Tvivleren Thomas

Da Jesus første gang mødtes med disciplene i salen ovenpå, var Thomas ikke sammen med dem. Han havde hørt de andres beretninger og fået rigeligt bevis for, at Jesus var opstået; men han var opfyldt af mørke tanker og vantro. Da han hørte disciplene fortælle om den opstandne Frelseres vidunderlige åbenbaringer, gjorde det ham kun endnu mere fortvivlet. Hvis Jesus virkelig var opstået fra de døde, kunne der ikke mere være noget håb om et jordisk rige i bogstavelig forstand. Det sårede hans forfængelighed at tænke på, at hans Mester havde åbenbaret sig for alle disciplene med undtagelse af ham. Det var hans faste beslutning ikke at ville tro, og i en hel uge rugede han over sin egen elendighed, som forekom endnu større sammenlignet med hans brødres håb og tro.JSL 586.3

I denne periode erklærede han gentagne gange: “Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.” Han ville ikke se med sine brødres øjne eller have en tro, der var afhængig af deres vidnesbyrd. Han elskede sin Herre inderligt, men han havde tilladt skinsyge og vantro at overtage sind og hjerte.JSL 586.4

En del af disciplene gjorde nu den velkendte sal ovenpå til deres midlertidige hjem, og om aftenen var alle med undtagelse af Thomas forsamlet dér. En aften besluttede Thomas sig til at mødes med de andre. På trods af sin vantro havde han et svagt håb om, at de gode nyheder var sande. Mens disciplene indtog deres aftenmåltid, talte de sammen om de beviser, som Kristus havde givet dem i profetierne. “Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: ‘Fred være med jer!’”JSL 586.5

Derefter henvendte han sig til Thomas og sagde: “Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.” Disse ord viste, at han kendte Thomas’ tanker og ord. Den tvivlende discipel vidste, at ingen af hans meddisciple havde set Jesus i en uge. De kunne ikke have fortalt Mesteren om hans vantro. Han genkendte ham, der stod foran ham, som sin Herre. Han ønskede sig ingen yderligere beviser. Hans hjerte bankede af glæde, og han kastede sig ned for Jesu fødder, mens han udbrød: “Min Herre og min Gud!”JSL 586.6

Jesus tog imod hans indrømmelse, men bebrejdede ham mildt hans vantro. “Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.” Thomas’ tro ville have glædet Kristus mere, hvis han havde været villig til at tro sine brødres vidnesbyrd. Hvis verden nu ville følge Thomas’ eksempel, ville ingen blive frelst; for alle, der tager imod Kristus, må gøre det på grund af andres vidnesbyrd.JSL 587.1

Mange af dem, der tvivler, undskylder sig med, at hvis de havde fået det vidnesbyrd, som Thomas fik af sine venner, ville de tro. De gør sig ikke klart, at de ikke blot har fået dette vidnesbyrd, men langt mere end det. Mange, der som Thomas venter, til enhver årsag til tvivl er fjernet, vil aldrig få deres ønske opfyldt. De bliver efterhånden bekræftet i deres vantro. De, som lærer sig selv kun at se de mørke sider og brokker sig og beklager sig, ved ikke selv, hvad de gør. De sår tvivlens sæd, og de vil komme til at høste tvivlens frugt. Når den tid kommer, hvor tro og tillid er mest påkrævet, vil mange således opdage, at de mangler kraft til at håbe og tro.JSL 587.2

Jesu handlemåde over for Thomas var en lære for disciplene. Hans eksempel viser os, hvordan vi bør handle over for dem, hvis tro er svag, og som hæger om deres tvivl. Jesus overvældede ikke Thomas med bebrejdelser og indlod sig heller ikke i diskussion med ham. Han åbenbarede sig for den tvivlende. Thomas havde været særdeles ufornuftig ved at diktere betingelserne for sin tro, men Jesus nedbrød alle skranker ved sin gavmilde kærlighed og hensyntagen. Vantro overvindes sjældent ved meningsudvekslinger. Den er mest anlagt som selvforsvar og vil finde på nye støttepunkter og påskud. Men lad Jesus i al sin kærlighed og barmhjertighed blive åbenbaret som den korsfæstede Frelser, så vil der fra mange ellers uvillige læber høres den samme bekendelse som Thomas: “Min Herre og min Gud!”JSL 587.3