Kapitel 19—Atter i Kana'an

Jakob drog over Jordan og kom “uskadt til Sikems by i Kanaans land”. 1. Mos.. 33, 18. Patriarkens bøn ved Betel: at Gud måtte føre ham uskadt tilbage til sit eget land, var nu gået i opfyldelse. En tid boede han i Sikems dal. Det var her, Abraham over hundrede år tidligere slog lejr for første gang og byggede sit første alter i det forjættede land. Her købte Jakob “det stykke jord, hvor han havde rejst sit telt, af Sikems fader Hamors sønner for 100 kesita og byggede der et alter, som han kaldte: Gud, Israels Gud”. (19. og 20. vers.) Ligesom Abraham byggede Jakob et alter ved siden af sit telt og samlede sine husfolk til morgen og aftenoffer. Det var også her, han gravede den brønd, hvortil Jakobs søn og frelser kom sytten århundreder senere, og hvor denne under et hvil i middagsheden fortalte sine undrende tilhørere om et “kildespring til evigt liv”. Joh. 4, 14.PP 103.1

Jakobs og hans sønners ophold i Sikem sluttede med vold og blodsudgydelse. Der blev kastet skam og sorg over hjemmets eneste datter, to brødre blev skyldige i mord, en hel by blev udplyndret og indbyggerne dræbt som hævn for en ubesindig ung mands ulovlige handling. Disse frygtelige begivenheder tog deres begyndelse, da Jakobs datter “gik ud for at besøge landets døtre” og således vovede at omgås de ugudelige. Den, der søger fornøjelser blandt dem, der ikke frygter Gud, stiller sig på Satans grund og indbyder ham til at friste sig.PP 103.2

Simeons og Levis lumske grusomhed var ikke umotiveret, men i deres handlemåde over for Sikems indbyggere begik de alligevel en frygtelig synd. De havde omhyggeligt skjult deres hensigt for Jakob, og meddelelsen om deres hævn fyldte ham med rædsel. I sin dybe bedrøvelse over sine sønners bedrageri og vold sagde han kun: “I styrter mig i ulykke ved at lægge mig for had hos landets indbyggere; ..... thi jeg råder kun over få folk; samler de sig mod mig og slår mig, så er det ude med mig og mit hus!” Men den sorg og afsky, hvormed han betragtede deres blodige handling, ses af de ord, hvormed han 50 år senere omtalte den på sin dødsseng i Ægypten: “Simeon og Levi, det broderpar, voldsredskaber er deres våben. I deres råd giver min sjæl ej møde, i deres forsamling tager min ære ej del. ..... Forbandet være deres vrede, så vild den er, deres hidsighed, så voldsom den er!” 1. Mos.. 49, 5-7.PP 103.3

Jakob følte, at der var grund til dyb ydmygelse. Grusomhed og falskhed kom klart til syne i hans sønners karakter. Der var falske guder i lejren, og afgudsdyrkelse havde til en vis grad fået fodfæste selv i hans egen husstand. Skulle Herren handle med dem efter fortjeneste, ville han da ikke overlade dem til de omboende folks hævn?PP 103.4

Mens Jakob således var nedbøjet af bekymring, bød Herren ham rejse mod syd til Betel. Tanken om dette sted mindede ikke alene patriarken om det syn, hvori han så englene, og om Guds nådige løfter, men også om den ed, han her havde aflagt om, at Herren skulle være hans Gud. Han besluttede, at hans husstand skulle befries for afguderiets besmittelse, inden de drog til dette hellige sted. Derfor gav han den besked til alle i lejren: “Skaf de fremmede guder, der findes hos Eder, bort, rens Eder og skift klæder, og lad os drage op til Betel, for at jeg der kan bygge et alter for Gud, der bønhørte mig i min trængselstid og var med mig på den vej, jeg vandrede!”PP 103.5

Dybt bevæget fortalte Jakob om sit første besøg i Betel, da han forlod sin faders telt som en ensom vandrer, der flygtede for livet, og om, hvordan Herren havde vist sig for ham om natten i et syn. Idet han så tilbage på Guds vidunderlige handlemåde med ham, blødgjordes hans eget hjerte, og hans børn blev også grebet af en betvingende magt. Han havde brugt den mest virkningsfulde måde for at forberede dem til at tage del i gudstjenesten, når de kom til Betel. De gav så Jakob “alle de fremmede guder, de førte med sig, og alle de ringe, de havde i ørene, og han gravede dem ned under egen ved Sikem”.PP 104.1

Gud lod rædsel komme over alle landets indbyggere, så de ikke gjorde forsøg på at hævne blodbadet i Sikem. De rejsende nåede uskadt Betel. Her viste Herren sig igen for Jakob og fornyede pagtens løfte til ham. “Og Jakob rejste en støtte på det sted, hvor han havde talt med ham, en stenstøtte.”PP 104.2

I Betel måtte Jakob begræde tabet af en, der længe havde været et agtet medlem af hans faders familie, nemlig Rebekkas amme, Debora, der havde ledsaget sin frue fra Mesopotamien til Kanaans land. Denne gamle kvindes tilstedeværelse havde for Jakob været et dyrebart bånd, der knyttede ham til fortiden, især til moderen, hvis kærlighed til ham havde været så stærk og øm. Deboras død vakte så stor sorg, at den eg, hvorunder hun blev begravet, blev kaldt grædeegen. Man bør ikke undlade at lægge mærke til, at mindet om hendes tro tjeneste og sorgen over denne ven af husstanden fandtes værdig til at omtales i Guds ord.PP 104.3

Fra Betel var der kun to dages rejse til Hebron, men på vejen ramtes Jakob af en dyb sorg på grund af Rakels død. To gange syv års tjeneste havde han ydet for hendes skyld, og hans kærlighed til hende havde gjort arbejdet let. Hvor dyb og varig hans kærlighed havde været, sås af, at da Josef længe efter kom på besøg hos sin fader, da denne lå på dødslejet i Ægypten, sagde den gamle patriark, idet han så tilbage på sit liv: “Da jeg kom fra Paddan, døde Rakel for mig, mens jeg var undervejs i Kanaan, da vi endnu var et stykke vej fra Efrat, og jeg jordede hende der på vejen til Efrat, det er Betlehem.” 1. Mos. 48, 7. Efter et langt og bevæget liv var tabet af Rakel det eneste, han huskede, af begivenhederne i familien.PP 104.4

Før sin død fødte Rakel endnu en søn. Med sit sidste åndedrag kaldte hun barnet Benjamin, “min lidelses søn”, men faderen kaldte ham Benjamin, “lykkens søn”. Rakel blev begravet, hvor hun døde, og der blev rejst en stenstøtte på stedet til minde om hende.PP 104.5

På vejen til Efrat satte endnu en mørk synd en plet på Jakobs familie. Den fik til følge, at Ruben, den førstefødte, ikke fik førstefødselsrettens forrettigheder og ære.PP 104.6

Til sidst nåede Jakob sin rejses mål. “Jakob kom til sin fader Isak i Mamre i Kirjat-Arba, det er Hebron, hvor Abraham og Isak havde levet som fremmede.” Her blev han de sidste år, faderen levede. For den blinde, svage Isak var den længe savnede søns venlige pleje en trøst i hans ensomhed og savn.PP 104.7

Jakob og Esau mødtes ved faderens dødsleje. Engang havde den ældste broder set frem til denne begivenhed som en hævnens dag; men hans følelser havde forandret sig meget siden da. Og Jakob. der var godt tilfreds med førstefødselsrettens åndelige velsignelser afstod faderens rige arv til den ældre broder — den eneste arv, Esau ønskede og satte pris på. Der var ikke længere nogen kløft imellem dem på grund af misundelse og had, men alligevel skiltes de, idet Esau drog bort til Seirs bjerge. Gud, der velsigner rigt, gav Jakob jordisk rigdom foruden det højere gode, han havde søgt. De to brødres ejendom “var for meget til, at de kunne bo sammen, og deres udlændigheds land kunne ikke rumme dem, så store var deres hjorde”. Denne adskillelse var i overensstemmelse med Guds hensigt med Jakob. Da der var så stor forskel på brødrenes religion, var det bedst for dem at bo hver for sig.PP 104.8

Både Esau og Jakob var blevet undervist om Gud, og begge kunne frit vandre efter hans bud og modtage hans nåde; men de valgte ikke begge at gøre det. De to brødre gik hver sin vej, og deres veje ville stadig afvige mere og mere.PP 104.9

Det skyldtes ikke et vilkårligt valg fra Guds side, at Esau mistede frelsens velsignelser. Guds nådes gave gennem Kristus kan frit opnås af alle. Hvis et menneske går fortabt, skyldes det dets eget valg. Gud har i sit ord opstillet betingelserne, ifølge hvilke enhver sjæl udvælges til evigt liv — lydighed mod hans bud ved tro på Kristus. Gud har udpeget en karakter i harmoni med sin lov, og enhver, der står mål med de krav, han stiller, vil få adgang til herlighedens rige. Kristus selv sagde: “den, som tror på Sønnen, har evigt liv; den, som ikke lyder Sønnen, skal ikke se livet.” Joh. 3, 36. Ikke enhver, der siger til mig: “Herre, Herre!” skal komme ind i Himmeriget, men den, der gør min himmelske Faders vilje. Matt. 7, 21. Og i Åbenbaringens bog siger han: “Salige er de, som holder Guds bud, for at de kan få adgang til livets træ og gennem portene gå ind i staden.” Åb. 22, 14-1 (eng. overs.). Med hensyn til menneskenes frelse er dette den eneste udvælgelse, der omtales i Guds ord.PP 105.1

Enhver sjæl, som vil arbejde på sin egen frelse med frygt og bæven, er udvalgt. Den, der vil tage rustningen på og kæmpe troens gode strid, er udvalgt. Den, der vil våge og bede, ransage skrifterne og undfly fristelse, er udvalgt. Den, der bevarer troen og vil adlyde ethvert ord, der udgår af Guds mund, er udvalgt. Alle har adgang til forløsningen, og de, der opfylder betingelserne, får del i den.PP 105.2

Esau havde foragtet pagtens velsignelser. Han havde sat timelige over åndelige goder, og han fik det, han ønskede. Det var ved sit eget frivillige valg, at han blev skilt fra Guds folk. Jakob havde valgt troens arv. Han havde søgt at opnå den ved list, bedrag og falskhed; men Gud sørgede for, at Jakobs synd blev straffet, og rettet, og gennem alle Jakobs bitre erfaringer senere hen i livet var han aldrig afveget fra sit mål og havde ikke fortrudt sit valg. Han havde gjort den erfaring, at han havde kæmpet mod Gud ved at tage sin tilflugt til menneskelig forstand og list. Jakob var et nyt menneske efter den natlige kamp ved Jabbok. Selvtilliden var fuldstændig fjernet. Fra nu af så man ikke noget til listigheden fra hans yngre år. I stedet for list og bedrag udmærkede hans liv sig nu ved ligefremhed og sandhed. Han havde lært at støtte sig til den Almægtiges arm i enfoldig tillid, og midt i prøvelser og modgang underkastede han sig ydmygt Guds vilje. Karakterens slagger blev fortæret i ildovnen, og det ægte guld blev renset, indtil Abrahams og Isaks tro skinnede med ufordunklet glans hos Jakob.PP 105.3

Jakobs synd og den række begivenheder, den førte med sig, havde ikke undgået at øve en ond indflydelse, hvis bitre frugter kom til syne i hans sønners liv. Efterhånden som disse sønner voksede op, lagde de alvorlige fejl for dagen. Flerkoneriets følger var mærkbare i familien. Dette frygtelige onde bidrager til at udtørre selve kærlighedens kildespring, og dets indflydelse svækker de helligste bånd. De forskellige mødres misundelse havde forbitret familielivet, børnene var stridbare og utålmodige i opvæksten, og faderens liv formørkedes af ængstelse og sorg.PP 105.4

Der var imidlertid en, der havde en helt anden karakter, nemlig Rakels ældste søn, Josef, hvis sjældne legemlige skønhed blot syntes at være et genskin af hjertets og sindets indre skønhed. Han var en god, kvik og glad dreng og besad også en god karakter. Han lyttede til sin faders undervisning og elskede at adlyde Gud. De egenskaber, der senere udmærkede ham i Ægypten — mildhed, troskab og sanddruhed — sås allerede i hans daglige liv. Hans moder var død, og derfor knyttedes han endnu mere hengivent til sin fader. Jakobs hjerte hang ved denne søn, som han havde fået i sin alderdom. Han “elskede Josef fremfor alle sine andre sønner”.PP 105.5

Men selv denne hengivenhed skulle blive årsag til vanskeligheder og sorg. Jakob var uklog nok til at vise, at han foretrak Josef, og dette vakte de andre sønners misundelse. Josef var meget bekymret over sine brødres opførsel. Han dristede sig til at bebrejde dem mildt, men vakte kun endnu mere deres had og harme. Han kunne ikke holde ud at se dem synde imod Gud, og han talte med sin fader om det i håb om, at hans autoritet kunne få dem til at forbedre sig.PP 105.6

Jakob undgik omhyggeligt at vække sønnernes vrede ved hårdhed og strenghed. Dybt bevæget udtrykte han sin bekymring for sine børn og bønfaldt dem om at vise respekt for hans grå hår og ikke bringe skam over hans navn og fremfor alt ikke vanære Gud ved at tilsidesætte hans bud. De unge mænd skammede sig over, at deres ondskab var blevet afsløret, og lod, som om de angrede; men de skjulte blot deres virkelige følelser, der var blevet endnu mere bitre end før.PP 105.7

Da faderen i ubetænksomhed skænkede Josef en kostbar kjortel af den slags, der sædvanligvis brugtes af fremstående personer, så de heri endnu et bevis på hans partiskhed, og de fik mistanke om, at han havde til hensigt at forbigå sine ældre børn og lade førstefødselsretten tilfalde Rakels søn. Deres had forøgedes yderligere, da drengen en dag fortalte dem en drøm, han havde haft. Han sagde: “Hør dog, hvad jeg har drømt! Se, vi bandt neg ude på marken, og, se, mit neg rejste sig op og blev stående medens Eders neg stod rundt omkring og bøjede sig for det!”PP 106.1

Vil du måske være vor konge eller herske over os? spurgte brødrene i misundelse og vrede. Kort efter fik han en ny drøm af lignende betydning, og denne fortalte han også: Se, sol og måne og elleve stjerner bøjede sig for mig! Denne drøm blev tydet lige så hurtigt som den første. Faderen, der var til stede, sagde bebrejdende: Hvad er det for en drøm, du der har haft! Skal virkelig jeg, din moder og dine brødre komme og bøje os til jorden for dig? Trods disse ords tilsyneladende strenghed troede Jakob, at Herren åbenbarede fremtiden for Josef.PP 106.2

Når drengen stod foran sine brødre, og hans smukke ansigt lyste af Åndens inspiration, kunne de ikke lade være med at beundre ham; men de ville ikke afstå fra deres ondskab, og de hadede den renhed, der fik Josef til at irettesætte deres synder. Den ånd, der besjælede Kain, optændtes i deres hjerter.PP 106.3

Brødrene var nødt til at flytte fra sted til sted for at finde græsgange til deres hjorde, og de var ofte borte fra hjemmet flere måneder ad gangen. Efter de begivenheder, som netop er omtalt, drog de til det sted, deres fader havde købt i Sikem. Der gik nogen tid, uden at faderen hørte fra dem, og han begyndte at blive ængstelig for deres sikkerhed på grund af deres tidligere grusomhed over for Sikems indbyggere. Derfor sendte han Josef ud for at finde dem og bringe bud hjem om, hvordan det gik dem. Havde Jakob kendt sønnernes virkelige følelser over for Josef, ville han ikke have ladet ham være alene sammen med dem; men det havde de omhyggeligt skjult.PP 106.4

Med glad hjerte skiltes Josef fra sin fader, og hverken den gamle mand eller ynglingen drømte om, hvad der skulle ske, inden de sås igen. Da Josef efter sin lange, ensomme rejse nåede Sikem, kunne han ikke finde sine brødre og deres hjorde. Da han spurgte efter dem, blev han rådet til at gå til Dotan. Han havde allerede rejst over firs kilometer, og nu havde han en tur på fem og tyve kilometer foran sig; men han skyndte sig videre og glemte sin træthed ved tanken om, at han skulle berolige sin fader og mødes med sine brødre, som han stadig elskede trods deres uvenlighed imod ham.PP 106.5

Hans brødre så ham komme, men deres bitre had mildnedes ikke ved tanken om den lange rejse, han havde foretaget for at besøge dem, hans træthed eller sult eller hans krav på deres gæstfrihed og broderkærlighed. Synet af kjortelen, symbolet på faderens kærlighed, fyldte dem med raseri. “Se, der kommer den drømmemester!” råbte de spottende. Den misundelse og hævnfølelse, som de så længe hemmeligt havde næret, beherskede dem nu helt. “Lad os slå ham ihjel,” sagde de, “og kaste ham i en cisterne og sige, at et vildt dyr har ædt ham; så skal vi se, hvad der kommer ud af hans drømme!”PP 106.6

De ville have gennemført deres hensigt, hvis ikke Ruben havde grebet ind. Han veg tilbage for at tage del i mordet på sin broder og foreslog, at Josef skulle kastes levende i en cisterne og overlades til at omkomme der. I sit stille sind havde han imidlertid besluttet at redde ham og sende ham hjem til faderen. Da han havde overtalt dem alle sammen til at gå ind på hans plan, forlod han dem, fordi han var bange for, at han ikke ville kunne styre sine følelser, så at hans virkelige hensigt blev opdaget.PP 106.7

Josef kom nærmere uden at ane nogen fare. Han var glad, fordi han havde nået målet for sin lange rejse, men i stedet for den ventede velkomsthilsen blev han forfærdet over at møde deres vrede, hævngerrige blikke. De greb ham og rev kjortelen af ham. Hån og trusler afslørede deres dødelige planer. Hans bønner blev ikke ænset, Han var helt i disse vanvittige mænds magt. De trak ham brutalt hen til en dyb cisterne og kastede ham i den, og efter at have sikret sig, at han ikke havde nogen mulighed for at undslippe, overlod de ham til at omkomme af sult. “Derpå satte de sig til at holde måltid”.PP 106.8

Men nogle af dem var ilde til mode. De følte ikke den tilfredsstillelse, de havde ventet af deres hævn. Kort efter nærmede der sig nogle rejsende. Det var en karavane af ismaelitter fra den anden side af Jordan. De var på vej til Ægypten med krydderier og andre handelsvarer. Juda foreslog nu, at de skulle sælge deres broder til disse hedenske handelsmænd i stedet for at lade ham dø. På den måde ville han blive skaffet af vejen, uden at de var skyld i hans død; for, sagde Juda, “han er jo dog vor broder, vort kød og blod!” Alle gik ind på dette forslag, og Josef blev hurtigt trukket op af cisternen.PP 107.1

Da han så købmændene, gik den frygtelige sandhed op for ham. At blive slave var en langt mere frygtet skæbne end døden. I fortvivlelse og rædsel tryglede han den ene efter den anden af brødrene om hjælp, men forgæves. Nogle havde medlidenhed med ham, men da de frygtede for de andres spot, forholdt de sig tavse. Alle følte, at de var gået for langt til at vende om. Hvis de skånede Josef, ville han uden tvivl fortælle faderen, hvad de havde gjort, og denne ville ikke se igennem fingre med deres grusomhed mod hans yndlingssøn. De forhærdede deres hjerte over for hans bønner og overgav ham i de hedenske købmænds hænder. Karavanen drog videre og var snart ude af syne.PP 107.2

Da Ruben vendte tilbage til cisternen, var Josef der ikke mere. Han sønderrev sine klæder i forfærdelse og selvbebrejdelse. “Drengen er borte! Hvad skal jeg dog gøre!” Da han hørte om Josefs skæbne og forstod, at det var umuligt at skaffe ham tilbage, blev han tilskyndet til sammen med de andre at søge at skjule deres skyld. Da de havde dræbt et gedekid, dyppede de Josefs kjortel i dets blod og sendte den hjem til deres fader med den besked, at de havde fundet den på marken, og at de frygtede for, at det var deres broders. “Se efter, om det ikke er din søns kjortel!” sagde de. De havde set frem til dette øjeblik med frygt, men de var ikke forberedt på den hjerteskærende fortvivlelse, den trøstesløse sorg, som de blev vidne til. “Det er min søns kjortel!” sagde Jakob. “Et vildt dyr har ædt ham! Josef er visselig revet ihjel!” Forgæves søgte hans sønner og døtre at trøste ham. Han sønderrev “sine klæder og bandt sæk om sine lænder, og han sørgede over sin søn i mange dage”. Tiden syntes ikke at mildne hans sorg “I min sørgedragt vil jeg stige ned til min søn i dødsriget!” var hans fortvivlede råb. De unge var forfærdede over det, de havde gjort, men de frygtede deres faders bebrejdelser og skjulte deres viden om deres skyld, der selv i deres øjne var meget stor.PP 107.3