Ridende på et æsel

Kristus fulgte den jødiske skik for kongeligt indtog. Dyret, han red på, var det samme, som blev redet af Israels konger, og profetien havde forudsagt, at således skulle Messias komme til sit rige. Så snart han havde sat sig på føllet, genlød luften af høje jubelråb. Skaren hyldede ham som Messias, deres konge. Nu tog Jesus imod den hyldest, som han aldrig før havde tilladt dem at bringe ham, og disciplene tog dette som bevis for, at deres glade håb nu skulle virkeliggøres ved at se ham indtage sin plads på tronen. Skaren var overbevist om, at befrielsens time var nært forestående. De forestillede sig de romerske hære fordrevet fra Jerusalem, og Israel atter engang som et uafhængigt folk. Alle var glade og begejstrede. Folk kappedes om at hylde ham. De kunne ikke fremvise ydre pomp og pragt, men de tilbad ham af et glad hjerte. De var ikke i stand til at give ham kostbare gaver, men de bredte deres klæder ud som et tæppe på hans vej, og de spredte også olivenog palmegrene på vejen. De kunne ikke gå i spidsen for triumftoget med kongelige bannere, men de skar store palmegrene af, naturens eget billede på sejren, løftede dem højt op og vajede med dem under stort bifald og høje hosiannaråb.JSL 411.1

Efterhånden som de kom frem, forøgedes mængden af mennesker på grund af dem, der havde hørt om Jesu komme, og som skyndte sig at slutte sig til optoget. Nye tilskuere blandede sig hele tiden med mængden og spurgte: Hvem er det? Hvad betyder alt dette postyr? De havde alle sammen hørt om Jesus og forventede, at han kom til Jerusalem; men de vidste, at han hidtil havde afvist alle bestræbelser på at sætte ham på tronen, og de var meget forbløffede over at få at vide, at det var ham. De undrede sig over, hvad der kunne have forårsaget denne forandring med ham, der havde erklæret, at hans rige ikke var af denne verden.JSL 411.2

Deres spørgsmål drukner i jubelråb, som gentagne gange lyder fra den begejstrede skare. Mennesker langt borte stemmer i, og ekkoet af deres stemmer lyder fra de omliggende bjerge og dale. Og nu slutter skarer fra Jerusalem sig til optoget. Fra menneskeskarerne, der er samlet for at overvære påsken, går tusinder ud for at byde Jesus velkommen. De hilser ham med vajende palmegrene og et væld af religiøse sange. Templets præster blæser til aftengudstjenesten, men kun få reagerer, og rådsherrerne siger forfærdet til hinanden: “Alverden løber efter ham.”JSL 411.3

Aldrig før havde Jesus i løbet af sit liv på jorden tilladt sådan en demonstration. Han forudså helt klart resultatet. Dette ville bringe ham til korset. Men det var hans hensigt således offentligt at præsentere sig som Frelseren. Han ønskede at henlede opmærksomheden på det offer, som skulle være kronen på hans mission for en falden verden. Mens folket samledes i Jerusalem for at fejre påskefesten, udleverede han, det virkelige offerlam, frivilligt sig selv som et sonoffer. I alle efterfølgende tidsaldre ville det være nødvendigt for hans menighed at gøre hans død for verdens synder til genstand for nøje studium og dyb eftertanke. Enhver kendsgerning i forbindelse hermed skulle bekræftes ud over enhver tvivl, og det var derfor nødvendigt, at folkets øjne nu skulle være rettet mod ham. De begivenheder, der gik forud for hans store offer, skulle henlede opmærksomheden på selve offeret. Efter sådan en demonstration, som den, der ledsagede hans indtog i Jerusalem, ville alles øjne følge ham på hans hastige færd mod den endelige afslutning.JSL 411.4

De begivenheder, der stod i forbindelse med dette indtog, ville blive samtaleemne overalt og ville få enhver til at huske Jesus. Efter hans korsfæstelse ville mange tænke på disse begivenheder i forbindelse med hans domfældelse og død. De ville føle sig foranlediget til at studere profetierne og ville blive overbevist om, at Jesus var Messias; og i alle lande ville antallet af mennesker, der omvendte sig til troen, blive mangedoblet.JSL 412.1

I denne ene triumfscene af sit jordiske liv kunne Frelseren være kommet, omgivet af himmelske engle og forkyndt af Guds basun. Men en sådan demonstration ville have været i modstrid med hans mission og den lov, som havde behersket hans liv. Han forblev tro mod den ydmyge lod, som han havde taget imod. Menneskelighedens byrde måtte han bære, indtil hans liv var givet for verdens liv.JSL 412.2

Denne dag, der for disciplene syntes at være den største i deres liv, ville have været overskygget af mørke skyer, hvis de havde vidst, at denne jubelscene kun var et forspil til deres Mesters lidelse og død. Skønt han gentagne gange havde fortalt dem om det offer, han måtte bringe, glemte de alligevel i øjeblikkets glade triumf hans sorgfulde ord og så frem til hans lykkelige regering på Davids trone.JSL 412.3

Stadig flere sluttede sig løbende til optoget, og med få undtagelser opfangede alle, som deltog, øjeblikkets inspiration og fik hosiannaråbene til at runge, så de gav genlyd fra bakke til bakke og fra dal til dal. Ustandselig lød råbet: “Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!”JSL 412.4

Aldrig før havde verden været vidne til et sådant triumftog. Det lignede ikke verdens berømte feltherrers. Der var intet følge af sørgende fanger, der som trofæer for kongelig tapperhed udgjorde en del af sejrstoget. Men Frelseren var omgivet af de herlige sejrstrofæer for hans kærlighedsgerninger blandt syndige mennesker. Der var de fanger, han havde udfriet fra Satans magt, og som priste Gud for deres frihed. De blinde, som han havde givet deres syn, gik forrest i optoget. De stumme, hvis tungebånd han havde løst, råbte højest hosianna. Krøblingene, som han havde helbredt, sprang af glæde og havde allermest travlt med at bryde palmegrene af og svinge dem foran Frelseren. Enker og faderløse priste Jesu navn for hans barmhjertighed imod dem. De spedalske, som han havde renset, bredte deres ubesmittede klæder ud på vejen og hilste ham som ærens konge. De, som ved hans stemme var blevet vækket af dødens søvn, var også med i skaren. Lazarus, hvis legeme var begyndt at opløses i graven, men som nu frydede sig i sin manddoms fulde kraft, førte dyret, som Frelseren red på.JSL 412.5