Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents
Jesu liv - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Anklaget for sabbatsbrud

    Den helbredte mand var ovenud lykkelig over at træffe sin velgører. Uvidende om fjendskabet mod Jesus fortalte han farisæerne, der havde spurgt ham, at det var denne mand, som havde helbredt ham. “Derfor gav jøderne sig til at forfølge Jesus, fordi han havde gjort dette på en sabbat.”JSL 138.1

    Jesus blev ført for Sanhedrin for at svare på anklagen om sabbatsbrud. Hvis jøderne på dette tidspunkt havde været et uafhængigt folk, kunne en sådan anklage have været brugt til at få ham henrettet. Deres underkastelse under romerne forhindrede dette. Jøderne havde ikke magt til at idømme dødsstraf, og de beskyldninger, som de fremførte mod Kristus, ville ikke have nogen vægt ved en romersk domstol. Der var imidlertid andre ting, som de håbede at opnå. Trods deres bestræbelser på at modarbejde hans gerning var Kristus, selv i Jerusalem, ved at vinde en indflydelse over folket, som var større end deres egen. Et stort antal mennesker, som ikke interesserede sig for de skriftkloges ordgyderi, følte sig tiltrukket af hans lære. De kunne forstå hans ord, og deres hjerter fik hjælp og trøst. Han talte ikke om Gud som en hævnende dommer, men som en kærlig far, og han åbenbarede dem Guds billede, som det afspejlede sig i ham selv. Hans ord var som balsam for det sårede sind. Ved både sit ord og sine barmhjertighedsgerninger brød han den undertrykkende magt fra de gamle overleveringer og de menneskeskabte bud og forkyndte Guds kærlighed i dens uudtømmelige rigdom.JSL 138.2

    I en af de første profetier om Kristus står der skrevet: “Scepteret viger ikke fra Juda, staven ikke fra hans fødder, til der kommer en hersker, ham skal folkene adlyde.” 31 Mos 49,10 Folket flokkedes om Jesus. Mængdens imødekommende hjerter tog hellere imod læren om kærlighed og godhed end mod de strenge ceremonier, som præsterne forlangte. Hvis ikke præsterne og de skriftkloge havde grebet ind, ville hans lære have bevirket en reformation, som denne verden aldrig har oplevet. Men for at kunne bevare deres egen magt besluttede disse ledende mænd at nedbryde Jesu indflydelse over folket. Anklagerne mod ham ved Sanhedrin og en offentlig fordømmelse af hans lære ville hjælpe til at udvirke dette; for folket nærede stadig stor ærbødighed for deres åndelige vejledere. Hvem der end vovede at fordømme de rabbinske krav eller forsøge at lette de byrder, de havde pålagt folket, blev betragtet som skyldig i ikke blot gudsbespottelse, men også forræderi. På grundlag heraf håbede de skriftkloge at vække mistanke mod Jesus. De fremlagde det, som om han forsøgte at nedbryde de grundfæstede skikke og således forårsagede splittelse blandt folket og banede vejen for en fuldstændig underkastelse under romerne.JSL 138.3

    Men de planer, som de skriftkloge arbejdede så nidkært for at udføre, kom fra et andet råd end Sanhedrin. Da det ikke var lykkedes for Satan at besejre Kristus i ørkenen, forenede han alle kræfter i at modarbejde ham i hans gerning og forhindre hans arbejde. Hvad han ikke kunne udrette ved direkte, personlige anstrengelser, besluttede han at effektuere ved list. Ikke så snart havde han trukket sig tilbage fra striden i ørkenen, før han i samråd med sine medsammensvorne engle udpønsede planer om i endnu højere grad at forblinde det jødiske folk, så de ikke kunne genkende deres Frelser. Han planlagde at arbejde gennem sine jordiske hjælpere inden for den religiøse verden, ved at lade sit eget fjendskab mod sandhedens forkæmper gennemtrænge dem. Han ville få dem til at afvise Kristus og gøre hans tilværelse så bitter som muligt i håb om helt at få ham til at miste modet. Og Israels ledere blev Satans redskaber i kampen mod Frelseren.JSL 138.4

    Jesus var kommet for at “løfte loven til højhed og ære.” 4Es 42,21 Han skulle ikke mindske dens værdighed, men ophøje den. Skriften siger: “Han bliver ikke svag og knækkes ikke, til han har ført retten igennem på jorden.” 5Es 42,4 Han var kommet for at befri sabbatten for disse belastende krav, der havde gjort den til en forbandelse i stedet for en velsignelse.JSL 139.1

    Af denne grund havde han valgt sabbatten til at udføre helbredelseshandlingen ved Betesda. Han kunne lige så godt have helbredt den syge på en hvilken som helst anden dag i ugen; eller han kunne simpelt hen have helbredt ham uden at befale ham at bære sin seng bort. Men dette ville ikke have givet ham de muligheder, som han ønskede. Der var en klog hensigt med enhver af Kristi handlinger, mens han levede på jorden. Alt, hvad han gjorde, var betydningsfuldt i sig selv og i sin belæring. Blandt de syge ved dammen, udvalgte han det værste tilfælde at udføre sin helbredende kraft på og bød så manden bære sin seng gennem byen for at bekendtgøre de store ting, der var sket med ham. Dette ville rejse spørgsmålet om, hvad man havde lov til at gøre på en sabbat, og bane vejen for ham til at fordømme de jødiske krav med hensyn til Herrens dag og erklære deres traditioner ugyldige.JSL 139.2

    Jesus forklarede dem, at helbredelse af syge var i overensstemmelse med sabbatsloven. Det var i overensstemmelse med den gerning, der udføres af Guds engle, som uophørligt stiger ned og op mellem Himmelen og jorden for at lindre menneskehedens lidelser. Jesus sagde: “Min fader arbejder stadig, og jeg arbejder også”. Alle dage tilhører Gud, og han bruger dem til at udføre sine planer med menneskeslægten. Hvis jødernes fortolkning af loven var rigtig, havde Jehova begået en fejl; han, hvis arbejde havde frembragt og opretholdt enhver form for liv, siden han grundlagde jorden. Så måtte han, der havde sagt, at hans arbejde var såre godt, og som indstiftede sabbatten til minde om dets fuldendelse, sætte en tidsramme for sin gerning og standse universet i dets evige gang.JSL 139.3

    Skulle mon Gud forbyde solen at udrette sin gerning på sabbatsdagen og forbyde dens milde stråler at opvarme jorden og give næring til planteverdenen? Skulle systemet af verdener gå i stå på denne hellige dag? Mon han skulle befale vandløbene ikke at vande markerne og skovene og byde havets bølger standse deres uophørlige ebbe og flod? Skulle hveden og majsen holde op med at vokse og modnende klynger udsætte deres purpurfarvede blomstring? Måtte træerne og blomsterne ikke knoppes eller blomstre på sabbatsdagen?JSL 139.4

    Hvis dette var tilfældet, ville mennesker gå glip af jordens afgrøde og de velsignelser, som gør livet attråværdigt. Naturen må fortsætte sit uforanderlige forløb. Gud kunne ikke et øjeblik tage sin hånd bort, uden at mennesker ville besvime og dø. Også mennesket har en gerning at gøre på denne dag. Der skal sørges for livsnødvendigheder, syge skal plejes, nødlidendes behov skal dækkes. Den, som undlader at lindre lidelse på sabbatten, vil ikke blive regnet for at være skyldfri. Guds hellige hviledag blev til for menneskets skyld, og barmhjertighedsgerninger er i fuldkommen harmoni med dens intentioner. Gud ønsker ikke, at hans skabninger skal lide én times smerte, hvis den kan lindres på sabbatten eller nogen anden dag.JSL 140.1

    Forventningerne til Gud er tilmed større på sabbatsdagen end på nogen af de andre dage. Så forlader hans folk deres sædvanlige beskæftigelse og tilbringer tiden med eftertanke og tilbedelse. De beder ham om mere på sabbatten end på de andre dage. De ønsker hans særlige opmærksomhed, og hans største velsignelser. Gud venter ikke på, at sabbatten skal være til ende, før han opfylder disse bønner. Himmelens gerning standser aldrig, og mennesker burde aldrig hvile i stedet for at gøre noget godt. Det er ikke tanken, at sabbatten skal være en tid med unyttig uvirksomhed. Loven forbyder verdsligt arbejde på Herrens hviledag; det hårde arbejde for livets ophold, skal standse; intet arbejde for verdslig fornøjelse eller profit er tilladt på denne dag. Men ligesom Gud hørte op med sit skaberværk og hvilede på sabbatsdagen og velsignede den, sådan skal mennesker forlade det daglige livs beskæftigelse og vie disse hellige timer til sund hvile, til tilbedelse og gode gerninger. Kristi gerning med at helbrede de syge var i fuldkommen overensstemmelse med loven. Den ærede Sabbatten.JSL 140.2

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents