Den største i Himmeriget
Da Kristus og disciplene var alene i huset, mens Peter var gået ned til søen, kaldte Jesus de andre til sig og spurgte: “Hvad var det, I talte om på vejen?” Jesu tilstedeværelse og hans spørgsmål anbragte sagen i et helt andet lys end dengang, de skændtes på vejen. Skam og selverkendelse fik dem til at tie. Jesus havde fortalt dem, at han skulle dø for deres skyld, og deres egoistiske ærgerrighed var en sørgelig modsætning til hans uselviske kærlighed.JSL 315.2
Dengang Jesus fortalte dem, at han skulle dø og atter opstå, forsøgte han at drage dem ind i en samtale, der drejede sig om den store prøve på deres tro. Hvis de havde været rede til at modtage det, som han ønskede at lade dem vide, så ville de være blevet sparet for bitter smerte og fortvivlelse. Hans ord ville have bragt dem trøst i timen for skuffelsen og det smertelige tab. Men skønt han havde talt så tydeligt om, hvad der ventede ham, så havde hans omtale af, at han snart skulle til Jerusalem, atter genoplivet deres håb om, at riget nu skulle oprettes. Dette havde ført til diskussion om, hvem der ville få de højeste embeder. Da Peter vendte hjem fra søen, fortalte disciplene ham om Frelserens spørgsmål, og til sidst var der én, som vovede at spørge Jesus: “Hvem er den største i Himmeriget?”JSL 315.3
Frelseren samlede sine disciple omkring sig og sagde til dem: “Hvis nogen vil være den første, skal han være den sidste af alle og alles tjener.” I disse ord var der en højtidelighed og en storslåethed, som disciplene langt fra forstod. Hvad Kristus klart erkendte, kunne de ikke se. De forstod ikke Kristi riges natur, og denne uvidenhed var tilsyneladende årsagen til deres strid. Men den virkelige årsag stak dybere. Ved at forklare, af hvilken natur riget var, kunne Kristus måske for en tid have dæmpet deres stridighed, men dette ville ikke have berørt den dybere liggende årsag. Selv efter at de havde fået den mest fuldstændige viden, kunne et hvilket som helst spørgsmål om rangfølge have fornyet problemerne. En sådan katastrofe ville være blevet ført ind i menigheden efter Kristi bortgang. Striden om den øverste plads var forårsaget af den samme ånd, som startede den enorme kontrovers i den himmelske verden, og som resulterede i, at Kristus skulle ned på jorden for at dø. I et syn så han Lucifer for sig, den “strålende morgenstjerne” , der i sin herlighed overgik alle englene omkring tronen og var knyttet til Guds Søn med de stærkeste bånd. Lucifer havde sagt: Jeg vil være “lige med den Højeste” . Og ønsket om selvophøjelse havde bragt strid ind i de himmelske boliger og havde forvist en stor del af Guds engleskarer.JSL 315.4
Hvis Lucifer virkelig havde ønsket at blive som den Højeste, ville han aldrig have forladt den plads, der var tildelt ham i Himmelen; for den Højestes Ånd giver sig udtryk gennem uselvisk tjeneste. Lucifer ønskede Guds magt, men ikke hans egenskaber. Han søgte den øverste plads for sig selv, og enhver skabning, der drives af hans ånd, vil gøre det samme. Derfor vil fjendskab, uenighed og strid være uundgåelige. Herredømmet bliver den stærkestes sejrspris. Satans rige er et magtens rige; hvert individ betragter enhver anden som en hindring på vejen til sin egen forfremmelse eller som et springbræt til en højere placering af sig selv.JSL 316.1
Lucifer regnede det for noget attråværdigt at være Gud lig, mens Kristus, den ophøjede, “gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors” . Nu var dette kors umiddelbart forude, og hans egne disciple var så fyldt af egoisme — selve grundprincippet i Satans rige — at de ikke kunne komme til forståelse med deres Herre, ja end ikke kunne forstå ham, når han talte om sin ydmygelse for deres skyld.JSL 316.2
Meget nænsomt, men dog med højtidelig præcisering, forsøgte Jesus at afhjælpe ondet. Han viste dem, hvad det er for et princip, der hersker i Himmeriget, og hvad sand storhed består i efter de himmelske boligers målestok. De, som lod sig drive af stolthed og ærgerrighed, tænkte mere på sig selv og den løn, de skulle få, end hvordan de skulle gengælde Gud de gaver, som de havde modtaget. De ville slet ikke få nogen plads i Himmeriget, for de havde stillet sig på lige fod med Satans forkæmpere.JSL 316.3
Før ære kommer ydmyghed. Til at udfylde en betroet plads blandt mennesker vælger Himmelen en tjener, der som Johannes Døber indtager en ydmyg plads over for Gud. Den mest barnlige discipel kan udrette det mest virkningsfulde arbejde for Gud. De himmelske kræfter kan samarbejde med den, som ikke er ude på at ophøje sig selv, men at frelse sjæle. Den, som stærkest føler sin trang til guddommelig hjælp, vil trygle om at få den; og Helligånden vil give ham glimt af Jesus, som vil styrke og opmuntre ham. Efter en sådan kontakt til Jesus vil han gå ud for at arbejde for dem, der er ved at gå fortabt i deres synder. Han er salvet til sin gerning, og den vil lykkes for ham, hvor den mislykkes for mange lærde og intellektuelt begavede.JSL 316.4
Men når mennesker ophøjer sig selv og føler, at de er nødvendige for et godt udfald af Guds store plan, så sørger Herren for, at de bliver tilsidesat.JSL 316.5
Det vil med stor tydelighed fremgå, at Herren ikke er afhængig af dem. Arbejdet går ikke i stå, fordi de bliver fjernet fra det, men skrider fremad med større kraft.JSL 317.1
Det var ikke nok for Jesu disciple at blive belært om hans riges sande væsen. Det, som de trængte til, var en forvandling af hjertet, som kunne bringe dem i harmoni med rigets principper. Jesus kaldte et lille barn til sig og anbragte det midt iblandt dem. Så tog han kærligt den lille i sine arme og sagde: “Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.” Et lille barns enfoldighed, selvforglemmelse og tillidsfulde kærlighed er de egenskaber, som Himmelen værdsætter. Det er de karakteristiske egenskaber for ægte storhed.JSL 317.2
Igen forklarede Jesus disciplene, at hans rige ikke er karakteriseret af jordisk værdighed og pragtudfoldelse. Ved Jesu fødder glemmes alle disse udmærkelser. De rige og de fattige, de lærde og de uvidende mødes uden tanke for klasseforskelle eller verdslig betydning. Alle mødes som dyrekøbte sjæle, der alle er lige afhængige af Ham, som har løskøbt dem til Gud.JSL 317.3
Den oprigtigt angrende er dyrebar i Guds øjne. Han sætter sit eget segl på mennesker, ikke på grund af deres rang, ikke på grund af deres rigdom, ikke på grund af deres intellektuelle storhed, men fordi de er ét med Kristus. Ærens Konge er tilfreds med dem, som er sagtmodige og ydmyge. “Du gav mig din frelse til skjold,” sagde David, “din omsorg gjorde mig stor!” JSL 317.4
“Den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig,” sagde Jesus, “og den, der tager imod mig, tager ikke imod mig, men tager imod ham, som har sendt mig.” “Dette siger Herren: Himlen er min trone, jorden min fodskammel … Det er den hjælpeløse, jeg ser til, den modløse og den, der skælver for mit ord.” JSL 317.5