Jesus helbreder på en sabbat

Da så Frelseren en, der var ramt af den allerstørste elendighed. Det var en mand, som i otte og tredive år havde været en hjælpeløs krøbling. Hans sygdom var i høj grad et resultat af hans egen synd og blev betragtet som en straf fra Gud. Alene og venneløs, med følelsen af at være lukket ude fra Guds nåde, havde denne syge levet lange år i elendighed. Mennesker, som havde medlidenhed med ham, plejede at bære ham til søjlegangene omkring det tidspunkt, hvor man regnede med, at vandet ville komme i oprør. Men i det mest fordelagtige øjeblik, havde han ingen til at hjælpe sig videre. Han havde set vandet skvulpe, men havde aldrig været i stand til at komme længere end til kanten af dammen. Andre, som var stærkere end han, sprang i før ham. Han kunne ikke klare sig mod denne hob, hvor alle egoistisk kæmpede for at komme først. Hans ihærdige anstrengelser for at nå dette ene mål, hans angst og de gentagne skuffelser var ved at slide hans sidste kræfter op.JSL 135.4

Den syge mand lå på sit leje og løftede undertiden hovedet for at stirre på dammen, da et mildt og medfølende ansigt bøjede sig over ham, og ordene: “Vil du være rask?” fangede hans opmærksomhed. Håbet rejste sig i ham. Han følte, at han på en eller anden måde ville blive hjulpet. Men den opmuntrende glød døde snart ud. Han mindedes, hvor ofte han havde forsøgt at nå ned i dammen, og nu havde han kun ringe udsigt til at kunne leve, indtil vandet igen kom i oprør. Han vendte sig træt bort og sagde: “Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig.”JSL 136.1

Jesus forlanger ikke af denne syge, at han skal bevise sin tro på ham. Han siger blot: “Rejs dig, tag din båre og gå!” Men mandens tro holder fast ved dette ord. Hver nerve og muskel dirrer af nyt liv, og de lammede lemmer kommer i bevægelse igen. Uden at tvivle sætter han hele sin vilje ind på at adlyde Kristi befaling, og alle hans muskler adlyder hans vilje. Han springer op at stå og opdager, at han kan bevæge sig frit.JSL 136.2

Jesus havde ikke givet ham nogen forsikring om guddommelig hjælp. Manden kunne være stoppet op og have tvivlet, og være gået glip af sin eneste mulighed for at blive helbredt. Men han troede Kristi ord, og ved at handle på det fik han kræfter.JSL 136.3

Ved den samme tro kan vi få åndelig helbredelse. Ved synden er vi blevet skilt fra Guds liv. Vore sjæle er lammede. Ved egen kraft er vi lige så lidt i stand til at leve et helligt liv, som den hjælpeløse mand var i stand til at gå. Der er mange, som erkender deres hjælpeløshed, og som længes efter det åndelige liv, der vil bringe dem i harmoni med Gud. De stræber forgæves efter at opnå det. I deres fortvivlelse udbryder de: “Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødsens legeme?” ^{1Rom 7,24} Lad disse fortvivlede og kæmpende se opad. Frelseren vil gøre alt for dem, som han har købt med sit blod, og siger uendelig mildt og medlidende: “Vil du være rask?” Han byder dig stå op til sundhed og fred. Vent ikke for at mærke efter, om du er helbredt. Tro hans ord, og det vil blive opfyldt. Lad din vilje arbejde for Kristus. Viljen til at tjene ham, og når du handler efter hans ord, vil du få styrke. Hvad det end måtte være for en dårlig vane eller stærk lidenskab, som efter lang tids eftergivenhed styrer både sind og krop, så både kan og vil Kristus hellere end gerne befri dig for den. Han vil give liv til enhver, som er “død” i sine “overtrædelser og synder” ^{2Ef 2,1}. Han vil befri den, som er fanget af svaghed, ulykke og lænker af synd.JSL 136.4

Den helbredte krøbling bøjede sig ned for at tage sin seng, som kun bestod af en måtte og et tæppe, og da han atter rettede sig op med en frydefuld fornemmelse, så han sig om efter sin befrier; men Jesus var forsvundet i vrimmelen. Manden var bange for, at han ikke skulle kunne genkende ham igen. Da han skyndte sig af sted med faste, frejdige skridt, mens han priste Gud og frydede sig over sine genvundne kræfter, mødte han adskillige farisæere og fortalte dem straks om sin helbredelse. Han blev overrasket over den kulde, hvormed de lyttede til hans beretning.JSL 137.1

De afbrød ham med rynkede bryn og spurgte ham, hvorfor han bar på sin seng på sabbatsdagen. De mindede ham strengt om, at det ikke var tilladt at bære byrder på Herrens dag. Manden havde i sin glæde glemt, at det var sabbat; dog følte han sig ikke skyldig, fordi han havde adlydt befalingen fra én, som havde en sådan magt fra Gud. Han svarede dristigt: “Det var ham, som gjorde mig rask, der sagde til mig: Tag din båre og gå.” De spurgte ham, hvem det var, der havde gjort dette, men han kunne ikke sige dem det. Disse rådsherrer vidste godt, at der kun fandtes én, som havde vist sig i stand til at gøre dette mirakel; men de ønskede et direkte bevis for, at det var Jesus, for at de kunne få ham dømt som sabbatsbryder. Efter deres bedømmelse havde han ikke blot overtrådt loven ved at helbrede den syge på en sabbat, men han havde begået helligbrøde ved at byde ham bære sin seng bort.JSL 137.2

Jøderne havde forvansket loven, så den var blevet til et trældommens åg. Deres meningsløse krav havde gjort dem berygtede blandt andre folkeslag. Specielt Sabbatten var blevet omgærdet af alle former for meningsløse restriktioner. For dem var den ingen fryd, Herrens hellige og ærede dag. De skriftkloge og farisæerne havde gjort overholdelsen af den til en utålelig byrde. En jøde havde ikke lov til at tænde op endsige blot tænde et lys på sabbatsdagen. Som følge heraf var folket blevet afhængigt af hedningerne med hensyn til mange tjenester, som deres forordninger forbød dem selv at udføre. Det faldt dem ikke ind, at hvis disse handlinger var syndige, så var de, der benyttede andre til at udføre dem, lige så skyldige, som hvis de selv havde gjort arbejdet. De mente, at frelsen var forbeholdt jøderne, og at de andres tilstand i forvejen var så håbløs, at den ikke kunne blive værre. Men Gud har ikke givet befalinger, som ikke kan adlydes af alle. Hans lov billiger ingen urimelige eller egoistiske restriktioner.JSL 137.3

I templet mødte Jesus manden, der var blevet helbredt. Han var kommet for at bringe et syndoffer og desuden et takoffer for den store barmhjertighed, der var blevet vist ham. Da Jesus så ham blandt de tilbedende, gav han sig til kende og sagde disse advarende ord: “Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.”JSL 137.4