Mod Getsemane

Efter lovsangen gik de ud. De banede sig vej gennem mylderet i gaderne og ud gennem byens port mod Oliebjerget. De gik langsomt, hver især opslugt af egne tanker. Da de nærmede sig bjerget, sagde Jesus dybt bedrøvet: “I nat vil I alle svigte mig, for der står skrevet: ‘Jeg vil slå hyrden ned, så fårene i hjorden spredes.’” ^{9 Matt 26,31} Disciplene lyttede med sorg og forundring. De huskede, hvordan mange var blevet forarget og havde vendt sig fra ham i synagogen i Kapernaum, da Kristus omtalte sig selv som livets brød. Men de tolv havde ikke vist sig troløse. Dengang havde Peter som talsmand for sine brødre givet udtryk for sin troskab mod Kristus. Så havde Frelseren sagt: “Har jeg ikke selv udvalgt jer tolv, og dog er en af jer en djævel.” ^{10Joh 6,70} I salen ovenpå sagde Jesus, at en af de tolv ville forråde ham, og at Peter ville fornægte ham; men nu var de alle omfattet af hans ord.JSL 490.5

Nu hørtes Peters stemme i voldsom protest: “Om så alle andre svigter, så gør jeg det ikke.” ^{11Mark 14,29} I salen ovenpå havde han erklæret: “Jeg vil sætte mit liv til for dig!” Jesus havde advaret ham om, at han den samme nat ville fornægte sin Frelser. Nu gentager Kristus denne advarsel: “Sandelig siger jeg dig: Allerede i nat, før hanen galer to gange, vil du fornægte mig tre gange.” ^{12Mark 14,30} Men Peter forsikrede endnu stærkere: “Om jeg så skal dø sammen med dig, vil jeg aldrig fornægte dig.’ Det samme sagde også alle de andre.” ^{13Mark 14,31} I deres selvtillid benægtede de den gentagne erklæring, som kom fra Ham, der ved alt. De var uforberedte til prøven. Når fristelsen overvældede dem, ville de forstå, hvor svage de var.JSL 490.6

Da Peter sagde, at han ville følge sin Herre i fængsel og i døden, mente han hvert eneste ord; men han kendte ikke sig selv. Der var dårlige karaktertræk gemt i ham, som omstændighederne ville vække til live. Hvis ikke han blev gjort opmærksom på faren heri, ville de føre til hans evige undergang. Frelseren så hos ham en selvoptagethed og selvsikkerhed, som skulle vise sig at være større end hans kærlighed til Kristus. Megen svaghed, megen uovervunden synd, et iltert temperament, dumdristighed over for fristelser havde Frelseren erfaret hos ham. Kristi indtrængende advarsel var en opfordring til selvransagelse. Peter trængte til at blive mindre selvsikker og til at få en stærkere tro på Kristus. Hvis han i ydmyghed havde taget mod denne advarsel, ville han have bønfaldet fårenes Hyrde om at bevare sit får. Da han på Galilæas sø var ved at gå til bunds, råbte han: “Herre, frels mig!” ^{14Matt 14,30} Så blev Kristi hånd rakt ud for at gribe om hans. Hvis han nu på samme måde havde råbt til Jesus: Frels mig fra mig selv! Så ville han være blevet bevaret. Men Peter følte, at Jesus ikke havde tillid til ham, og det syntes han var forkert. Han følte sig forurettet og holdt endnu mere fast ved sin selvtillid.JSL 491.1

Jesus betragter sine disciple med medynk. Han kan ikke spare dem for prøvelsen, men han efterlader dem ikke uden trøst. Han forsikrer dem, at han skal bryde gravens lænker, og at hans kærlighed til dem ikke vil svigte. Han siger: “Men efter at jeg er opstået, går jeg i forvejen for jer til Galilæa.” ^{15Matt 26,32}JSL 491.2

Før de har fornægtet ham, får de forvisningen om hans tilgivelse. Efter hans død og opstandelse vidste de, at de var tilgivet, og at Kristus holdt inderligt af dem.JSL 491.3