. Så ville Satan have fået dem til at betragte Gud som hård og streng, og de ville være blevet udsat for et utal af fristelser. Gud er barmhjertig og er altid villig til at vise sit folk nåde, når de beslutter sig til at adlyde hans røst. Gud sagde til folket gennem sin tjener: “Frygt ikke ! Vel har I øvet al den synd; men vend Eder nu ikke fra Herren, tjen ham af hele Eders hjerte og vend Eder ikke til dem, som er tomhed og hverken kan hjælpe eller frelse, fordi de er tomhed. Thi for sit store navns skyld vil Herren ikke forstøde sit folk.”PP 319.3

Samuel sagde intet om den foragt, som folket havde vist ham. Han bebrejdede dem ikke, fordi de kun gav ham utak for hans lange og hengivne indsats for deres skyld. Derimod forsikrede han dem om, at han fortsat ville nære en levende interesse for dem. “Det være også langt fra mig at synde mod Herren og høre op med at bede for Eder; jeg vil også vise Eder den gode og rette vej; men frygt Herren og tjen ham oprigtigt af hele Eders hjerte; thi se, hvor store ting han gjorde imod Eder! Men hvis I handler ilde, skal både I og Eders konge gå til grunde!”PP 319.4