Den tredje fristelse

Jesus blev sejrherre i den anden fristelse, og nu viser Satan sig i sin sande skikkelse. Men han fremstår ikke som et hæsligt monster. Selv om han er faldet, er han en mægtig engel. Han vedkender sig at være oprørslederen og denne verdens gud.JSL 81.2

Efter at have anbragt Jesus på et højt bjerg, fik Satan verdens riger til i al deres pragt at passere forbi ham som et panorama. Solen skinnede på byer med templer, på marmorpaladser, frugtbare marker og frodige vingårde. Sporene af ondskab var skjult. Jesu øjne, der på det sidste kun havde mødt pessimisme og trøstesløshed, stirrede nu på et landskab med uovertruffen skønhed og frugtbarhed. Så lød fristerens røst: “Dig vil jeg give al denne magt og herlighed, for den er overgivet til mig, og jeg giver den, til hvem jeg vil. Hvis du altså tilbeder mig, skal alt dette være dit.”JSL 81.3

Kristi mission kunne kun fuldføres gennem lidelse. Foran ham lå der et liv med sorg, modgang, konflikt og en vanærende død. Han måtte bære hele verdens synd. Han måtte udholde adskillelse fra sin Fars kærlighed. Nu tilbød fristeren at overgive ham den magt, han selv havde tilranet sig. Kristus kunne befri sig fra den frygtelige fremtid ved at anerkende Satans overherredømme. Men at gøre dette var det samme som at give sejren i den store strid fra sig. Det var ved at søge at ophøje sig over Guds Søn, at Satan havde syndet i Himmelen. Hvis han nu skulle vinde sejr, ville det være oprørets triumf.JSL 81.4

Da Satan sagde til Kristus: “Denne verdens riger og deres herlighed er overgivet til mig, og jeg giver dem, til hvem jeg vil,” sagde han noget, som kun delvis var sandt, og han sagde det for at tjene sine bedrageriske hensigter. Satans herredømme var det, som han havde fravristet Adam, men Adam var Skaberens stedfortræder. Han havde ikke uindskrænket magt. Jorden tilhører Gud, og han har overdraget alting til sin søn. Adam skulle regere under Kristus. Selvom Adam misligholdt sine forpligtelser, så herredømmet kom på Satans hænder, blev Kristus ved med at være den rette konge. Sedan havde Herren sagt til kong Nebukadnezar: “Den Højeste er hersker over det jordiske kongerige og giver det, til hvem han vil.” ^{7Dan 4,22} Satan kan kun udøve sin tilranede myndighed i den udstrækning, Gud giver ham lov til det.JSL 81.5

Da fristeren tilbød Kristus verdens riger og deres herlighed, gjaldt hans forslag, at Kristus skulle afgive verdens egentlige kongemagt og regere under Satan. Dette var det samme rige, som jødernes forhåbninger var rettet imod. De ønskede et rige af denne verden. Hvis Kristus havde indvilliget i at tilbyde dem et sådant rige, ville de med glæde have taget imod ham. Men syndens forbandelse hvilede over det med al sin smerte. Kristus sagde til fristeren: “Vig bort, Satan! For der står skrevet: ‘Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.’”JSL 82.1

Denne verdens riger blev tilbudt Kristus af ham, der havde vakt oprør i Himmelen; han ville købe Kristi hyldest til det ondes principper. Men Jesus ville ikke lade sig købe. Han var kommet for at oprette et retfærdighedens rige, og han ville ikke svigte sit formål. Satan nærmer sig mennesker med den samme fristelse, og her har han mere held med sig end over for Kristus. Han tilbyder mennesker denne verdens riger på betingelse af, at de anerkender hans herredømme. Han kræver, at de opgiver deres hæderlighed, lader hånt om samvittigheden og hengiver sig til selviskhed. Kristus byder dem først at søge Guds rige og hans retfærdighed, men Satan går ved deres side og siger: “Uanset hvad der måtte være sandt med hensyn til evigt liv, må du tjene mig, hvis du vil opnå succes i denne verden. Din velfærd ligger i min hånd. Jeg kan give dig rigdom, fornøjelser, ære og lykke. Lyt nu til mit råd. Lad være med at lade jer rive med af underlige forestillinger om ærlighed og selvopofrelse. Jeg skal nok berede vejen for jer.” Således bedrages mange. De samtykker i at leve for at tjene deres eget jeg, og Satan er tilfreds. Mens han lokker dem med håbet om jordisk herredømme, får han herredømmet over deres sind. Men han tilbyder det, som han ikke er berettiget til at give, og som snart skal vristes fra ham. Til gengæld franarrer han dem deres ret til den arv, som Guds børn vil få.JSL 82.2