De besatte fra gravhulerne

Tidligt om morgenen nåede Frelseren og hans ledsagere ind til bredden, og strålerne fra den opgående sol lagde sig over sø og land som med fredens velsignelse. Men ikke så snart var de trådt ind på bredden, før deres øjne mødte et syn, der var mere frygteligt end stormens rasen. Fra et skjulested mellem gravene kom to vanvittige mænd styrtende mod dem, som ville de flå dem i stykker. På disse mænd hang der stumper af lænker, som de havde revet itu, da de undslap derfra, hvor de var blevet holdt indespærret. Deres hud var forrevet og blødte, hvor de havde såret sig med skarpe sten. Deres øjne stirrede ud fra deres lange, filtrede hår, enhver menneskelig lighed syntes at være udslettet af de dæmoner, som havde besat dem, og de lignede mere vilde dyr end mennesker.JSL 240.1

Disciplene og deres ledsagere flygtede i rædsel, men snart bemærkede de, at Jesus ikke var med dem, og de vendte sig om for at se efter ham. Han stod, hvor de havde forladt ham. Han, som havde standset stormen, og som tidligere havde mødt Satan og overvundet ham, flygtede ikke for disse dæmoner. Da mændene tænderskærende og med fråde om munden nærmede sig ham, løftede Jesus den hånd, som havde vinket bølgerne til ro, og mændene kunne ikke komme nærmere. Rasende, men magtesløse stod de foran ham.JSL 240.2

Han bød med myndighed de urene ånder fare ud af dem. Hans ord trængte ind i de ulykkelige menneskers formørkede sind. De fik en uklar følelse af, at én var nær, som kunne frelse dem fra de plagsomme dæmoner. De kastede sig ned for Frelserens fødder for at tilbede ham; men da de åbnede munden for at bønfalde ham om barmhjertighed, talte dæmonerne gennem dem og skreg voldsomt: “Hvad har jeg med dig at gøre Jesus, du Gud den Højestes søn! Jeg besværger dig for Guds skyld: Pin mig ikke!”JSL 240.3

Jesus spurgte: “Hvad er dit navn?” og svaret lød: “Legion er mit navn; for vi er mange.” Idet de brugte de besatte mænd som talerør, tryglede de Jesus om ikke at sende dem ud af landet. På en bjergskråning ikke langt derfra græssede en flok svin. De urene ånder bad om at få lov til at fare i dem, og Jesus tillod dem det. Straks blev flokken grebet af panik. De styrtede som vanvittige ned ad skrænten, og ude af stand til at styre sig selv på bredden styrtede de ned i søen og omkom.JSL 240.4

I mellemtiden var der sket en fantastisk forandring med de besatte. Lyset havde skinnet ind i deres hjerter, og fra deres øjne strålede igen sund fornuft. Ansigterne, som så længe havde været præget af Satan, blev pludselig milde; de blodplettede hænder blev rolige, og med glade stemmer priste mændene Gud for deres udfrielse.JSL 240.5

Fra skrænten havde svinehyrderne set alt, hvad der var foregået, og de skyndte sig af sted for at fortælle det videre til deres arbejdsgivere og til alle mennesker. I frygt og forundring samledes hele befolkningen for at træffe Jesus. De to besatte havde været en rædsel for landet. Det havde ikke været sikkert for nogen at passere det sted, hvor de holdt til; for de plejede at falde over enhver rejsende med djævelsk raseri. Nu sad disse mænd påklædte og med deres forstands fulde brug ved Jesu fødder og lyttede til hans ord, mens de priste navnet på Ham, som havde sat dem fri. Men folket, som overværede denne vidunderlige begivenhed, glædede sig ikke. For dem syntes tabet af svinene at være af større betydning end befrielsen af disse fanger af Satan.JSL 241.1

Det var af barmhjertighed mod svinenes ejermænd, at dette tab havde fået lov til at ramme dem. De var så optaget af materielle ting, og bekymrede sig ikke om det åndelige liv. Jesus ønskede at bryde den selviske ligegyldigheds fortryllelse, så de kunne komme til at tage imod hans nåde. Men ærgrelsen over deres materielle tab havde forblindet deres øjne for Frelserens nåde.JSL 241.2

Denne demonstration af overnaturlig kraft vakte folkets overtro og fremkaldte frygt hos dem. Der kunne følge andre ulykker med, hvis denne fremmede blev hos dem. De frygtede økonomisk ruin og besluttede, at de ikke ville have ham hos sig. De, som var taget over søen sammen med Jesus, fortalte dem om alt, hvad der var sket den foregående nat, om deres dødsfare under uvejret, og hvordan søen og stormen var blevet stille. Men deres ord havde ingen virkning. Folket flokkedes i rædsel omkring Jesus og bønfaldt ham om at drage bort fra dem, og han indvilligede og drog straks med et skib over til den anden bred.JSL 241.3

Beboerne i gadarenernes egn stod over for det levende vidnesbyrd om Kristi magt og barmhjertighed. De så de mænd, der havde fået deres fornuft tilbage; men de var så ængstelige for at bringe deres jordiske interesser i fare, at han, som havde besejret mørkets fyrste lige for deres øjne, blev behandlet som en uønsket person, og Himmelens gave blev afvist af dem. Vi har ikke mulighed for at afvise Kristus personligt, sådan som gadarenerne gjorde det, men der er stadig mange, der nægter at adlyde hans ord, fordi lydighed ville medføre afkald på en eller anden verdslig interesse. Af frygt for at lide økonomiske tab afviser mange hans nåde og jager hans ånd bort fra sig.JSL 241.4