“Følg mig!”

Således bekendtgjorde Jesus for Peter, hvordan han skulle dø. Han forudsagde endog, at hans hænder ville blive strakt ud på et kors. Igen sagde han til sin discipel: “Følg mig!” Peter tabte ikke modet over forudsigelsen. Han var villig til at lide en hvilken som helst død for sin Herres skyld.JSL 592.1

Hidtil havde Peter kendt Kristus som kødeligt menneske, som mange kender ham nu; men han skulle ikke mere være begrænset på denne måde. Han kendte ham ikke mere, som han havde kendt ham i sit samvær med ham som menneske. Han havde elsket ham som et menneske, som en lærer sendt fra Himmelen. Nu elskede han ham som Gud. Han havde nu indset, at Kristus var alt for ham. Nu var han klar til at tage del i sin Herres opofrende gerning. Da han til sidst førtes til korset, blev han efter sin egen anmodning korsfæstet med hovedet nedad. Han syntes, at det var for stor en ære at lide på samme måde, som hans Herre havde gjort.JSL 592.2

For Peter var ordene: “Følg mig!” fulde af belæring. Denne lære gjaldt ikke alene hans død, men hvert eneste skridt i hans liv. Hidtil havde Peter været tilbøjelig til at handle uafhængigt. Han havde prøvet på at lægge planer for Guds arbejde i stedet for at vente og følge Guds plan. Men han kunne intet vinde ved at styrte af sted foran Herren. Jesus siger til ham: “Følg mig!” Lad være med at løbe foran mig. Så skal du ikke møde Satans hærskarer alene. Lad mig gå foran dig, så vil du ikke blive overvundet af fjenden.JSL 592.3

Mens Peter vandrede ved siden af Jesus, så han, at Johannes fulgte efter dem. Han blev grebet af ønsket om også at vide besked om hans fremtid, og han spørger Jesus: “‘Herre, hvad så med ham?’ Jesus sagde til Peter: ‘Hvis jeg vil, at han skal leve, til jeg kommer, hvad angår det så dig? Følg du mig!’” Peter skulle have tænkt på, at hans Herre ville åbenbare ham alt, hvad der var bedst for ham at vide. Det er ethvert menneskes pligt at følge Kristus uden unødig bekymring om den gerning, der er betroet andre. Da Jesus sagde om Johannes: “Hvis jeg vil, at han skal leve, til jeg kommer,” gav han ikke en forsikring om, at denne discipel skulle leve indtil Herrens genkomst. Han gjorde blot gældende, at den øverste myndighed tilkom ham, og, at hvis det var hans vilje, at det skulle være sådan, så vedkom det på ingen måde Peters gerning. Både Peters og Johannes’ fremtid lå i deres Herres hånd. At følge ham i lydighed var den pligt, der krævedes af hver af dem.JSL 592.4

Der er mange, der ligner Peter! De er interesserede i andres anliggender og ivrige efter at vide, hvad der er andres pligt, mens de er i fare for at forsømme deres egen. Det er vores opgave at følge Kristi eksempel. Vi vil komme til at se fejl og karakterbrist hos andre. Mennesker har mange slags svagheder. Men i Kristus finder vi fuldkommenhed. Ved at følge hans eksempel vil vi blive forvandlede.JSL 593.1

Johannes levede, til han var meget gammel. Han oplevede Jerusalems ødelæggelse og det prægtige tempels undergang, et symbol på verdens undergang. Johannes fulgte sin Herre til det allersidste. Hovedpunktet i hans vidnesbyrd til menigheden var: “Mine kære, lad os elske hinanden.” ^{41 Joh 4,7} “Den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham.” ^{51 Joh 4,16}JSL 593.2

Peter havde fået sit hverv som apostel tilbage, men den ære og autoritet, han modtog af Kristus, havde ikke givet ham myndighed over hans medbrødre. Dette anskueliggjorde Kristus, da han som svar på Peters spørgsmål: “Hvad så med ham?” svarede: “Hvad angår det så dig? Følg du mig!!” Peter fik ikke værdigheden som menighedens overhoved. Den begunstigelse, som Kristus havde givet ham ved at tilgive ham hans frafald og ved at betro ham at vogte hjorden, og Peters egen trofasthed med hensyn til at følge Kristus, gjorde, at han vandt sine brødres tillid. Han havde stor indflydelse i menigheden; men den lærdom, som Kristus havde bibragt ham ved Galilæasøen, førte Peter med sig gennem hele sit liv. Da han ved Helligånden skrev til menighederne, sagde han:JSL 593.3

“Jeres ældste formaner jeg som medældste og som vidne om Kristi lidelser og som den, der har del i den herlighed, som skal åbenbares: Vær hyrder for Guds hjord hos jer, vogt den, ikke af tvang, men frivilligt, som Gud vil det, ikke for ussel vindings skyld, men glad og gerne. Gør jer ikke til herskere over dem, I har ansvaret for, men vær forbilleder for hjorden; og når hyrden over alle hyrder åbenbares, skal I få herlighedens uvisnelige sejrskrans.” ^{61 Pet 5,1-4}JSL 593.4