Sektion fem
I de sydlige stater
Sydstaternes behov

SYDSTATERNES BEHOV
VM7 220.1

Herren forventer langt mere af os end vi har givet ham i uselvisk tjeneste for alle samfundsklasser i Amerikas sydlige stater. Denne mark ligger lige for vore døre og på den er der et stort arbejde at gøre for Mesteren. Dette arbejde må gøres nu, medens engle fortsætter med at holde de fire vinde tilbage. Der er ingen tid at spilde.VM7 220.2

Herren har ventet længe på menneske?redskaber, som han kan arbejde igennem. Hvor meget længere må han vente på at mænd og kvinder besvarer kaldet: “Gå ud i dag og arbejd i min vingård”? Der er brug for nådens budbringere, ikke blot på nogle få steder i sydstaterne, men over hele marken. Rige og fattige spørger efter lyset.VM7 220.3

Mænd og kvinder bør ofre sig og bringe sandheden ud på denne marks hovedveje og sideveje. Der er tusindvis som kunne give sig selv hen og tjene Gud. Han vil antage dem, arbejde gennem dem og gøre dem til fredens og håbets budbringere.VM7 220.4

Arbejderne vil møde mange som forhærder deres hjerter imod Guds overbevisende kraft; men de vil også møde mange som sulter efter livets brød og som, modtager budskabet og vil gå ud for at så sandhedens frø.VM7 220.5

Da Herren pålagde Moses at lede Israels børn ud fra Ægypten, gav han ham denne forsikring: “Jo, jeg vil være med dig!” “Skal mit åsyn da vandre med og skal jeg således føre dig til målet.” 2. Mos 3,12; 33, 14. Den samme forsikring gives til dem som går ud på sydmarken i Herrens tjeneste.VM7 221.1

Mine brødre og søstre, bliv ét med Gud, så I kan indgydes med hans ånd og gå så ud og give andre, den nådegave I har fået. Frelserens eksempel bør inspirere os til at gøre alvorlige, selvopofrende anstrengelser for andre. Han kom til denne verden som den utrættelige tjener for menneskets fornødenhed. Kærlighed for den faldne slægt blev tilkendegivet i alt som han sagde og gjorde. Han iklædte sin guddommelighed menneskelighed, så han kunne stå blandt mennesker ligesom en af dem, deltager af deres armod og sorger. Hvilket travlt liv førte han ikke! Dag for dag kunne man se ham gå ind i de ydmyge huse, med mangler og sorger, der udtrykte håb for den nedslåede og fred for den forpinte. Dette er det arbejde han beder sit folk om at gøre i dag. Ydmyg, taknemmelig, medlidenende og ømt gik han omkring og gjorde godt. Han opløftede den nedbøjede og trøstede den sorgfulde. Ingen som kom til ham gik hjælpeløs bort. Han bragte alle håb og glæde. Hvor han end gik hen bar han velsignelse med sig.VM7 221.2

Vi må ydmyge os selv for Gud, fordi så få medlemmer i hans menighed, gør sig anstrengelser der helt uden sammenligning med det som Herren ønsker de skal gøre. De anledninger han har givet os, de løfter som han har gjort, privilegier han har skænket, burde indgyde os med langt større iver og helligelse. Enhver tilbygning til kirken burde være en yderligere kraft til at gennemføre forløsningsplanen. Enhver kraft hos Guds folk burde helliges til at bringe sønner og døtre til ham. I vor tjeneste må der ikke være ligegyldighed, ingen selviskhed. AL svigt af selvfornægtelse, aftagende anstrengelser, giver fjenden så meget kraft.VM7 221.3