Gå og fortæl disciplene

“Men gå hen,” havde englene sagt til kvinderne, “og sig til hans disciple og til Peter, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.” Disse engle havde fulgt Kristus som hans skytsengle under hele hans tilværelse på jorden. De havde været vidne til hans domfældelse og korsfæstelse. De havde hørt hans ord til disciplene, hvad der også fremgik af deres budskab til dem, som burde have overbevist dem. Sådanne ord kunne kun komme fra deres opstandne Herres sendebud.JSL 576.4

“Sig til hans disciple og til Peter,” havde englene sagt. Siden Kristi død havde Peter været nedbøjet af samvittighedsnag. Hans skammelige fornægtelse af Herren, og Frelserens udtryk for kærlighed og smerte var hele tiden i hans tanker. Af alle disciplene var han den, der havde lidt den bitreste smerte. Til ham gives denne forsikring med navns nævnelse, at hans anger er blevet accepteret og hans synd tilgivet.JSL 576.5

Alle disciplene havde svigtet Jesus, og opfordringen til at møde ham igen gjaldt dem alle. Han havde ikke forladt dem. Da Maria Magdalene fortalte dem, at hun havde set Herren, gentog hun opfordringen til at mødes i Galilæa. Og for tredje gang blev budskabet givet dem. Efter at Jesus havde været hos sin Fader, viste han sig for de andre kvinder og sagde:“God morgen!’ Og de gik hen og omfavnede hans fødder og tilbad ham. Da sagde Jesus til dem: ‘Frygt ikke! Men gå hen og sig til mine brødre, at de skal gå til Galilæa. Dér skal de se mig.’”JSL 577.1

Det første, Kristus gjorde efter sin opstandelse, var at overbevise sine disciple om sin uformindskede kærlighed og sin omsorgsfulde hensyntagen til dem. For at give dem et bevis på at han var deres levende Frelser, at han havde brudt gravens lænker og ikke mere kunne holdes i fangenskab af døden; for at tilkendegive at han holdt lige så meget af dem, som da han var deres elskede lærer, viste han sig for dem gang på gang. Han ville knytte dem endnu stærkere til sig ved hjælp af kærlighed. Han sagde: Gå hen og fortæl mine brødre, at de skal se mig i Galilæa!JSL 577.2

Da disciplene hørte denne klare aftale, begyndte de at tænke på, hvad Kristus havde sagt til dem, da han forudsagde sin opstandelse. Men selv nu glædede de sig ikke. De kunne ikke slippe deres tvivl og rådvildhed. Selv da kvinderne erklærede, at de havde set Herren, ville disciplene ikke tro det. De mente, det havde været en illusion.JSL 577.3

Det var, som om vanskelighederne tårnede sig op. På den sjette dag i ugen havde de set deres Mester dø; på den første dag i den følgende uge opdagede de, at man havde berøvet dem hans legeme, og at de blev beskyldt for at have stjålet det for at kunne bedrage folket. De opgav håbet om nogen sinde at kunne gøre noget ved dette falske indtryk af dem, som hurtigt bredte sig. De frygtede præsternes fjendskab og folkets vrede. De længtes efter Jesu nærværelse, Han som havde hjulpet dem i alle vanskeligheder.JSL 577.4

Ofte gentog de ordene: “Vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel.” ^{5Luk 24,21} Ensomme og modløse mindedes de hans ord: “For gør man sådan med det grønne træ, hvad vil der så ikke ske med det visne?” ^{6Luk 23,31} De mødtes med hinanden i salen ovenpå, og de lukkede og stængede dørene, fordi de vidste, at deres elskede lærers skæbne når som helst kunne blive deres.JSL 577.5

Og hele tiden kunne de have glædet sig over at vide, at Frelseren var opstået. Maria havde stået og grædt i haven, da Jesus var lige ved siden af hende. Hendes øjne var så blændede af tårer, at hun ikke genkendte ham. Og disciplene var så bedrøvede, at de ikke troede englenes budskab eller Kristi egne ord.JSL 577.6

Mange gør stadig som disciplene. Mange gentager Marias fortvivlede udbrud: De har taget min Herre bort, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham. Til alle kan man sige med Frelserens ord: “Hvorfor græder du? Hvem leder du efter?” Han er lige ved siden af dem, men deres tåreblændede øjne opdager ham ikke. Han taler til dem, men de forstår det ikke.JSL 578.1

Hvis bare de bøjede hoveder ville rette sig op og åbne øjnene for at se ham, og ørerne ville lytte til hans stemme: “Skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde.” Sig til dem, at de ikke skal se på Josefs nye grav, der blev lukket med en stor sten og forseglet med det romerske segl. Kristus er der ikke. Se ikke på den tomme grav. Sørg ikke som mennesker, der er uden håb og hjælp. Jesus lever, og fordi han lever, skal også vi leve. Syng i taknemmelighed en glad sang om, at Kristus er opstået. Han lever for at gå i forbøn for os. Grib dette håb, for det er som et trygt og fast anker for sjælen. Tro, og du skal se Guds herlighed.JSL 578.2