Skattens mønt

Det havde altid ophidset farisæerne, at der blev opkrævet skat til romerne. De mente, at det stred imod Guds lov at betale skat. Nu så de her en mulighed for at sætte en fælde for Jesus. Spionerne kom hen til ham, og med tilsyneladende oprigtighed, som om de ønskede at få at vide, hvad der var deres pligt, sagde de: “Mester, vi ved, at det, du siger og lærer, er rigtigt, og at du ikke gør forskel på folk, men lærer sandt om Guds vej. Er det tilladt, at vi giver kejseren skat, eller ej?”JSL 434.2

Hvis disse ord: “Vi ved, at det, du siger og lærer, er rigtigt,” havde været ærligt ment, så ville de have været en vidunderlig indrømmelse. Men de blev sagt for at narre, skønt det, de udtrykte, var sandhed. Farisæerne vidste godt, at Kristus talte og underviste korrekt, og de vil blive dømt efter deres egen erklæring.JSL 434.3

De, som stillede spørgsmålet til Jesus, mente, at de havde skjult deres hensigter tilstrækkeligt; men Jesus læste deres tanker som en åben bog og gennemskuede deres hykleri. “Hvorfor sætter I mig på prøve?” sagde han, idet han gav dem et tegn, som de ikke havde bedt om, ved at vise dem, at han kendte deres skjulte hensigter. De blev endnu mere forvirrede, da han tilføjede: “Vis mig en denar!” De rakte ham den, og han spurgte dem: “Hvis billede og indskrift bærer den?” De svarede og sagde: “Kejserens.” Jesus pegede på møntens indskrift og sagde: “Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!”JSL 434.4

De udsendte spioner havde ventet, at Jesus ville besvare deres spørgsmål direkte, enten på den ene eller på den anden måde. Hvis han ville sige: Det strider mod loven at give kejseren skat, ville det blive meldt til de romerske myndigheder, og han ville blive kastet i fængsel som anstifter af oprør. Men hvis han skulle sige, at det var lovligt at betale skatten, var det deres hensigt over for folket at anklage ham for at sætte sig op mod Guds lov. Nu følte de sig magtesløse og besejrede. Deres planer var blevet forpurrede. Den fyndige måde, hvorpå spørgsmålet var blevet afgjort, bevirkede, at de ikke kunne finde på mere at sige.JSL 435.1

Kristi svar var ikke undvigende, men et oprigtigt svar på deres spørgsmål. Han stod med den romerske mønt i hånden, hvorpå kejserens navn og billede var præget, og erklærede, at da de levede under beskyttelse af den romerske magt, måtte de yde denne magt den støtte, den forlangte, så længe det ikke kom i modstrid med en overordnet pligt. Men skønt de fredeligt skulle underkaste sig landets love, så burde de til alle tider først og fremmest være tro over for Gud.JSL 435.2

Frelserens ord: “Giv….Gud, hvad Guds er,” var en streng irettesættelse til de falske jøder. Hvis de med troskab havde opfyldt deres forpligtelser over for Gud, ville de ikke være blevet til et underkuet folk, der stod under en fremmed magt. Intet romersk flag ville have vajet over Jerusalem, ingen romerske skildvagter ville have stået ved byens porte, ingen romersk landshøvding ville have hersket inden for dens mure. Den jødiske nation betalte dengang prisen for deres frafald fra Gud.JSL 435.3

Da farisæerne hørte Kristi svar, “undrede de sig og forlod ham og gik deres vej”. Han havde bebrejdet dem deres hykleri og deres magtmisbrug. Ved at gøre dette havde han forkyndt et vigtigt princip, der klart sætter grænserne for et menneskes pligt over for øvrigheden og dets pligt over for Gud. For mange var et omstridt spørgsmål blevet afgjort. Herefter fulgte de altid det rigtige princip. Og skønt mange gik utilfredse bort, indså de dog, at der var blevet klart redegjort for det grundlæggende princip vedrørende dette spørgsmål, og de undrede sig over Kristi fremsynede dømmekraft.JSL 435.4