“Ti stille, hold inde!”

Pludselig gennembrydes mørket af et lynglimt, og de ser Jesus ligge og sove uden at lade sig forstyrre af larmen. Forundrede og fortvivlede råber de:JSL 238.4

“Mester, er du ligeglad med, at vi går under?” Hvor kan han dog hvile så trygt, mens de er i fare og kæmper mod døden?JSL 238.5

Deres råb vækker Jesus. Skæret fra lynene oplyser ham, og de ser en himmelsk fred over hans ansigt. De læser i hans blik både selvforglemmelse og den inderligste kærlighed, og af hele deres hjerte råber de til ham: “Herre, frels os! Vi går under!”JSL 238.6

Aldrig har noget menneske upåagtet råbt sådan. Idet disciplene griber årerne for at gøre en sidste anstrengelse, rejser Jesus sig op. Han står midt iblandt disciplene, mens stormen raser, bølgerne slår ind over dem, og lynene oplyser hans ansigt. Han løfter sin hånd, som han så ofte har brugt til barmhjertighedsgerninger, og siger til de vrede bølger: “Ti stille, hold inde!”JSL 238.7

Stormen stilner af. Bølgerne falder til ro. Skyerne ruller bort, og stjernerne kommer frem. Båden ligger på en rolig sø. Så spørger Jesus bedrøvet, idet han vender sig til disciplene: “Hvorfor er I bange? Har I endnu ikke tro?”JSL 238.8

Der blev tavshed blandt disciplene. Selv Peter forsøgte ikke at give udtryk for den ærefrygt, som fyldte ham. De både, der var sat ud for at ledsage Jesus, havde været i samme fare som disciplenes. De ombordværende havde været grebet af rædsel og fortvivlelse; men Jesu befaling bragte ro i al forvirringen. Stormens hærgen havde ført bådene tæt op ad hinanden, og alle ombordværende så miraklet. Mændene hviskede til hinanden: “Hvem er dog han, siden både storm og sø adlyder ham?”JSL 238.9