“Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke?” Dag efter dag i tre år havde Kristi fjender fulgt efter ham og prøvet at finde en plet på hans karakter. Satan og alle hans onde medsammensvorne havde forsøgt at besejre ham; men de havde ikke i ham kunnet finde noget, som de kunne drage fordel af. Selv de onde ånder var nødt til at erkende: Du er “Guds Hellige.” ^{12Mark 1,24} Jesus levede efter loven i Himmelens påsyn, i de syndfrie verdeners påsyn og i syndige menneskers påsyn. Over for engle, mennesker og dæmoner havde han uimodsagt talt ord, som fra enhver anden ville have været gudsbespottelse: “Jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.”JSL 339.1

At jøderne ikke ville tage imod Kristus, skønt de ikke kunne opdage nogen synd hos ham, beviste, at de selv ikke havde nogen forbindelse med Gud. De genkendte ikke Hans stemme i Sønnens budskab. De mente, at det var dem, der skulle fælde dom over Kristus; men ved at forkaste ham fældede de dom over sig selv. Jesus sagde: “Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud.”JSL 339.2

Denne lære gælder for alle tider. Mange mennesker, der elsker ordkløveri, at kritisere, søge noget at betvivle i Guds ord, mener, at de derved giver bevis for tankens uafhængighed og åndelig skarpsindighed. De tror, at de skal bedømme Bibelen, mens de i virkeligheden dømmer sig selv. De tilkendegiver, at de ikke er i stand til at værdsætte sandheder med oprindelse i Himmelen, og som når evigheden. Guds store retfærdighed gør ikke indtryk på dem. De beskæftiger sig med at jage efter ubetydeligheder og afslører herved en snæversindet og materialistisk karakter og et hjerte, der hastigt mister evnen til at værdsætte Gud. Den, hvis hjerte har reageret på den guddommelige berøring, vil søge efter det, som kan forøge hans viden om Gud, og som kan højne og forædle karakteren. Som en blomst, der vender sig mod solen, så de klare stråler kan komme til at fremhæve dens skønne farvenuancer, sådan vil mennesket vende sig mod Retfærdighedens Sol, så Himmelens lys kan komme til at forskønne karakteren med egenskaber fra Kristi karakter.JSL 339.3

Jesus vedblev, idet han trak en skarp skillelinje mellem jødernes og Abrahams indstilling: “Abraham, jeres fader, jublede over at skulle se min dag, og han fik den at se og glædede sig.”JSL 339.4

Det havde været Abrahams store ønske at komme til at se den forjættede Frelser. Han opsendte den inderligste bøn om, at han før sin død måtte få Messias at se. Og han så Kristus. Der blev givet ham et overjordisk lys, og han erkendte Kristi guddommelige karakter. Han så Hans dag og glædede sig. Han så i et syn det guddommelige offer for synden. Gennem sine egne erfaringer havde han fået et eksempel på det offer. Han fik denne befaling:JSL 339.5

“Tag Isak, din eneste søn, ham du elsker, og begiv dig til Morija-landet. Der skal du bringe ham som brændoffer.” ^{131 Mos 22,2} På brændofferalteret lagde han forjættelsens søn, som var midtpunkt for alt hans håb. Da han derefter ventede ved siden af alteret med kniven hævet for at adlyde Gud, hørte han en stemme fra Himmelen, som sagde: “Læg ikke hånd på drengen, og gør ham ikke noget! Nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke vil nægte mig din eneste søn.” ^{141 Mos 22,12}JSL 340.1

Abraham blev udsat for denne frygtelige prøve, for at han kunne komme til at se Kristi dag og erkende Guds store kærlighed til verden, en kærlighed så stor, at Gud for at oprejse verden fra dens nedværdigelse lod sin enbårne Søn lide en yderst skændig død.JSL 340.2

Abraham modtog fra Gud den største lære, der nogensinde er blevet givet til en dødelig. Hans bøn om at måtte se Kristus før sin død blev hørt. Han så Kristus; han så alt, hvad en dødelig kan tåle at se, og dog leve. Ved at overgive sig selv helt og fuldt blev han i stand til at opfatte det syn af Kristus, der blev givet ham. Det blev vist ham, at ved at give sin enbårne Søn for at frelse syndere fra evig fortabelse bragte Gud et større og mere vidunderligt offer, end et menneske nogen sinde kunne bringe.JSL 340.3

Abrahams oplevelser gav svar på dette spørgsmål: “Hvordan skal jeg træde frem for Herren og bøje mig for Gud i det høje? Skal jeg træde frem for ham med brændofre, med årgamle kalve? Tager Herren imod væddere i tusindtal, imod oliestrømme i titusindtal? Skal jeg give min førstefødte for min overtrædelse, min livsfrugt for min synd?” ^{15Mika 6,6-7} Ved Abrahams ord: “Gud vil selv udse sig et offerlam, min dreng,” ^{161 Mos 22,8} og ved at Gud skaffede et andet offer i stedet for Isak, blev det erklæret, at intet menneske kan bringe soning for sig selv. Den hedenske offertjeneste var Gud vederstyggelig. Ingen far skulle bringe sin søn eller datter som sonoffer. Kun Guds Søn kan bære verdens synd.JSL 340.4

Gennem sin egen lidelse blev det muligt for Abraham at se Frelserens mission og tjeneste. Men Israel ville ikke forstå det, som var så uvelkomment for deres stolte hjerter. Kristi ord med hensyn til Abraham gav ikke hans tilhørere nogen dybere forståelse. Farisæerne så i dem kun en ny anledning til at kritisere. Deres svar var en hån, som om de ville bevise, at Jesus var vanvittig: “Du er endnu ikke halvtreds år, og du har set Abraham?”JSL 340.5

Højtideligt og værdigt svarede Jesus: “Sandelig, sandelig siger jeg jer: JEG ER, før Abraham blev født.”JSL 340.6

Der blev tavshed i den store forsamling. Guds navn, der blev givet til Moses for at udtrykke tanken om evig nærhed, havde denne lærer fra Galilæa hævdet som sit eget. Han havde erklæret sig selv for at være den, som har livet i sig selv, den, der var blevet lovet Israel, hvis “udspring er i fortiden, i ældgamle dage.” ^{17Mika 5,1}JSL 340.7

Atter råbte præsterne og de skriftkloge op om, at Jesus var en gudsbespotter. Hans erklæring om at være ét med Gud havde tidligere ophidset dem til at ville tage hans liv, og nogle få måneder senere erklærede de rent ud: “Det er ikke for nogen god gerning, vi vil stene dig, men for bespottelse, fordi du, der er et menneske, gør dig selv til Gud.” ^{18Joh 10,33} Fordi han var, og åbent erklærede, at han var Guds Søn, var det deres faste beslutning at tilintetgøre ham. Nu gjorde mange af folket fælles sag med præsterne og de skriftkloge og tog sten op for at kaste dem på ham. “Men Jesus forsvandt og forlod tempelpladsen.” Lyset skinnede i mørket, men “mørket greb det ikke” ^{19Joh 1,5}.JSL 341.1

Abrahams slægt

Synd og lidelse