Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents
Jesu liv - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    “Er du Kristus, Guds Søn?”

    Til sidst hævede Kajfas sin højre hånd mod himmelen og henvendte sig til Jesus med en form for edsaflæggelse: “Jeg besværger dig ved den levende Gud: Sig os, er du Kristus, Guds søn?”JSL 511.2

    Efter en sådan henvendelse kunne Kristus ikke mere forholde sig tavs. Der var en tid til at tie og en tid til at tale. Han havde ikke talt, før han blev direkte spurgt. Han vidste, at det ville blive den visse død for ham at svare; men dette spørgsmål blev stillet af folkets højeste, anerkendte myndighed og i den Allerhøjestes navn. Kristus ville ikke undlade at vise respekt for loven. Desuden blev hans eget forhold til Faderen draget i tvivl. Han måtte tydeligt erklære, hvem han var, og hvorfor han var kommet. Jesus havde sagt til sine disciple: “Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene.” 4Matt 10,32 Nu gentog han den lære ved sit eget eksempel.JSL 511.3

    Alle lyttede anspændt, og alles blikke var rettet mod ham, da han svarede: “Du sagde det selv.” Det var, som om et himmelsk lys strålede fra hans blege ansigt, da han tilføjede: “Herefter skal I se Menneskesønnen sidde ved den Almægtiges højre hånd og komme på himlens skyer.”JSL 511.4

    Et øjeblik strålede Kristi guddommelige væsen gennem hans menneskelige skikkelse. Ypperstepræsten veg forfærdet tilbage for Frelserens gennemtrængende blik. Dette blik syntes at læse hans skjulte tanker og at brænde sig ind i hans hjerte. Aldrig senere i sit liv kunne han glemme dette ransagende blik fra Guds forfulgte Søn.JSL 511.5

    Kristus havde skildret modsætningen til det, der nu fandt sted. Han, livets og herlighedens Herre, skulle sidde ved Guds højre hånd. Han skulle dýmme verden, og ingen ville kunne gøre indsigelse mod hans afgørelse. Så ville enhver hemmelighed komme frem for Gud, og enhver ville blive dømt ester sine gerninger.JSL 511.6

    Kristi ord forfærdede ypperstepræsten. Tanken om, at der ville komme en opstandelse af de døde, hvor alle skulle stilles for Guds domstol, for at blive belønnet eller dømt i overensstemmelse med deres gerninger, var en skrækkelig tanke for Kajfas. Han brød sig ikke om at tro, at han engang i fremtiden skulle dømmes efter sine gerninger. Han så pludselig begivenhederne i forbindelse med den endelige dom for sig som et panorama. Et øjeblik så han det frygtelige syn af gravene, der gav deres døde tilbage sammen med de hemmeligheder, han havde håbet skulle være skjult for evigt. Et øjeblik følte han det, som om han stod for den evige dommer, hvis øjne, der ser alt, læste hans tanker og bragte hemmeligheder for dagens lys, som han troede var skjult sammen med de døde.JSL 511.7

    Synet forsvandt atter for ypperstepræstens blik. Kristi ord ramte ham, saddukæeren, på det ømmeste sted. Kajfas havde forkastet læren om opstandelsen, dommen og et evigt liv. Nu blev han grebet af et djævelsk raseri. Skulle denne mand, der stod som fange foran ham, gøre angreb på hans mest værdsatte teorier? Han sønderrev sin kappe, for at folk kunne se hans foregivne rædsel, og krævede, at fangen uden yderligere bevismateriale skulle dømmes for gudsbespottelse. “Hvad skal vi nu med vidner? Nu har I selv hørt bespottelsen. Hvad mener I?” Og de fordømte ham alle sammen.JSL 512.1

    Det var en blanding af overbevisning og affekt, der fik Kajfas til at handle, som han gjorde. Han var rasende på sig selv over at have troet på Kristi ord, og i stedet for at overgive sig til sin stærke fornemmelse af sandheden og bekende, at Jesus var Messias, sønderrev han sin embedsdragt i kategorisk modstand. Denne handling var overordentlig betydningsfuld. Kajfas forstod kun lidt af, hvad den betød. Ved denne handling, der skulle gøre indtryk på dommerne og skabe sikkerhed for at få Kristus dømt, havde ypperstepræsten dømt sig selv. Efter Guds lov var han forkastet som præst. Han havde afsagt dødsdommen over sig selv.JSL 512.2

    En ypperstepræst måtte ikke sønderrive sine klæder. Efter levitternes lov var dette forbudt under dødsstraf. Under ingen omstændigheder og ikke ved nogen lejlighed måtte præsten sønderrive sin kappe. Det var skik blandt jøderne at sønderrive klæderne, når en af deres venner døde, men præsterne måtte ikke følge denne skik. Der var ved Kristus givet udtrykkelig befaling herom til Moses. (3 Mos 10,6)JSL 512.3

    Alt, hvad præsterne klædte sig i, skulle være helt og fejlfrit. Disse smukke embedsdragter symboliserede egenskaberne hos det store forbillede, Jesus Kristus. Intet andet end fuldkommenhed, i klædedragt, i væremåde, i ord og i ånd, kunne accepteres af Gud. Han er hellig, og hans herlighed og fuldkommenhed skulle den jordiske tjeneste være et eksempel på. Det dødelige menneske kunne sønderrive sit eget hjerte ved at udvise anger og ydmyghed, og dette ville Gud se. Men præstedragten måtte ikke flænges, for det ville skade fremstillingen af det himmelske. Den ypperstepræst, der vovede at vise sig i sit hellige embede og forrette tjeneste i helligdommen med en sønderrevet klædning, blev betragtet som en person, der havde skilt sig fra Gud.JSL 512.4

    Ved at sønderrive sin kappe afskar han sig selv fra at være et forbillede. Gud accepterede ham ikke mere som en tjenestegørende præst. Den handlemåde, som Kajfas her lagde for dagen, afslørede menneskelige lidenskaber og menneskelig ufuldkommenhed.JSL 513.1

    Ved at sønderrive sine klæder satte Kajfas Guds lov ud af kraft for at følge menneskers overleveringer. En menneskeskabt lov tillod, at en præst i tilfælde af gudsbespottelse måtte sønderrive sine klæder i rædsel over synden, og dog være uden skyld. Sådan blev Guds lov sat ud af kraft ved menneskers love.JSL 513.2

    Hver eneste af ypperstepræstens handlinger blev iagttaget af folket med største interesse, og for virkningens skyld ville Kajfas stille sin fromhed til skue. Men ved denne handling, der var beregnet på at være en anklage mod Kristus, hånede han den, om hvem Gud havde sagt: “Mit navn er i ham.” 52 Mos 23,21JSL 513.3

    Han begik selv gudsbespottelse. Mens han selv stod under Guds dom, afsagde han dommen over Kristus som gudsbespotter.JSL 513.4

    Da Kajfas sønderrev sin kappe, var hans handling af stor betydning for den stilling, jødefolket som folk herefter ville indtage over for Gud. Det folk, som engang var Guds udvalgte, skilte sig fra ham og var hurtigt ved at blive et folk, som Gud ikke ville kendes ved. Da Kristus på korset råbte: “Det er fuldbragt,” 6Joh 19,30 og templets forhæng flængedes i to stykker, erklærede den hellige iagttager, at det jødiske folk havde forkastet Ham, som var det store forbillede for alle deres symboler, virkeligheden i alle deres skyggebilleder. Israel havde skilt sig fra Gud. Da ville der for Kajfas have været grund til at sønderrive den præstedragt, som betegnede, at han gjorde krav på at være stedfortræder for den store ypperstepræst; for nu havde den ikke mere nogen betydning for ham eller folket. Da ville han virkelig have haft grund til at sønderrive sin kappe i rædsel for sig selv og sit folk.JSL 513.5

    Sanhedrin havde dømt Jesus til døden, men det var i modstrid med den jødiske lov at forhøre en fange om natten. En lovmæssig dom kunne kun afsiges ved dagens lys og i overværelse af det fuldtallige råd. På trods af dette blev Frelseren nu behandlet som en dødsdømt forbryder og overgivet til at blive mishandlet af de laveste og ondeste mennesker. Ypperstepræstens palads var placeret rundt om en åben gård, hvor soldaterne og mængden havde samlet sig. Jesus blev ført til vagtstuen gennem denne gård, og fra alle sider blev han mødt med spot, fordi han hævdede at være Guds Søn. Hans egne ord, at “sidde ved den Almægtiges højre hånd” og at “komme på himlens skyer,” blev hånligt gentaget. Mens han i vagtstuen afventede sin lovmæssige domfældelse, var han uden beskyttelse. Den uvidende pøbel havde set, med hvilken grusomhed han var blevet behandlet foran rådet, og ud fra dette tillod de sig at tilkendegive alle de djævelske tilbøjeligheder i deres natur. Kristi ædle optræden og guddommelige holdning drev dem til raseri. Hans sagtmodighed, hans uskyldighed og hans majestætiske tålmodighed fyldte dem med et djævlesk had. Barmhjertighed og retfærdighed blev der set stort på. Aldrig var en forbryder blevet behandlet så umenneskeligt, som Guds Søn blev det.JSL 513.6

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents