Røveren på korset
Der kom et eneste glimt af trøst for Jesus, mens han led på korset. Det var den angrende røvers bøn. Begge de mænd, der blev korsfæstet sammen med Jesus, havde først spottet ham, og den ene af dem blev under sine pinsler endnu mere desperat og udfordrende. Men ikke hans medskyldige. Denne mand var ikke nogen forhærdet forbryder. Han havde været i dårligt selskab og var kommet på gale veje, men han var mindre skyldig end mange af dem, der stod ved siden af korset og hånede Frelseren. Han havde set og hørt Jesus og havde været overbevist af hans lære, men præsterne og rådsherrerne havde fået ham ledt bort fra ham. I et forsøg på at undertrykke sin overbevisning var han kommet længere og længere ud i synd, indtil han blev anholdt, stillet for retten som en forbryder og dømt til døden på korset.JSL 545.4
I retssalen og på vej til Golgata havde han været sammen med Jesus. Han havde hørt Pilatus erklære: “Jeg finder ham ikke skyldig.” Han havde lagt mærke til hans guddommelige væremåde og hans medfølende tilgivelse af sine bødler.JSL 545.5
Fra korset ser han de mange store religiøse personligheder hånligt række tunge ad og latterliggøre Jesus. Han ser dem ryste på hovedet. Han hører de provokerende ord blive gentaget af sin medskyldige: “Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!” Blandt de forbipasserende hører han mange forsvare Jesus. Han hører dem gentage Hans ord og fortælle om Hans gerninger. Overbevisningen om, at denne mand er Kristus, vender tilbage til ham. Han vender sig til sin medskyldige og siger: “Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme dom?” De døende røvere har ikke mere at frygte af mennesker; men i den ene af dem vokser en overbevisning om, at der er en Gud at frygte og dermed en fremtid, der kan få ham til at skælve. Og nu er hans livshistorie ved at slutte, gennemsyret af synd som den er. “Og vi har fået den med rette,” jamrer han, “vi får kun løn som forskyldt, men han har intet ondt gjort.”JSL 546.1
Nu er der ingen vaklen mere. Der er ingen tvivl og ingen bebrejdelser. Da røveren blev dømt for sin forbrydelse, var han blevet fortvivlet og havde mistet ethvert håb; men nu dukker mærkelige, gode tanker frem. Han mindes alt det, han har hørt om Jesus, hvordan han har helbredt de syge og tilgivet synder. Han har hørt beretninger fra dem, der troede på Jesus og grædende fulgte ham. Han har set og læst indskriften over Frelserens hoved. Han har hørt de forbipasserende gentage den, nogle med sørgmodigt skælvende læber og andre spøgende og hånende. Helligånden oplyser hans sind, og lidt efter lidt kædes begivenhederne sammen. I Jesus, kvæstet, forhånet og hængende på korset, ser han Guds Lam, som tager verdens synd på sig. Håb er blandet med frygt i hans stemme, da denne hjælpeløse, døende mand overgiver sig til en døende Frelser. Han udbryder: “Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige.”JSL 546.2
Svaret kommer lige med det samme. Stemmen er mild og blid; ordene kærlige, medfølende og kraftfulde: Sandelig siger jeg dig i dag, du skal være med mig i Paradis.JSL 546.3
I lange, kvalfulde timer har spot og hån lydt for Jesu ører. Mens han hænger på korset, trænger lyden af hån og forbandelser stadig op til ham. Længselsfuldt har han lyttet efter et eller andet udtryk for tro fra sine disciple, men han har kun hørt de sørgmodige ord: “Vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel.” Hvor må det have glædet Frelseren at modtage dette udtryk for tro og kærlighed fra den døende røver! Mens jødernes ledere forkaster ham og selv disciplene tvivler på hans guddommelighed, kalder denne stakkels røver ved grænsen til evigheden Jesus Herre. Mange var rede til at kalde ham Herre, da han udførte mirakler, og efter at han var opstået af graven; men ingen anerkendte ham, da han hang døende på korset, undtagen den angrende røver, der blev frelst i den ellevte time.JSL 546.4
De omkringstående opfangede ordene, da røveren kaldte Jesus Herre. Tonen i den angrende mands stemme fangede deres opmærksomhed. De, som ved korsets fod havde skændtes om Kristi klæder og trukket lod om hans kjortel, standsede op for at lytte. De dæmpede deres vrede stemmer. Med tilbageholdt åndedræt betragtede de Kristus og ventede på svaret fra de døende læber.JSL 546.5
Da Kristus sagde de forjættende ord, var det, som om den mørke sky, der syntes at indhylle korset, blev gennemtrængt af et klart og levende lys. Den angrende røver modtog den fuldkomne fred i troen på Gud. Kristus blev herliggjort i sin ydmygelse. Han, som i alle andre øjne så besejret ud, var sejrherre. Han var blevet anerkendt som den, der bærer synden. Mennesker kan udøve magt over hans menneskelige legeme. De kan gennembore hans hellige tindinger med tornekronen. De kan berøve ham hans klæder og skændes om fordelingen af dem. Men de kan ikke berøve ham magten til at tilgive synder. Ved at dø bekræfter han sin egen guddommelighed og Faderens herlighed. Hans “ører er ikke for døve til at høre,” og “hans arm er ikke for kort til at frelse”10. Det er hans kongelige ret indtil det yderste at frelse alle dem, der kommer til Gud ved ham.JSL 547.1
“Sandelig siger jeg dig i dag: Du skal være med mig i Paradis.” Kristus lovede ikke røveren, at han den samme dag skulle være sammen med ham i Paradis. Han tog ikke selv til Paradis den dag. Han sov i graven, og på opstandelsens morgen sagde han: “Jeg er endnu ikke steget op til Faderen.” JSL 547.2
Men på dagen for korsfæstelsen, den dag, der så ud som nederlag og mørke, blev løftet givet: “I dag,” mens Kristus dør på korset som en forbryder, forsikrer han den arme synder: “Du skal være med mig i Paradis.”JSL 547.3
Røverne, der blev korsfæstet sammen med Jesus, var anbragt “én på hver side, med Jesus i midten.” Dette var gjort efter præsternes og rådsherrernes anvisning. Kristi placering midt imellem røverne skulle indikere, at han var den største forbryder af de tre. Således opfyldtes Skriften: Han “blev regnet blandt lovbrydere” . Men præsterne indså ikke den fulde betydning af deres handling. Ligesom Jesus var anbragt “i midten,” da han blev korsfæstet sammen med røverne, sådan blev hans kors anbragt midt i en syndig verden. Og de tilgivende ord til den angrende røver tændte et lys, der vil skinne til jordens fjerneste grænser.JSL 547.4
Med forbavselse var englene vidne til Jesu uendelige kærlighed. Han, som led de frygteligste smerter på legeme og sjæl, tænkte kun på andre og opmuntrede den angrende røver til at tro. Under sin ydmygelse havde han som profet henvendt sig til Jerusalems døtre. Som ypperstepræst og talsmand havde han bønfaldet Faderen om at tilgive sine mordere, og som en kærlig Frelser havde han tilgivet den angrende røver hans synder.JSL 547.5