Peters erfaring

Så snart de turde tro på den vidunderlige kendsgerning, var Peter næsten ude af sig selv af glæde. Som om han endnu knap kunne tro på det, råbte han: “‘Herre, er det dig, så befal mig at komme ud til dig på vandet.’ Han sagde: ‘Kom!’”JSL 270.4

Så længe Peter ser på Jesus, går han i sikkerhed; men da han selvsikkert kigger tilbage til sine kammerater i båden, er hans blik vendt bort fra Frelseren. Stormen hyler, bølgerne går højt og skyller direkte ind mellem ham og Mesteren, og han bliver bange. Et øjeblik er Kristus skjult for hans øjne, og hans tro svigter. Han begynder at synke. Men mens bølgerne truer med død, hæver Peter sit blik fra det rasende vand og fæster det på Jesus, mens han råber: “Herre, frels mig!” Straks griber Jesus den udstrakte hånd, idet han siger: “Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?”JSL 270.5

Mens de går ved siden af hinanden, Peter med sin hånd i Mesterens, træikke der de sammen ind i båden. Men nu var Peter afdæmpet og tavs. Han havde grund til at prale over for sine kammerater, for han havde nær mistet livet ved sin vantro og selvhævdelse. Da han holdt op med at se på Jesus, mistede han fodfæstet og sank ned i bølgerne.JSL 270.6

Hvor ofte ligner vi ikke Peter, når vanskelighederne tårner sig op over os. Vi ser på bølgerne i stedet for at holde blikket fæstet på Frelseren. Vi mister fodfæstet, og de store bølger skyller ind over vore sjæle. Jesus kaldte ikke på Peter, for at han skulle omkomme. Han kalder os ikke til at følge sig for derpå at svigte os. “Frygt ikke,” siger han, “for jeg har løskøbt dig, jeg kalder dig ved navn, du er min. Går du gennem vand, er jeg med dig, gennem floder, skyller de ikke sammen over dig; går du gennem ild, bliver du ikke forbrændt, flammen brænder dig ikke. For jeg er Herren din Gud, Israels Hellige er din frelser.” ^{2Es 43,1-3}JSL 271.1

Jesus kendte sine disciples karakter. Han vidste, hvor hårdt deres tro ville blive sat på prøve. Med denne episode på søen ville han afsløre Peters svaghed for ham selv og vise ham, at hans sikkerhed til stadighed var afhængig af Guds kraft. Omgivet af fristelsens storme kunne han kun vandre trygt, hvis han erkendte sin egen utilstrækkelighed og satte sin lid til Frelseren. Det var netop på det punkt, hvor Peter mente sig stærk, at han var svag; og først da han blev klar over sin egen svaghed, kunne han indse nødvendigheden af sin afhængighed af Kristus. Hvis han havde forstået, hvad det var, Jesus prøvede at lære ham ved denne oplevelse på søen, ville han ikke have svigtet, da han virkelig blev sat på prøve.JSL 271.2

Dag efter dag underviser Gud sine børn. Gennem det daglige livs hændelser forbereder han dem til deres rolle på den langt større scene, som han ved sit forsyn har bestemt for dem. Det er resultatet af den daglige prøve, som er afgørende for, om vi skal sejre eller tabe i livets store kriser.JSL 271.3

De, som ikke kan nå til erkendelse af deres konstante afhængighed af Gud, vil blive overvundet af fristelser. Vi mener måske, at vort fodfæste nu er sikkert, og at vi aldrig vil kunne rokkes. Vi siger måske med fuld overbevisning: Jeg ved, hvem jeg tror på! Intet kan rokke min tro på Gud og på hans ord! Men det er Satans hensigt at drage fordel af vore nedarvede og udviklede karaktertræk og at gøre vore øjne blinde for vore egne behov og mangler. Kun ved klart at indse vor egen svaghed og ved urokkeligt at se hen til Jesus kan vi være i sikkerhed.JSL 271.4

I samme øjeblik, som Jesus havde indtaget sin plads i båden, lagde stormen sig, “og straks var båden fremme ved den søbred, de var på vej til.” Rædselsnatten blev efterfulgt af morgenrødens skær. Disciplene og andre, som også var med om bord, kastede sig ned for Jesu fødder i dyb taknemmelighed og sagde: “Sandelig, du er Guds søn.”JSL 271.5