Kapitel 62—David salves til konge

Nogle få kilometer syd for Jerusalem, den store konges by, ligger Betlehem, hvor Isajs søn David blev født over 1000 år, før Jesusbarnet blev lagt i en krybbe og tilbedt af de vise mænd fra Østerland. Flere århundreder før vor frelsers komme til denne verden vogtede den unge David sine hjorde på højene rundt om Betlehem. Den troskyldige hyrdedreng digtede selv sine sange og spillede harpe til. Herren havde udvalgt David og forberedte ham til hans livsopgave, mens han gik på de ensomme græsgange og vogtede sine hjorde.PP 331.1

Mens David gik og passede sin beskedne vogtergerning langt borte fra andre mennesker, talte Herren til profeten Samuel om ham. Og Herren sagde til Samuel: “Hvor længe vil du gå og sørge over Saul? Jeg har jo dog forkastet ham, så han ikke mere skal være konge over Israel. Fyld dit horn med olie og drag af sted! Jeg sender dig til betlehemiten Isaj, thi jeg har udset mig en konge blandt hans sønner ..... Tag en kvie med og sig: Jeg kommer for at ofre Herren et offer! Og indbyd Isaj til ofringen; så vil jeg lade dig vide, hvad du skal gøre; du skal salve mig den, jeg siger dig!” Samuel gjorde nu, som Herren sagde. Da han kom til Betlehem, gik byens ældste ham forfærdede i møde og sagde: “Kommer du for det gode?” Han svarede: “Ja!” De ældste fik en indbydelse til at deltage i ofringen, og Samuel indbød også Isaj og hans sønner. Alteret var bygget og offeret gjort rede. Hele Isajs familie var til stede på nær David, som var den yngste søn. Han var blevet sat til at vogte fårene, for man turde ikke gå fra hjordene.PP 331.2

Imellem ofringen og offerfesten begyndte Samuel at tage Isajs prægtige sønner i øjesyn. Den ældste hed Eliab; han var både høj og smuk og lignede Saul mere end de andre. Profeten lagde straks mærke til hans smukke ansigtstræk og hans harmoniske skikkelse. Da Samuel betragtede hans kongelige holdning, tænkte han: “Det må være ham, Gud har valgt som Sauls efterfølger!” Han ventede blot på, at Gud skulle give ham tilladelse til at udføre salvningen, men Herren så ikke på det ydre. Eliab frygtede ikke Herren. Han ville være blevet en stolt og hård regent, hvis han var blevet konge. Herren sagde til Samuel: “Se ikke på hans ydre eller høje vækst; thi jeg har vraget ham; Gud ser jo ikke, som mennesker ser, thi mennesket ser på det, som er for øjnene, men Herren ser på hjertet.” Ydre skønhed skaffer ikke sjælen Guds yndest. Det er den visdom og skønsomhed, der giver sig til kende i karakteren og opførselen, der er et udtryk for menneskets sande skønhed, og det er den indre skønhed, hjertets renhed, der skaffer os hærskarers Herres yndest. Det er denne sandhed, der bør ligge til grund for vor bedømmelse af både os selv og andre. Vi kan lære af Samuels fejltagelse, hvor grundigt man kan tage fejl, når man bedømmer et menneske ud fra ansigtstrækkene og legemsbygningen. Samuels erfaring viser os, at mennesket ikke besidder visdom til at forstå hjertets hemmeligheder eller til at fatte Guds råd, før det har modtaget specielle kundskaber fra Himmelen. Guds tanker og planer med hensyn til hans skabninger overgår langt vor begrænsede forstand, men vi kan være forvisset om, at hans børn vil få netop den stilling, som de er kvalificeret til, og at de vil få evner til at bestride det hverv, som bliver betroet dem, hvis de blot er villige til at lade Gud råde, så at hans velsignede planer ikke bliver krydset på grund af menneskets fordærv.PP 331.3

Da Samuel havde taget Eliab i øjesyn, blev dennes seks brødre, som var til stede ved ofringen, ført hen til profeten een for een, men Herren havde ikke udvalgt nogen af dem. Samuels sind var fyldt med uvished, da han havde set den sidste af de unge mænd. Profeten var i stor forlegenhed. Han spurgte Isaj: “Er det alle de unge mænd?” Denne svarede: “Endnu er den yngste tilbage; men han vogter småkvæget!” Samuel bød, at man skulle sende bud efter ham, og tilføjede: “Vi sætter os ikke til bords, før han kommer!”PP 332.1

Den ensomme hyrde blev højlig overrasket, da der ganske uventet kom et sendebud ud til ham og sagde, at profeten var kommet til Betlehem og havde sendt bud efter ham. Han spurgte overrasket, hvorfor Israels profet og dommer ville tale med ham, men uden at spilde et øjeblik skyndte han sig hjem. “Han var rødmosset, en yngling med smukke øjne og skøn at se til.” Mens Samuel med tilfredshed betragtede den kønne, mandige, beskedne hyrdedreng, sagde Herren til profeten: “Stå op, salv ham, thi ham er det!” David havde røgtet sin beskedne vogtergerning tappert og trofast, og nu udvalgte Gud ham til sit folks leder. “Samuel tog da oliehornet og salvede ham, mens hans, brødre stod rundt om.” (Kan også oversættes: “Salvede ham ud fra hans brødre”) Og Herrens ånd kom over David fra den dag af. Profeten havde udført sit hverv og gik hjem til Rama med lettet hjerte.PP 332.2

Samuel havde ikke engang røbet sit ærinde for Isajs familie, og salvningen af David blev udført i hemmelighed. Denne ceremoni var en tilkendegivelse af, hvilken stor livsopgave der ventede ynglingen, og bevidstheden herom skulle anspore ham til at være tro imod Guds plan med hans liv under alle de oplevelser og farer, han ville møde i den kommende tid.PP 332.3

Den store ære, der blev vist David, gik ham ikke til hovedet. Han passede stille og roligt sin gerning uden at lade sig anfægte af den høje stilling, som han skulle beklæde, og ventede tålmodigt på, at Herren skulle gennemføre sine planer i sin egen time og på sin egen måde. Hyrdedrengen var akkurat lige så ydmyg og beskeden, da han gik tilbage til højene for at vogte sine hjorde, som før han blev salvet, og han udførte sit arbejde lige så samvittighedsfuldt som før. Men nu komponerede han sine melodier og slog sin harpe med fornyet inspiration. Han var omgivet af en frodig og afvekslende natur. Solstrålerne spillede mellem vinstokke, som stod bugnende af frugt, og træernes grønne grene vuggede blidt i den lette brise. Himmelen over ham var eet stort lysvæld, når solen skinnede, og han forestillede sig solen som en brudgom, der går ud af sit kammer, og som en helt, der er glad ved at løbe sin bane. Han betragtede bakkekammene, der hævede sig imod himmelen, og i det fjerne kunne han se Moabs nøgne fjeldvægge. Over ham hvælvede den smukke, blå himmel sig, og bagved var Gud. Ham kunne han ikke se, men hans skaberværk forkyndte hans pris. Dagslyset, som kastede sit gyldne skær over skove og bjerge, enge og floder, henledte hans tanker på lysenes Fader, fra hvem alle gode og alle fuldkomne gaver kommer. Den unge digter så daglig nye åbenbarelser af sin skabers karakter og storhed, og hans hjerte fyldtes af tilbedelse og glæde. Det var, mens David gik og tænkte på Gud og hans skaberværk, at hans intellektuelle og åndelige evner blev udviklet og styrket til den gerning, som han skulle udføre senere i livet. Dag for dag kom han Gud nærmere. Han fordybede sig stadig i nye emner og fandt bestandig nyt stof til sine sange og sine melodier. Hans fyldige, melodiske stemme gav genlyd i højene, som var den et gensvar på englenes glade sange i Himmelen.PP 332.4

Hvem er i stand til at bedømme udbyttet af de år, hvor David arbejdede og vandrede imellem de ensomme høje? Hans færden i naturen og hans samtaler med Gud, hans omsorg for hjordene, de farer, han blev udsat for og reddet fra, samt hans glæder og sorger i de år, hvor han passede sin beskedne gerning, skulle ikke blot tjene til at danne hans karakter og præge hans fremtid, men gennem de salmer, som den liflige sanger skrev, skulle det alt sammen bidrage til at skabe kærlighed og tro i Guds folks hjerte i alle kommende slægter og lede dem nærmere ham, som i sin evige kærlighed opretholder livet hos alle sine skabninger.PP 332.5

David forberedte sig i ungdomstidens skønhed og styrke til sin høje stilling blandt Jordens fornemste.PP 333.1

Han betragtede sine evner som værdifulde gaver fra Gud og benyttede dem til at forherlige den guddommelige giver. De rige anledninger, han havde til at gøre iagttagelser og meditere, bidrog til at skænke ham den visdom og gudsfrygt, som fik Gud og englene til at elske ham. Studiet af hans Herres fuldkomne skaberværk gav ham en klarere forståelse af Gud. Han fik lys over dunkle problemer, fandt forklaringen på vanskelige spørgsmål og så harmonien i det, der havde været en gåde for ham, og hver gang, han modtog en ny lysstråle, brød han ud i fornyet jubel og skrev endnu skønnere salmer til sin Guds og Frelsers ære. Hans kærlighed, hans sorger og hans sejre gav ham stof til eftertanke, og når han så, at det var Guds kærlighed, der lå bag ved alt det, han havde oplevet, bankede hans hjerte endnu heftigere i tilbedelse og taknemmelighed, hans stemme klang endnu skønnere, og han slog harpens strenge med endnu større jubel. Således gik hyrdedrengen frem fra styrke til styrke og fra kundskab til kundskab, for Herrens ånd var over ham.PP 333.2