“Hvis du vil, kan du gøre mig ren”
I den del af landet, hvor Kristus virkede, var der mange, der led af denne sygdom, og rygterne om hans gerning nåede til dem og vakte en gnist af håb. Men siden profeten Elisas tid havde man ikke kendt til helbredelse af mennesker med denne sygdom. De turde ikke håbe på, at Jesus ville gøre for dem, hvad han aldrig havde gjort for nogen anden. Der var imidlertid én, i hvis hjerte troen begyndte at spire. Blot vidste denne mand ikke, hvordan han skulle komme i forbindelse med Jesus. Afskåret som han var fra forbindelse med sine medmennesker, hvordan skulle han kunne fremstille sig for lægen? Og han tvivlede også på, at Jesus ville helbrede sådan en som ham. Ville han nedlade sig til at lægge mærke til én, som blev anset for at være ramt af Guds dom? Ville han ikke ligesom farisæerne og endog lægerne forbande ham og advare ham mod at prøve at flygte fra menneskets forbandelse. Han tænkte på alt, hvad der var blevet fortalt ham om Jesus. Ikke en eneste, der havde søgt hans hjælp, var blevet vist bort. Den ulykkelige mand besluttede at finde Frelseren. Skønt han var lukket ude fra byerne, kunne det jo tænkes, at han kunne krydse Jesu vej på en sidevej langs med bjergvejene, eller finde ham når han underviste folk uden for byerne. Vanskelighederne var store, men dette var hans eneste håb.JSL 179.3
Den spedalske bliver ledt til Frelseren. Jesus taler ved søens bred, og folket er forsamlet om ham. Stående langt borte opfatter den spedalske nogle få af Frelserens ord. Han ser ham lægge sine hænder på de syge. Han ser de halte, de blinde, de lamme og de, der var dødssyge af forskellige sygdomme, rejse sig op og være raske, mens de takkede Gud for deres helbredelse. Hans tro bliver stærkere. Han nærmer sig mere og mere den forsamlede mængde. Glemt er de forsigtighedsregler, som er ham påbudt, folkets sikkerhed og den frygt, hvormed alle mennesker ser på ham. Han tænker kun på det velsignede håb om helbredelse.JSL 180.1
Han er et afskyeligt syn. Sygdommen har gjort grufulde indhug i ham, og hans angrebne krop er frygtelig at se på. Ved synet af ham viger folket tilbage i rædsel. De er ved at falde over hinanden i deres iver efter at undgå kontakt med ham. Nogle prøver at forhindre ham i at nærme sig Jesus, men forgæves. Han hverken ser eller hører dem. Deres udtryk for væmmelse preller af på ham. Han ser kun Guds Søn. Han hører kun den stemme, der taler om liv til de døende. Han maser sig frem til Jesus, kaster sig ned for hans fødder, mens han råber: “Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren.”JSL 180.2
Jesus svarede: “Jeg vil, bliv ren!” og lagde sin hånd på ham.JSL 180.3
Øjeblikkelig skete der en forvandling med den spedalske. Hans kød blev sundt, nerverne følsomme, musklerne faste. Den grove, skællede overflade, der kendetegner spedalskheden, forsvandt og blev blød og normal igen.JSL 180.4
Jesus befalede manden ikke at sige til nogen, hvad der var sket med ham, men straks at gå hen og fremstille sig med en offergave i templet. En sådan offergave kunne ikke blive modtaget, før præsterne havde foretaget en undersøgelse og erklæret manden helt fri for sygdommen. Hvor uvillige de end var til at udføre denne tjeneste, kunne de ikke slippe for at foretage en undersøgelse og afgøre sagen.JSL 180.5
Skriftens ord viser, hvor indtrængende Kristus pålagde manden nødvendigheden af at tie og handle hurtigt. “Jesus talte strengt til ham og sendte ham straks væk, idet han sagde til ham: ‘Se til, at du ikke siger det til nogen; men gå hen og bliv undersøgt af præsten og bring de ofre for din renselse, som Moses har fastsat, som et vidnesbyrd for dem.’” Hvis præsterne havde kendt omstændighederne ved den spedalskes helbredelse, ville deres had til Kristus have fået dem til at afsige en uærlig dom. Jesus ønskede, at manden skulle fremstille sig i templet, før noget rygte om underet havde nået dem. På den måde var der sikkerhed for en upartisk afgørelse, og den helbredte spedalske ville igen få lov til at forenes med sin familie og sine venner.JSL 180.6
Der var også andre ting, som Kristus forudså, da han pålagde manden tavshed. Frelseren vidste, at hans fjender bestandigt søgte at begrænse hans gerning og vende folket fra ham. Han vidste, at hvis helbredelsen af den spedalske rygtedes viden om, ville andre, som led af denne forfærdelige sygdom, stimle sammen om ham, og der ville blive råbt op om, at folket ville blive smittet ved at være i nærheden af dem. Mange af de spedalske ville ikke benytte helbredelsens gave til velsignelse for sig selv eller for andre, og ved at drage de spedalske til sig ville han give anledning til anklage om, at han brød rituallovens strenge bestemmelser. Således ville hans gerning med at prædike ordet blive hindret.JSL 181.1
Hvad der skete viste, at Kristi advarsel var velbegrundet. En mængde mennesker havde været vidne til den spedalskes helbredelse, og de var spændt på at høre præsternes afgørelse. Da manden vendte tilbage til sine venner, var der stor begejstring. På trods af Jesu advarsel havde manden ikke gjort sig videre anstrengelser for at skjule, hvordan han var blevet helbredt. Det ville i virkeligheden også have været umuligt at skjule det, men den spedalske bekendtgjorde det vidt og bredt. Han troede, at Jesus af lutter beskedenhed havde pålagt ham tavshed, og derfor gik han omkring og fortalte om den store læges kraft. Han forstod ikke, at enhver sådan tilkendegivelse gjorde præsterne og de ældste fastere besluttet på at tilintetgøre Jesus. Den helbredte mand følte, hvor dyrebar sundheden var. Han frydede sig over sin livskraft og over genforeningen med sin familie og sin vennekreds og følte, det var umuligt ikke at give æren til den læge, der havde helbredt ham. Men den kendsgerning, at han fortalte om det overalt, bevirkede, at Frelserens gerning blev hindret. Den fik folk til at flokkes om ham i så store skarer, at han for en tid blev tvunget til at standse sit arbejde.JSL 181.2
Enhver handling under Kristi gerning havde vidtrækkende følger. Den indbefattede mere, end der viste sig ved selve handlingen. Således også i tilfældet med den spedalske. Mens Jesus hjalp alle, der kom til ham, længtes han inderligt efter at blive til velsignelse for dem, der ikke kom. Mens han tiltrak toldere, hedninger og samaritanere, længtes han efter at nå præsterne og lærerne, der var omgærdet af fordomme og overleveringer. Han lod intet middel uforsøgt for at prøve at nå dem. Ved at sende den helbredte spedalske til præsterne gav han dem et vidnesbyrd beregnet på at afvæbne deres fordomme.JSL 181.3
Farisæerne havde hævdet at Kristi lære var i modstrid med loven, som Gud havde givet Moses; men hans påbud til den rensede spedalske om at give offergave i overensstemmelse med loven modbeviste denne anklage. Det var tilstrækkeligt bevis for alle, der var villige til at lade sig overbevise.JSL 181.4
Lederne i Jerusalem havde udsendt spioner for at finde et påskud til at få Jesus dømt til døden. Han svarede med at give dem et bevis på sin kærlighed til menneskeheden, sin respekt for loven og sin magt til at udfri fra synd og død. Således vidnede han om dem: “De gengælder mig godt med ondt, kærlighed med had.” Han, som på bjerget gav dette bud: “Elsk jeres fjender,” gav selv eksemplet herpå ved ikke at gengælde “ondt med ondt eller skældsord med skældsord, men tværtimod med velsignelse” .JSL 182.1
De samme præster, som fordømte den spedalske til forvisning, bekræftede hans helbredelse. Denne dom, som blev offentligt bekendtgjort og registreret, var et stadigt vidnesbyrd for Kristus. Og da den helbredte mand var genoptaget i Israels menighed efter præsternes egen forsikring om, at der ikke var den ringeste smule af sygdommen tilbage, var han selv et levende vidne om sin velgører. Med fryd frembar han sin offergave og lovpriste Jesu navn. Præsterne var overbeviste om Frelserens guddommelige magt. Der blev givet dem mulighed for at kende sandheden og nyde godt af lyset. Forkastede de den, ville den forsvinde og aldrig komme igen. Lyset blev forkastet af mange, men alligevel blev det ikke givet forgæves. Manges hjerter blev bevægede, skønt de for en tid ikke viste tegn på det. Mens Frelseren levede, syntes hans gerning kun at vinde ringe genklang af kærlighed hos præsterne og lærerne, men efter hans himmelfart var der “en stor gruppe præster”, som “blev lydige mod troen” .JSL 182.2