Misforstået af sine halvbrødre

Alt dette vakte hans brødres mishag. Da de var ældre end Jesus, fandt de, at han burde rette sig efter, hvad de sagde. De beskyldte ham for at regne sig selv for bedre end dem, og dadlede ham for at ville overgå folkets præster og lærere. Ofte truede de ham og forsøgte at gøre ham bange; men han blev ved på samme måde, idet han brugte Skrifterne som vejleder.JSL 53.2

Jesus elskede sine brødre og viste dem en aldrig svigtende venlighed, men de var misundelige på ham og udviste den mest afgjorte vantro og ringeagt. De kunne ikke forstå hans måde at være på. Der var store modsætninger i Jesus. Han var Guds himmelske Søn, men alligevel et hjælpeløst barn. Som verdens skaber var hele jorden hans ejendom, men alligevel var hele hans tilværelse skridt for skridt kendetegnet ved fattigdom. Han var i besiddelse af en værdighed og en særpræget personlighed, der helt igennem distancerede sig fra jordisk stolthed og hovmod. Han stræbte ikke efter verdslig storhed og var tilfreds selv under de ringeste forhold. Dette irriterede hans brødre. De kunne ikke forstå hans bestandige, ophøjede ro, trods prøvelser og savn. De vidste ikke, at han for vor skyld var blevet fattig, for at vi “kunne blive rige ved hans fattigdom.”^{22 Kor 8,9} De kunne ikke forstå mere af mysteriet ved hans kald, end Jobs venner kunne forstå hans ydmygelse og lidelse.JSL 53.3

Jesus blev misforstået af sine brødre, fordi han ikke lignede dem. Hans mål i livet var ikke det samme som deres. Ved at sætte deres lid til mennesker havde de vendt sig fra Gud, og hans kraft fandtes ikke i deres liv. Den form for gudsdyrkelse, som de overholdt, kunne ikke forvandle sindet. De gav “tiende af mynte, dild og kommen,” men forsømte det, “der vejer tungere, ret og barmhjertighed og troskab.” ^{2Matt 23,23} Jesu eksempel virkede som en stadig irritation på dem. Der fandtes kun én ting i verden, som han hadede, og det var synden. Han kunne ikke være vidne til en uretfærdighed uden at føle smerte, som det var ham umuligt at skjule. Man kunne ikke undgå at lægge mærke til modsætningen mellem formalisterne, hvis tilsyneladende hellighed dækkede over kærlighed til synden, og et sind, hvor nidkærheden for Guds ære altid var altoverskyggende. Fordi Jesu liv virkede som en fordømmelse af synd, mødte han modstand ude og hjemme. Man omtalte hans uselviskhed og retskaffenhed med hånlig foragt. Hans overbærenhed og venlighed blev udlagt som fejhed.JSL 53.4

Af al den bitterhed, der falder i menneskenes lod, var der intet, som Kristus ikke måtte udholde. Der var nogle, der forsøgte at gøre ham foragtet på grund af hans herkomst, og selv som barn måtte han møde hånlige øjekast og ondskabsfulde hentydninger. Hvis han havde gjort gengæld med ét utålmodigt ord eller blik, hvis han over for sine brødre havde indvilliget i blot en eneste forkert handling, ville han ikke have kunnet stå som det fuldkomne forbillede, og han havde ikke kunnet gennemføre planen til vor frelse. Havde han på noget tidspunkt blot antydet, at der kunne findes en undskyldning for synd, ville Satan have triumferet, og verden havde været fortabt. Af denne grund gjorde fristeren hans tilværelse så fyldt med prøvelser som vel muligt, for at han skulle blive bragt til at synde.JSL 54.1