Ved Lazarus’ grav

Da Maria hørte budskabet, rejste hun sig i en fart og med et forventningsfuldt udtryk i ansigtet forlod hun rummet. Sørgeskaren fulgte efter hende, fordi de troede, at hun var gået til graven for at græde. Da hun nåede hen, hvor Jesus ventede, knælede hun ned ved hans fødder og sagde med bævende stemme: “Herre, havde du været her, var min bror ikke død.” De sørgendes klageråb var pinefulde for hende, for hun længtes efter at tale nogle få ord alene med Jesus. Men hun kendte til den misundelse og skinsyge, nogle af de tilstedeværende nærede mod Jesus, og dette afholdt hende fra at give fuldt udtryk for sin sorg.JSL 382.6

“Da Jesus så hende græde og så de jøder græde, som var fulgt med hende, blev han stærkt opbragt og kom i oprør.” Han kunne læse alle de tilstedeværendes tanker. Han så, at den sorg, som mange gav udtryk for, kun var hykleri. Han vidste, at nogle i forsamlingen, der nu udtrykte hyklerisk sorg, inden længe ville lægge planer om ikke alene at ombringe ham, som udførte de mægtige mirakler, men også ham, som snart skulle opvækkes fra de døde. Kristus kunne have afsløret deres hykleriske sorg; men han tilbageholdt sin retfærdige harme. Han sagde ikke, hvad han med rette kunne have sagt, på grund af hende, som i sorg knælede ved hans fødder, og som i sandhed troede på ham.JSL 383.1

“Hvor har I lagt ham?” spurgte han. “‘Herre, kom og se!’ svarede de” Sammen gik de hen til graven. Det var et sørgeligt syn. Lazarus havde været meget afholdt, og hans søstre græd over ham, som om deres hjerte skulle briste, mens de, som havde været hans venner, græd sammen med hans efterladte søstre. Med al denne menneskelige elendighed for øje og ved tanken om, at de bedrøvede venner kunne sørge over den døde, mens verdens Frelser stod ved siden af dem, græd Jesus. Skønt han var Guds Søn, havde han dog påtaget sig menneskeskikkelse, og han blev dybt bevæget over menneskers sorg. Hans milde, medfølende hjerte bliver altid vækket til medynk over lidelse. Han græder med de grædende og glæder sig med de glade.JSL 383.2

Men det var ikke blot på grund af sin menneskelige deltagelse over for Maria og Marta, at Jesus græd. I hans tårer var der en sorg, så højt over menneskers sorg, som himmelen er højere end jorden. Kristus græd ikke over Lazarus; for han ville snart kalde ham frem fra graven. Han græd, fordi mange af dem, der nu sørgede over Lazarus, snart ville lægge planer om at dræbe ham, som var opstandelsen og livet. Men de vantro jøder var slet ikke i stand til at fatte årsagen til hans tårer! Nogle, der ikke kunne se anden årsag til hans sorg end de ydre omstændigheder ved det, der foregik, sagde med sagte stemme: “Se, hvor han elskede ham.” Andre, der prøvede at så vantroens sæd i de tilstedeværende, sagde spottende: “Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?” Hvis Kristus havde haft magt til at redde Lazarus, hvorfor havde han så tilladt, at han døde?JSL 383.3

Med profetisk blik så Kristus farisæernes og saddukæernes fjendskab. Han vidste, at de lagde planer om at dræbe ham. Han vidste, at nogle af dem, der tilsyneladende var så venlige, snart ville lukke håbets dør og portene ind til Guds stad for sig selv. Den begivenhed, der snart ville finde sted med hans ydmygelse og korsfæstelse, ville resultere i Jerusalems ødelæggelse, og til den tid ville der ikke være nogen klageråb over de døde. Den straf, der ville komme over Jerusalem, stod klart skildret for hans blik. Han så Jerusalem omringet af de romerske legioner. Han vidste, at mange af dem, der nu græd over Lazarus, ville dø under byens belejring, og ved deres død ville der ikke være noget håb.JSL 383.4

Det var ikke blot på grund af det, der foregik omkring ham, at Jesus græd. Tidernes sorg hvilede tungt på ham. Han så de frygtelige virkninger af at overtræde Guds lov. Han så, at gennem hele verdens historie, begyndende ved Abels død, havde konflikten mellem det gode og det onde været uophørlig. Når han så fremad gennem årene, så han lidelser og sorger, tårer og død, som skulle blive menneskers lod. Menneskehedens smerte til alle tider og i alle lande skar ham i hjertet. Den syndige slægts elendighed hvilede tungt på ham, og hans tårer brød frem, fordi han længtes efter at udfri dem af al deres lidelse.JSL 384.1

“Da blev Jesus atter stærkt opbragt, og han går hen til graven.” Lazarus var blevet lagt i en klippehule, og en stor sten var anbragt foran indgangen. “Tag stenen væk!” sagde Kristus. Marta gjorde indvendinger, fordi hun mente, at han blot ønskede at se den døde. Hun sagde, at liget havde været gravlagt i fire dage, og at det allerede var begyndt at gå i forrådnelse. Denne udtalelse før Lazarus’ opvækkelse, gjorde det umuligt for Kristi fjender at sige, at der var sket et bedrag. Tidligere havde farisæerne sat falske rygter i omløb om de mest vidunderlige beviser på Guds magt. Da Kristus vakte Jairus’ datter til live, havde han sagt: “Barnet er ikke død, hun sover.” ^{3Mark 5,39} Da hun kun havde været syg en kort tid og blev kaldt til live straks efter døden, erklærede farisæerne, at barnet ikke havde været dødt — at Kristus selv havde sagt, at hun sov. De havde forsøgt at få det til at se ud, som om Kristus ikke kunne helbrede sygdomme, at hans mirakler var falskneri. Men i dette tilfælde var der ingen, der kunne benægte, at Lazarus var død.JSL 384.2