Kampen mellem lysets og mørkets magter

Der stod meget på spil for verden i kampen mellem lysets fyrste og anføreren for mørkets rige. Efter at Satan havde fristet mennesket til at synde, havde han gjort fordring på jorden som sin ejendom og kaldt sig denne verdens fyrste. Efter at have fået vor slægts far og mor til at handle i overensstemmelse med hans egen natur, troede han, at han kunne etablere sit rige her. Han erklærede, at menneskene havde valgt ham som deres hersker. Ved sin kontrol over mennesket havde han vundet herredømmet over verden. Kristus var kommet for at modbevise Satans krav. Som menneskesøn ville Kristus forblive tro imod Gud. Således ville det blive bevist, at Satan ikke havde vundet fuldstændig magt over menneskeslægten, og at hans krav på verden var falskt. Alle, der ønskede udfrielse fra hans magt, ville blive befriet. Det herredømme som Adam ved synden havde mistet, ville blive genvundet.JSL 71.3

Lige siden det var blevet forkyndt for slangen i Edens have: “Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes,” ^{11 Mos 3,15} havde Satan vidst, at han ikke ubetinget herskede over verden. Der fandtes i mennesker en virksom kraft, der modstod hans herredømme. Med intens interesse iagttog han de ofre, som Adam og hans sønner bragte. I disse ceremonier erkendte han et symbol på fællesskab mellem Himmelen og jorden. Han satte sig for at hindre dette fællesskab. Han bragte Gud i vanry og gav en falsk fortolkning af de ritualer, der pegede mod Frelseren. Mennesker blev ledt til at frygte Gud som en, der glædede sig over deres tilintetgørelse. De ofre, der skulle have åbenbaret hans kærlighed, blev kun bragt for at formilde hans vrede. Satan fremkaldte de onde lidenskaber i mennesker for at fastholde sit herredømme over dem. Da Guds skrevne ord blev givet, studerede Satan profetierne om Frelserens komme. Fra generation til generation arbejdede han på at forblinde folket over for disse profetier, for at de skulle forkaste Kristus ved hans komme.JSL 71.4

Ved Jesu fødsel indså Satan, at der var kommet en med det gudgivne hverv at anfægte hans herredømme. Han skælvede ved englens budskab, som bekræftede den nyfødte konges autoritet. Satan vidste god besked med den stilling, Kristus havde indtaget i Himmelen som den, Faderen elskede. At Guds søn skulle komme til denne jord som menneske, fyldte ham med undren og frygt. Han kunne ikke fatte mysteriet i dette store offer. Hans egenkærlige sjæl kunne ikke fatte en sådan kærlighed til den faldne slægt. Himlens herlighed og fred, og glæden ved fællesskabet med Gud kunne mennesker kun meget svagt opfatte; men Lucifer, den skærmende kerub, kendte det udmærket. Lige siden han var blevet udelukket fra Himmelen, havde han været fast besluttet på at tage hævn ved at få andre til at tage del i sit fald. Dette ville han gøre ved at få dem til at undervurdere det himmelske og vende deres hjerter til det jordiske.JSL 72.1

Himmelens fører skulle ikke uden hindringer komme til at vinde mennesker for sit rige. Lige fra sin spæde barndom i Betlehem, blev han konstant angrebet af den onde. Guds billede var blevet åbenbaret i Kristus, og i Satans rådsforsamlinger blev det besluttet, at han skulle besejres. Intet menneskeligt væsen, der nogen sinde var kommet ind i verden, havde undgået at mærke bedragerens magt. Alle onde magter sammensvor sig om krigsførelsen imod ham for om muligt at overvinde ham.JSL 72.2

Da Frelseren blev døbt, var også Satan til stede. Han så Faderens herlighed overskygge Sønnen. Han hørte Jehovas røst bevidne Jesu guddommelige oprindelse. Lige siden Adams syndefald havde menneskeslægten været afskåret fra direkte kommunikation med Gud. Forbindelsen mellem Himmelen og jorden var foregået gennem Kristus. Men nu, da Jesus var kommet “i syndigt køds lighed,” ^{2Rom 8,3} talte Faderen selv. Tidligere havde han meddelt sig til mennesker gennem Kristus; nu meddelte han sig til menneskeheden i Kristus. Satan havde håbet på, at Guds afsky for synden ville føre til evig adskillelse mellem Himmelen og jorden. Men nu var det blevet manifesteret, at forbindelsen mellem Gud og mennesker var blevet genoprettet.JSL 72.3

Satan indså, at enten måtte han sejre eller blive besejret. Stridens udfald var af for stor betydning til, at den kunne betros til en af hans engle. Han måtte lede kampen personligt. Alle de frafaldne kræfter samledes mod Guds Søn. Kristus blev gjort til målet for alle helvedes våben.JSL 72.4