Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents
Jesu liv - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Peter fornægter Jesus

    Men en større smerte var ved at knuse Jesus. Det slag, som forvoldte den største smerte, kunne ingen fjendehånd have tildelt ham. Mens Kristus blev underkastet den parodi på et forhør af Kajfas, var han blevet fornægtet af en af sine egne disciple.JSL 514.1

    Efter at have forladt deres Mester i haven havde to af disciplene dristet sig til på afstand at følge den pøbel, som bevogtede Jesus. Disse to disciple var Peter og Johannes. Præsterne genkendte Johannes som en af Jesu velkendte disciple og gav ham lov at komme ind i salen, i håb om at han, når han så deres førers ydmygelse, hånligt ville afvise tanken om, at han skulle være Guds Søn. Johannes lagde et godt ord ind for Peter og skaffede også ham adgang. Der var blevet tændt et bål i gården; for det var nattens koldeste tid lige før daggry. En flok mennesker samledes omkring ilden, og Peter tog dristigt plads blandt dem. Han nærede intet ønske om at genkendes som Jesu discipel. Ved bare at blande sig med mængden håbede han at blive antaget for at være en af dem, der havde ført Jesus til domssalen.JSL 514.2

    Men da skæret fra ilden oplyste Peter ansigt, så den kvinde, som holdt vagt ved døren, undersøgende på ham. Hun havde lagt mærke til, at han var kommet ind sammen med Johannes. Hun lagde også mærke til hans nedtrykte ansigtsudtryk og mente, at han måske var en af Jesu disciple. Hun var en af tjenerne i Kajfas’ hus og var nysgerrig efter at vide det. Hun sagde til Peter:JSL 514.3

    “Er du ikke også en af den mands disciple?” Peter blev forfærdet og forvirret. Alles øjne rettedes øjeblikkeligt imod ham. Han lod, som om han ikke forstod hende; men hun blev ved og sagde til de omkringstående, at denne mand havde været sammen med Jesus. Peter følte sig tvunget til at svare og sagde vredt: “Jeg kender ham ikke, kvinde!” Dette var den første fornægtelse, og straks efter galede hanen. Ak Peter, så hurtig til at skamme dig over din Mester! så hurtig til at fornægte din Herre!JSL 514.4

    Da disciplen Johannes var kommet ind i domssalen, gjorde han ikke nogen forsøg på at skjule, at han var en af Jesu disciple. Han blandede sig ikke med den rå mængde, der hånede hans Mester. Ingen udspurgte ham, fordi han ikke spillede nogen falsk rolle og således udsatte sig for mistanke. Han fandt sig en afsides krog, hvor han ikke vakte opmærksomhed, men så nær Jesus som det var ham muligt. Herfra kunne han se og høre alt, hvad der fandt sted ved hans Herres domfældelse.JSL 514.5

    Peter havde ikke regnet med at blive genkendt. Med en påtaget ligegyldig mine havde han anbragt sig i fjendens lejr, og han blev et let bytte for fristelserne. Hvis han var blevet kaldet til at kæmpe for sin Mester, ville han have været en modig soldat. Men da man pegede fingre ad ham med foragt, viste han sig at være en kujon. Mange, der ikke viger tilbage for aktiv kamp for deres Herre, drives til at fornægte deres tro, hvis de bliver latterliggjort. Ved at være sammen med dem, som de burde undgå, udsætter de sig for fristelser. De giver fjenden lejlighed til at friste dem, og de kommer til at sige og gøre ting, som de under andre omstændigheder aldrig ville have gjort sig skyldig i. De kristne mennesker, som i vore dage dækker over deres tro af frygt for repressalier, fornægter Kristus nøjagtigt, som Peter gjorde det i ypperstepræstens gård.JSL 514.6

    Peter foregav at være uinteresseret i sin Herres domfældelse, men hans hjerte krympede sig i sorg, når han hørte de grusomme provokationer og så, hvilke mishandlinger han blev udsat for. Men han var også overrasket og vred over, at Jesus ville ydmyge sig selv og sine venner ved at finde sig i en sådan behandling. For at skjule sine sande følelser forsøgte han at deltage i Jesu forfølgeres grovkornede spøgefuldheder. Men hans opførsel var unaturlig. Han handlede løgnagtigt, og når han prøvede på at være ligeglad, kunne han ikke tilbageholde harmfulde udbrud over de mishandlinger, hans Mester måtte tåle.JSL 515.1

    Han tiltrak sig opmærksomhed for anden gang, og igen blev han beskyldt for at være Jesu discipel. Nu erklærede han med en ed: “Jeg kender ikke det menneske!” Alligevel blev der givet ham endnu en mulighed. Der var gået en time, da en af ypperstepræstens tjenere, som var en nær slægtning af den mand, hvis øre Peter havde hugget af, spurgte ham: “Så jeg dig ikke i haven sammen med ham?” “Jo, sandelig er du en af dem; du er jo også fra Galilæa.” Peter blev rasende ved at høre dette. Jesu disciple var kendt for deres rene sprog, og for at narre de spørgende og for at sandsynliggøre sin foregivne rolle fornægtede Peter nu sin Herre under banden og sværgen. Atter galede hanen. Nu hørte Peter det, og han mindedes Jesu ord: “Før hanen galer to gange, vil du fornægte mig tre gange.” 1Mark 14,30JSL 515.2

    Netop som de nedværdigende eder havde forladt Peters læber, og hanens galen endnu lød i hans ører, vendte Frelseren sig om trods dommernes truende miner og så direkte på sin stakkels discipel. Samtidig så Peter på sin Herre. I Jesu ansigt læste han dyb medlidenhed og sorg, men der var ingen vrede.JSL 515.3

    Synet af det blege, lidende ansigt med de skælvende læber, der udtrykte medfølelse og tilgivelse, stak ham i hjertet. Hans samvittighed vågnede. Han huskede. Peter huskede nu det løfte, som han havde aflagt for ganske få timer siden om, at han ville følge sin Herre i både fængsel og død. Han huskede sin sorg, da Frelseren i salen ovenpå havde sagt til ham, at han tre gange den samme nat ville fornægte sin Herre. Peter havde netop erklæret, at han ikke kendte Jesus, men nu indså han med bitter sorg, hvor godt hans Herre kendte ham, og at han havde set den falskhed i ham, som han ikke selv kendte.JSL 515.4

    En bølge af minder skyllede ind over ham. Frelserens kærlige barmhjertighed, hans godhed og langmodighed, hans mildhed og tålmodighed over for sine disciple — han huskede det alt sammen. Han genkaldte sig advarslen:JSL 515.5

    “Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte.” 8Luk 22,31-32 Han tænkte med gru på sin egen utaknemmelighed, sin falskhed, sin mened. Endnu engang så han hen på sin Herre og så en ugudelig hånd løftet for at slå ham i ansigtet. Ude af stand til at udholde dette syn rejste han sig og styrtede sønderknust ud fra domssalen.JSL 516.1

    Han skyndte sig af sted i ensomhed og mørke — han vidste ikke og brød sig ikke om at vide hvorhen. Til sidst fandt han sig selv i Getsemane. Begivenheden få timer tidligere stod lyslevende for ham. Hans Herres lidende ansigt, plettet af blod og sved og fortrukket af smerte, viste sig for ham. Med de største samvittighedskvaler huskede han, at Jesus havde grædt og lidt alene i bøn, mens de, som skulle have været sammen med ham i denne prøvelse, lå og sov. Han huskede den højtidelige opfordring: “Våg, og bed om ikke at falde i fristelse.”9 Han genoplevede, hvad der var foregået i domssalen. Det pinte ham usigeligt at vide, at han havde føjet den tungeste byrde til Frelserens ydmygelse og sorg. På det samme sted, hvor Jesus havde udøst sin sjæl i den største smerte til sin Far, kastede Peter sig næsegrus ned og ønskede, at han måtte dø.JSL 516.2

    Ved at sove, da Jesus bad ham våge og bede, havde Peter banet vejen for sin store synd. Alle disciplene havde lidt et stort tab ved at sove i denne skæbnesvangre time. Kristus kendte den ildprøve, de skulle igennem. Han vidste, hvordan Satan ville arbejde for at lamme deres sanser, så de ikke var klar til prøvelsen. Derfor gav han dem denne advarsel. Hvis disse timer i haven var blevet tilbragt med at våge og bede, ville Peter ikke have været overladt til at stole på sin egen svage styrke. Så ville han ikke have fornægtet sin Herre. Hvis disciplene havde set Kristus i hans sjæleangst, ville de have været forberedt på at se hans lidelser på korset. De ville til en vis grad have forstået hans overvældende smerte. De ville have været i stand til at huske hans ord, der forudsagde hans lidelser, hans død og hans opstandelse. Midt i den mørkeste time ville nogle stråler af håb have lyst op i mørket og have støttet dem i deres tro.JSL 516.3

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents