Kobberslangen — et symbol på Kristus

Nikodemus følte sig draget mod Kristus. Da Frelseren forklarede ham betydningen af den nye fødsel, længtes han efter at se denne forvandling ske med sig selv. Men på hvilken måde kunne det gennemføres? Jesus besvarede det uudtalte spørgsmål: “Ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham.”JSL 114.5

Her var Nikodemus på fast grund. Symbolet med slangen, der blev ophøjet, gjorde Frelserens kald tydeligt for ham. Da Israels folk var ved at dø efter de hidsige slangers bid, befalede Gud Moses at lave en slange af kobber og anbringe den meget højt midt i forsamlingen. Derefter lød ordene for hele lejren, at alle de, der så op på slangen, skulle leve. Folket vidste godt, at slangen i sig selv ikke havde nogen magt til at hjælpe dem. Den var et symbol på Kristus. Ligesom billedet, der symboliserede de ødelæggende slanger, blev ophøjet for at skaffe dem lægedom, sådan skulle én, der kom “i syndigt køds lighed,” ^{7Rom 8,3} blive deres Frelser. Mange af israelitterne troede, at offertjenesten i sig selv havde kraft til at befri dem for synd. Gud ville lære dem, at den ikke havde større værdi end kobberslangen. Den skulle føre deres tanker mod Frelseren. Hvad enten det gjaldt lægedom for smerte eller tilgivelse af synd, kunne de ikke gøre andet for sig selv end at vise deres tro på Guds gave. De skulle se og leve.JSL 115.1

De, der var blevet bidt af slangerne, kunne have tøvet med at se. De kunne have draget kraften i dette kobbersymbol i tvivl. De kunne have krævet en videnskabelig forklaring. Men der blev ikke givet nogen forklaring. De måtte stole på Guds ord, som de fik gennem Moses. At undlade at se var det samme som at omkomme.JSL 115.2

Menneskehjertet bliver ikke oplyst gennem kontroverser og diskussioner. Vi må se for at leve. Nikodemus tog imod denne lære og tog den med sig. Han studerede Skrifterne på en ny måde, ikke for at diskutere teori, men for at kunne modtage liv for sjælen. Han begyndte at kunne se Himmelens rige, da han indvilligede i at lade sig lede af Helligånden.JSL 115.3

Der er tusinder i dag, der trænger til at lære den samme sandhed, som Nikodemus lærte ved den ophøjede slange. De stoler på, at deres lydighed mod Guds lov gør dem værdige til hans gunst. Når de bliver bedt om at se på Jesus og tro på, at han frelser dem udelukkende af sin nåde, så udbryder de: “Hvordan kan det gå til?”JSL 115.4

Vi må ligesom Nikodemus være villige til at gå ind til livet på samme måde som den største synder. “Der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved,” ^{8ApG 4,12} end Kristi navn. Ved tro modtager vi Guds nåde; men det er ikke troen, som frelser os. Den har i sig selv ingen fortjeneste. Troen er den hånd, hvormed vi holder fast ved Kristus og tilegner os hans gerninger, midlet mod synd. Vi kan ikke engang omvende os uden hjælp fra Guds Ånd. Skriften siger om Kristus: “Ham har Gud ophøjet til fyrste og frelser ved sin højre hånd for at give Israel omvendelse og syndsforladelse.” ^{9ApG 5,31} Omvendelsen kommer fra Kristus, lige så sikkert som tilgivelsen gør det.JSL 115.5

Men hvordan skal vi så blive frelst? “Ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen,” sådan skal Menneskesønnen ophøjes, og alle, der er blevet bedraget og bidt af slangen, har mulighed for at se og leve. “Se, dér er Guds Lam,som bærer verdens synd.” ^{10Joh 1, 29} Lyset, der skinner fra korset, åbenbarer Guds kærlighed. Hans kærlighed trækker os til ham. Hvis ikke vi modarbejder denne tiltrækningskraft, vil vi blive ført til foden af korset med dyb anger over de synder, for hvis skyld Frelseren blev korsfæstet. Så frembringer Guds Ånd ved troen et nyt liv i mennesket. Tanker og ønsker bliver lydige mod Kristi vilje. Sind og hjerte skabes på ny i hans billede, som virker i os for at underordne alt under sig. Så står Guds lov skrevet i sind og hjerte, og vi kan sige med Kristus: “Jeg ønsker at gøre din vilje, Gud.” ^{11Sl 40,9}JSL 115.6

Under samtalen med Nikodemus åbenbarede Jesus frelsesplanen og sin mission i verden. I ingen af sine senere taler forklarede han så fuldstændigt, skridt for skridt, den gerning, der nødvendigvis må ske i hjertet hos alle dem, der ønsker at arve Himmeriget. Straks ved begyndelsen af sin gerning åbenbarede han sandheden for et medlem af Sanhedrin, det sind, der var mest modtageligt, og en af folkets beskikkede lærere. Men Israels ledere ville ikke tage imod lyset. Nikodemus skjulte sandheden i sit hjerte, og i tre år bar den tilsyneladende kun lidt frugt.JSL 116.1

Men Jesus vidste, hvad det var for en jordbund, hvori han havde sået sæden. De ord, der ved nattetid blev talt til en enkelt tilhører på det ensomme bjerg, var ikke spildt. En tid bekendte Nikodemus sig ikke åbenlyst til Kristus, men han lagde mærke til hans liv og grublede over hans lære. I Sanhedrin forpurrede han gentagne gange præsternes planer om at tilintetgøre ham. Da Jesus til sidst blev ophøjet på korset, mindedes Nikodemus det, han havde lært på Oliebjerget: “Ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham.” Lyset fra denne hellige samtale strålede over korset på Golgata, og Nikodemus så, at Jesus var verdens Frelser.JSL 116.2

Efter Herrens himmelfart, da disciplene blev spredt under forfølgelserne, trådte Nikodemus dristigt i forgrunden. Han brugte sin rigdom til støtte for den lille menighed, som jøderne havde ventet at kunne udslette ved Kristi død. Han, som havde været så forsigtig og rådvild, var i farens stund så fast som en klippe og opmuntrede disciplenes tro og skaffede dem midler til at fremme arbejdet for evangeliet. Han blev hånet og forfulgt af dem, der tidligere havde vist ham ærbødighed. Han blev fattig på denne verdens gods, men han svigtede ikke den tro, som fik sin begyndelse under den natlige samtale med Jesus.JSL 116.3

Nikodemus berettede historien om dette møde til Johannes, og den blev ved hans pen fortalt til belæring for millioner. De sandheder, der dengang blev lært, har lige så stor betydning i dag som i den højtidelige nat på det mørke bjerg, da den jødiske rådsherre kom for at lære livets vej af den fattige lærer fra Galilæa.JSL 116.4