Jordens salt og verdens lys

“I er jordens salt,” sagde Jesus. Lad være med at trække jer tilbage fra verden for at undgå forfølgelse. I skal forblive sammen med andre mennesker, således at fornemmelsen af den guddommelige kærlighed kan være som salt til at bevare verden fra fordærvelse.JSL 214.4

Hjerter, som reagerer på Helligåndens påvirkning, er de kanaler, Guds velsignelser strømmer igennem. Hvis de, som tjener Gud, blev fjernet fra jorden, og hans Ånd blev taget bort fra menneskeslægten, så ville denne verden være overladt til trøstesløshed og tilintetgørelse, resultatet af Satans herredømme. Skønt de gudløse ikke ved det, skyldes endog velsignelserne i dette liv, at Guds folk, som de ringeagter og underkuer, er til stede i denne verden. Men hvis de kristne kun er kristne af navn, så ligner de krydderiet, som har mistet sin smag. De har ingen indflydelse på det gode i verden. Ved deres urigtige fremstilling af Gud er de værre end ikke troende.JSL 214.5

“I er verdens lys.” Jøderne troede, de kunne begrænse frelsens velsignelser til deres eget folk; men Kristus viste dem, at frelsen er som solskinnet.JSL 214.6

Det tilhører hele verden. Bibelens gudsdyrkelse skal ikke begrænses af en bogs omslag, eller af kirkens mure. Den skal ikke tages frem lejlighedsvis til gavn for os selv og derpå omhyggeligt lægges til side igen. Den skal helliggøre dagligdagen og manifestere sig i enhver forretningstransaktion og i alle vore sociale relationer.JSL 215.1

Sand karakter skabes ikke udefra, lige til at tage på; den stråler frem indefra. Hvis vi ønsker at vejlede andre på retfærdighedens vej, så må retfærdighedens principper være til stede i vort eget hjerte. Det kan godt være, vor bekendelse af tro teoretisk udtrykker religion, men det vor fromhed i praksis, som åbenbarer sandhedens ord. Livet i overensstemmelse hermed, den åndfulde samtale, usvigelig retskaffenhed, den aktive, godgørende ånd, det gode eksempel, disse er medierne, gennem hvilke lyset bringes til jorden.JSL 215.2

Jesus havde ikke opholdt sig ved lovens enkeltheder, men han overlod det ikke til sine tilhørere at drage den slutning, at han var kommet for at tilsidesætte dens krav. Han vidste, at spioner stod parat til at gribe hvert ord, der kunne omfortolkes til at tjene deres formål. Han kendte de fordomme, der fandtes hos mange af hans tilhørere, og han sagde intet, som kunne rokke deres tro på den religion og de forordninger, der var overgivet dem af Moses. Det var Kristus selv, som havde givet både moralloven og ceremoniloven. Han var ikke kommet for at nedbryde tilliden til sine egne instrukser. Det var på grund af hans store ærbødighed for loven og profeterne, at han søgte at bryde igennem den mur af overleverede krav, som omgærdede jøderne. Samtidig med at han tilsidesatte deres falske fortolkninger af loven, advarede han omhyggeligt sine disciple mod at opgive de vitale sandheder, som var blevet betroet jøderne.JSL 215.3