Messias giver sig til kende

Jesus havde overbevist hende om, at han kendte hendes livs hemmeligheder; men alligevel følte hun, at han var hendes ven, som havde medynk med hende og elskede hende. Skønt han ved sin egen renhed virkede fordømmende på hendes synd, havde han ikke sagt et eneste anklagende ord, men havde fortalt hende om sin nåde, der kunne forny sjælen. Hun begyndte at føle sig overbevist om, hvem han var. Dette spørgsmål dukkede op i hendes sind: Mon han ikke er den længe ventede Messias? Hun sagde til ham: “‘Jeg ved, at Messias skal komme’ — det vil sige Kristus; ‘når han kommer, vil han fortælle os alt.’” Jesus svarede: “Det er mig, den der taler til dig.”JSL 125.2

Da kvinden hørte disse ord, vågnede troen i hendes hjerte. Hun tog imod den vidunderlige meddelelse fra den guddommelige lærers læber. Denne kvinde havde et modtageligt sind. Hun var rede til at modtage den højeste åbenbaring; for hun var interesseret i Skrifterne, og Helligånden havde forberedt hendes sind til at modtage mere lys. Hun havde studeret den gammeltestamentlige forjættelse: “Herren din Gud vil af din midte lade en profet som mig fremstå for dig, en af dine egne; ham skal I adlyde.” ^{35 Mos 18,15} Hun længtes efter at forstå denne profeti. Lyset skinnede allerede ind i hendes sind. Livets vand, det åndelige liv, som Kristus skænker enhver som tørster, var begyndt at vælde frem i hendes hjerte. Herrens Ånd arbejdede med hende.JSL 125.3

Det tydelige udsagn, som Kristus fremkom med til denne kvinde, kunne han ikke have givet de selvretfærdige jøder. Kristus var langt mere tilbageholdende, når han talte med dem. Det, som var blevet tilbageholdt for jøderne, og som det senere blev pålagt disciplene at bevare som en hemmelighed, blev åbenbaret for hende. Jesus så, at hun ville benytte sin viden til at lade andre få del i hans nådeJSL 125.4

Da disciplene vendte tilbage fra deres ærinde, blev de overraskede over at finde deres Mester i samtale med kvinden. Han havde ikke fået den forfriskende drik, som han havde bedt om, og han stoppede ikke for at spise den mad, som hans disciple havde bragt med. Da kvinden var gået, bønfaldt disciplene ham om at spise. De så, at han var tavs og opslugt af dyb eftertanke. Hans ansigt strålede af lys, og de var bange for at forstyrre ham i hans samvær med Himmelen. Men de vidste, at han var udmattet og træt, og mente, at det var deres pligt at minde ham om hans legemlige behov. Jesus var klar over deres kærlige interesse, og han sagde: “Jeg har mad at spise, som I ikke kender til.”JSL 125.5

Disciplene undrede sig over, hvem der kunne have bragt ham mad; men han forklarede dem: “Min mad er at gøre hans vilje, som har sendt mig, og fuldføre hans værk.” Jesus frydede sig over, at hans ord til kvinden havde vækket hendes samvittighed. Han så, at hun drak af livets vand, og hans egen sult og tørst blev stillet. At udføre den mission, som han havde forladt Himmelen for at udrette, styrkede Frelseren i hans arbejde og hævede ham over menneskelige fornødenheder. At hjælpe et menneske, der hungrede og tørstede efter sandheden, var ham en større tilfredsstillelse end at spise og drikke. Det var for ham en trøst og en forfriskning. At gøre godt mod andre var selve livet for ham.JSL 126.1

Frelserens højeste ønske er, at vi skal kendes ved ham. Han længes efter sympati og kærlighed fra dem, som han har købt med sit eget blod. Han længes endnu mere efter, at de skal komme til ham og få livet. Ligesom en mor spejder efter et genkendende smil fra sit lille barn, som fortæller hende om den vågnende forstand, sådan spejder Kristus efter det udtryk for taknemmelig kærlighed, som viser, at det åndelige liv er begyndt i mennesket.JSL 126.2