Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents
Jesu liv - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Johannes bereder sig på sin tjeneste

    “Drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel.” Før Johannes’ fødsel havde englen sagt:JSL 60.3

    “Han skal blive stor for Herren; han må ikke drikke vin og øl, men han skal fyldes med Helligånden allerede fra moders liv.” Gud havde kaldet Zakarias’ søn til en stor gerning, den største, der nogen sinde er blevet betroet et menneske. For at kunne fuldføre denne opgave måtte han have Herren som sin hjælper. Og Guds Ånd ville være med ham, hvis han rettede sig efter englens anvisninger.JSL 60.4

    Johannes skulle gå ud som Jehovas sendebud for at bringe mennesker lyset fra Gud. Han måtte lede deres tanker i en anden retning. Han skulle indprente dem, hvor hellige Guds krav til os er, og i hvor høj grad de selv manglede Guds fuldkomne retfærdighed. Et sådant sendebud måtte selv være helligt. Han måtte være et tempel, hvori Guds Ånd kunne bo. For at kunne opfylde sit kald måtte han være i besiddelse af sunde, legemlige kræfter og åndelig og mental styrke. Derfor ville det for ham være nødvendigt at beherske lyster og begær. Han måtte være i stand til at beherske alle sine evner, så han kunne stå blandt mennesker lige så upåvirkelig af de forhold, der herskede, som ørkenens klipper og bjerge.JSL 60.5

    På Johannes Døbers tid var begæret efter rigdom og luksus, som man gerne ville vise frem, blevet vidt udbredt. Sanselige nydelser, fester og drikkeri var årsag til legemlige sygdomme og degeneration, idet de lammede den åndelige opfattelsesevne og forringede syndsbevidstheden. Johannes skulle være reformator. Ved sin afholdende livsførelse og enkle klædedragt skulle han virke som en irettesættelse for tidens umådeholdenhed. Således var anvisningerne til Johannes’ forældre — en lære i afholdenhed — givet af en engel fra himmelens trone.JSL 60.6

    Sindet er mest modtageligt i barndommen og ungdommen. Det er her, man skal erhverve sig kraften til selvbeherskelse. Hyggeligt samvær med familien og familieråd præger sindet for altid, men mere end nogen naturlige anlæg bestemmer de vaner, man tilegner sig i livets første år, om et menneske skal sejre eller blive besejret i livets kamp. Ungdommen er såtiden. Den afgør høstens karakter, både i dette liv og i det kommende.JSL 61.1

    Som profet var det Johannes’ opgave at “vende fædres hjerter til deres børn og ulydige til et retfærdigt sind, og at skaffe Herren et folk, der er gjort rede.” Ved at berede vejen for Kristi første komme repræsenterede han dem, der skal berede folket til Herrens andet komme. Verden er fuld af nydelsessyge. Det vrimler med vildfarelser og opdigtede historier. Satans fælder for at tilintetgøre menneskene er mangedoblede. Alle, der ønsker fuldkommen hellighed i deres gudsfrygt, må lære mådeholdets og selvbeherskelsens kunst. Lysterne og lidenskaberne må styres af menneskets højere kræfter. Selvdisciplin er af væsentlig betydning for den mentale styrke og åndelige indsigt, som vil gøre os i stand til at fatte og efterleve de hellige sandheder i Guds ord. Af denne grund har mådehold sin plads i arbejdet for at berede vejen for Kristi genkomst.JSL 61.2

    Ifølge almindelig skik og brug ville Zakarias’ søn være blevet uddannet til præst. Men uddannelsen i rabbinernes skoler ville have gjort ham uegnet til hans gerning. Gud sendte ham ikke til de teologiske lærere for at undervises i, hvordan han skulle fortolke Skrifterne. Han kaldte ham ud i ørkenen, for at han kunne lære af naturen og naturens Gud.JSL 61.3

    Det var en ensom egn, der hvor han fandt sit hjem, midt ude i golde bjerge, vilde slugter og klippehuler. Men han havde valgt at give afkald på livets fornøjelser og bekvemmeligheder til fordel for ødemarkens barske disciplin. Her var omgivelserne ideelle til enkel levevis og selvfornægtelse. Uforstyrret af verdens larm kunne han her studere lærdommene om naturen, åbenbaring og forsyn. Englens ord til Zakarias var ofte blevet gentaget for Johannes af hans gudfrygtige forældre. Helt fra barndommen var hans mission blevet holdt ham for øje, og han havde taget imod dette hellige hverv. For ham var ensomheden i ørkenen en velkommen anledning til at undgå et samfund, hvor mistænksomhed, vantro og urenhed prægede næsten alt. Han stolede ikke på sin egen kraft til at kunne modstå fristelser, og han veg tilbage for bestandig kontakt med synden for ikke at miste fornemmelsen af dens overvældende syndighed.JSL 61.4

    Da han fra sin fødsel var indviet til Gud som nasiræer, gjorde han dette løfte til sit eget ved at hellige Gud hele sit liv. Han var klædt som fortidens profeter i en dragt af kamelhår, der blev holdt sammen om livet med et læderbælte. Han spiste “græshopper og vildhonning,” som han fandt i ødemarken, og drak af bjergstrømmenes klare vand.JSL 61.5

    Men Johannes tilbragte ikke sit liv i lediggang, i asketisk tungsind eller egoistisk isolation. Fra tid til anden kom han frem for at være sammen med andre mennesker, og han var altid en interesseret tilskuer til alt, hvad der foregik i verden. Fra sit stille tilflugtssted lagde han mærke til begivenhedernes gang. Med indsigt, oplyst af den guddommelige Ånd, studerede han de forskellige menneskers karakter, for at finde ud af at nå deres hjerter med budskabet fra Himmelen. Hans kald hvilede tungt på ham. I ensomhed, ved meditation og bøn søgte han at væbne sig til den livsgerning, der lå foran ham.JSL 61.6

    Skønt han levede i ødemarken, var han ikke fritaget for fristelser. Så vidt det lod sig gøre, lukkede han til for alle veje, ad hvilke Satan kunne trænge ind; alligevel blev han angrebet af fristeren. Men hans åndelige opfattelsesevne var skarp. Han havde en højt udviklet karakterstyrke og fasthed, og ved Helligåndens hjælp var han i stand til at opdage, når Satan nærmede sig, og til at modstå hans magt.JSL 62.1

    I ødemarken fandt Johannes sin skole og sit tilflugtssted. Ligesom Moses blandt Midians bjerge var han omgærdet af Guds nærvær og omgivet af beviser på hans magt. Det faldt ikke i hans lod at dvæle i de ensomme bjerges højtidelige majestæt ligesom Israels store leder; men foran ham — på den anden side af Jordan — lå Moabs bjerge og fortalte om ham, som havde skabt bjergene og omgivet dem med sin styrke. Den dystre og forfærdelige side af naturen i hans hjem i ødemarken illustrerede levende den tilstand, Israel befandt sig i. Herrens frugtbare vingård var blevet til et trøstesløst forfald; men hen over ørkenen hvælvede himmelen sig klar og smuk. Over de mørke stormskyer, der samlede sig, hvælvede forjættelsens regnbue sig. Så over Israels fornedrelse skinnede den lovede herlighed fra Messias’ herredømme. Vredens skyer var omspændt af Guds nådige pagts regnbue.JSL 62.2

    Alene i nattens stilhed læste han Guds løfte til Abraham om efterkommere talløse som stjernerne. Morgenrøden, der spredte guld over Moabs bjerge, fortalte om ham, der “er som daggryet, når solen står op en skyfri morgen.” 52 Sam 23,4 Og i middagstimens klare lys så han herligheden ved Hans åbenbarelse: “Herrens herlighed skal åbenbares, og alle mennesker skal se den.” 6Es 40,5JSL 62.3

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents