Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents
Jesu liv - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Den “uhelbredelige” blev rask

    Gennem helbredelsen af den lamme i Kapernaum lærte Kristus os igen den samme sandhed. Det var for at manifestere sin magt til at tilgive synder, at miraklet blev gjort. Og helbredelsen af den lamme illustrerer også andre dyrebare sandheder. Den er fuld af håb og opmuntring, men i relation til farisæernes smålige kritik rummer den også en advarsel.JSL 183.1

    Lige som den spedalske havde denne lamme mand mistet alt håb om helbredelse. Hans sygdom var en følge af et liv i synd, og hans lidelser blev forbitrede af samvittighedsnag. Han havde for længe siden henvendt sig til farisæerne og de lovkyndige i håbet om lindring af sine psykiske lidelser og fysiske smerter; men de havde blot koldt erklæret ham for uhelbredelig og overladt ham til Guds vrede. Farisæerne anså sygdom for at være vidnesbyrd om Guds mishag, og de tog afstand fra syge og trængende. Og dog var disse mennesker, som roste sig af at være hellige, ofte mere skyldige end de lidende, som de fordømte.JSL 183.2

    Den lamme mand var fuldstændigt hjælpeløs, og da han ikke havde udsigt til hjælp fra nogen side, var han sunket hen i fortvivlelse. Så hørte han om Jesu vidunderlige gerninger. Han fik at vide, at andre, som var lige så syndige og hjælpeløse som han, var blevet helbredt; selv spedalske var blevet renset. Og de venner, der fortalte dette, opmuntrede ham til at tro, at også han kunne blive helbredt, hvis han kunne blive båret til Jesus. Men hans håb sank, da han huskede på, hvordan han havde pådraget sig denne sygdom. Han frygtede, at denne rene læge ikke ville tåle ham i sin nærhed.JSL 183.3

    Alligevel higede han ikke så meget efter legemlig helbredelse, som efter lettelse for syndens byrde. Hvis han kunne møde Jesus og få vished for tilgivelse og fred med Himmelen, så ville han være tilfreds med at leve eller dø, alt efter Guds ønske. Den døende mands nødråb var: Kunne jeg dog blot komme hen til ham! Der var ingen tid at spilde — hans udtærede legeme viste allerede tegn på opløsning. Han bønfaldt sine venner om at bære ham på hans leje til Jesus, og de påtog sig det med glæde. Men så tæt var vrimmelen, der havde samlet sig inde i og omkring det hus, hvor Frelseren var, at det var umuligt for den syge og hans venner at nå hen til ham eller blot komme inden for hørevidde.JSL 183.4

    Jesus underviste folket i Peters hus. Som de plejede, sad disciplene tæt omkring ham, og der sad “nogle farisæere og lovlærere, som var kommet fra alle landsbyerne i Galilæa og Judæa og fra Jerusalem”. De var kommet som spioner for at søge anledning til at anklage Jesus. Uden om disse embedsmænd trængtes den blandede skare, de ivrige, de ærbødige, de nysgerrige og de vantro. Forskellige nationaliteter og alle samfundsklasser var repræsenteret her. “Og han havde kraft fra Herren, så han kunne helbrede.” Livets Ånd hvilede over forsamlingen, men farisæerne og de lovlærde opfattede ikke dens tilstedeværelse. De havde ingen følelse af at mangle noget, og lægedommen gjaldt ikke dem. “Sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort.” 9Luk 1,53JSL 184.1

    Atter og atter forsøgte de, som bar den lamme, at bane sig vej gennem trængselen, men forgæves. Den syge så sig om i usigelig ængstelse. Når den længselsfuldt ventede hjælp var så nær, hvordan kunne han så opgive håbet? Efter hans eget forslag bar vennerne ham op på husets tag, og efter at have brudt et hul i taget firede de ham ned for fødderne af Jesus. Talen forstummede. Frelseren betragtede det sorgfulde ansigtsudtryk og så det bønfaldende blik, der var rettet imod ham. Han forstod sammenhængen; han havde trukket denne forvildede og tvivlende ånd til sig. Mens den lamme endnu befandt sig i sit hjem, havde Frelseren overbevist hans samvittighed. Da han angrede sine synder og troede på Jesu magt til at gøre ham rask, havde Frelserens livgivende nåde første gang velsignet hans længselsfulde hjerte. Jesus havde set det første glimt af tro vokse til en overbevisning om, at han var den eneste der kunne hjælpe synderen, og han havde set den vokse sig stærkere ved hver bestræbelse for at komme ham nær.JSL 184.2

    Nu sagde Frelseren med ord, der for den syges øren lød som musik: “Søn, dine synder tilgives dig.”JSL 184.3

    Fortvivlelsens byrde falder fra den syge mands sind; tilgivelsens fred hviler over hans ånd og stråler fra hans ansigt. Hans legemlige smerter er borte, og hele hans væsen er forandret. Den hjælpeløse lamme er helbredt! Den skyldige synder er tilgivet!JSL 184.4

    I enfoldig tro modtog han Jesu ord som et nyt livs velsignelse. Han fremkom ikke med nogen yderligere bøn, men blev liggende i salig tavshed, for lykkelig til at kunne tale. Det himmelske lys strålede fra hans ansigt, og folket så til med ærefrygt.JSL 184.5

    Rabbinerne havde spændt ventet på at se, hvordan Kristus ville gribe denne sag an. De huskede godt, at manden havde henvendt sig til dem for at få hjælp, og at de hverken havde givet ham håb eller vist ham medlidenhed. Og ikke nok med dette: De havde erklæret, at han var under Guds forbandelse på grund af sine synder. Dette stod tydeligt i deres erindring, da de så den syge foran sig. De lagde mærke til den interesse, hvormed alle fulgte begivenhederne, og de blev frygteligt bange for at miste deres indflydelse over folket.JSL 184.6

    Disse embedsmænd udvekslede ingen ord med hinanden, men ved at se på hinanden, læste de den samme tanke hos dem alle: At noget måtte gøres for at standse følelsernes tidevand. Jesus havde erklæret, at den lammes synder var tilgivet! Farisæerne slog ned på disse ord som en gudsbespottelse og fandt på, at de kunne udlægge dette som en synd, der burde straffes med døden. De sagde ved sig selv: “Han spotter Gud. Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?”JSL 185.1

    Idet han så på dem med et blik, der fik dem til at dukke sig og vige tilbage, sagde Jesus: “Hvorfor tænker I ondt i jeres hjerte? Hvad er det letteste, at sige: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig og gå? Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed på jorden til at tilgive synder” — da siger han til den lamme: “Rejs dig, tag din seng og gå hjem!”JSL 185.2

    Han, som var blevet bragt til Jesus på en båre, rejser sig nu op med ungdommens spændstighed og styrke. Det livgivende blod springer gennem hans årer. Hvert eneste organ i hans krop bliver pludselig fyldt med liv. En sund kulør vinder over den dødelige bleghed. “Og han rejste sig, tog straks båren og forlod stedet for øjnene af dem alle sammen, for de blev helt ude af sig selv og priste Gud og sagde: ‘Aldrig har vi set noget lignende!’”JSL 185.3

    Hvilken vidunderlig kærlighed fra Kristus, ikke at føle sig hævet over at helbrede syndige og plagede! Guddommeligheden sørger over og lindrer den lidende menneskeheds dårligdomme! Hvilken forunderlig kraft der på denne måde bliver åbenbaret for menneskenes børn! Hvem kan tvivle på budskabet om frelse? Hvem kan lade hånt om barmhjertigheden fra en medfølende Frelser?JSL 185.4

    Der krævedes intet mindre end skabende kraft for at genoprette sundheden i denne forfaldne krop. Den samme stemme, som gav liv til mennesket, der var skabt af jordens støv, havde givet liv til den dødssyge, lamme mand. Og den samme kraft, som gav liv til hans legeme, havde forvandlet hans hjerte. Han, som ved skabelsen “talte, og det skete,” som “befalede, og det stod der” 10Sl 33,9, havde talt liv i mennesket, der var død i overtrædelser og synder. Helbredelsen af legemet var et vidnesbyrd om den kraft, der havde forvandlet hans hjerte. Kristus bad den lamme rejse sig og gå, “for at I kan vide,” sagde han, “at Menneskesønnen har myndighed på jorden til at tilgive synder”.JSL 185.5

    Den lamme fik ved Kristus helbredelse for både sjæl og legeme. Den åndelige helbredelse blev efterfulgt af fysisk helbredelse. Det, der kan læres heraf, bør ikke overses. Der er i dag tusinder, som plages af legemlig sygdom, og som ligesom den lamme længes efter budskabet: “Dine synder tilgives dig!” Syndens byrde med dens uro og uopfyldte ønsker er grundlaget for deres sygdomme. De kan ikke finde lindring, før de kommer til åndens læge. Den fred, som kun han kan give, ville bringe styrke til sindet og sundhed til legemet.JSL 185.6

    Jesus kom for at “tilintetgøre Djævelens gerninger.” 111 Joh 3,8 “I ham var liv,” 12 oh 1,4 og han siger: “Jeg er kommet, for at de skal have liv og have i overflod.” 13Joh 10,10 Han er “en ånd, der gør levende.” 141 Kor 15,45 Og han har stadig den samme livgivende kraft, som da han her på jorden helbredte den syge og gav tilgivelse til synderen. “Han tilgiver al din skyld,” han “helbreder alle dine sygdomme” 15 Sl 103,3.JSL 185.7

    På folket virkede helbredelsen af den lamme, som om Himmelen havde åbnet sig og åbenbaret den bedre verdens herlighed. Da den helbredte mand gik bort gennem skaren, mens han priste Gud for hvert skridt, han tog, og bar sin byrde så let, som vejede den ikke mere end en fjer, trådte folk til side for at give plads for ham og stirrede på ham med ansigter fulde af ærefrygt, mens de hviskede til hinanden: “I dag har vi set det utrolige!”JSL 186.1

    Farisæerne var målløse af forundring og overvældede af nederlaget. De indså, at der her ikke var nogen mulighed for at ophidse folket med deres skinsyge. Det mirakel, der var sket med manden, som de havde overgivet til Guds vrede, havde gjort så dybt et indtryk på alle, at rabbinerne for en tid var glemt. De så, at Kristus ejede en kraft, som de havde tilskrevet Gud alene; Hans væsens milde værdighed stod i markant kontrast til deres egen hovmodige optræden. De var forvirrede og flove og erkendte, skønt de ikke indrømmede det, at de havde mødt en, som var dem overlegen. Jo stærkere beviser de fik for, at Jesus her på jorden havde magt til at forlade synder, jo stærkere forskansede de sig i deres vantro. De gik bort fra Peters hjem, hvor de havde set den lamme blive helbredt ved Jesu ord, for at opfinde nye planer til at bringe Guds Søn til tavshed.JSL 186.2

    Uanset hvor ondartede og rodfæstede fysiske lidelser var, blev de helbredt af Kristi kraft, men sjælens lidelser havde et fastere greb om dem, der lukkede øjnene for lyset. Spedalskhed og lammelse var ikke så forfærdelige som hykleri og vantro.JSL 186.3

    Da den helbredte lamme vendte tilbage til sin familie og med lethed bar det leje, på hvilket han langsomt var båret fra dem for kort tid siden, blev der stor glæde i hans hjem. Alle flokkedes om ham med glædestårer og vovede knap at tro deres egne øjne. Nu stod han sund og rask foran dem. De før så livløse arme adlød nu hurtigt hans vilje. Huden, der havde været indskrumpet og gusten, var nu frisk og rødmosset. Han gik med faste, ubesværede skridt. Glæde og håb var at læse i alle hans ansigtstræk, og et udtryk af renhed og fred havde erstattet mærkerne af synd og lidelse. Der steg glad.taksigelse op fra dette hjem, og Gud blev herliggjort ved sin Søn, der havde givet de håbløse håbet og de hårdt ramte kraften tilbage. Denne mand og hans familie var rede til at ofre livet for Jesus. Ingen tvivl formørkede deres tro, ingen vantro ødelagde deres troskab mod ham, der havde bragt lys ind i deres mørke hjem.JSL 186.4

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents