Udnyttelse af folket

Det blev krævet, at enhver jøde skulle betale en halv sekel om året som “sonepenge for sig selv;” ^{12 Mos 30,12-16} og de penge, der på denne måde blev indsamlet, brugtes til templets vedligeholdelse. Foruden dette blev der givet store summer som frivillige gaver, og disse blev lagt i templets skatkammer. Det var et krav, at al fremmed mønt skulle veksles til en mønt som kaldtes tempelsekelen, der blev benyttet til tjenesten i helligdommen. Pengevekslingen gav anledning til snyderi og pengeafpresning, og den havde udartet sig til en skammelig forretning, der var en indtægtskilde for præsterne.JSL 101.4

De handlende krævede urimeligt høje priser for de dyr, de solgte, og de delte deres gevinst med præsterne og rådsherrerne, der således berigede sig selv på folkets bekostning. De tempelsøgende var blevet oplært til at tro, at hvis de ikke bragte offergaver, ville Guds velsignelse ikke hvile over deres børn og deres jord. På denne måde kunne man sikre sig en høj pris for dyrene; når folk nu var nået så langt, ville de ikke vende hjem uden at have udført den fromme handling, som de var kommet for.JSL 101.5

Der blev bragt mange ofre i påsketiden, og der var et stort salg i templet. Følgen heraf var en forvirring, der snarere henledte tanken på et støjende kvægmarked end på Guds hellige tempel. Lyden af højrøstet handel, brølende kvæg, brægende får og kurrende duer blandedes med klirren af mønter og skænderier. Forvirringen var så stor, at det virkede forstyrrende på tempelgæsterne, og ordene, der blev rettet til den Allerhøjeste, druknede i den larm, der fyldte templet. Jøderne var overordentligt stolte af deres fromhed. De frydede sig over deres tempel og anså ethvert misbilligende ord, der blev sagt om det, som gudsbespottelse. De var meget nøjeregnende med udførelsen af de ceremonier, der knyttede sig til det; men kærligheden til penge havde overvundet deres betænkeligheder. De var næppe klar over, hvor langt de var kommet bort fra det oprindelige formål med denne tjeneste, der var indstiftet af Gud selv.JSL 102.1

Da Herren steg ned på Sinaj bjerg, blev stedet helliget ved hans tilstedeværelse. Moses fik befaling om at lade bjerget afspærre og hellige det, og Herrens ord lød i denne advarsel: “De skal vogte sig for at gå op på bjerget eller blot røre ved foden af det. Den, der rører ved bjerget, skal lide døden; men ingen hånd må røre ham; han skal stenes eller skydes. Hvad enten det drejer sig om et dyr eller et menneske, må det ikke leve.” ^{22 Mos 19,12-13} Således fik de belæring om, at hvor som helst Gud åbenbarede sin nærhed, er stedet helligt. Guds tempels enemærker burde have været betragtet som hellige. Men under kampen for at tjene penge var alt dette blevet glemt.JSL 102.2

Præsterne og rådsherrerne var kaldede til at være Guds stedfortrædere over for folket. De burde have rettet op på dette misbrug af tempelgården. De burde have givet folket et eksempel på retskaffenhed og medfølelse. I stedet for at fokusere på deres egen fortjeneste burde de have tænkt på tempelgæsternes situation og fornødenheder og have været parat til at hjælpe dem, der ikke var i stand til at købe de nødvendige ofre. Men det gjorde de ikke. Griskhed havde forhærdet deres hjerter.JSL 102.3

Til denne højtid kom der syge, nødlidende og sørgende mennesker. Der var også blinde, lamme og døve. Nogle blev bragt derhen på bårer. Der kom mange, som var for fattige til at købe selv det ringeste offer til Herren, for fattige til blot at købe mad til at stille deres egen sult. Disse mennesker var dybt ulykkelige over præsternes bekendtgørelser. Præsterne pralede af deres gudsfrygt. De gjorde fordring på at være folkets beskyttere; men de var blottede for deltagelse eller medlidenhed. De fattige, de syge og de døende tryglede forgæves om gunst. Deres lidelser vakte ingen medlidenhed hos præsterne.JSL 102.4

Da Jesus trådte ind i templet, opfattede han straks hele sceneriet. Han så de uhæderlige transaktioner. Han så de fattiges fortvivlelse, fordi de mente, at der ikke kunne gives tilgivelse for deres synder uden blodudgydelse. Han så sit tempels forgård forvandlet til et sted med ugudelige aktiviteter. Det hellige område var blevet til en stor markedsplads.JSL 103.1