Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents
Jesu liv - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Hvad Jesu led

    Og nu var herlighedens Herre ved at dø som løsesum for menneskeslægten. Da Kristus gav sit dyrebare liv, blev han ikke holdt oppe af sejrens glæde. Alt var tyngende mørke. Det var ikke frygten for døden, der tyngede ham. Det var ikke smerten og vanæren fra korset, der forårsagede hans usigelige sjælekval. Hans lidelser skyldtes hans følsomhed over for syndens ondartethed og hans viden om, at mennesket ved at beskæftige sig med ondskaben bliver blind over for dens uhyrlighed. Kristus så, hvor stærkt et greb synden har i mennesket, og hvor få der ville være villige til at bryde med dens magt. Han vidste, at uden Guds hjælp måtte menneskeslægten gå til grunde, og han så utallige mennesker gå til grunde trods rigelig hjælp inden for rækkevidde.JSL 548.2

    Al vor synd blev lagt på Kristus, der var stedfortræder og garant for os. Han blev regnet for en synder, for at han kunne frelse os fra lovens fordømmelse. Skylden fra alle Adams efterkommere hvilede på ham. Guds vrede over synden og den frygtelige tilkendegivelse af hans mishag på grund af synden fyldte hans Søn med forfærdelse. Hele sit liv havde Kristus forkyndt det gode budskab om Faderens barmhjertighed og tilgivende kærlighed for den faldne verden. Han havde forkyndt frelse for selv de største syndere. Men nu, hvor han bærer den frygtelige byrde af skyld, kan han ikke se Faderens tilgivende ansigt. At det guddommelige åsyn trak sig tilbage fra Frelseren i øjeblikket med den allerstørste smerte gennemborede hans hjerte med en sorg, som et menneske aldrig vil være i stand til helt at forstå. Så stor var denne smerte, at den næsten overdøvede hans legemlige lidelser.JSL 548.3

    Satan pinte Jesus med de voldsomste fristelser. Frelseren kunne ikke se gennem gravens porte. Der var intet håb, som forkyndte ham, at han skulle stige op af graven som sejrherre, eller som fortalte ham, at hans Fader havde taget imod hans offer. Han frygtede, at synden var så anstødelig for Gud, at deres adskillelse skulle blive evig. Kristus følte den smerte, som synderen må føle, når nåden ikke mere går i forbøn for den faldne slægt. Det var fornemmelsen af synden, der ved at nedkalde Faderens vrede over ham som menneskets stedfortræder, knuste hans hjerte, og som gjorde det bæger, han måtte tømme, så bitter.JSL 549.1

    Med undren var englene vidne til Frelserens fortvivlede sjælekval. De himmelske hærskarer tildækkede deres ansigter for ikke at se det forfærdelige syn. Naturen udtrykte deltagelse for sin krænkede og døende Skaber. Solen nægtede at se på det frygtelige syn. Dens klare stråler oplyste jorden midt på dagen, da det pludselig var, som om den var tildækket. Fuldstændigt mørke indhyllede korset som et ligklæde. “Der faldt mørke over hele jorden indtil den niende time.” Der var ingen solformørkelse eller anden naturlig årsag til dette mørke, der var så tæt som ved midnatstid uden måne eller stjerner. Det var et mirakuløst vidnesbyrd givet af Gud, for at senere slægter kunne blive styrket i troen.JSL 549.2

    I dette tætte mørke skjulte Gud sin tilstedeværelse. Han gør mørket til sit telt og skjuler sin herlighed for menneskers øjne. Gud og hans hellige engle var ved siden af korset. Faderen var hos sin Søn. Dog åbenbarede han ikke sin nærværelse. Hvis hans herlighed havde strålet ud gennem skyen, ville enhver menneskelig tilskuer være gået til grunde. Og i denne forfærdelige time skulle Kristus ikke trøstes ved Faderens nærværelse. Han trådte vinpersen alene, og der var ingen af folket hos ham.JSL 549.3

    I dette tætte mørke skjulte Gud sin Søns sidste menneskelige dødskamp. Alle, der havde set Kristus under hans lidelse, havde været overbevist om hans guddommelighed. Når mennesker én gang havde set dette ansigt, kunne de aldrig glemme det. Ligesom Kains ansigt udtrykte hans skyldighed som morder, sådan åbenbarede Kristi ansigt uskyld, ophøjet ro og menneskekærlighed — Guds eget billede. Men hans anklagere ville ikke ænse dette himmelske segl. Gennem lange kvalfulde timer havde den spottende mængde stirret på Kristus. Nu blev han nådigt skjult under Guds kappe.JSL 549.4

    Gravens stilhed syntes at have sænket sig over Golgata. Skaren, der havde forsamlet sig omkring korset, blev grebet af en usigelig rædsel. Forbandelserne og forhånelserne standsede midt i en sætning. Mænd, kvinder og børn kastede sig ned på jorden. Undertiden flammede lyn frem fra skyen og åbenbarede korset og den korsfæstede Frelser. Præsterne, rådsherrerne, de skriftkloge, bødlerne og pøbelen troede alle, at gengældelsens time var komet for dem. Efter en tid hviskede nogen, at Jesus nu ville stige ned fra korset. Andre forsøgte at famle sig vej tilbage til byen, mens de slog sig for brystet og jamrede af frygt.JSL 549.5

    Ved den niende time løftede mørket sig fra folket, men indhyllede stadig Frelseren. Det var som et symbol på den smerte og rædsel, der hvilede tungt på ham. Intet blik kunne trænge igennem det mørke, der omgav korset, og ingen kunne trænge ind i det endnu dybere mørke, der indhyllede Kristi lidende sjæl. Det var, som om de heftige lynglimt blev slynget imod ham, mens han hang på korset. Da “råbte Jesus med høj røst: ‘Elí, Elí! lemá sabaktáni?’” “Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?” Da det ydre mørke sænkede sig over Frelseren, var der mange, som udbrød: Himmelens hævn rammer ham. Guds vredes lyn slynges imod ham, fordi han gjorde krav på at være Guds Søn. Mange af dem, der troede på ham, hørte hans fortvivlede råb. Håbet svigtede dem. Hvis Gud havde forladt Jesus, hvad havde så hans disciple at stole på?JSL 550.1

    Da mørket lettede fra Kristi sønderknuste sjæl, vågnede en følelse af fysisk lidelse, og han sagde: “Jeg tørster!” En af de romerske soldater, der følte medlidenhed ved synet af de indtørrede læber, tog en svamp på en isopstængel, dyppede den i et kar med eddike og rakte den op til Jesus. Men præsterne gjorde nar af hans pine. Da mørket sænkede sig over jorden, var de blevet forskrækkede, men da skrækken fortog sig, vendte frygten for, at Jesus skulle undslippe fra dem, atter tilbage. Hans ord: “Elí, Elí! lemá sabaktáni?” havde de misfortolket. Med den bitreste foragt og hån sagde de: “Han kalder på Elias.” Den sidste mulighed for at lindre hans lidelser afviste de. De sagde: “Lad os se, om Elias kommer og frelser ham.”JSL 550.2

    Guds skyldfri Søn hang på korset, og hans legeme var flænget af piskeslag. Hænderne, der så ofte var blevet rakt ud til velsignelse, var naglede til korset. Fødderne, så utrættelige i kærlighedens tjeneste, var naglet fast til træet. Det kongelige hoved var såret af tornekronen. De skælvende læber havde formet sig til et klageråb. Og alt, hvad han udholdt — blodet, der dryppede fra hans hoved, hans hænder, hans fødder, smerten som martrede hans legeme og den usigelige pine, der fyldte hans sjæl, fordi Faderen havde skjult sit ansigt — alt dette har et budskab til ethvert menneske: Det er for din skyld, at Guds Søn indvilliger i at bære denne byrde af synd; for din skyld sprænger han dødens porte og åbner Paradiset. Han, som stilnede stormen og gik på de skumklædte bølger; som fik onde ånder til at skælve og sygdomme til at flygte bort; som åbnede de blindes øjne og kaldte de døde til live — han giver sig selv som et offer på korset, og alt dette af kærlighed til dig. Han, som bærer synden, må udholde den guddommelige retfærdigheds vrede og bliver for din skyld selv til synd.JSL 550.3

    I tavshed afventede tilskuerne afslutningen på denne rædselsscene. Solen skinnede igen; men korset var stadig indhyllet i mørke. Præster og rådsherrer så hen imod Jerusalem — og se, den mørke sky havde sænket sig over byen og Judæas sletter. Retfærdighedens Sol, verdens Lys, var ved at trække sine stråler bort fra den engang foretrukne by Jerusalem. De voldsomme lynglimt fra Guds vrede var rettet mod den af skæbnen ramte by.JSL 550.4

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents