Johannes’ skæbne — et problem for mange

For mange mennesker er Johannes Døbers skæbne omgivet af et dybt mysterium. De spørger, hvorfor han dog skulle overlades til at vansmægte og dø i fængselet. Vort menneskelige syn kan ikke trænge igennem dette forsynets mørke mysterium. Men det kan aldrig svække vor tillid til Gud, når vi husker på, at Johannes blot fik del i Kristi lidelser. Alle, som følger Kristus, må tåle deres del. De vil sikkert blive misforstået af selviske mennesker og gjort til skydeskive for Satans heftige angreb. Det er dette selvopofrelsens princip, som hans rige prøver på at tilintetgøre, og han vil stride imod det, hvor det end viser sig.JSL 154.1

Johannes’ barndom, ungdom og manddomstid havde været kendetegnet ved fasthed og moralsk styrke. Da man i ørkenen hørte hans stemme sige: “Ban Herrens vej, gør hans stier jævne” ^{11Matt 3,3}, havde Satan frygtet for sit riges sikkerhed. Syndens syndighed blev anskueliggjort på en sådan måde, at mennesker bævede. Satans magt blev brudt over mange af dem, der havde været under hans kontrol. Han havde været utrættelig i sine bestræbelser for at lokke Døberen bort fra et liv i uforbeholden overgivelse til Gud, men det var ikke lykkedes for ham. Og det var heller ikke lykkedes for ham at besejre Jesus. Under fristelsen i ørkenen havde Satan lidt nederlag, og hans raseri voksede. Nu besluttede han at gøre Kristus sorg ved at ramme Johannes. Den, som han ikke kunne få til at synde, ville han volde smerte.JSL 154.2

Jesus greb ikke ind for at befri sin tjener. Han vidste, at Johannes ville bestå prøven. Frelseren ville med glæde være kommet til Johannes for at oplyse fængslets mørke med sit nærvær. Men han måtte ikke placere sig selv i fjenders hænder og bringe sin egen mission i fare. Han ville med glæde have udfriet sin trofaste tjener. Men for de tusinders skyld, der i årene efter måtte vandre fra fængslet til døden, var det nødvendigt, at Johannes tømte martyriets bæger. Når Jesu disciple siden skulle sygne hen i ensomme celler eller dø for sværdet, på pinebænken eller bålet, tilsyneladende svigtet af Gud og mennesker, hvilken støtte ville det så ikke være for dem at tænke på, at Johannes Døber, hvis troskab Kristus selv havde bevidnet, havde måttet gennemgå noget tilsvarende.JSL 154.3

Satan fik lov til at afkorte Guds sendebuds jordiske liv; men det liv, som “er skjult med Kristus i Gud,” ^{12Kol 3,3} kunne ødelæggeren ikke nå. Han frydede sig over, at han havde voldt Kristus sorg, men det var ikke lykkedes ham at besejre Johannes. Døden selv anbragte ham for stedse uden for fristerens magt. Ved denne krigsførelse afslørede Satan sin egen karakter. Med universet som vidne manifesterede han sit fjendskab mod Gud og mennesker.JSL 155.1

Skønt der ikke blev skænket Johannes nogen mirakuløs befrielse, var han dog ikke forladt. Han var altid omgivet af himmelske engle, der åbenbarede profetierne om Kristus og Skriftens dyrebare forjættelser for ham. De var hans støtte, ligesom de skulle blive Guds folks støtte i de kommende tider. Til Johannes Døber såvel som til dem, der kom efter ham, blev der givet denne forsikring: “Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” ^{13Matt 28,20}JSL 155.2

Gud leder aldrig sine børn anderledes, end de ville vælge at blive ledt, hvis de fra begyndelsen kunne se afslutningen og skimte herligheden i det formål, de fuldfører som hans medarbejdere. Hverken Enok, der blev optaget til Himmelen, eller Elias, der steg op i en ildvogn, blev der vist større ære end Johannes Døber, der omkom alene i fangehullet. “For I har for Kristi skyld fået skænket den nåde ikke blot at tro på ham, men også at lide for hans skyld.” ^{14Fil 1,29} Og af alle de gaver, som Himmelen kan skænke mennesker, er fællesskabet med Kristus i hans lidelser den allerstørste tillid og den højeste ære.JSL 155.3