Kapitel 21—Josef og hans brødre

Lige fra begyndelsen af de frugtbare år blev der truffet forberedelser til at imødegå den kommende hungersnød. Under Josefs ledelse blev der bygget vældige lagerbygninger på alle de vigtigste steder i hele Ægypten, og der blev truffet foranstaltninger til at opbevare det, der blev tilovers af den ventede høst. Dette fortsattes gennem alle overfloden syv år, indtil det oplagrede korn ikke mere kunne måles.PP 113.1

Og så begyndte de syv års hungersnød, som Josef havde forudsagt. Og der opstod hungersnød i alle lande, men i hele Ægypten var der brød. Så hungrede hele Ægypten; og folket råbte til Farao om brød; men Farao sagde til alle ægypterne: “Gå til Josef og gør, hvad han siger Eder!” Og der var hungersnød over hele Jorden. Da åbnede Josef for alle kornlagrene og solgte korn til ægypterne PP 113.2

Hungersnøden bredte sig til Kanaans land og føltes stærkt i den del af landet, hvor Jakob boede. Da man hørte om de rigelige forråd, der var samlet af Ægyptens konge, drog ti af Jakobs sønner derned for at købe korn. Ved deres ankomst blev de ført hen til kongens stedfortræder, og sammen med andre købere forestillede de sig for landets hersker. Og de “kastede sig til jorden for ham”. “Josef kendte sine brødre, men de kendte ikke ham.” Hans hebraiske navn var blevet ombyttet med et navn, kongen havde givet ham, og der var ikke megen lighed mellem Ægyptens førsteminister og den unge mand, de havde solgt til israelitterne. Da Josef så sine brødre bøje sig dybt for ham, kom han i tanker om sine drømme, og fortiden stod lyslevende for ham. Da han lod blikket glide hen over dem, opdagede hans skarpe øje straks, at Benjamin ikke var iblandt dem. Var han også blevet et offer for disse grusomme mænds forræderiske hårdhed? Han besluttede at få sandheden at vide. “I er spejdere,” sagde han strengt, “I kommer for at se, hvor landet er åbent!”PP 113.3

De svarede: “Nej, herre, dine trælle kommer for at købe føde! Vi er alle sønner af en og samme mand; vi er ærlige folk, dine trælle er ikke spejdere!” Han ønskede at vide, om de havde den samme hovmodige ånd, som da han var sammen med dem, og samtidig at få nogle oplysninger om deres hjem; og dog vidste han godt, hvor falske deres udtalelser kunne være. Han gentog sin anklage, og de svarede: “Vi, dine trælle, var tolv brødre, sønner af en og samme mand i Kanaans land; den yngste er for tiden hjemme hos vor fader, og een er ikke mere!”PP 113.4

Regenten lod, som om han betvivlede sandfærdigheden af det, de fortalte, og stadig betragtede dem som spejdere. Han erklærede, at han ville sætte dem på prøve ved at beholde dem i Ægypten, mens en af dem rejste hjem efter deres yngste broder. Hvis de ikke ville gå med til det, ville de alle blive behandlet som spejdere. Men en sådan ordning kunne Jakobs sønner ikke gå med til, for i mellemtiden ville deres familier komme til at sulte. Og hvem af dem skulle påtage sig at rejse alene, mens de andre sad i fængsel? Hvordan kunne han komme hjem til faderen under disse omstændigheder? Det var mest sandsynligt, at de ville blive slået ihjel eller gjort til slaver, og hvis Benjamin blev ført til Ægypten, kom han måske til at lide deres skæbne. De besluttede at blive og lide sammen hellere end at bringe yderligere sorg over deres fader, hvis han skulle miste den søn, der var tilbage. Så blev de kastet i fængsel, og her sad de i tre dage. I de år, der var gået, siden Josef blev skilt fra dem, havde Jakobs sønner skiftet karakter. De havde været misundelige, ustyrlige, bedrageriske, grusomme og hævngerrige; men nu, da de blev prøvet med modgang, viste de sig at være uegennyttige, tro mod hinanden og hengivne over for deres fader, og skønt de var midaldrende mænd, underkastede de sig hans myndighed.PP 113.5

De tre dage i det ægyptiske fængsel var fulde af bitter sorg, idet brødrene tænkte på deres tidligere synder. Hvis Benjamin ikke kunne komme, ville de uden tvivl blive erklæret for at være spejdere, og de havde kun ringe håb om at få deres faders samtykke til at lade Benjamin rejse. Den tredje dag lod Josef brødrene hente til sig. Han turde ikke vente længere. Hans fader og deres familier led måske allerede sult. Han sagde: “Vil I beholde livet, så skal I gøre således, thi jeg er en mand, der frygter Gud: Er I virkelig ærlige folk, lad så en af Eder blive tilbage som fange i det fængsel, som I sad i, mens I andre drager hjem med korn til at stille hungeren i Eders huse; og bring så Eders yngste broder til mig, så skal Eders ord stå til troende, og I skal slippe for at dø!” Dette forslag blev de enige om at gå ind på, selv om de kun havde ringe håb om, at deres fader ville lade Benjamin rejse med dem. Josef havde forhandlet med dem gennem tolk, og da de ikke havde anelse om, at statholderen kunne forstå dem, talte de frit med hinanden i hans nærværelse. De bebrejdede sig selv for den behandling, de havde givet Josef: “Sandelig, nu må vi bøde for, hvad vi forbrød mod vor broder, da vi så hans sjælevånde, medens han bønfaldt os, og dog ikke hørte ham; derfor stedes vi nu i denne vånde!” Ruben, der havde planlagt at befri Josef i Dotan, tilføjede: Sagde jeg Eder ikke dengang: “Forsynd Eder ikke mod drengen ! Men I ville ikke høre; se, nu kræves hans blod!” Da Josef hørte dette, kunne han ikke længere beherske sine følelser, men gik udenfor og græd. Da han kom tilbage, befalede han, at Simeon skulle bindes for deres øjne og igen sættes i fængsel. I deres grusomme behandling af deres broder havde Simeon været anstifteren og hovedmanden, og det var derfor, valget faldt på ham.PP 114.1

Inden Josef lod brødrene rejse, gav han besked om, at de skulle forsynes med korn, og at hver enkelts penge hemmeligt skulle anbringes øverst i hans sæk. De fik også foder til dyrene på hjemrejsen. På vejen hjem åbnede en af dem sin sæk og opdagede til sin overraskelse sin pengepose. Da han fortalte det til de andre, blev de forskrækkede og rådvilde og sagde til hverandre: “Hvad har Gud dog gjort imod os!” Skulle de betragte det som et godt tegn fra Gud, eller havde han ladet det ske for at straffe dem for deres synder og kaste dem ud i endnu større ulykker? De erkendte, at Gud havde set deres synder, og at han nu straffede dem.PP 114.2

Jakob ventede ængsteligt på sønnernes hjemkomst, og da de endelig kom, samledes hele lejren ivrigt om dem, mens de fortalte faderen alt, hvad der var hændt dem. Uro og bange anelser fyldte alles hjerte. Den ægyptiske statholders handlemåde syntes at indebære en skjult plan, og deres frygt bestyrkedes, da de åbnede alle sækkene, og hver enkelt fandt sine penge i sin sæk. I sin sorg udbrød den aldrende fader: “I gør mig barnløs; Josef er ikke mere, og Simeon er ikke mere, og nu vil I tage Benjamin; det går alt sammen ud over mig!” Ruben svarede: “Du må tage mine to sønners liv, hvis jeg ikke bringer ham til dig; betro ham til mig, og jeg skal bringe ham tilbage til dig!” Men denne overilede tale lettede ikke Jakobs sind. “Min søn skal ikke rejse derned med Eder, thi hans broder er død, og han alene er tilbage; tilstøder der ham en ulykke på den rejse, I har for, så bringer I mine grå hår ned i dødsriget med sorg!”PP 114.3

Men hungersnøden fortsatte, og som tiden gik, brugte de næsten alt det korn, der var blevet hentet i Ægypten. Jakobs sønner vidste, at det ikke kunne nytte at rejse tilbage til Ægypten uden Benjamin. De nærede kun ringe håb om at få faderen til at ændre sin beslutning og ventede i tavshed. Den truende hungersnøds skygge blev mørkere og mørkere. I alle de ængstelige ansigter i lejren læste den gamle mand deres nød, og til sidst sagde han: “Køb os igen lidt føde!”PP 114.4

Juda svarede: “Manden sagde os ganske afgjort: I bliver ikke stedt for mit åsyn, medmindre Eders broder er med! Hvis du derfor vil sende vor broder med os, vil vi rejse ned og købe dig føde; men sender du ham ikke med, så rejser vi ikke derned, thi manden sagde til os: I bliver ikke stedt for mit åsyn, medmindre Eders broder er med!” Da Juda så, at faderen begyndte at vakle i sin beslutning, tilføjede han: “Send dog drengen med mig, så vi kan komme af sted og blive i live og undgå døden, både vi og du og vore børn!” Han tilbød at garantere for sin broder og bære skylden for stedse, hvis han ikke bragte Benjamin med hjem til faderen igen.PP 115.1

Jakob kunne ikke nægte at give sin tilladelse længere og gav sine sønner besked om at forberede sig til rejsen. Han bød dem også bringe herskeren en gave bestående af sådanne produkter, som kunne skaffes til veje i det hungerramte land — “lidt mastiksbalsam, lidt honning, tragakantgummi, cistusharpiks, pistacienødder og mandler” — samt dobbelt så mange penge som sidst. “Og tag så Eders broder og drag atter til manden.” Da sønnerne var ved at begive sig ud på deres tvivlsomme færd, rejste deres gamle fader sig, og idet han løftede hænderne mod himmelen, udtalte han denne bøn: “Gud den Almægtige lade Eder finde barmhjertighed hos manden, så han lader Eders anden broder og Benjamin fare — men skal jeg være barnløs, så lad mig da blive det!”PP 115.2

Atter rejste de til Ægypten og trådte frem for Josef. Da hans blik faldt på Benjamin, hans rigtige moders søn, blev han dybt bevæget. Men han skjulte sine følelser og befalede, at de skulle føres til hans hus, og at der skulle træffes forberedelser til, at de kunne spise sammen med ham. Da brødrene blev ført til statholderens palads, blev de meget forfærdede, for de frygtede, at de nu ville blive krævet til regnskab for de penge, som fandtes i deres sække. De tænkte, at pengene muligvis var blevet anbragt der med vilje, for at man kunne finde et påskud til at gøre dem til slaver. I deres nød henvendte de sig til hushovmesteren og fortalte ham omstændighederne i forbindelse med deres besøg i Ægypten, og som bevis på deres uskyld meddelte de ham, at de havde bragt de penge med, som de havde fundet i deres sække, og desuden betaling for nyt korn. De tilføjede: “Vi ved ikke, hvem der har lagt pengene i vore sække!” Manden svarede: “Vær ved godt mod, frygt ikke ! Eders Gud og Eders faders Gud har lagt en skat i Eders sække. Eders penge har jeg modtaget!” Deres ængstelse svandt bort, og da Simeon, der var blevet løsladt fra fængslet, sluttede sig til dem, følte de, at Gud virkelig havde været dem nådig.PP 115.3

Da statholderen igen mødtes med dem, gav de ham deres gaver, bøjede sig ydmygt og “kastede sig til jorden for ham”. Han mindedes atter sine drømme, og efter at han havde hilst på sine gæster, spurgte han: “Går det Eders gamle fader vel, ham, I talte om? Lever han endnu?” “Det går din træl, vor fader, vel; han lever endnu!” var svaret, og endnu en gang kastede de sig ned for ham. Så faldt hans blik på Benjamin, og han sagde: “Er det så Eders yngste broder, som I talte til mig om?” “Gud være dig nådig, min søn!” Overvældet af ømme følelser kunne han ikke sige mere; “derfor gik han ind i sit kammer og græd der”. PP 115.4

Da han havde genvundet selvbeherskelsen, vendte han tilbage, og alle begyndte at spise. Efter kastelovene måtte ægypterne ikke spise sammen med folk fra andre nationer. Jakobs sønner fik derfor et bord for sig selv, mens statholderen på grund af sin høje rang spiste for sig selv; de tilstedeværende ægyptere sad også ved særskilte borde. Da alle havde fået plads, forbavsedes brødrene over at de sad nøjagtigt efter alder. Josef “lod dem bringe mad fra sit eget bord” men Benjamin fik fem gange så meget som hver af de andre. Ved denne gunstbevisning håbede Josef at finde ud af, om den yngste broder blev betragtet med samme misundelse og had, som de havde vist ham. Da brødrene stadig troede, at Josef ikke forstod deres sprog, talte de frit med hinanden. Derved fik han rig lejlighed til at lære deres virkelige følelser at kende. Men han ønskede at sætte dem yderligere på prøve, og inden de rejste, befalede han, at hans eget drikkebæger af sølv skulle skjules i den yngstes sæk.PP 115.5

De begyndte glade på hjemrejsen. Simeon og Benjamin var med dem, deres dyr var belæsset med korn, og de følte alle sammen, at de nu var kommet velbeholdent ud af alle de farer, der havde truet dem. Men de var kun kommet til udkanten af byen, da de blev indhentet af statholderens hovmester, der skarpt spurgte dem: “Hvorfor har I gengældt godt med ondt? Hvorfor har I stjålet mit (min herres) sølvbæger? Det er jo min herres mundbæger, som han bruger til at tage varsler af! Ilde har I handlet ved at gøre således!” Dette bæger ansås for at være udstyret, så det kunne afsløre enhver gift, som kom deri. På den tid vurderedes sådanne bægre meget højt, da de blev betragtet som et værn mod giftmord.PP 115.6

De rejsende svarede på hovmesterens beskyldning: “Hvor kan min herre tale således? Det være langt fra dine trælle at gøre sligt! Se, de penge, vi fandt oven i vore sække, bragte vi tilbage til dig fra Kanaans land — hvorfor skulle vi da stjæle guld eller sølv fra din herres hus! Den af dine trælle, det findes hos, skal dø, og desuden vil vi andre være din herres trælle!” Dertil svarede hovmesteren: “Vel, lad det blive, som I siger: Den, bægeret findes hos, skal være min træl, men I andre skal være sagesløse!”PP 116.1

Undersøgelsen begyndte straks. “Så skyndte de sig at løfte hver sin sæk ned på jorden og åbne den,” og hovmesteren undersøgte hver enkelt, idet han begyndte med Rubens og tog dem i rækkefølge ned til den yngstes. Bægeret blev fundet i Benjamins sæk.PP 116.2

Brødrene sønderrev deres klæder som tegn på fortvivlelse og vendte langsomt tilbage til byen. Efter deres eget løfte skulle Benjamin nu være slave. De fulgte hovmesteren til paladset, hvor statholderen stadig opholdt sig, og kastede sig ned for ham. “Hvad har I gjort!” sagde han. “Ved I ikke, at en mand som jeg forstår sig på hemmelige kunster?” Josef ønskede at få dem til åbent at erkende deres synd. Han havde aldrig påstået, at han havde overnaturlige evner, men han havde ikke noget imod, at de troede, at han kunne læse deres livs hemmeligheder.PP 116.3

Juda svarede: “Hvad skal vi svare min herre, hvad skal vi sige, og hvorledes skal vi retfærdiggøre os? Gud har fundet dine trælles brøde! Se, vi er min herres trælle, både vi andre og han, bægeret fandtes hos!”PP 116.4

Det være langt fra mig at handle således, var svaret. Den, bægeret fandtes hos, skal være min træl, men I andre kan i fred drage hjem til Eders fader.PP 116.5

I sin dybe fortvivlelse trådte Juda nu hen til herskeren og sagde: “Hør mig, min herre, lad din træl tale et ord for min herres ører og lad ikke vreden blusse op i dig mod din træl, thi du er jo som Farao!” Med rørende veltalenhed skildrede han nu sin faders sorg over tabet af Josef og hans vægring ved at lade Benjamin rejse med til Ægypten, da han var den eneste overlevende søn af Rakel, som Jakob elskede så højt. “Kommer jeg derfor hjem til din træl, min fader, uden at drengen, ved hvem han hænger med hele sin sjæl, er med, så bliver det hans død, når han ser, at drengen ikke er med, og dine trælle vil bringe din træl vor faders grå hår i dødsriget med sorg. Men din træl skal svare sin fader for drengen, og jeg har forpligtet mig til at være hans skyldner for bestandig, hvis jeg ikke bringer ham til ham; lad derfor din træl blive tilbage i drengens sted som min herres træl, men lad drengen drage hjem med sine brødre! Thi hvorledes skulle jeg kunne drage hjem til min fader, når jeg ikke har drengen med? Jeg vil ikke kunne være vidne til den ulykke, der rammer min fader!”PP 116.6

Josef var tilfreds. Han havde set frugterne af sand anger hos sine brødre. Da han hørte Judas ædle tilbud, gav han ordre til, at alle undtagen disse mænd skulle gå ud; så græd han højt og sagde: “Jeg er Josef! Lever min fader endnu?” Hans brødre stod som forstenede, stumme af frygt og overraskelse. Herskeren over Ægypten var altså deres broder Josef, som de havde misundt og ville have myrdet, og som de til sidst solgte som slave! Alt det onde, de havde gjort ham, passerede forbi deres indre blik. De huskede, hvordan de havde foragtet ham for hans drømme og gjort alt for at forhindre deres opfyldelse. Og dog havde de haft deres andel i disse drømmes opfyldelse. Nu, da de helt var i hans magt, ville han sikkert hævne den uret, de havde begået.PP 116.7

Da han så deres rådvildhed, sagde han venligt: “Kom hen til mig!” og da de kom nærmere, fortsatte han: “Jeg er Eders broder Josef, som I solgte til Ægypten; men nu skal I ikke græmme Eder eller være forknytte, fordi I solgte mig herhen, thi Gud har sendt mig forud for Eder for at opholde liv.” Han følte,at de allerede havde lidt nok for deres grusomhed mod ham og søgte nu ædelmodigt at drive deres frygt på flugt og formindske deres bitre selvbebrejdelser.PP 116.8

I to år har der nu været hungersnød i landet, og fem år endnu skal der hverken pløjes eller høstes; derfor sendte Gud mig forud for Eder, for at I kan få efterkommere på jorden, og for at mange hos Eder kan reddes og holdes i live. Og nu, ikke I, men Gud har sendt mig hid, og han har gjort mig til fader hos Farao og til herre over hele hans hus og til hersker over hele Ægypten. Skynd jer nu hjem til min fader og sig til ham: Din søn Josef lader sige: Gud har sat mig til hersker over hele Ægypten; kom uden tøven ned til mig og tag bolig i Gosens land og bo i min nærhed med dine sønner og sønnesønner, dit småkvæg og hornkvæg og alt, hvad du ejer og har; der vil jeg sørge for dit underhold — thi hungersnøden vil vare fem år endnu — for at ikke du, dit hus eller nogen, der hører dig til, skal gå til grunde! Nu ser I, også min broder Benjamin, med egne øjne, at det er mig, der taler til Eder. Så faldt han grædende sin broder Benjamin om halsen, og Benjamin græd i hans arme. Og han kyssede alle sine brødre og græd ved deres bryst; og nu kunne hans brødre tale med ham. De bekendte ydmygt deres synd og bad ham indtrængende om tilgivelse. De havde længe lidt under ængstelse og anger, og nu glædede de sig over, at han endnu var i live.PP 117.1

Nyheden om, hvad der var sket, nåede hurtigt kongen, der var ivrig efter at vise sin taknemmelighed mod Josef og derfor bekræftede statholderens indbydelse til familien med ordene: Det bedste, der er i hele Ægypten, skal være Eders! Brødrene blev sendt af sted med rigelige forråd og vogne og alt, hvad der var nødvendigt for at flytte alle deres familier og ledsagere til Ægypten. Josef gav Benjamin kostbarere gaver end nogen af de andre. Af frygt for, at der skulle opstå strid imellem dem på hjemrejsen, sagde han, da de drog af sted: Kives ikke på vejen!PP 117.2

Jakobs sønner vendte tilbage til deres fader med den gode nyhed: Josef lever endnu, og han er hersker over hele Ægypten. Først blev den gamle mand ganske overvældet. Han kunne ikke tro, hvad han hørte; men da han så den lange række vogne og de belæssede dyr, og da Benjamin var hos ham igen, blev han overbevist, og i sin store glæde udbrød han: Det er stort, min søn Josef lever endnu; jeg vil drage hen og se ham, inden jeg dør!PP 117.3

Endnu en ydmygelse stod tilbage for de ti brødre. Nu bekendte de over for deres fader det bedrag og den grusomhed, der i så mange år havde forbitret både hans og deres liv. Jakob havde ikke troet, at de kunne begå så lav en handling; men han så, at alt var blevet vendt til det gode, og han tilgav og velsignede sine fejlende børn.PP 117.4

Faderen og sønnerne var snart på vej mod Ægypten med deres familier, hjorde og talrige ledsagere. De drog af sted med glad hjerte, og da de kom til Beersjeba, bragte patriarken takofre og bønfaldt Herren om at give dem en forsikring om, at han ville drage med dem. I et syn om natten kom Guds ord til ham: Vær ikke bange for at drage ned til Ægypten, thi jeg vil gøre dig til et stort folk der; jeg vil selv drage med dig til Ægypten, og jeg vil også føre dig tilbage.PP 117.5

Forsikringen: Vær ikke bange for at drage ned til Ægypten; thi jeg vil gøre dig til et stort folk der, var af stor betydning. Abraham havde fået løfte om efterkommere så talrige som stjernerne, men hidtil var det udvalgte folk kun vokset langsomt. Og i Kanaans land var der ikke plads til, at et folk kunne udvikle sig som forudsagt. Kanaan var i stærke stammers besiddelse, og de skulle ikke fordrives førend i fjerde slægtled. Hvis Israels efterkommere skulle blive et talrigt folk der, måtte de enten drive landets indbyggere ud eller sprede sig iblandt dem. På grund af Guds beslutning kunne de ikke gøre det første, og hvis de blandede sig med kanaanæerne, stod de i fare for at blive forledt til afgudsdyrkelse.PP 117.6

Ægypten frembød derimod de bedste betingelser for, at Guds hensigt kunne opfyldes. En landsdel, der var godt afvandet og meget frugtbar, blev stillet til deres rådighed, og den bød på rige muligheder for en hurtig befolkningstilvækst. Desuden ville den modvilje, de ville møde i Ægypten på grund af deres beskæftigelse — thi enhver hyrde er ægypterne en vederstyggelighed — gøre det muligt for dem at forblive et særskilt, afsondret folk, hvorved de ville blive hindret i at tage del i Ægyptens afgudsdyrkelse.PP 117.7

Da de nåede Ægypten, rejste de direkte til Gosens land. Josef kørte dertil i sin embedsvogn, ledsaget af et fyrsteligt følge. Han glemte både sine omgivelsers pragt og sin høje stilling. Kun een tanke fyldte hans sind, og kun een længsel fik hans hjerte til at banke. Da han så de rejsende nærme sig, kunne han ikke længere styre sin kærlighed, som han i så mange år havde undertrykt. Han sprang af vognen og ilede hen for at byde sin fader velkommen. Og han omfavnede ham og græd længe i hans arme; og Israel sagde til Josef: Lad mig nu kun dø, da jeg har set dit ansigt, at du endnu lever!PP 118.1

Josef tog fem af sine brødre med sig og forestillede dem for Farao, for at de af ham skulle modtage den jord, der skulle være deres fremtidige hjem. Af taknemmelighed mod førsteministeren ville Farao have beæret dem ved at udnævne dem til embedsmænd, men Josef, der var tro mod tilbedelsen af Gud, prøvede at skåne sine brødre for de fristelser, de ville være udsat for ved et hedensk hof. Derfor rådede han dem til åbent at fortælle, hvad deres beskæftigelse var, når kongen spurgte om det. Jakobs sønner fulgte dette råd og tilføjede omhyggeligt, at de var kommet for at opholde sig i landet for en tid, ikke for at tage fast bopæl. På denne måde sikrede de sig ret til at rejse, hvis de ville. Kongen lod dem bosætte sig i “den bedste del af landet” i Gosens land.PP 118.2

Kort efter deres ankomst forestillede Josef også sin fader for kongen. Patriarken var ikke vant til at færdes i kongelige sale; men ude i den majestætiske natur havde han været i forbindelse med en mægtigere monark, og nu løftede han sine hænder og velsignede Farao i bevidstheden om sin forrang.PP 118.3

I sin første hilsen til Josef havde Jakob talt, som om han var parat til at dø umiddelbart efter denne lykkelige afslutning på de mange års ængstelse og sorg. Men han skulle få lov at leve i endnu 17 år i fredelig tilbagetrukkethed i Gosen. Disse år blev en lykkelig modsætning til dem, der gik forud. Han så beviser på sand anger hos sine sønner. Hans familie havde alle forudsætninger for at udvikle sig til et stort folk, og i tro greb han det sikre løfte, at de engang skulle komme til at bo i Kanaan. Han var selv omgivet af alle de tegn på kærlighed og gunst, som Ægyptens førsteminister kunne give ham, og lykkelig ved samværet med sin længe savnede søn gik han stille og fredeligt mod graven.PP 118.4

Da Jakob mærkede døden nærme sig, sendte han bud efter Josef. Han holdt stadig fast ved Guds løfte om Kanaans land og sagde: “Lov mig at vise mig den kærlighed og trofasthed ikke at jorde mig i Ægypten. Når jeg har lagt mig til hvile hos mine fædre, skal du føre mig fra Ægypten og jorde mig i deres grav!” Josef lovede at gøre dette, men Jakob var ikke tilfreds. Han krævede en højtidelig ed på, at han ville blive lagt ved siden af sine fædre i Makpelas hule.PP 118.5

En anden vigtig ting bør bemærkes: Josefs sønner skulle formelt optages blandt Israels børn. Da Josef for sidste gang kom for at tale med sin fader, havde han sine sønner, Efraim og Manasse, med sig. Disse unge var gennem deres moder knyttet til den højeste orden inden for det ægyptiske præsteskab, og deres faders stilling åbnede dem vejen til rigdom og udmærkelse, hvis de valgte at slutte sig til ægypterne. Men det var Josefs ønske, at de skulle forene sig med deres eget folk. Han viste sin tro på pagtens løfte, idet han på sine sønners vegne gav afkald på alle de æresbevisninger, det ægyptiske hof bød på, mod en plads blandt de foragtede hyrdestammer, som havde fået betroet Guds ord.PP 118.6

Jakob sagde: “Nu skal dine to sønner, der er født dig i Ægypten før mit komme til dig her i Ægypten, være mine, Efraim og Manasse skal være mine så godt som Ruben og Simeon.” De skulle adopteres af ham og være overhoveder for særskilte stammer. Således skulle en af de forrettigheder, der fulgte med førstefødselsretten, som Ruben havde mistet, tilfalde Josef. Han skulle få en dobbelt arvelod i Israel.PP 118.7

Jakobs øjne var svage på grund af alderen, og han havde ikke set, at de to unge var til stede; men da han nu skimtede dem, sagde han: “Hvem bringer du der?” Da han fik det at vide, tilføjede han: “bring dem hen til mig, at jeg kan velsigne dem.” Da de kom nærmere, omfavnede patriarken dem og kyssede dem, idet han højtideligt lagde hænderne på deres hoved og velsignede dem. Så udtalte han bønnen: “Den Gud, for hvis åsyn mine fædre Abraham og Isak vandrede, den Gud, der har vogtet mig fra min første færd og til nu, den engel, der har udløst mig fra alt ondt, velsigne drengene”. Der blev ikke lagt nogen selvhævdelse eller tillid til menneskelig magt og list for dagen nu. Gud havde været hans bevarer og støtte. Der lød ingen klager over fortidens onde dage. Dens prøvelser og sorger betragtedes ikke længere som noget, der var “imod” ham. Nu mindedes han kun Guds nåde og barmhjertighed, som havde fulgt ham på hele hans pilgrimsfærd.PP 118.8

Da velsignelsen var udtalt, gav Jakob sin søn denne forsikring som et troens vidnesbyrd for kommende slægter gennem mange års trældom og sorg: “Jeg skal snart dø, men Gud skal være med Eder og føre Eder bage til Eders fædres land.”PP 119.1

Til sidst samledes alle Jakobs sønner om hans dødsleje. Han kaldte dem til sig og sagde; “Kom hid og hør, Jakobs sønner lyt til Eders fader Israel!” “Så vil jeg forkynde Eder, hvad der skal hændes Eder i de sidste dage.” Ofte havde han med ængstelse tænkt på deres fremtid og prøvet at danne sig et billede af, hvorledes den ville forme sig for de forskellige stammer. Nu, da hans børn ventede på at modtage den sidste velsignelse, hvilede inspirationens ånd over ham, og hans efterkommeres fremtid blev åbenbaret for ham i profetiske syner. Navnene blev nævnt et efter et, deres karakter beskrevet, og stammens fremtid blev kort forudsagt.PP 119.2

“Ruben, du er min førstefødte,
min styrke og min mandskrafts første,
ypperste i højhed, ypperste i kraft!”PP 119.3

Således gav faderen et billede af, hvordan Rubens stilling som den førstefødte skulle have været; men hans alvorlige synd i Eder havde gjort ham uværdig til førstefødselsrettens velsignelse. Jakob fortsatte:PP 119.4

“Du skummer over som vandet,
men du mister din forret.”PP 119.5

Præsteskabet blev tildelt Levi, kongeværdigheden og løftet om Messias Juda og den dobbelte arvedel Josef. Rubens stamme fik aldrig nogen høj anseelse i Israel. Den var ikke så talrig som Judas, Josefs eller Dans stamme, og den var en af de første, der blev ført i fangenskab.PP 119.6

Simeon og Levi var henholdsvis næstældste og tredjeældst. De havde sammen forøvet grusomheden mod Sikems indbyggere, og de havde også størst skyld i, at Josef blev solgt. Om dem blev der sagt:PP 119.7

“Jeg spreder dem i Jakob,
splitter dem ad i Israel.”PP 119.8

Da Israel skulle tælles lige før indgangen i Kanaan, var Simeons stamme den mindste. I sin sidste velsignelse nævner Moses ikke Simeon. Ved bosættelsen i Kanaan fik denne stamme kun en lille del af Judas arvelod, og de familier, der senere blev mægtige, dannede kolonier og slog sig ned uden for det hellige land. Levi fik heller ingen arvelod ud over 48 byer, spredt over forskellige dele af landet. Men på grund af denne stammes troskab mod Gud, da de andre stammer faldt fra, fik den overdraget helligdomstjenesten, og forbandelsen vendtes således til en velsignelse.PP 119.9

Førstefødselsrettens store velsignelse blev overført til Juda. Betydningen af hans navn — lovprisning — åbenbares i den profetiske skildring af denne stamme:PP 119.10

“Juda, dig skal dine brødre prise,
din hånd skal gribe dine fjender i nakken,
din faders sønner skal bøje sig for dig.
En løveunge er Juda.
Fra rov stiger du op, min søn!
Han ligger og strækker sig som en løve,
ja, som en løvinde, hvo tør vække ham!
Ikke viger kongespir fra Juda,
ej herskerstav fra hans fødder,
til han, hvem den tilhører, kommer,
ham skal folkene lyde.”PP 119.11

Løven, skovens konge, er et passende symbol på denne stamme, som David tilhørte, og ligeledes Davids Søn, Silo, den sande “løve af Judas stamme,” for hvem alle magter til sidst skal bøje sig, og som alle folk skal bringe hyldest.PP 119.12

Jakob forudsagde en fremgangsrig fremtid for de fleste af sine børn. Til sidst kom han til Josefs navn, og faderens hjerte strømmede over, idet han nedkaldte velsignelser over hans hoved, som var “fyrsten blandt brødre”.PP 119.13

“Et yppigt vintræ er Josef,
et yppigt vintræ ved kilden,
ranker slynger sig over muren.
Bueskytter fejder imod ham,
strides med ham, gør angreb på ham, men hans bue er stærk,
hans hænders arme rappe;
det kommer fra Jakobs Vældige,
fra Hyrden, Israels Klippe,
fra din faders Gud — han hjælpe dig!
Og Gud den Almægtige, han velsigne dig
med himmelens velsignelser oventil
og dybets velsignelser nedentil,
med brysters og moderlivs velsignelser!
Din faders velsignelser overgår
de ældgamle bjerges velsignelser,
de evige højes herlighed.
Måtte de komme over Josefs hoved,
over issen på fyrsten blandt brødre!”PP 119.14

Jakob havde altid været en mand med en dyb og brændende kærlighed. Hans kærlighed til sønnerne var stærk og øm, og hans tale til dem på dødslejet indeholdt ingen partiskhed eller nag. Han havde tilgivet dem alle og elskede dem til det sidste. Hans faderlige ømhed ville udelukkende være kommet til udtryk i opmuntring og håb, men Guds kraft hvilede over ham, og under inspirationens indflydelse blev han tvunget til at sige sandheden, hvor smertelig den end kunne være.PP 120.1

Da Jakob havde udtalte de sidste velsignelser, gentog han sit ønske med hensyn til sin begravelse: “Nu samles jeg til mit folk; jord mig da hos mine fædre ..... i hulen på Makpelas mark, ..... hvor de jordede Abraham og hans hustru Sara, hvor de jordede Isak og hans hustru Rabekka, og hvor jeg jordede Lea.” Således blev hans sidste handling i livet at bekræfte sin tro på Guds løfte.PP 120.2

Jakobs sidste år blev en livsaften i ro og hvile efter en urolig og trættende dag. Mørke skyer havde samlet sig over hans sti, men de var borte, da hans livs sol gik ned, og himmelens stråleglans oplyste hans sidste timer. Skriften siger: “Det skal være lyst ved aftentide.” Zak. 14, 7. “Vogt på uskyld, læg vind på oprigtighed, thi fredens mand har en fremtid.” Sl. 37, 37.PP 120.3

Jakob havde syndet og lidt meget for det. Mange års hårdt arbejde, bekymring og sorg havde han haft siden den dag, da hans synd tvang ham til at flygte fra sin faders telte. Han havde været en hjemløs flygtning, adskilt fra sin moder, som han aldrig genså. Han havde arbejdet syv år for hende, som han elskede, kun for at blive groft bedraget. Han havde slidt tyve år for en begærlig og grisk slægtning. Han så sin rigdom forøges og sine sønner vokse op om sig men fandt kun lidt glæde i det urolige og splittede hjem. Han havde været bedrøvet over sin datters skam, hendes brødres hævn, Rakels død, Rubens unaturlige adfærd, Judas synd, det frygtelige bedrag og ondskaben over for Josef — en lang og mørk række onde begivenheder! Atter og atter havde han høstet frugten af sit første fejltrin. Igen og igen så han sine sønner gentage de synder, som han selv havde gjort sig skyldig i. Men hvor bitter straffen end havde været, havde den dog gjort sin virkning. Skønt tugtelsen havde været hård, havde den dog givet “en fredens frugt: retfærdighed”. Heb, 12, 11.PP 120.4

Den inspirerede beretning omtaler omhyggeligt fejlene hos de gode mænd, der nød Guds gunst; ja, deres fejl omtales mere udførligt end deres fortrin. Der er mange, der har undret sig over dette, og det har givet de vantro anledning til at spotte Bibelen. Men det er et af de stærkeste beviser på skriftens sandhed, at kendsgerningerne ikke besmykkes, og at dens hovedpersoners synder ikke skjules. Menneskesindet er så fordomsfuldt, at det ikke er muligt for menneskelige historikere at være fuldstændig upartiske. Havde Bibelen været skrevet af uinspirerede mennesker, ville de fremstående mænds karakter utvivlsomt have været fremstillet i et langt mere smigrende lys. Men i sin nuværende skikkelse giver den en korrekt fremstilling af deres erfaringer.PP 120.5

De mænd, Gud har begunstiget og betroet store ansvar, er sommetider blevet overvundet af fristelse og faldet i synd, akkurat som vi i vor tid kæmper, vakler og ofte begår fejl. Deres liv med alle dets fejl og tåbeligheder ligger åbent for os både som en opmuntring og en advarsel. Hvis de havde været fremstillet som fejlfri, ville vi med vor syndige natur måske have fortvivlet over vore egne fejl. Men når vi ser, hvorledes andre kæmpede under lignende nedslående forhold, hvorledes de bukkede under for fristelser ligesom vi og alligevel fattede mod igen og sejrede ved Guds nåde, så opmuntres vi i vor stræben efter retfærdighed. Ligesom de stadig kom på fode igen, skønt de sommetider blev slået tilbage, således kan vi også blive sejrvindere ved Jesu kraft. På den anden side kan deres levned være en advarsel for os. Den viser, at Gud på ingen måde vil lade den skyldige gå fri. Han ser synden hos dem, han elsker mest, og behandler den endnu strengere hos dem end hos andre, der har mindre lys og derfor mindre ansvar.PP 120.6

Efter Jakobs begravelse fyldtes Josefs brødres hjerte igen med frygt. Trods hans venlighed imod dem gjorde bevidstheden om synd dem mistroiske og mistænksomme. Han havde måske blot udskudt sin hævn af hensyn til deres fader, og nu ville han måske lade dem få den længe udsatte straf for deres forbrydelse. De vovede ikke selv at komme til ham, men sendte bud til ham: “Din fader pålagde os før sin død at sige til Josef: Tilgiv dog dine brødres brøde og synd, thi de har gjort ondt imod dig! Så tilgiv nu din faders Guds tjenere deres brøde.” Dette budskab fik Josef til af græde, og opmuntret heraf kom hans brødre og faldt ned for ham med ordene: “Se, vi vil være dine trælle!” Josefs kærlighed til brødrene var dyb og uegennyttig, og den tanke smertede ham, at de troede, at han nærede en hævnens ånd over for dem. “Frygt ikke” sagde han, “er jeg vel i Guds sted? I tænkte ondt mod mig, men Gud tænkte at vende det til det gode for at gøre, hvad nu er sket, og holde mange folk i live; frygt ikke, jeg vil sørge for Eder og Eders kvinder og børn!”PP 121.1

Josefs liv er et forbillede på Kristi liv. Det var misundelse, der fik brødrene til at sælge Josef som slave. De håbede derved at forhindre ham i at blive større end de. Og da han først var ført til Ægypten, smigrede de sig med, at de ikke mere ville blive plaget af hans drømme, og at de havde fjernet alle muligheder for deres opfyldelse. Men deres planer blev krydset af Gud, så netop det skete, som de havde i sinde at forhindre. På samme måde var præsterne og de ældste misundelige på Kristus og frygtede, at han ville lede folkets opmærksomhed bort fra dem. De slog ham ihjel for at hindre ham i at blive konge; men derved fremskyndede de netop dette resultat.PP 121.2

Josef blev gennem sin trældom i Ægypten en frelser for sin faders familie; men det formindskede ikke hans brødres skyld. På samme måde blev Kristus ved at blive korsfæstet af sine fjender, menneskenes forløser, den faldne menneskeheds frelser og hele verdens hersker; men hans morderes forbrydelse var lige så afskyelig, som hvis Guds hånd ikke havde ledet begivenhederne til Guds og menneskenes bedste.PP 121.3

Ligesom Josef blev solgt til hedningerne af sine egne brødre, således blev Kristus solgt til sine bitreste fjender af en af sine disciple. Josef blev falsk anklaget og kastet i fængsel på grund af sin uskyld; således blev Kristus foragtet og forkastet, fordi hans retfærdige, selvfornægtende liv var en bebrejdelse mod synden, og skønt han ikke var skyldig i nogen uret, blev han dømt efter falske vidners udsagn. Josefs tålmodighed og ydmyghed under uretfærdighed og undertrykkelse, hans villighed til at tilgive og ædle storsind over for de unaturlige brødre, er et forbillede på Frelserens holdning, da han i tavshed udholdt onde menneskers ondskab og forhånelser, og hans tilgivelse, ikke alene over for morderne, men over for alle, der kommer til ham for at bekende deres synder og bede om tilgivelse.PP 121.4

Josef levede 54 år efter faderens død. Han levede så længe, at han “så børn i tredje led af Efraim; også børn af Manasses søn Makir fødtes på Josefs knæ”. Han så sit folk gøre fremgang i antal og velstand, og gennem alle disse år troede han urokkeligt på, at Gud ville føre Israel til det forjættede land.PP 121.5

Da han blev klar over, at hans sidste tid var nær, kaldte han sine slægtninge til sig. Skønt han var blevet æret i Faraos land, var Ægypten blot et fremmed land for ham. Hans sidste handling var at understrege, at han tilhørte Israel. Hans sidste ord lød: “Gud vil se til Eder og føre Eder fra landet her til det land, han tilsvor Abraham, Isak og Jakob.” Og han lod Israels børn aflægge en højtidelig ed på, at de ville føre hans ben med sig til Kanaans land. “Josef døde 110 år gammel, og man balsamerede ham og lagde ham i kiste i Ægypten.” Under de følgende århundreders slid var denne kiste et minde om den døende Josefs ord og et vidnesbyrd om, at israelitterne kun var gæster i Ægypten, og et påbud til dem om at fæste håbet ved det forjættede land, for intet var sikrere, end at befrielsens time ville slå.PP 121.6