Kapitel 8—Syndfloden

I Noas dage hvilede der en dobbelt forbandelse over jorden som følge af Adams overtrædelse og det mord, Kain havde begået. Og alligevel havde dette ikke medført store forandringer i naturens udseende. Der var tydelige tegn på forfald, men jorden var stadig rig på Guds smukke gaver. Højene kronedes af majestætiske træer, der støttede vinranker, som bugnede af frugt. De store, haveagtige sletter var grønklædte og duftede sødt af tusinder af blomster. Jorden frembragte en næsten ubegrænset mængde af mange forskellige frugter. Træerne overgik langt dem, vi ser nu, både i størrelse, skønhed og fuldkommen form. Veddet var fint og hårdt og lignede sten, og det var næsten lige så holdbart. Der fandtes guld, sølv og ædelstene i stor mængde.PP 47.1

Menneskeheden besad endnu meget af sin oprindelige kraft. Der var kun gået nogle slægtled, siden Adam havde adgang til det træ, der skulle forlænge livet, og menneskets liv kunne endnu måles i århundreder. Hvis disse mennesker med deres lange levetid og deres sjældne evner til at lægge planer og gennemføre dem havde viet sig til at tjene Gud, ville de have ophøjet deres skabers navn på jorden og opfyldt hans hensigt med at give dem livet. Men de kom til kort. Der var mange kæmper, mænd af stor vækst og styrke og kendt for at være vise og dygtige til at udtænke de klogeste og mest vidunderlige ting; men ved at give uretfærdigheden frie tøjler pådrog de sig en skyld, der stod i forhold til deres dygtighed og deres forstandsevner.PP 47.2

Gud skænkede menneskene før syndfloden mange rige gaver; men de benyttede dem til at forherlige sig selv og forvandlede dem til en forbandelse ved at gøre gaverne i stedet for giveren til genstand for deres kærlighed. De brugte guld og sølv, ædelstene og kostbare træsorter til at bygge hjem til sig selv og prøvede at overgå hinanden i at forskønne deres boliger med kunstfærdige arbejder. De søgte kun at tilfredsstille deres eget stolte hjerte og hengav sig til fornøjelser og ondskab. Da de ikke ønskede at bevare kundskaben om Gud, benægtede de snart hans eksistens. De tilbad naturen i stedet for naturens Gud, forherligede menneskeånden, tilbad deres egne hænders værk og lærte deres børn at bøje sig for udskårne billeder.PP 47.3

På de grønne marker og i skyggen af smukke træer rejste de altre for deres afguder. Udstrakte stedsegrønne lunde blev indviet til tilbedelse af falske guder. Smukke haver stod i forbindelse med disse lunde, og lange, snoede stier, omgivet af bugnende frugttræer, var prydet med statuer og forsynet med alt, hvad der kunne tilfredsstille sanserne og folkets vellystne ønsker og således lokke dem til at deltage i afgudstilbedelsen.PP 47.4

Menneskene glemte Gud og tilbad det, deres fantasi havde skabt, og som følge heraf nedværdigedes de mere og mere. Salmisten beskriver den virkning, afgudstilbedelse har på den tilbedende. Han siger: “Som dem skal de, der laved dem, blive, enhver, som stoler på dem!” Sl. 115, 8. Det er en lov for den menneskelige forstand, at vi forvandles ved at beskue. Mennesket kan ikke nå højere end dets tanker om sandhed, renhed og hellighed. Hvis sindet aldrig løftes over det menneskelige plan, hvis det ikke ved troen hæves op til at beskue den evige visdom og kærlighed, vil mennesket stadig synke dybere og dybere. De, der tilbad falske guder, tillagde dem menneskelige karaktertræk og lidenskaber, og derved sænkedes deres karakterstandard ned på linje med syndige mennesker. Som følge heraf blev de besmittet. “Herren så, at menneskenes ondskab tog til på jorden, og at deres hjerters higen og tragten kun var ond dagen lang ..... Jorden fordærvedes for Guds øjne, og jorden blev fuld af uret.” Gud havde givet menneskene sine bud som en leveregel, men hans lov blev overtrådt, og enhver tænkelig synd var resultatet. Menneskenes ondskab var åbenlys og forvoven, retfærdigheden blev trådt i støvet, og de undertryktes skrig nåede Himmelen.PP 47.5

Flerkoneri blev tidligt indført i strid med Guds bestemmelse fra begyndelsen. Herren gav Adam een hustru og viste derved sin hensigt i den retning. Men efter syndefaldet valgte menneskene at følge deres egne syndige lyster, og som følge heraf tiltog forbrydelse og elendighed hurtigt. Hverken ægteskabet eller ejendomsretten blev respekteret. Enhver, der begærede sin næstes hustruer eller besiddelser, tog dem med magt, og menneskene pralede af deres voldshandlinger. De fandt tilfredsstillelse i at dræbe dyrene, og brugen af kød som fødemiddel gjorde dem endnu mere grusomme og blodtørstige, indtil det gik så vidt, at de endog betragtede menneskeliv med en forfærdende ligegyldighed.PP 48.1

Jorden var endnu i sin barndom, og alligevel var uretten blevet så rodfæstet og udbredt, at Gud ikke længere kunne finde sig i det. Derfor sagde han: “Jeg vil udslette menneskene, som jeg har skabt, af jordens flade.” Han erklærede, at hans Ånd ikke for evigt skulle blive i menneskene. Hvis de ikke holdt op med at besmitte verden og dens rigdomme med deres synd, ville han udslette dem og ødelægge det, han havde glædet sig ved at velsigne dem med. Han ville udrydde markens dyr og det planteliv, der skaffede så rigeligt med føde, og forvandle deres skønne jord til en eneste stor ødemark.PP 48.2

Midt i den almindelige fordærvelse arbejdede Metusalem, Noa og mange andre på at holde kendskabet til den sande Gud i live og standse umoralitetens onde flodbølge. Et hundrede og tyve år før syndfloden fortalte Herren ved en hellig engel Noa om sit forsæt og bød ham bygge en ark. Medens Noa byggede arken, skulle han forkynde, at Gud ville bringe en vandflod over jorden for at udslette de ugudelige. De, der ville tro på budskabet og forberede sig til denne begivenhed ved anger og omvendelse, ville få tilgivelse og blive frelst. Enok havde gentaget for sine børn, hvad Gud havde vist ham med hensyn til syndfloden, og Metusalem og hans sønner, der levede længe nok til at høre Noa prædike, hjalp til med at bygge arken.PP 48.3

Gud gav Noa de nøjagtige mål på arken og tydelig og detaljeret vejledning med hensyn til dens bygning. Menneskelig visdom kunne ikke have konstrueret et skib med så stor styrke og holdbarhed. Gud lagde planen, og Noa var bygmesteren. Arken var bygget som et skib, så den kunne flyde på vandet, men i visse henseender lignede den mere et hus. Den havde tre etager og kun een dør, der sad på siden. Lyset kom ind ovenfra, og de forskellige rum var beliggende sådan, at lyset havde adgang til dem alle sammen. Det materiale, der brugtes til bygning af arken, var cypres- eller gofertræ, der kunne holde i hundreder af år. Opførelsen af dette umådelig store bygningsværk var både langsom og besværlig. På grund af træernes størrelse og veddets hårdhed krævede det meget mere arbejde dengang end nu at bearbejde tømmeret, selv om menneskene på den tid var i besiddelse af flere kræfter end nu. Der blev gjort alt, hvad der var menneskeligt muligt, for at gøre arbejdet fuldkomment, men arken kunne alligevel ikke have trodset det uvejr, der skulle komme over jorden. Gud alene kunne bevare sine tjenere på de oprørte vande.PP 48.4

I tro byggede Noa gudfrygtigt, varslet af Gud om det, som endnu ikke var at se, en ark til frelse for sit hus; og ved den tro blev han en dom over verden og arving til trosretfærdigheden. Heb. 11, 7. Mens Noa forkyndte sit advarselsbudskab for verden, vidnede hans gerninger om hans oprigtighed. Det var på den måde, hans tro blev fuldkommen og åbenbar. Han viste verden et eksempel ved at tro netop det, Gud siger. Alt, hvad han ejede, brugte han til arken. Da han begyndte at bygge denne mægtige båd på det tørre land, kom folk i store skarer fra alle retninger for at se det mærkelige syn og høre den sælsomme prædikants alvorlige, inderlige ord. Hvert slag på arken var et vidnesbyrd for folket.PP 48.5

Mange syntes til at begynde med at tage imod advarslen, men de omvendte sig ikke til Gud med sand anger. De var uvillige til at afstå fra deres synder. I den tid, der gik, før syndfloden kom, blev deres tro sat på prøve, men de bestod den ikke. De blev overvundet af den almindelige vantro og sluttede sig til sidst til deres tidligere omgangskreds og forkastede det alvorlige budskab. Nogle var fuldt overbevist og ville gerne have rettet sig efter advarselsordene; men der var så mange, der spøgte og gjorde nar, at de blev præget af den samme ånd og modstod nådens indbydelser, og snart var de blandt de dristigste og mest udfordrende spottere; for der er ingen, der er så ligegyldige og går så vidt i synd, som de, der engang har haft lyset, men har modstået Guds Ånds påvirkning.PP 49.1

Det var ikke alle i dette slægtled, der var afgudsdyrkere i dette ords fuldeste betydning. Mange bekendte sig til at tilbede Gud. De hævdede, at deres afguder forestillede guddommen, og at man gennem dem kunne få en klarere forståelse af Gud. Denne gruppe var de første til at forkaste Noas prædiken. Ved at fremstille Gud ved hjælp af materielle ting blev deres forstand blændet for hans majestæt og magt. De kunne ikke længere indse hans karakters hellighed og hans kravs hellige, uforanderlige natur. Efterhånden som synden blev almindeligt udbredt, så den mindre og mindre syndig ud. De erklærede til sidst, at Guds lov ikke længere var i kraft, at det var imod Guds karakter at straffe overtrædelse, og benægtede, at jorden ville blive hjemsøgt af hans straffedomme. Hvis menneskene i det slægtled havde adlydt Guds lov, ville de have hørt Guds stemme gennem hans tjeners advarsel; men deres forstand var så forblindet ved forkastelsen af lyset, at de virkelig troede, at Noas budskab var en vildfarelse.PP 49.2

Det var ikke flertallet, der stod på rettens side. Verden gjorde front imod Guds retfærdighed og hans love, og Noa blev betragtet som en fanatiker. Da Satan fristede Eva til at være ulydig mod Gud, sagde han til hende: “I skal ingenlunde dø.” 1. Mos. 3, 4. Store mænd, verdslige, ærede og vise mænd, gentog det samme. De sagde: “Guds trusler er blot givet for at skræmme, og han vil aldrig gøre alvor af dem. I behøver ikke at være forskrækket. Den Gud, som selv har skabt verden, vil aldrig ødelægge den og straffe dem, som han har skænket livet. Vær rolige, frygt ikke. Noa er en forrykt fanatiker.” Verden gjorde nar af den bedragne gamle mands tåbelighed. I stedet for at ydmyge deres hjerte over for Gud fortsatte de med deres ulydighed og ondskab, som om Gud ikke havde talt til dem gennem sin tjener.PP 49.3

Men Noa stod som en klippe midt i uvejret. Da han blev gjort til genstand for folks foragt og latterliggørelse, udmærkede han sig ved hellig retskaffenhed og en urokkelig troskab. Hans ord ledsagedes af en særlig kraft, for de var Guds stemme til menneskene gennem hans tjener. Forbindelsen med Gud udrustede Noa med ubegrænset kraft, medens han i et hundrede og tyve år højtideligt talte til denne slægt om begivenheder, der så vidt menneskelig visdom kunne skønnes, umuligt kunne indtræffe.PP 49.4

Verden før syndfloden ræsonnerede, at naturlovene havde været uforanderlige i århundreder. Årstiderne skiftede i samme rækkefølge. Der var aldrig før faldet regn; jorden var blevet vandet af tåge eller dug. Floderne var aldrig gået over deres bredder, men havde roligt ført deres vand til havet. Uforanderlige love havde forhindret vandet i at gå over sine bredder. Men de, der ræsonnerede sådan, så ikke hans hånd, som holdt vandene tilbage og sagde: “Hertil og ikke længere! Her standse dine stolte vover!” Job. 38, 11.PP 49.5

Idet tiden gik, uden at der skete synlige forandringer i naturen, begyndte de mennesker, hvis hjerte for en tid havde skælvet af frygt, at føle sig sikre. De tænkte, som mange gør i dag, at naturen står over naturens Gud, og at dens love er så grundfæstede, at selv Gud ikke kan forandre dem. De ræsonnerede, at hvis Noas budskab var rigtigt, ville naturen komme ud af balance, og derfor gjorde de i verdens øjne budskabet til en illusion — et stort bedrag De viste deres foragt for Guds advarsel ved at gøre akkurat, som de havde gjort, før advarslen blev givet. De fortsatte med deres fester og deres frådseri. De spiste og drak, plantede og byggede og lagde planer med henblik på de fordele, de håbede at opnå i fremtiden. De gik videre i ondskab og trodsig ligegyldighed over for Guds krav for at vise, at de ikke frygtede den Evige. De hævdede, at hvis der var noget sandt i det, Noa havde sagt, ville berømte mænd, de vise, kloge og store mænd forstå det.PP 49.6

Havde folk før syndfloden troet på advarslen og angret deres onde gerninger, ville Herren have holdt sin vrede tilbage, som han senere gjorde for Ninives vedkommende. Men ved deres hårdnakkede modstand mod samvittighedens bebrejdelser og Guds profets advarsler gjorde dette slægtled deres uretfærdigheds mål fuldt og blev modne til udslettelse.PP 50.1

Deres prøvetid var ved at udløbe. Noa havde trofast fulgt de forskrifter, han havde modtaget af Gud. Arken blev bygget færdig i alle enkeltheder efter Guds anvisninger og blev fyldt med føde til mennesker og dyr. Derpå fremsatte Guds tjener sin sidste appel til folket. Med indtrængende opfordringer, som ord ikke kan gengive, bønfaldt han dem om at søge tilflugt, mens det var tid. Igen forkastede de hans ord og hævede deres stemme i spøg og spot.PP 50.2

Pludselig blev den spottende mængde tavs. Dyr af enhver art, fra de vildeste til de tammeste, kom fra bjerg og skov og gik roligt hen imod arken. Så hørtes der en lyd som af vindens susen, og se, fugle kom flyvende fra alle retninger i et så stort antal, at himmelen formørkedes. I fuldkommen orden kom de hen til arken. Dyrene adlød Guds befaling, mens menneskene var ulydige. Vejledt af hellige engle gik de par for par ind i arken til Noa, af de rene dyr syv par af hver slags. 1 Mos. 7, 9. 2. Nogle så til i undren, andre i frygt. Filosofferne blev opfordret til at give en forklaring på denne mærkelige begivenhed, men forgæves. Det var et mysterium, de ikke kunne fatte. Men menneskene var blevet så forhærdede af stadig at forkaste lyset, at selv dette syn kun gjorde et kortvarigt indtryk på dem. Da den dødsdømte slægt så solen skinne i sin herlighed og de betragtede jorden i dens næsten paradisiseske skønhed, jog de deres voksende frygt bort med larmende forlystelser, og ved deres voldshandlinger syntes de at udløse Guds vrede, som allerede var vakt.PP 50.3

Gud befalede Noa: “Gå ind i arken med hele dit hus, thi dig har jeg fundet retfærdig for mine øjne i denne slægt.” 1. Mos. 7, 1. Noas advarsel var blevet forkastet af verden; men hans indflydelse og eksempel blev til en velsignelse for hans familie. Som belønning for hans troskab og retskaffenhed frelste Gud hele hans familie sammen med ham. Hvilken opmuntring for trofaste forældre!PP 50.4

Den tid var forbi, da den skyldige menneskehed kunne finde nåde. Markens dyr og himmelens fugle havde søgt tilflugt i arken. Noa og hans husstand var i arken, og “Herren lukkede efter ham”. Der viste sig et blændende lysglimt, og en sky af herlighed, kraftigere end lynet, kom ned fra himmelen og svævede foran arkens indgang. Den massive dør, som det var umuligt at lukke indefra, blev langsomt svunget på plads af usynlige hænder. Noa blev lukket inde, og de, som havde forkastet Guds nåde, blev lukket ude. Himmelens segl sad på den dør. Gud havde lukket den, og Gud alene kunne åbne den. Således vil nådedøren blive lukket, når Kristus afslutter sin forbøn for skyldige mennesker, inden han kommer i himmelens skyer. Da vil den guddommelige nåde ikke længere holde de gudløse tilbage, og Satan vil få fuldt herredømme over dem, der har forkastet nåden. De vil prøve at udrydde Guds folk; men ligesom Noa blev lukket inde i arken, således vil de retfærdige blive skærmet af den guddommelige magt.PP 50.5

I syv dage efter, at Noa og hans familie var gået ind i arken, viste der sig intet tegn på det kommende uvejr. I denne tid blev deres tro stillet på prøve. Det var en sejrens tid for dem, der var udenfor. Den tilsyneladende opsættelse bestyrkede dem i troen på, at Noas budskab var et bedrag, og at syndfloden aldrig ville komme. Trods det højtidelige skue, de havde været vidne til dyrene og fuglene, der gik ind i arken, og Guds engel, der lukkede døren, blev de ved med deres morskab og svir og spøgte endog med disse tydelige beviser på Guds magt. De flokkedes omkring arken og hånede dens beboere med en dristighed og voldsomhed, som de aldrig før havde vovet.PP 50.6

Men den ottende dag blev himmelen overtrukket af mørke skyer. Der fulgte tordenbrag og lynglimt. Snart begyndte der at falde store regndråber. Verden havde aldrig set noget lignende, og menneskenes hjerte blev grebet af frygt. Alle spurgte sig selv: “Har Noa alligevel haft ret, og er verden dømt til undergang?” Himmelen blev mørkere og mørkere, og regnen faldt stadig stærkere. Dyrene løb omkring i vild rædsel, og deres angstfyldte brøl syntes at udtrykke deres egen og menneskenes skæbne. Så “brast det store verdensdybs kilder, og himmelens sluser åbnedes”. Vandet syntes at komme fra skyerne som mægtige vandfald. Floderne gik over deres bredder og oversvømmede dalene. Vandstråler brød frem af jorden med ubeskrivelig kraft og kastede massive klippestykker hundreder af meter op i luften, og i faldet begravedes disse dybt i jorden.PP 50.7

Folk så først, hvorledes deres egne hænders værk blev ødelagt. Deres prægtige bygninger og de smukke haver og lunde, hvor de havde anbragt deres afguder, blev ødelagt af lyn fra himmelen, og ruinerne blev spredt vidt omkring, Altrene, hvor der var blevet ofret mennesker, blev revet ned, og de tilbedende måtte skælve for den levende Guds magt i bevidstheden om, at det var deres egen fordærvelse og afgudsdyrkelse, der havde fremkaldt deres udryddelse.PP 51.1

Efter som uvejret tiltog, blev træer, bygninger, klippestykker og jord slynget i alle retninger. Menneskers og dyrs rædsel overgik al beskrivelse. Over stormens hylen hørtes jammeren fra et folk, som havde foragtet Guds myndighed. Satan selv, som var tvunget til at forblive midt i elementernes rasen, frygtede for sit eget liv. Han havde frydet sig ved at herske over en så kraftig slægt og ønskede, at de skulle leve for at kunne øve deres afskyeligheder og fortsætte deres oprør mod Himmelens hersker. Nu udtalte han forbandelser over Gud og anklagede ham for uretfærdighed og grusomhed. Mange mennesker bespottede Gud ligesom Satan, og havde de kunnet, ville de have revet ham ned fra magtens trone. Andre var vanvittige af frygt og strakte hænderne ud mod arken med bøn om at komme ind. Men deres bønner var forgæves. Samvittigheden var til sidst vakt til erkendelse af, at der er en Gud, som hersker i Himmelen. De påkaldte ham alvorligt, men hans øre var ikke åbent for deres råb. I den frygtelige time så de, at overtrædelse af Guds lov var årsagen til deres død. Men skønt de af frygt for straf erkendte deres synd, følte de ingen virkelig anger og ingen afsky for det onde. De ville atter have vist Himmelen trods, hvis dommen var blevet kaldt tilbage. Når Guds straffedomme falder over jorden, inden den tilintetgøres af ild, vil de ubodfærdige ligeledes nøjagtig vide, hvori deres synd består — foragt for Guds lov. Og dog vil deres anger ikke være mere ægte end syndernes i verden før syndfloden.PP 51.2

Nogle prøvede i deres fortvivlelse at bryde ind i arken; men dens solide konstruktion modstod deres anstrengelser. Nogle klyngede sig til arken, indtil de blev skyllet bort af de brusende vande eller mistede deres greb ved sammenstød med klipper og træer. Den massive ark knagede i alle fuger, mens den blev drevet omkring af de ubarmhjertige vinde og kastet fra bølge til bølge. Dyrenes brøl derinde udtrykte deres frygt og smerte. Men midt i elementernes rasen fortsatte den at flyde sikkert. Engle, vældige i kraft, blev sendt for at bevare den.PP 51.3

Dyrene, som var udsat for uvejret, ilede hen til menneskene, som om de ventede hjælp fra dem. Nogle mennesker bandt deres børn og sig selv fast til stærke dyr, fordi de vidste, at dyrene hang ved livet og ville klatre op til de højeste punkter for at undslippe det stigende vand. Nogle bandt sig fast til høje træer, som stod på toppen af høje eller bjerge, men træerne blev revet op med rode, og slynget ned i de frådende bølger med deres last af levende væsener. Det ene tilflugtsted efter det andet måtte opgives. Efter som vandet steg højere og højere flygtede folk op på de højeste bjerge for at søge tilflugt. Ofte kæmpede både mennesker og dyr for at finde fodfæste, indtil begge parter blev skyllet bort.PP 51.4

Fra de højeste tinder kunne menneskene se ud over et endeløst hav. Guds tjeners højtidelige advarsler var ikke længere genstand for latterliggørelse og hån. Hvor disse dødsdømte syndere længtes efter de anledninger, de havde ringeagtet! Hvor de bønfaldt om endnu een times prøvetid, endnu een nådig anledning, endnu eet kald fra Noas læber! Men de skulle ikke mere høre nådens stemme. Både kærligheden og retfærdigheden krævede, at Guds straffedomme gjorde ende på synden. Hævnens vande skyllede hen over det sidste tilflugtsted, og de, som foragtede Gud, omkom i det mørke dyb.PP 51.5

Ved Guds ord blev også den daværende verden oversvømmet af vand og gik til grunde. Og de nuværende himle og jorden er gemt ved det samme ord og forbeholdt ilden på den dag, da de ugudelige mennesker skal dømmes og fortabes. 2. Pet. 3, 5-7. Endnu et uvejr nærmer sig. Jorden vil igen blive hjemsøgt af Guds ødelæggende vrede, og synd og syndere vil blive tilintetgjort.PP 52.1

De synder, der nedkaldte straf over verden før syndfloden, eksisterer også i dag. Menneskenes hjerte er blottet for gudsfrygt, og hans lov behandles med ligegyldighed og foragt. Den daværende slægts store verdslighed har sin lige i vort slægtled. Kristus sagde: “Som de levede i dagene før syndfloden: De åd og drak, tog til ægte og gav til ægte lige til den dag, da Noa gik ind i arken, og de ænsede intet før syndfloden kom og rev dem alle bort — sådan skal det også gå ved Menneskesønnens komme.” Matt. 24, 38-39. Gud fordømte ikke menneskene før syndfloden, fordi de spiste og drak. Han havde givet dem jordens rige frugter for at tilfredsstille deres fysiske behov. Deres synd bestod i at modtage disse gaver uden at vise taknemmelighed mod giveren og i, at de nedværdigede sig selv ved at give efter for en umådeholden appetit. De havde lov til at gifte sig. Ægteskabet var efter Guds plan; det var en af hans første forordninger. Han gav særlige forskrifter for denne anordning og forlenede den med hellighed og skønhed; men disse forskrifter blev glemt, og ægteskabet blev til et vrangbillede og benyttet til at tjene lidenskaben.PP 52.2

En lignende tingenes tilstand hersker nu. Det, der er lovligt i sig selv, bliver overdrevet. Appetitten tilfredsstilles uden indskrænkning, Folk, der bekender sig til at følge Jesus, spiser og drikker i dag med de drukne, mens deres navne står i ærværdige menigheders protokoller. Mådeholdenhed sløver moralen og åndeligheden og bereder vej for tilfredsstillelse af de lavere lidenskaber. Mange mennesker føler ikke nogen moralsk forpligtelse til at tæmme deres sanselige lyster og bliver slave af dem. Folk hengiver sig til sanselige fornøjelser og lever kun for denne verden og dette liv. Ødselhed gennemsyrer alle samfundsklasser. Retskaffenhed ofres for luksus og forfængelighed. De, der har travlt med at blive rige, bøjer retten og undertrykker de fattige, og “slaver og menneskesjæle” købes og sælges stadig. Svindel, bestikkelse og tyveri breder sig uhindret blandt høj og lav. Aviserne er fulde af beretninger om mord — forbrydelser så koldblodige og meningsløse, at det ser ud, som om ethvert menneskeligt instinkt var udslettet. Og disse grusomheder er blevet så almindelige, at de knapt nok kommenteres eller vækker opmærksomhed. Lovløshedens ånd gennemsyrer alle nationer, og de udslag, der fra tid til anden vækker rædsel hos verden, er kun varsler om den ulmende ild af lidenskab og lovløshed, som vil fylde jorden med sorg og ødelæggelse, når den først en gang er sluppet løs. Det billede, som skriften har tegnet af verden før syndfloden, viser kun alt for tydeligt den tilstand, som det moderne samfund hurtigt nærmer sig. Selv i dette århundrede og i såkaldte kristne lande begås der forbrydelser, der er lige så sorte og frygtelige som dem, der var skyld i, at den gamle verdens syndere blev udslettet.PP 52.3

Før syndfloden sendte Gud Noa for at advare verden, så folket kunne ledes til omvendelse og derved undgå den truende tilintetgørelse. Idet tiden for Kristi andet komme nærmer sig, sender Herren sine tjenere for at opfordre verden til at berede sig til den store begivenhed. Mange har levet i overtrædelse af Guds lov, og nu opfordrer Gud dem i sin nåde til at adlyde dens hellige forskrifter. Alle de, der vil afstå fra deres synder ved anger over for Gud og ved tro på Kristus, kan få tilgivelse. Men mange synes, det er for stort et offer at aflægge synden. Fordi deres liv ikke er i harmoni med Guds regerings rene principper, forkaster de hans advarsler og benægter hans lovs gyldighed.PP 52.4

Af jordens store befolkning før syndfloden var der kun otte mennesker, der troede og adlød Guds ord gennem Noa. I hundrede og tyve år advarede retfærdighedens prædiker verden om den kommende tilintetgørelse; men hans budskab blev foragtet og forkastet. Sådan vil det også gå nu. Før lovgiveren kommer og straffer de ulydige, vil overtræderne blive opfordret til at angre og atter vise troskab; men for flertallets vedkommende vil disse advarsler være forgæves. Apostlen Peter siger: I de sidste dage skal der lyde spot fra spottere, der lever efter deres egne lyster og siger: “Hvad bliver det til med hans komme, som var forjættet? Fra den dag, vore fædre sov hen, er alt jo blevet ved at være, som det var fra skabelsens begyndelse,” 2. Pet. 3, 3-4. Hører vi ikke disse ord gentaget, ikke alene af åbenlyst ugudelige mennesker, men af mange, der står på prædikestolen i vort land? “Der er ingen grund til ængstelse,” siger de. “Før Kristus kommer, skal hele verden omvendes, og retfærdigheden skal herske i tusinde år. Fred, fred! Alt fortsætter, som det var fra begyndelsen. Ingen bør lade sig forstyrre af disse ulykkesprofeters ophidsende budskab.” Men denne lære om tusindårsriget er ikke i overensstemmelse med det, Kristus og hans apostle lærte Jesus stillede det betydningsfulde spørgsmål: “Når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?” Luk. 18, 8. Og som vi har set, siger han, at tilstanden vil være som i Noas dage. Paulus siger, at vi kan vente, at ondskaben vil tiltage, når endens tid nærmer sig: “Ånden siger med klare ord, at i de sidste tider skal nogle falde fra troen, idet de lytter til forførende ånder og dæmoners lærdomme.” 1. Tim. 4, 1. Apostlen siger, at “I de sidste dage skal der komme strenge tider” og han opregner en forfærdende række synder, der vil findes blandt mennesker, som har gudsfrygts skin.PP 52.5

Da prøvetiden for menneskene før syndfloden var ved at afsluttes, hengav de sig til ophisende fornøjelser og fester. De, der havde indflydelse og magt, var ivrige efter at holde folks sind optaget af munterhed og fornøjelse, for at ingen skulle påvirkes af den sidste højtidelige advarsel. Ser vi ikke det samme gentage sig i dag? Mens Guds tjenere forkynder budskabet om, at alle tings ende er nær, er verden optaget af morskab og fornøjelser. Der er stadig nye spændende oplevelser, som forårsager ligegyldighed over for Gud og forhindrer folk i at blive påvirket af de sandheder, som alene kan frelse dem fra den kommende tilintetgørelse.PP 53.1

I Noas dage erklærede filosofferne, at det var umuligt, at verden kunne forgå i en vandflod. På samme måde er der videnskabsmænd, der prøver at påvise, at verden ikke kan gå til grunde ved ild at det ville være imod naturlovene. Men naturens Gud, som gav og behersker naturens love, kan bruge sine hænders gerning til at tjene sit eget formål.PP 53.2

Da store og kloge mænd til deres egen tilfredsstillelse havde bevist, at det var umuligt, at verden kunne forgå ved vand; da folks frygt havde lagt sig; da alle regnede Noas profeti for et bedrag og betragtede ham som en fanatiker — da var det, Guds time var kommet. Da “brast det store verdensdybs kilder, og himmelens sluser åbnedes” og spotterne omkom i syndflodens vande. På trods af al den filosofi, menneskene pralede af, opdagede de for sent, at deres visdom var dårskab, at lovgiveren er større end naturlovene, og at den Almægtige ikke mangler midler til at gennemføre sin vilje. “Som det gik til i Noas dage” “på samme måde skal det gå den dag, da Menneskesønnen åbenbares.” Luk. 17, 26. og 30. “Herrens dag skal komme som en tyv; da skal himlene forgå med brag, og elementerne skal komme i brand og opløses, og jorden og alt menneskeværk på den skal brændes op.” 2. Pet. 3, 10. Når filosofiens ræsonnementer har forjaget al frygt for Guds straffedomme, når religiøse ledere peger fremad mod lange tider med fred og fremgang, når verden er optaget af forretninger og fornøjelser, af at plante og bygge, af gilder og munterhed, og når den forkaster Guds advarsel og håner hans budbærere — da er det, at undergangen pludselig kommer over dem, og de skal ingenlunde undslippe. (1. Tess. 5, 3.)PP 53.3