Den anden kamp i bøn

Igen blev Guds Søn grebet af en overmenneskelig smerte, og svag og udmattet vaklede han tilbage til det sted, hvor han havde udkæmpet sin tidligere kamp. Hans smerte var endnu større end før. Da dødsangsten overvældede ham, blev “hans sved .. som bloddråber, der faldt på jorden.” Cypresserne og palmetræerne var de tavse vidner til hans kvaler. Fra deres løvklædte grene dryppede duggen i tunge dråber ned på hans plagede skikkelse, som om naturen græd over sin Skaber, der kæmpede alene mod mørkets magter.JSL 500.3

Kort tid forinden havde Jesus stået som en kraftig ceder, der trodsede det uvejr af modstand, som rasede imod ham. Stivsindede viljer og hjerter, der var fyldt med ondskab og list, havde forgæves stræbt efter at forvirre og overmande ham. Han trådte frem i guddommelig majestæt som Guds Søn. Nu var han som et strå, der svajer hid og did i stormens rasen. Han havde nærmet sig fuldendelsen af sit værk som sejrherre og ved hvert skridt vundet sejr over mørkets magter. Som en, der allerede var herliggjort, havde han hævdet at være ét med Gud. Han havde sunget sine lovsange med fast stemme. Han havde talt opmuntrende og kærligt til sine disciple. Nu var timen kommet for mørkets magt. Nu hørtes hans stemme i den stille aftenluft, ikke sejrrig, men fuld af menneskelig smerte. Frelserens ord nåede de døsige disciple: “Min fader, hvis det ikke er muligt, at dette bæger går mig forbi, men jeg skal drikke det, så ske din vilje.”JSL 500.4

Disciplenes første indskydelse var at gå hen til ham; men han havde sagt, at de skulle blive dér og vente på ham, og at de skulle våge og bede. Da Jesus kom hen til dem, fandt han dem stadig sovende. Atter havde han følt længsel efter fællesskab, efter nogle ord fra sine disciple, som kunne bringe ham lindring og bryde mørkets trolddom, der var lige ved at overmande ham. Men deres øjne var tunge, “og de vidste ikke, hvad de skulle svare ham.” De vågnede ved, at han var hos dem. På hans ansigt så de mærker af dødsangstens blodige sved, og de blev fulde af frygt. De forstod ikke han sjælekval. “Så umenneskeligt ussel så han ud.” ^{6 Es 52,14}JSL 501.1