Hvorfor Jesus blev døbt

Jesus modtog ikke dåben som en bekendelse af skyld for sit eget vedkommende. Han gjorde det som synderens stedfortræder, idet han fulgte den vej, som vi må følge, og gjorde den gerning, som vi skal gøre. Hans liv i lidelse og tålmodig udholdenhed efter dåben var også et eksempel for os.JSL 68.2

Efter at være steget op af vandet knælede Jesus i bøn på flodbredden. En ny og betydningsfuld tid lå nu foran ham. Han var nu i større udstrækning på vej ind i sit livs kamp. Skønt han var Fredsfyrsten, skulle hans komme være, som når et sværd drages af skeden. Det rige, han var kommet for at oprette, var det modsatte af, hvad jøderne ønskede. Han, som var selve grundvolden for Israels ritualer og samfundsøkonomi, ville blive betragtet som dets fjende og ødelægger. Han, der havde forkyndt loven fra Sinaj, ville blive dømt som dens overtræder. Han, der var kommet for at nedbryde Satans magt, ville blive anklaget for selv at være Beelzebul. Ingen i verden havde forstået ham, og under sin gerning her måtte han stadig vandre alene. Gennem hele hans liv forstod hans mor og hans brødre ikke hans mission. Selv hans disciple forstod ham ikke. Han havde dvælet i det evige lys og været ét med Gud, men hans liv på jorden måtte tilbringes i ensomhed.JSL 68.3

Som den, der var ét med os, måtte han bære byrden af vor skyld og smerte. Han, som var uden synd, måtte føle syndens skam. Den fredselskende måtte leve med strid, sandheden måtte vedstå løgnen, renheden mangelen på moral. Enhver synd, enhver disharmoni, ethvert smudsigt begær, frembragt af overtrædelser, var en lidelse for ham.JSL 68.4

Han måtte vandre vejen alene; han måtte bære byrden alene. På ham, som havde givet afkald på sin herlighed og havde accepteret menneskelighedens svaghed, skulle verdens frelse hvile. Han så og følte det hele, men fastholdt standhaftigt at fuldføre sin gerning. Af ham afhang den faldne slægts redning, og han rakte sin hånd ud for at gribe den Almægtiges kærlighed.JSL 68.5