I synagogen i Nazaret

Når en rabbiner var til stede i synagogen, forventedes han at holde prædiken, og enhver israelit havde lov til at foretage oplæsningen af profeterne. På denne sabbatsdag bad man Jesus om at tage del i gudstjenesten. Så “han rejste sig for at læse op. Man rakte ham profeten Esajas’ bog.” Det skriftord, han læste, anså man for at vise hen til Messias:JSL 160.4

“Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren.”JSL 160.5

“Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren og satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham … Alle gav de ham deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund.”JSL 160.6

Jesus stod foran folket som en levende fortolker af profetierne om ham selv. Idet han udlagde de ord, han havde læst, talte han om Messias som de undertryktes befrier, den, der satte fanger i frihed, helbredte de syge, gav de blinde deres syn igen og åbenbarede sandhedens lys for verden. Hans betagende fremstillingsevne og hans ords vidunderlige betydning begejstrede tilhørerne med en kraft, som de aldrig før havde følt. Bølgen af guddommelig påvirkning nedbrød enhver skranke. Ligesom Moses skuede de den Usynlige. Da deres hjerter blev påvirket af Helligånden, svarede de med et inderligt amen og priste Herren.JSL 160.7

Men da Jesus forkyndte: “I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse,” kom de pludselig til igen at tænke på sig selv og på, hvem han var, som havde talt til dem. De, israelitter, Abrahams børn, var blevet fremstillet, som om de var i trældom. De var blevet talt til som fanger, der skulle udfries fra det ondes magt, — som om de var i mørke og trængte til sandhedens lys. Deres stolthed var blevet krænket og deres frygt vakt. Jesu ord tilkendegav, at hans gerning for dem skulle blive helt anderledes, end de ønskede det. Deres gerninger ville måske blive undersøgt alt for nøje. Til trods for deres nøjagtighed, når det gjaldt ydre ceremonier, veg de tilbage for at lade sig undersøge af dette klare, ransagende blik.JSL 161.1

Hvem er denne Jesus? spurgte de. Han, som gjorde fordring på Messias’ herlighed, var søn af en tømrer og havde arbejdet i sit fag sammen med sin far, Josef. De havde set ham knokle op og ned ad bjergene, de kendte hans brødre og søstre og vidste alt om hans liv og hans arbejdsindsats. De havde set ham udvikle sig fra barn til ung og fra ung til voksen. Skønt hans liv havde været uden en plet, ville de ikke tro på, at han skulle være den Forjættede.JSL 161.2

Hvilken modsætning var der ikke mellem hans lære om det kommende rige og det, som de havde hørt fra deres ældste! Jesus havde ikke sagt noget om at udfri dem fra romerne. De havde hørt om hans undergerninger og havde håbet på, at han ville udøve sin magt til deres fordel, men de havde ikke set noget tegn på, at han havde sådanne hensigter.JSL 161.3

Da de gav tvivlen indpas, blev deres hjerter endnu mere forhærdede, fordi de et kort øjeblik havde været blødgjort. Satan var fast besluttet på, at der ikke skulle åbnes blinde øjne den dag, ligesom ingen trælbundne skulle sættes fri. Han arbejdede intenst på at fastholde dem i deres vantro. De tog ingen notits af det tegn, de allerede havde fået, da de var blevet opflammet af overbevisningen om, at det var deres Frelser, der talte til dem.JSL 161.4

Men nu gav Jesus dem et bevis på sin guddommelighed ved at afdække deres hemmelige tanker. Han sagde til dem: “I vil sikkert bruge denne talemåde mod mig: Læge, læg dig selv! og sige: Vi har hørt om alt det, der er sket i Kapernaum; gør det samme her i din hjemby!” Men han sagde: “Sandelig siger jeg jer: Ingen profet er anerkendt i sin hjemby. Og jeg siger jer, som sandt er: Der var mange enker i Israel på Elias’ tid, dengang himlen var lukket i tre år og seks måneder, så der blev stor hungersnød i hele landet; og Elias blev ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Sarepta i Sidons land. Og der var mange spedalske i Israel på profeten Elisas tid; og ingen af dem blev renset, men det blev syreren Na'aman.”JSL 161.5

Gennem denne beretning om begivenheder i profeternes liv imødegik Jesus sine tilhøreres spørgsmål. De tjenere, som Gud havde udvalgt til en særlig gerning, fik ikke lov til at virke for et hårdhjertet og vantro folk. Men de, som havde hjerte til at føle og evne til at tro, blev gennem profeterne særligt begunstigede med beviser på hans magt. I Elias’ dage var Israel veget bort fra Gud. De holdt fast ved deres synder og forkastede Åndens advarsler gennem Herrens sendebud. Således afskar de sig selv fra den kanal, gennem hvilken Guds velsignelse kunne komme til dem. Herren forbigik de israelitiske hjem og fandt et tilflugtssted til sin tjener i et hedensk land hos en kvinde, som ikke tilhørte det udvalgte folk. Men denne kvinde blev foretrukket, fordi hun havde fulgt det lys, hun havde modtaget, og hendes hjerte var åbent for det større lys, som Gud sendte hende gennem sin profet.JSL 162.1

Af samme grund blev de spedalske i Israel forbigået på Elisas tid. Men Na' aman, en hedensk adelsmand, havde været tro mod sin overbevisning om det rigtige og havde mærket sit store behov for hjælp. Han var i stand til at modtage Guds nådes gaver. Han blev ikke blot renset for sin spedalskhed, men han blev velsignet med viden om den sande Gud.JSL 162.2

Vor stilling over for Gud afhænger ikke af, hvor meget lys vi har modtaget, men af, hvordan vi gør brug af det, vi har. Således er selv hedningerne, der vælger det rigtige, så vidt som de kan skelne det, mere gunstigt stillede end de, der har fået meget lys og hævder at tjene Gud, men som ignorerer lyset, og i deres daglige liv modsiger deres bekendelse.JSL 162.3

Jesu ord til hans tilhørere i synagogen ramte i hjertet af deres selvretfærdighed, og fik dem til at erkende den bitre sandhed om, at de havde forladt Gud og havde forspildt deres krav på at være hans folk. Hvert ord skar som en kniv, da de så realiteterne i øjnene. Nu foragtede de den tro, som Jesus fra starten havde indgydt dem. De ville ikke indrømme, at han, som kom fra fattigdom og beskedne kår, var andet end et almindeligt menneske.JSL 162.4

Deres vantro avlede ondskabsfuldhed. Satan havde dem i sin magt, og i deres vrede råbte de ad Frelseren. De havde vendt sig fra ham, hvis mission det var at helbrede og genoprette. Nu åbenbarede de ødelæggerens egenskaber.JSL 162.5