Jesus er tavs under forhøret

Herodes stillede Kristus et væld af spørgsmål, men hele vejen igennem opretholdt Frelseren en dyb tavshed. På kongens befaling blev syge og vanføre kaldt ind, og Kristus fik befaling om at bevise sine påstande ved at udføre et mirakel. Man siger, at du kan helbrede de syge, sagde Herodes. Jeg har lyst til at se, om din store berømmelse svarer til dit rygte. Jesus svarede ham ikke, og Herodes fortsatte med at presse ham: Hvis du kan gøre mirakler for andre, så gør dem nu for din egen skyld, og du skal ikke have gjort det forgæves. Atter befalede han: Vis os et tegn på, at du har den magt, som rygtet siger, du har! Men det var, som om Kristus hverken hørte eller så. Guds Søn havde påtaget sig menneskelig natur. Han måtte handle, som et menneske måtte gøre det under de samme omstændigheder. Derfor ville han ikke udføre et mirakel for at redde sig selv fra den smerte og ydmygelse, som et menneske måtte udholde i samme situation.JSL 530.1

Herodes lovede, at hvis Kristus ville udføre et mirakel i hans tilstedeværelse, ville han blive frigivet. Kristi anklagere havde med deres egne øjne set de mægtige gerninger, der var udført ved hans magt. De havde hørt ham befale graven at give den døde tilbage. De havde set den døde komme frem adlydende hans stemme. De blev overvældet af frygt for, at han nu virkelig ville udføre et mirakel. Af alle ting frygtede de mest en demonstration af hans magt. En sådan tilkendegivelse ville være et dødsstød for deres planer og ville måske komme til at koste dem livet. Igen fremhævede præsterne og rådsherrerne i deres store ængstelse beskyldningerne imod ham. Idet de hævede deres stemmer, erklærede de, at han var en forræder, en gudsbespotter. Han udfører sine mirakler ved den magt, han har fået af Beelzebul, de onde ånders fyrste. Herefter blev der et forfærdeligt virvar i salen, hvor nogle råbte et og andre noget andet.JSL 530.2

Herodes’ samvittighed var nu langt mindre følsom, end da han havde skælvet af frygt over Herodias’ krav om Johannes Døbers hoved. I nogen tid havde han følt stærkt samvittighedsnag over sin frygtelige udåd. Men hans opfattelse af moral var blevet mere og mere fornedret på grund af hans lastefulde liv. Nu var han blevet så forhærdet, at han endog pralede af den straf, han havde udsat Johannes for, fordi han vovede at irettesætte ham. Og nu truede han Jesus ved gentagne gange at erklære, at han havde magt til at give ham friheden eller til at dømme ham. Men intet tegn fra Jesus vidnede om, at han havde hørt et ord.JSL 530.3

Herodes blev irriteret over hans tavshed. Den syntes at indikere absolut ligegyldighed over for hans autoritet. For den forfængelige og hovmodige konge havde åbenlys dadel været mindre krænkende end således at blive ignoreret. Igen truede han vredt Jesus, der stadig forblev uberørt og tavs.JSL 531.1

Kristi mission i denne verden var ikke at tilfredsstille tom nysgerrighed. Han kom for at helbrede de sønderknuste. Kunne han have sagt et ord for at hele skaderne hos mennesker, der var syge som følge af synd, havde han ikke forholdt sig tavs. Men han havde ikke ét ord tilovers for dem, der blot ønskede at træde på sandheden med deres ugudelige fødder.JSL 531.2

Kristus kunne have fået Herodes til at blive ramt af frygt og bæven ved at forelægge ham, hvor ugudeligt han levede, og hvor frygtelig en dom der ventede ham. Men Kristi tavshed var den hårdeste irettesættelse, han kunne give. Herodes havde forkastet den sandhed, der var blevet forkyndt ham af den største af alle profeter, og han skulle ikke have noget andet budskab. Ikke et ord værdigede Himmelens Majestæt ham. Hans øre, som altid havde været åbent for menneskers smerte, ville ikke høre på Herodes’ befalinger. Hans øjne, der altid havde hvilet på den angrende synder med medfølende, tilgivende kærlighed, havde ikke et blik tilovers for den hovmodige konge, der ikke følte, at han trængte til en Frelser.JSL 531.3