Kapitel 18—Jakobskampen

Skønt Jakob havde forladt Paddan-Aram i lydighed mod Guds befaling, var det ikke uden mange bekymringer, at han drog tilbage ad den vej, han var gået som flygtning tyve år før. Den synd, han begik ved at bedrage sin fader stod stadig for ham. Han vidste, at hans lange landflygtighed var det direkte resultat af denne synd. Han tænkte på dette dag og nat, og hans anklagende samvittigheds bebrejdelser gjorde rejsen meget trist. Da hans fædrelands høje kom til syne i det fjerne, blev patriarkens hjerte dybt bevæget. Hele fortiden passerede revy for ham. Men foruden sin synd kom han også til at tænke på Guds nåde mod ham og løfterne om Guds hjælp og ledelse.PP 99.1

Da han nærmede sig rejsens mål, vakte tanken om Esau mange bange anelser hos ham. Efter Jakobs flugt havde Esau betragtet sig som universalarving til deres faders ejendom. Jakobs tilbagevenden kunne skabe frygt for, at han kom for at kræve arven. Esau havde magt til at volde sin broder megen skade, hvis han ville, og han kunne måske blive tilskyndet til at øve vold imod ham, ikke alene for at hævne sig, men for selv at kunne beholde den rigdom, han så længe havde betragtet som sin.PP 99.2

Atter gav Herren Jakob et tegn på guddommelig omsorg. På rejsen sydpå fra Gileads bjerge syntes to hære af engle fra Himmelen at omgive ham. Den ene rykkede frem foran hans folk og den anden bag ved dem som for at beskytte dem. Jakob mindedes synet i Betel for så længe siden, og hans betyngede hjerte blev lettet ved dette bevis på, at Guds sendebud, der havde bragt ham håb og mod på flugten fra Kanaan, skulle være hans vogtere på tilbagevejen. Han udbrød: “Her er Guds lejr!” “Derfor kaldte han stedet Mahanajim” — to lejre.PP 99.3

Men Jakob følte alligevel, at han selv skulle gøre noget for sin sikkerhed. Derfor sendte han sendebud af sted med en fredshilsen til Esau. Han gav dem nøjagtigt pålæg om, hvilke ord de skulle bruge, når de talte med Esau. Det var blevet forudsagt før de to brødres fødsel, at den ældste skulle tjene den yngste, og for at mindet herom ikke skulle vække bitterhed, sagde Jakob til tjenerne, at de skulle gå til “min herre Esau”. Når de blev ført frem for ham, skulle de omtale deres herre som “din træl Jakob” og for at Esau ikke skulle tro, at Jakob vendte hjem som en fattig vandringsmand, der ville kræve fædrenearven, meddelte Jakob omhyggeligt i sit budskab: “Jeg har samlet mig okser, æsler og småkvæg, trælle og trælkvinder, og nu sender jeg bud til min herre med efterretning herom i håb om at finde nåde for dine øjne!”PP 99.4

Men tjenerne vendte tilbage med den besked, at Esau drog Jakob i møde med 400 mand, og de havde ikke fået noget svar på Jakobs venlige budskab. Det var tydeligt, at Esau kom for at hævne sig. Hele lejren blev grebet af rædsel. “Da blev Jakob såre forfærdet.” Han kunne ikke vende om, og han frygtede for at gå fremad. Hans folk, der var ubevæbnede og forsvarsløse, var fuldstændig uforberedte til kamp. Derfor delte han dem i to lejre, for at den ene kunne slippe bort, hvis den anden blev angrebet. Fra sine vældige hjorde sendte han rige gaver til Esau tillige med et venligt budskab. Han gjorde alt, hvad der stod i hans magt, for at sone den uret, han havde begået mod sin broder, og for at afvende den truende fare. Derefter bad han i ydmyghed og anger om Himmelens beskyttelse. “Du, som sagde til mig: Vend tilbage til dit land og din hjemstavn, så vil jeg gøre vel imod dig! Jeg er for ringe til al den miskundhed og trofasthed, du har udvist mod din tjener; thi med min stav gik jeg over Jordan der, og nu er jeg blevet til to lejre; frels mig fra min broder Esaus hånd; thi jeg frygter for, at han skal komme og slå mig, både moder og børn!”PP 99.5

De var nu nået til bækken Jabbok, og da natten faldt på, sendte Jakob sin familie over vadestedet, mens han selv blev alene tilbage. Han havde besluttet at tilbringe natten i bøn, og han længtes efter at blive alene med Gud. Gud kunne blødgøre Esaus hjerte. Til ham stod patriarkens eneste håb.PP 100.1

Egnen var ensom og bjergrig, et tilholdssted for vilde dyr og et skjulested for røvere og mordere. Ensom og ubeskyttet bøjede Jakob sig til jorden i dyb sorg. Det var midnat. Alt, hvad der gjorde livet kært for ham, var et stykke borte, udsat for fare og død. Bitrest af alt var tanken om, at det var hans egen synd, der havde bragt de uskyldige i fare. Med alvorlige råb og tårer bad han til Gud. Pludselig blev der lagt en stærk hånd på ham. Han troede, det var en fjende, der stræbte ham efter livet, og søgte at vriste sig ud af angriberens tag. I mørket kæmpede de to om overtaget. Der blev ikke sagt et ord; men Jakob lagde alle sine kræfter i og slappede ikke af et eneste øjeblik. Mens han således kæmpede for livet, tyngede skyldfølelsen hans sjæl, og han kom til at tænke på sine synder, der skilte ham fra Gud. Men i sin store nød mindedes han Guds løfter, og af hele sin sjæl bad han om Guds nåde. Kampen fortsatte til kort før daggry. Da rørte den fremmede ved Jakobs hofte med sin finger, så at Jakob øjeblikkelig blev krøbling. Patriarken forstod nu, hvem hans modstander var. Han vidste, at han havde kæmpet med et himmelsk sendebud, og at det var derfor, at han trods næsten overmenneskelige anstrengelser ikke havde vundet sejren. Det var Kristus, “pagtens engel”, der havde åbenbaret sig for Jakob. Patriarken var nu vanfør og led stærke smerter; men han ville ikke slippe sit tag. Dybt angrende og sønderknust klyngede han sig til engelen; “han bad ham med gråd om nåde” (Hos. 12, 5) og tryglede om en velsignelse. Han måtte have en forsikring om, at hans synd var tilgivet. Trods fysiske smerter tabte han ikke dette mål af syne. Hans beslutsomhed blev stærkere og hans tro mere alvorlig og udholdende lige til det sidste. Engelen prøvede at gøre sig fri. Han sagde: “Slip mig, thi morgenen gryr!” Men Jakob svarede: “Jeg slipper dig ikke, uden du velsigner mig!” Hvis dette var blevet sagt i overmodig formastelig selvtillid, ville Jakob øjeblikkelig være blevet dræbt; men hans frimodighed skyldtes, at han erkendte sin egen uværdighed og stolede på den trofaste Gud, der holder sin pagt.PP 100.2

Jakob “stred med en engel og sejred”. Hos. 12, 5. Gennem ydmygelse, anger og overgivelse vandt dette syndige, fejlende, dødelige menneske sejr i kampen med Himmelens Majestæt. Han klamrede sig skælvende til Guds løfter, og i sin evige kærlighed kunne Gud ikke afvise synderens bøn.PP 100.3

Den fejl, der havde medført Jakobs synd, da han ved et bedrag skaffede sig førstefødselsretten, stod nu ganske klart for ham. Han havde ikke stolet på Guds løfter, men havde ved sine egne anstrengelser forsøgt at fremskynde det, som Gud ville have gjort til sin tid og på sin måde. Som bevis på, at han havde fået tilgivelse, fik han et navn, der mindede om hans sejr, i stedet for hans gamle navn, der mindede om hans synd. Engelen sagde: “Dit navn skal ikke mere være Jakob, men Israel; thi du har kæmpet med Gud og mennesker og sejret!”PP 100.4

Jakob havde modtaget den velsignelse, han så længe havde længtes efter. Han havde fået tilgivelse for sit bedrageri. Krisen i hans liv var forbi. Tvivl, forvirring og anger havde forbitret hans tilværelse, men nu var alt forandret, og en herlig fred fyldte ham efter forligelsen med Gud. Jakob frygtede ikke længere for at møde sin broder. Gud, der havde tilgivet hans synd, kunne bevæge Esaus hjerte, så at også han godtog Jakobs ydmygelse og anger.PP 100.5

Mens Jakob kæmpede med engelen, blev et andet himmelsk sendebud sendt til Esau. I en drøm så Esau sin broder, der i tyve år havde levet som landflygtig, borte fra sin faders hus. Han så hans sorg over moderens død, og han så ham omgivet af Guds englehære. Denne drøm fortalte Esau sine soldater og pålagde dem ikke at gøre Jakob noget ondt; for hans faders Gud var med ham.PP 101.1

De to lejre nærmede sig til sidst hinanden — ørkenhøvdingen i spidsen for sine krigere og Jakob med sine hustruer og børn, ledsaget af hyrder og tjenestepiger og fulgt af lange rækker af hjorde. Støttet til sin stav gik patriarken hæren i møde. Han var bleg og svag efter den netop overståede kamp; han havde smerter, gik langsomt og standsede for hvert skridt; men hans ansigt lyste af glæde og fred.PP 101.2

Ved synet af den lidende krøbling løb Esau “ham i møde og omfavnede ham, faldt ham om halsen og kyssede ham, og de græd”. Da Esaus hårdføre soldater så dette syn, blev selv deres hjerte rørt. Selvom deres anfører havde fortalt dem om sin drøm, kunne de ikke forstå den forandring, der var sket med ham. Skønt de så patriarkens svaghed, tænkte de ikke på, at hans svaghed var blevet hans styrke.PP 101.3

I angstens nat ved Jabbok, da tilintetgørelsen syntes at være vis, havde Jakob lært, hvor værdiløs menneskers hjælp er, og hvor nytteløst det er at sætte sin lid til menneskelig styrke. Han indså, at hans eneste hjælp måtte komme fra ham, som han havde syndet så groft imod. Hjælpeløs og uværdig påberåbte han sig Guds løfte om nåde til den angrende synder. Det løfte var hans forsikring om, at Gud ville tilgive og antage ham. Før skulle himmel og jord forgå, end det ord skulle svigte, og det var det, der holdt ham oppe under den frygtelige kamp.PP 101.4

Jakobs erfaring i denne kampens og ængstelsens nat er et billede på den prøve, som Guds folk må gennemgå lige før Kristi andet komme. Profeten Jeremias sagde, idet han i et helligt syn så ned gennem tiderne til den sidste tid: “Vi hørte et udbrud af skræk, af rædsel og ufred; ..... hvi ser jeg ..... alle åsyn blegne? Thi stor er denne dag, den er uden lige, en trængselstid for Jakob, men fra den skal han frelses.” Jer. 30, 5-7.PP 101.5

Når Kristus ophører med sin midlergerning for menneskene, da begynder denne trængselstid. Da er enhver sjæls sag afgjort, og der er ikke noget sonende blod til at rense fra synd. Når Jesus forlader sin stilling som menneskenes forbeder hos Gud, lyder den højtidelige erklæring: “Lad den, som gør uret, blive ved at gøre uret, og lad den urene blive ved at leve i urenhed, og lad den retfærdige blive ved at øve retfærdighed, og lad den hellige blive ved at leve helligt.” Åb. 22, 11. Da bliver Guds dæmpende Ånd trukket tilbage fra jorden. Ligesom Jakob truedes med døden af sin vrede broder, således vil Guds folk blive udsat for fare fra de ugudelige, der søger at dræbe dem. Og ligesom patriarken kæmpede hele natten for at blive befriet fra Esaus hånd, således vil de retfærdige råbe til Gud dag og nat om befrielse fra fjenderne, der omgiver dem.PP 101.6

Satan havde anklaget Jakob over for Guds engle og påstået, at han havde ret til at dræbe ham på grund af hans synd. Han havde fået Esau til at marchere imod ham, og under patriarkens lange natlige kamp bestræbte Satan sig på at give ham en følelse af skyld for at gøre ham mismodig og få ham til at slippe sit tag i Gud. Da Jakob i sin nød greb fat i engelen og bad med gråd, mindede det himmelske sendebud ham også om hans synd for at prøve hans tro og forsøgte at slippe fra ham. Men Jakob ville ikke lade sig afvise. Han havde lært, at Gud er barmhjertig, og klyngede sig til hans nåde. Han henviste til, at han havde angret sin synd, og tryglede om befrielse. Idet han så tilbage på sit liv, var han lige ved at fortvivle; men han holdt fast ved engelen og med alvorlige, smertelige råb fremførte han sine bønner, indtil han sejrede.PP 101.7

Sådan vil Guds folks erfaring blive i deres sidste kamp mod det ondes magter. Gud vil prøve deres tro, deres udholdenhed og deres tillid til hans magt til at befri dem. Satan vil søge at skræmme dem med tanken om, at deres sag er håbløs, og at deres synder har været for store til at kunne tilgives. De vil få en stærk følelse af deres ufuldkommenhed, og når de ser tilbage på deres liv, vil deres håb svinde. Men når de erindrer sig Guds nådes storhed og deres egen oprigtige anger, vil de påberåbe sig Guds løfter gennem Kristus til de hjælpeløse, angrende syndere. Deres tro vil ikke svigte, selv om deres bønner ikke besvares øjeblikkelig. De vil gribe fat i Guds styrke, ligesom Jakob greb fat i engelen, og deres sjæl vil udbryde: “Jeg slipper dig ikke, uden du velsigner mig!”PP 101.8

Havde Jakob ikke forinden angret den synd, han begik, da han skaffede sig førstefødselsretten ved bedrageri, kunne Gud ikke have hørt hans bøn og nådigt reddet hans liv. På samme måde ville Guds folk blive overvundet i trængselstiden, hvis de endnu ikke havde bekendt deres synder, når de pines af frygt og ængstelse. Da ville fortvivlelse udslukke deres tro, og de ville ikke med fuld tillid kunne bede Gud om befrielse. Men på den tid, hvor de dybt føler deres uværdighed, gemmer de ikke på synder, som ikke er tilgivet. Deres synder er udslettet med Kristi forsonende blod, og de vil ikke huske dem mere.PP 102.1

Satan får mange til at tro, at Gud vil se bort fra deres utroskab i småting; men Herren viser i sin handlemåde med Jakob, at han på ingen måde billiger eller tåler det onde. Alle, der prøver at undskylde eller skjule deres synder og lader dem blive stående i Himmelens bøger uden at bekende dem og få tilgivelse for dem, vil blive overvundet af Satan. Jo mere ophøjet deres stilling er og jo mere ærefuldt deres hverv, des alvorligere er deres handlemåde i Guds øjne, og des sikrere er den store modstanders sejr over dem.PP 102.2

Men Jakobs erfaring er samtidig en forsikring om, at Gud ikke vil forkaste dem, der er blevet forført til synd, men har omvendt sig til ham i sand anger. Det var ved overgivelse og fortrøstningsfuld tro, at Jakob opnåede det, han ikke kunne vinde ved at kæmpe i sin egen kraft. Således lærte Gud sin tjener, at Guds kraft og nåde alene kunne give ham den velsignelse, han længtes efter. Sådan vil det også blive med dem, der lever i de sidste dage. Når de er omgivet af farer, og fortvivlelse griber deres sjæl, må de fuldstændig stole på forsoningens fortjenester. Vi kan intet gøre af os selv. I al vor hjælpeløse uværdighed må vi stole på den korsfæstede og opstandne frelsers fortjenester. Ingen, der gør det, vil nogensinde omkomme. Den lange sorte række af forseelser er åbenbare for den Eviges øje. Alt er skrevet op; intet er glemt. Men han, som lyttede til sin tjeners råb i gamle dage, vil høre troens bøn og tilgive os vore overtrædelser. Det har han lovet, og han vil opfylde sit ord.PP 102.3

Jakob vandt sejr, fordi han var udholdende og beslutsom. Hans erfaring vidner om den magt, der ligger i udholdende bøn. Det er nu, vi skal lære denne lektie om vedholdende bøn og urokkelig tro. De største sejre for Kristi menighed eller for den enkelte kristne vindes ikke ved talent, uddannelse, rigdom eller menneskers gunst. De vindes i lønkammeret hos Gud, når alvorlig, kæmpende tro griber kraftens mægtige arm.PP 102.4

De, der er uvillige til at afstå fra enhver synd og alvorligt søge Guds velsignelse, vil ikke opnå den. Men alle, der vil gribe Guds løfter, som Jakob gjorde, og være alvorlige og udholdende som han, vil sejre, som han sejrede. “Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte ret, dem, som råber til ham dag og nat, og skulle han ikke være langmodig over for dem? Jeg siger jer: Han skal skaffe dem ret i hast.” Luk. 18, 7-8.PP 102.5