For ypperstepræsten Kajfas

Men allerførst måtte man finde på en anklage. Endnu havde de ikke fundet nogen. Annas gav befaling til, at Jesus skulle føres til Kajfas, som hørte til saddukæerne, af hvilke nogle var Jesu værste fjender. Trods manglende karakterstyrke var Kajfas selv fuldt ud så hård, hjerteløs og samvittighedsløs som Annas. Han ville intet lade uforsøgt for at tilintetgøre Jesus. Det var nu tidlig morgen og meget mørkt. Ved lyset fra fakler og lygter fortsatte den bevæbnede skare med deres fange til ypperstepræstens palads. Mens rådets medlemmer samledes, udspurgte Annas og Kajfas igen Jesus, men uden resultat.JSL 509.1

Da rådet var samlet i domssalen, indtog Kajfas sin plads som den øverste embedsmand. På begge sider af ham stod dommerne og de, som havde særlig interesse i forhøret. De romerske soldater stod vagt på platformen neden for tronen. Ved tronens fod stod Jesus. Alles øjne var rettet mod ham. Der herskede en voldsom ophidselse. Af alle tilstedeværende var kun Jesus rolig og fattet. Det var, som om luften omkring ham var hellig.JSL 509.2

Kajfas havde betragtet Jesus som sin rival. Folkets iver efter at høre Frelseren tale og deres tilsyneladende villighed til at tage imod hans lære havde vakt ypperstepræstens skinsyge. Men da Kajfas nu betragtede fangen, blev han grebet af beundring over hans ædle og værdige optræden. Han følte sig pludselig overbevist om, at denne mand var beslægtet med Gud. I næste øjeblik viste han hånligt tanken fra sig. Straks efter bad han hovmodigt og spottende Jesus udføre et af sine mirakler for dem. Men det var, som om Frelseren slet ikke hørte, hvad han sagde. Folket sammenlignede Annas’ og Kajfas’ ophidsede og ondskabsfulde væremåde med Jesu rolige, majestætiske holdning. Selv i denne forhærdede skare rejste spørgsmålet sig: Skal dette menneske med sin guddommelige fremtræden virkelig dømmes som en forbryder?JSL 509.3

Kajfas fornemmede den stemning, der var ved at indfinde sig, og fremskyndede forhøret. Der herskede stor forvirring blandt Jesu fjender. Det var deres faste beslutning at sikre sig, at han blev dømt, men de vidste ikke, hvordan det skulle lade sig gøre. Rådets medlemmer var delt mellem farisæerne og saddukæerne. Der var bittert fjendskab og strid imellem dem. Visse omdiskuterede punkter turde de ikke komme ind på af frygt for at komme i skænderi.JSL 509.4

Jesus kunne med ganske få ord have vakt deres fordomme mod hinanden og på denne måde have vendt deres vrede bort fra ham selv. Kajfas vidste dette, og han ønskede at undgå stridsspørgsmål. Der var rigeligt af vidner til at bevise, at Kristus havde fordømt præsterne og de skriftkloge, at han havde kaldt dem hyklere og mordere; men det var ikke hensigtsmæssigt at bringe dette vidneudsagn frem. Saddukæerne havde under deres hårde stridigheder med farisæerne brugt lignende udtryk over for dem, og den slags vidnesbyrd ville ikke have nogen vægt over for romerne, der selv følte afsky for farisæernes hykleri. Der var talrige beviser for, at Jesus havde vist ligegyldighed for jødernes overleveringer og udvist mangel på ærbødighed for mange af deres forordninger; men med hensyn til overleveringerne stod farisæerne og saddukæerne skarpt over for hinanden. Og heller ikke dette vidnesbyrd ville have nogen vægt over for romerne. Kristi fjender vovede ikke at anklage ham for at bryde sabbatten for at undgå, at en eventuel undersøgelse skulle afsløre, hvad det var han havde gjort. Hvis hans mirakler med helbredelse kom frem, ville præsternes forehavende lide nederlag.JSL 510.1

Falske vidner havde modtaget bestikkelse for at beskylde Jesus for at opflamme til oprør og forsøge at oprette en separat regering. Men deres vidnesbyrd viste sig at være svage og selvmodsigende. Ved en nærmere afhøring modsagde de sig selv.JSL 510.2

På et tidligt tidspunkt havde Kristus sagt: “Riv dette tempel ned, og jeg vil rejse det igen på tre dage.” Ved hjælp af profetisk billedsprog havde han således forudsagt sin egen død og opstandelse. “Men det tempel, han talte om, var hans legeme.” ^{2Joh 2,19-21} Disse ord havde jøderne forstået bogstaveligt, som om de refererede til Jerusalems tempel. I alt, hvad Kristus havde sagt, kunne præsterne ikke finde noget at bruge imod ham med undtagelse af dette. Ved at fordreje disse ord håbede de at opnå en fordel. Romerne havde været medvirkende til at opbygge og udsmykke templet, og de var meget stolte af det. Enhver ringeagt, der blev udvist imod det, ville med sikkerhed vække deres vrede. Her kunne romere og jøder, farisæere og saddukæere mødes, for de værdsatte alle templet højt. Der blev fundet to vidner, hvis udsagn på dette punkt ikke var så modstridende, som de andres havde været. Den ene, der var blevet bestukket til at anklage Jesus, erklærede: “Han har sagt: Jeg kan bryde Guds tempel ned og rejse det igen på tre dage.” Sådan blev Kristi ord fordrejet. Hvis de var blevet gengivet nøjagtigt, som han havde sagt dem, ville de ikke have bevirket hans domfældelse, selv ikke af Sanhedrin. Hvis Jesus havde været et ganske almindeligt menneske, sådan som jøderne hævdede, ville hans erklæring kun have været udtryk for et tåbeligt, pralende sindelag, men den kunne ikke være blevet udlagt som gudsbespottelse. Selv om hans ord blev fordrejet af de falske vidner, rummede de ikke noget, som af romerne ville blive regnet for en forbrydelse, der skulle straffes med døden.JSL 510.3

Jesus lyttede tålmodigt til de modstridende vidnesbyrd. Han sagde ikke et ord til sit forsvar. Til sidst blev hans anklagere forvirrede og rasende. Man kom ingen vegne med forhøret. Det så ud til, at deres planer skulle slå fejl. Kajfas var ude af sig selv. En eneste udvej var tilbage; Kristus måtte tvinges til at dømme sig selv. Ypperstepræsten rejste sig fra dommersædet med ansigtet fordrejet af raseri, og hans stemme og optræden viste tydeligt, at hvis det havde været muligt for ham, ville han have slået fangen ned, der stod foran ham. “Har du ikke noget at svare på det, de vidner imod dig?”JSL 510.4

Jesus forholdt sig roligt. “Han åbnede ikke sin mund; som et lam, der føres til slagtning, som et får, der er stumt, mens det klippes, åbnede han ikke sin mund.” ^{3Es 53,7}JSL 511.1