Hyrden og fårene

“Den, der går ind gennem døren, er fårenes hyrde.” Kristus er både døren og hyrden. Han går ind gennem sig selv. Det er gennem sit eget offer, at han bliver fårenes hyrde. “For ham lukker dørvogteren op, og fårene hører hans røst, og han kalder sine egne får ved navn og fører dem ud. Når han har fået alle sine får ud, går han foran dem, og de følger ham, fordi de kender hans røst”JSL 348.1

Af alle skabninger er fåret et af de mest frygtsomme og hjælpeløse, og i Østen er hyrdens omsorg for sin hjord utrættelig og uophørlig. I gamle dage var der ligesom nu kun ringe sikkerhed uden for byerne, der var omgivet af mure. Røvere fra de omstrejfende grænsestammer eller rovdyr i deres skjulesteder i bjergene, lå på lur for at plyndre hjordene. Hyrden holdt vagt, vel vidende, at det var med fare for sit eget liv. Jakob, som vogtede Labans hjorde på græsgangene ved Karan, sagde, da han beskrev sit eget utrættelige arbejde: “Om dagen blev jeg fortæret af heden, om natten af kulden, og søvnen flygtede fra mine øjne.” ^{91 Mos 31,40} Og det var, mens drengen David vogtede sin fars får, at han mødte løven og bjørnen og helt alene reddede det røvede lam fra deres tænder.JSL 348.2

Når hyrden leder sin hjord over klippefyldte bakker, gennem skove og vilde slugter til græsbevoksede steder ved flodbredden; når han vogter dem på bjergene alene i natten, skærmer dem mod røvere og tager sig kærligt af de syge og svage, bliver hans tilværelse ét med deres. En stærk og kærlig tilknytning forener ham med dem, han vogter. Hvor stor hjorden end er, så kender hyrden hvert eneste får. Hvert af dem har sit eget navn og kommer, når hyrden kalder det ved navn.JSL 348.3