Levende vand

Kvinden så, at Jesus var jøde. I sin forundring glemte hun at opfylde hans bøn, men forsøgte at få grunden til den at vide. “Hvordan kan du, en jøde,” sagde hun, “bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?”JSL 122.1

Jesus svarede: “Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand!” Du undrer dig over, at jeg vil bede dig om så ringe en tjeneste som lidt vand fra brønden her ved vore fødder. Hvis du havde bedt mig om det, ville jeg have givet dig at drikke af det evige livs vand.JSL 122.2

Kvinden havde ikke forstået Kristi ord, men hun følte deres højtidelige betydning. Hendes lette, spøgende væremåde begyndte at ændre sig. Hun formodede, at Jesus talte om brønden foran dem, og sagde: “Herre, du har ingen spand, og brønden er dyb; hvor får du så levende vand fra? Du er vel ikke større end vor fader Jakob, som gav os brønden og selv drak af den, ligesom hans sønner og hans kvæg?” Hun så kun en tørstig vandrer foran sig, træt og støvet. I tankerne sammenlignede hun ham med den højt ærede patriark Jakob. Hun mente helt naturligt, at ingen anden brønd kunne stå mål med den, som fædrene havde givet. Hun så tilbage til fædrene og fremad til Messias’ komme, mens fædrenes håb, Messias selv, var ved siden af hende, og hun kendte ham ikke. Hvor mange tørstende står ikke i dag tæt ved livets kilde, men ser alligevel langt ud i det fjerne for at finde livets kildespring! “Sig ikke i dit hjerte: ‘Hvem vil stige op til himlen?’ nemlig for at hente Kristus ned, eller: ‘Hvem vil stige ned i afgrunden?’ nemlig for at hente Kristus op fra de døde. Nej, hvad siger den? ‘Ordet er dig nær, i din mund og i dit hjerte,’ og det ord er troens ord, som vi prædiker. For hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du frelses.” ^{1Rom 10,6-9}JSL 122.3

Jesus besvarede ikke straks spørgsmålet om sig selv, men med stor lavor sagde han: “Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste. Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.”JSL 122.4

Hvis man søger at slukke sin tørst ved denne verdens kilder, kommer man hurtigt til at tørste igen. Alle vegne findes der utilfredse mennesker. De længes efter noget, der kan tilfredsstille deres åndelige behov. Kun en eneste kan gøre noget ved denne længsel. Det, som verden trænger til, er Kristus, menneskeslægtens eneste håb. Den guddommelige nåde, som han alene kan tildele, er som det levende vand, rensende, forfriskende og styrkende for hjertet.JSL 122.5

Jesus gav ikke udtryk for, at det var tilstrækkeligt at modtage livets vand en enkelt gang. Har man først “smagt” Kristi kærlighed, vil man konstant længes efter mere, man søger ikke efter andet. Verdens rigdomme, ære og fornøjelser har ingen tiltrækning. Hjertet forlanger ustandseligt: Mere af dig! Og han, som har åbenbaret menneskets længsel, venter kun på at kunne stille den. Alt, hvad der er afhængigt af mennesker, kan slå fejl. Brønde og damme kan tørre ud, men vor Frelser er en uudtømmelig kilde. Vi kan “drikke” igen og igen og altid finde frisk tilførsel. Hvis man lader Kristus virke i sig, har man velsignelsens kilde inde i sig selv, “en kilde, som vælder med vand til evigt liv”. Af denne kilde kan man hente tilstrækkelig kraft og nåde til alt, hvad man har behov for.JSL 123.1

Mens Jesus talte om det levende vand, betragtede kvinden ham med forundret opmærksomhed. Han havde vakt hendes interesse og ønsket om at få den gave, som han talte om. Hun fandt ud af, at det ikke var Jakobsbrøndens vand, han talte om, for det brugte hun til stadighed, når hun drak og blev tørstig igen. Hun sagde: “Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hente vand.”JSL 123.2