Kristelig enhed

KRISTELIG ENHED
VM5 236.1

[“Jeg formaner jer, brødre, ved vor Herres Jesu Kristi navn, at I alle skal være enige indbyrdes og at der ikke må findes splittelser iblandt jer, men at I skal være fuldt ud forenede i samme sind og samme overbevisning.”VM5 236.2

Enighed er styrke; splittelse er svaghed. Når de, der tror den nærværende sandhed, står sammen, øver de en indflydelse, der vejer. Dette forstår Satan godt. Aldrig har han været mere bestemt, end han nu er, på at sætte Guds sandhed ud af kraft ved at fremkalde bitterhed og splid blandt Herrens folk.VM5 236.3

Verden står os imod, de populære kirkesamfund står os imod og landets love vil snart være imod os. Hvis der nogen sinde var en tid, da Guds folk bør slutte sig sammen, så er det nu. Gud har betroet os de særskilte sandheder for denne tid, for at vi skal kundgøre dem for verden. Det sidste budskab om nåde lyder nu. Vi færdes iblandt mænd og kvinder, som går dommen i møde. Med hvilken forsigtighed bør vi ikke se til, at vi i hvert ord og i hver handling nøje følger det guddommelige mønster, således at vort eksempel må kunne lede mennesker til Kristus! Med hvilken omhu bør vi ikke søge at fremholde sandheden, for at andre ved at se dens skønhed og enkelhed må kunne ledes til at tage imod den! Dersom vor karakter bærer vidnesbyrd om dens helliggørende kraft, vil vi være et stadigt lys for andre — levende breve, som kendes og læses af alle mennesker. Vi har ikke råd til nu at give Satan rum ved at nære uenighed, uoverensstemmelse og strid.VM5 236.4

At enhed og kærlighed måtte råde iblandt hans disciple, var hovedemnet i vor Frelsers sidste bøn for dem forud for hans korsfæstelse. Skønt korsets kvaler ventede ham, var det ikke sig selv han nærede bekymring for, men for dem, han skulle overlade at videreføre hans værk på jorden. De alvorligste prøvelser ventede dem; men Jesus så, at deres største fare ville være bitterhedens og splidens ånd. Han bad:VM5 236.5

“Hellige dem ved sandheden! dit ord er sandhed. Ligesom du har sendt mig til verden, således har jeg også sendt dem til verden. Og jeg helliger mig selv for dem, for at også de må være helligede ved sandheden. Ikke alene for disse beder jeg, men også for dem, som ved deres ord kommer til tro på mig, at de alle må være ét, ligesom du, Fader! i mig og jeg i dig, at også de må være ét i os, så verden må tro, at du har sendt mig.”VM5 237.1

Denne Kristi bøn indbefatter alle hans efterfølgere indtil tidens afslutning. Vor Frelser forudså sit folks prøvelser og farer; han er ikke blind for den tvedragt og splittelse, der forvirrer og svækker hans menighed. Han ser på os med en dybere interesse og en ømmere medlidenhed, end en jordisk fader eller moder nærer for et genstridigt, lidende barn. Han byder os lære af ham. Han indbyder os til at have tillid til ham. Han beder os oplade vore hjerter og modtage hans kærlighed. Han har forpligtet sig til at være vor hjælper.VM5 237.2

Da Kristus opfór til himmelen, overlod han gerningen på jorden i sine tjeneres, underhyrdernes, hænder. “Og han gav os nogle som apostle, andre som profeter, andre som evangelister, andre som hyrder og lærere for at gøre de hellige fuldt beredt til deres tjenestegerning, at opbygge Kristi legeme, indtil vi alle når frem til at være ét i troen på og erkendelsen af Guds Søn, til mands modenhed og det mål af vækst, da vi kan rumme Kristi fylde.”VM5 237.3

Ved at udsende sine tjenere skænkede vor Frelser menneskene gaver, for gennem dem meddeler han verden det evige livs ord. Dette er det middel, Gud har beskikket til de helliges fuldkomne beredelse i kundskab og sand hellighed. Kristi tjeneres gerning består ikke blot i at prædike sandheden; de skal våge over vore sjæle som dem, der skal gøre regnskab for Gud. De skal irettesætte, straffe, formane med al langmodighed og belæring.VM5 237.4

Alle, som har høstet gavn af Guds tjeners gerning, bør efter evne forene sig med ham i arbejdet for sjæles frelse. Dette er alle sande troendes gerning, prædikanternes og folkets. De bør stadig have det store formål for øje, idet enhver søger at fylde sin rette plads i menigheden og alle samarbejder i orden, harmoni og kærlighed.VM5 238.1

Der er intet egoistisk eller indskrænket i Kristi religion. Dens principper er vidtfavnende og aggressive. Kristus fremstiller den som det klare lys, som det bevarende salt, som den forvandlende surdej. Med nidkærhed, alvor og hengivenhed vil Guds tjenere søge at udbrede kundskab om sandheden fjern og nær; dog vil de ikke forsømme at arbejde for menighedens styrke og enhed. De vil våge med omhu, for at uoverensstemmelse og tvedragt ikke skal få anledning til at snige sig ind.VM5 238.2

Der er i den senere tid opstået mænd iblandt os, som bekender sig til at være Kristi tjenere, men hvis arbejde er i modstrid med den enhed, vor Herre oprettede i menigheden. De har originale planer og arbejdsmetoder. De ønsker at indføre forandringer i menigheden, svarende til deres begreber om fremgang og indbilder sig, at man derved vil sikre sig herlige resultater. Disse mænd trænger til at være lærlinge i stedet for lærere i Kristi skole. De er altid rastløse og søger at udføre en eller anden stor gerning, at udrette noget, der vil bringe dem selv ære. De behøver at lære den gavnligste af alle lærdomme: ydmyghed og tro på Jesus. Nogle overvåger deres medarbejdere, ivrigt søgende at påpege disses fejl, når de i stedet hellere med alvor burde søge at berede deres egne sjæle til den store strid, de går i møde. Frelseren byder dem; “Lær af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet; så skal I finde hvile for jeres sjæle.”VM5 238.3

De, der underviser om sandheden, missionærer og embedsmænd i menigheden, kan gøre en god gerning for Mesteren, hvis de vil rense deres egne sjæle ved at lyde sandheden. Enhver levende kristen kan være en uegennyttig arbejder for Gud. Herren har givet os kundskab om sin vilje, for at vi må kunne blive lyskanaler for andre. Dersom Kristus bor i os, kan vi ikke lade være med at arbejde for ham. Det er umuligt at beholde Guds velbehag og at nyde velsignelsen af en Frelsers kærlighed og dog være ligegyldig angående deres fare, der omkommer i deres synder. “Derved er min Fader herliggjort, at I bærer megen frugt.”VM5 238.4

Paulus opfordrer efeserne til at bevare enhed og kærlighed: “Så formaner da jeg, den fangne i Herren, jer til at vandre det kald værdigt, hvormed I blev kaldede, med al ydmyghed og sagtmodighed, med langmodighed, så I bærer over med hverandre i kærlighed og stræber efter at bevare Åndens enhed i fredens bånd; ét legeme og én Ånd, ligesom I også blev kaldet til ét håb ved jeres kaldelse, én Herre, én tro, én dåb, én Gud og alles Fader, som er over alle, gennem alle og i alle!”VM5 239.1

Paulus formaner sine brødre til i deres liv at åbenbare kraften i den sandhed, han havde fremholdt for dem. Ved sagtmodighed og mildhed, overbærenhed og kærlighed skulle de være eksempler på Kristi karakter og på frelsens velsignelser. Der er kun ét legeme og én Ånd, én Herre, én tro. Som lemmer på Kristi legeme er alle troende besjælede af den samme ånd og det samme håb. Splittelser i menigheden vanærer Kristi religion over for verden og giver sandhedens fjender anledning til at forsvare deres handlemåde. Paulus skrev ikke sin undervisning alene for menigheden i hans tid. Det var Guds hensigt, at den skulle sendes til os. Hvad gør vi for at bevare enhed i fredens bånd?VM5 239.2

Da Helligånden blev udgydt over den første menighed, elskede brødrene hverandre. “I husene brød de brødet og holdt måltid med fryd og i hjertets oprigtighed. De lovpriste Gud og havde yndest hos hele folket. Og Herren føjede daglig nogle til, som lod sig frelse.” Disse første kristne var fåtallige, uden rigdom eller ære, men de øvede dog en mægtig indflydelse. Verdens lys udstrålede fra dem. De var en skræk for ugerningsmænd overalt, hvor deres karakter og deres lære var kendt. Af denne grund var de hadet af de onde og blev forfulgt endog til døden.VM5 239.3

Hellighedens ideal er det samme i dag, som det var i apostelens dage. Hverken Guds løfter eller hans krav har mistet noget af deres kraft. Men hvordan er Guds bekendende folks tilstand i sammenligning med den gamle menighed? Hvor er den Guds Ånd og kraft, som den gang ledsagede evangeliets prædiken? Ak, “hvor guldet blev sort og skæmmet det ædle metal!”VM5 240.1

Herren plantede sin menighed som et vintræ på en frugtbar mark. Med den største omhu plejede ham dem, for at den skulle bære retfærdigheds frugter. Han siger: “Hvad mer var at gøre ved vingården, hvad lod jeg ugjort?” Men dette vintræ, som Gud plantede, har bøjet sig til jorden og snoet sine slyngtråde omkring menneskelige støtter. Dets grene udstrækker sig vidt og bredt, men det bærer et dårligt vintræs frugt. Vingårdens Herre siger: “Den bar vilde druer, skønt jeg ventede høst af ædle.”VM5 240.2

Herren har skænket sin menighed store velsignelser. Retfærdighed kræver, at den bringer disse talenter tilbage med renter. Efter som de sandhedsskatte, der blev overladt i dens varetægt, er forøget, er dens forpligtelser blevet større. Men i stedet for at udnytte disse gaver og gå fremad til fuldkommenhed er menigheden kommet bort fra, hvad den havde opnået i sin tidligere erfaring. Forandringen i dens åndelige tilstand er sket gradvis og næsten umærkeligt. Efter som den begyndte at søge verdens ros og venskab, formindsket dens tro, dens nidkærhed slappedes og dens varme hengivenhed veg pladsen for dødt formvæsen. Hvert skridt hen imod verden var et skridt bort fra Gud. Efter som stolthed og verdslig ærgerrighed er blevet værnet om, er Kristi ånd veget bort og kappestrid, uenighed og trætte er kommet ind og har forvirret og svækket menigheden.VM5 240.3

Paulus skriver til sine brødre i Korint: “[I er endnu kødelige.] Når der nemlig er misundelse og splid iblandt jer, er I så ikke kødelige og vandrer på menneskevis?” Det er umuligt at fatte de dybe åndelige sandheder i Guds ord, når sindet forstyrres af misundelse og strid. “Et sjæleligt (naturligt) menneske tager ikke imod det, der stammer fra Guds Ånd; thi det er ham en dårskab og han kan ikke forstå det, thi det må bedømmes åndeligt.” Vi kan ikke rettelig forstå eller værdsætte guddommelig åbenbaring uden ved hjælp af Helligånden, ved hvem ordet blev givet.VM5 241.1

De, som er udpegede til at tage vare på menighedens åndelige interesser, bør passe nøje på at give et rigtigt eksempel og ikke give nogen anledning til misundelse, avind eller mistanke og altid vise den samme kærlighedens, agtelsens og høflighedens ånd, som de ønsker at udvikle hos deres brødre. De bør flittigt give agt på Guds ords lærdomme. Læg bånd på enhver tilkendegivelse af had eller uvenlighed og lad enhver bitter rod blive fjernet. Når der opstår uoverensstemmelser mellem brødre, bør man strengt følge Frelserens regel. Enhver mulig bestræbelse bør gøres for at få et forlig i stand; men hvis parterne hårdnakket fastholder uenighed, bør de stilles uden for menigheden (be suspended), indtil de kan enes.VM5 241.2

Når der forekommer besværligheder i menigheden, bør hvert medlem ransage sit eget hjerte for at undersøge, om årsagen til vanskeligheden ikke ligger derinde. Åndeligt hovmod, et ønske om at byde og befale, en ærgerrig higen efter ære eller stilling, mangel på selvbeherskelse, eftergivenhed over for lidenskab eller fordom samt ustabilitet eller mangel på dømmekraft — ved disse ting kan menigheden forstyrres og dens fred ofres.VM5 241.3

Vanskeligheder forvoldes ofte af sladderbærere, hvis hviskende vink og antydninger forgifter intetanende menneskers sind og skiller de fortroligste venner. Urostiftere støttes i deres onde gerning af de mange, der står med åbne øren og onde hjerter og siger: “Fortæl, så skal vi fortælle det!” Denne synd bør ikke tåles iblandt Kristi efterfølgere. Ingen kristne forældre må tillade, at sladder bliver gentaget i familiekredsen, eller at der gøres nedsættende bemærkninger om medlemmer i menigheden.VM5 241.4

Kristne bør betragte det som en kristen pligt at undertrykke misundelse og kappestridens ånd. De bør glæde sig over deres brødres udmærkede rygte eller fremgang, selv om deres egen karakter eller egne bedrifter synes at blive stillet i skyggen. Det er stoltheden og ærgerrigheden i Satans hjerte, der udelukkede ham fra himmelen. Disse onder har dybe rødder i vor faldne natur og hvis de ikke bliver fjernet, vil de overskygge enhver god og ædel egenskab og frembringe misundelsens og stridens giftige frugter.VM5 242.1

Vi bør stræbe efter sand godhed mere end efter storhed. De, der besidder Kristi sind, vil have beskedne meninger om sig selv. De vil arbejde for menighedens renhed og fremgang og være villige til at opofre deres egne interesser og ønsker hellere end at volde splid iblandt deres brødre.VM5 242.2

Satan søger stadig at vække mistillid, fjendskab og had iblandt Guds folk. Vi vil ofte være fristet til at synes, at der gøres indgreb i vore rettigheder, når der ikke foreligger nogen virkelig grund til sådanne følelser. De, hvis kærlighed til jeget er stærkere end deres kærlighed til Kristus og hans sag, vil stille deres egne interesser først og ty til næsten hvilken som helst udvej for at beskytte og bolde på disse. Når de mener sig forurettet af deres brødre, vil nogle endog gå rettens vej i stedet for at følge Frelserens regel. Selv blandt tilsyneladende samvittighedsfulde kristne er der mange, som på grund af stolthed og selvfølelse hindres fra at henvende sig privat til sådanne, som de mener begår fejl, så de må kunne tale sammen om sagen i Kristi ånd og bede med hinanden. Strid, trætte og retssager mellem brødre er en vanære for sandhedens sag. De, der vælger en sådan fremgangsmåde, udsætter menigheden for fjenders latterliggørelse og får mørkets magter til at hovere. De sårer Kristus på ny og stiller ham til spot. Ved at ignorere menighedens autoritet viser de ringeagt for Gud, som gav menigheden dens myndighed.VM5 242.3

Paulus skriver til galaterne: “Gid de endog ville lemlæste sig selv, de, som bringer forstyrrelse iblandt jer! I blev jo kaldet til frihed, brødre, kun må friheden ikke blive en anledning for kødet; men tjen hverandre i kærlighed Thi hele loven er opfyldt i et eneste bud, nemlig dette: “Du skal elske din næste som dig selv.” Men dersom l bider og æder hverandre, da tag jer i agt, at I ikke bliver fortæret af hverandre. I skal vandre i Ånden, siger jeg, så vil I ingenlunde fuldbyrde kødets begæringer.”VM5 243.1

Falske lærere havde givet galaterne lærdomme, som var i strid med Kristi evangelium. Paulus søgte at afsløre disse vildfarelser og at bøde på dem. Han nærede et stærkt ønske om, at de falske lærere måtte skilles fra menigheden, men deres indflydelse havde påvirket så mange af de troende, at det syntes at være voveligt at tage affære imod dem. Der var fare for, at man kunne afstedkomme strid og splittelse, der kunne blive ødelæggende for menighedens åndelige interesser. Han søgte derfor at indprente brødrene nødvendigheden af at søge at hjælpe hverandre i kærlighed.VM5 243.2

Han udtalte, at alle lovens krav, som påviser vor pligt mod vore medmennesker, får deres opfyldelse i indbyrdes kærlighed. Han advarede dem om, at dersom de hengav sig til had og trætte, delte sig i partier og bed og fortærede hverandre ligesom dyrene, ville de påføre sig ulykke i nutiden og ødelæggelse i fremtiden. Der var kun en måde, hvorpå disse frygtelige onder kunne afværges og det var, som apostelen pålagde dem, at vandre “efter Ånden”. Under stadig bøn måtte de søge Helligåndens vejledning, der ville føre dem til kærlighed og enhed.VM5 243.3

Et hus, der bliver splidagtigt med sig selv, kan ikke bestå. Når kristne strides, kommer Satan ind for at herske. Hvor ofte er det ikke lykkedes ham at ødelægge freden og harmonien i en menighed! Hvilke heftige tvistigheder, hvilken bitterhed og hvilket had har ikke en meget lille sag afstedkommet! Hvilke forhåbninger er ikke blevet ødelagt og hvor mange familier er ikke blevet splittet ved uoverensstemmelse og strid!VM5 244.1

Paulus pålagde sine brødre at tage sig i agt, at de ikke under forsøg på at rette på andres fejl selv begik lige så store synder. Han gør dem opmærksom på, at fjendskaber, kiv og nid, hidsighed, egennytte, splittelser, partier og misundelse lige så vist er kødets gerninger som løsagtighed, utugt, drukkenskab og mord og lige så vist vil lukke himmelens port for de skyldige.VM5 244.2

Kristus siger: “Den, der forarger en af disse små, som tror, ham var det bedre, at der var lagt en møllesten om hans hals og han var kastet i havet.” Hver den, som ved forsætligt bedrag eller ved et forkert eksempel vildleder en Kristi discipel, er skyldig i en stor synd. Hver den, som udsætter en sådan for sladder eller latterliggørelse, forhåner Jesus. Vor Frelser lægger mærke til enhver forurettelse mod sine efterfølgere.VM5 244.3

Hvilken straf fik de, der fordum lod hånt om, hvad Gud havde udvalgt sig som helligt? Belsazzar og hans tusind stormænd vanhelligede Jehovas guldkar og priste Babylons afguder. Men Gud, som de trodsede, var vidne til det vanhellige skue. Midt under deres profane lystighed så man en blodløs hånd ridse mystiske tegn på paladsets væg. Skrækslagne hørte kongen og hoffets mænd den Højestes tjener udtale dommen over dem.VM5 244.4

Lad dem, der finder glæde ved at bagvaske Kristi tjenere og sige usandheder om dem, huske, at Gud er vidne til deres handlinger. Det er ikke livløse kar, de besmitter ved bagvaskerens berøring, men deres karakter, hvem Kristus har købt med sit blod. Den hånd, der ridsede tegnene på væggen i Belsazzars palads, fører nøjagtigt regnskab med enhver uretfærdighed eller hårdhed, som begås mod Guds folk.VM5 244.5

Den hellige Skrift beretter mange slående eksempler på Herrens nidkære omsorg for de svageste af sine børn. Under Israels vandring i ørkenen blev de trætte og svage, som kom bagefter folkemængden, overfaldet og dræbt af de feje og grusomme amalekitter. Senere førte Israel krig mod amalekitterne og overvandt dem. “Da sagde Herren til Moses: “Optegn dette i en bog, for at det kan mindes og indskærp Josua, at jeg fuldstændig vil udslette amalekitternes minde under himmelen!” Påbudet blev på ny gentaget af Moses umiddelbart før hans død, for at det ikke skulle blive glemt af hans efterfølgere: “Kom i hu, hvad amalekitterne gjorde imod dig undervejs, da I drog bort fra Ægypten, hvorledes de kom imod dig undervejs og uden at frygte Gud huggede alle dine udmattede efternølere ned, da du var træt og mødig. Når derfor Herren din Gud giver dig ro for alle dine fjender ... da skal du udrydde ethvert minde om Amalek. Glem det ikke!”VM5 245.1

Når Herren således straffede et hedensk folks grusomhed, hvordan må han da ikke betragte dem, der bekender sig til at være hans folk og dog fører krig imod deres egne brødre, som er trætte og udslidte arbejdere i hans sag? Satan har stor magt over dem, der lader sig beherske af ham. Det var ypperstepræsterne og de ældste — folkets religiøse lærere — som drev morderskaren fra domhuset til Golgata. Blandt dem, der i dag bekender sig til at følge Kristus, findes der hjerter, som besjæles af den samme ånd, der råbte på vor Frelsers korsfæstelse. Lad dem, som gør det onde, huske, at der er et vidne til alle deres handlinger, en hellig Gud, som hader synd. Han vil føre alle deres gerninger for dommen tillige med alt, hvad der er skjult.VM5 245.2

“Vi, som er stærke, er skyldige at bære de svages skrøbeligheder og ikke gøre, hvad der er os selv til behag. Enhver af os skal gøre, hvad der behager hans næste og er til gavn og opbyggelse. Thi Kristus gjorde heller ikke, hvad der var ham selv til behag.” Ligesom Kristus har haft medynk med os og hjulpet os i vor svaghed og vor syndighed, således bør vi have medynk med andre og hjælpe dem. Mange besværes af tvivl, trykkes af skrøbeligheder, er svage i troen og ude af stand til at gribe det usynlige; men en ven, som de kan se og som kommer til dem i Kristi sted, kan blive som et bindeled, der knytter deres vaklende tro til Gud. O, hvilken velsignet gerning! Lad ikke stolthed eller egenkærlighed afholde os fra at gøre det gode, vi kan udrette, dersom vi med et kærligt og ømt sind vil arbejde i Kristi navn.VM5 245.3

“Brødre, om nogen skulle blive overrasket af en synd, da hjælp et sådant menneske til rette. I åndelige, med sagtmodig ånd og se du selv til, at ikke også du bliver fristet! Bær hverandres byrder; således opfylder I Kristi lov.” Her har vi atter en tydelig påvisning af vor pligt. Hvorledes kan de, der bekender sig til at følge Kristus, agte disse inspirerede pålæg så ringe?VM5 246.1

For ikke længe siden modtog jeg et brev, der skildrede et tilfælde, hvor en broder havde vist uforsigtighed. Skønt dette var indtruffet for mange år siden og drejede sig om en meget lille sag, som næppe fortjente, at nogen tænkte på den to gange, udtalte brevskriveren, at det for al tid havde tilintetgjort hendes tillid til vedkommende broder. Dersom denne søsters liv ved en undersøgelse skulle vise sig ikke at indeholde nogen større fejl, ville det i sandhed være et under; for menneskenaturen er meget svag. Jeg har haft og har fremdeles fællesskab med brødre og søstre, som har gjort sig skyldige i alvorlige synder og som heller ikke nu ser deres synder, som Gud ser dem. Men Herren bærer over med disse personer og hvorfor skulle ikke også jeg? Han vil endnu lade sin ånd således påvirke deres hjerter, at synden vil vise sig for dem, som den viste sig for Paulus: overvættes syndig.VM5 246.2

Vi ved kun lidt om vore egne hjerter og har kun ringe forståelse af vor egen trang til Guds barmhjertighed. Dette er grunden til, at vi har så lidt af den milde medlidenhed, som Jesus lægger for dagen mod os og som vi skulle vise over for hinanden. Vi bør huske på, at vore brødre er svage, fejlende mennesker ligesom vi selv. Antag, at en broder som følge af uagtsomhed er blevet overvældet af en fristelse og i strid med sin sædvanlige færd har begået en eller anden fejl — hvorledes skal man optræde over for ham? Af den bibelske beretning lærer vi, at mænd, som Gud havde brugt til at udføre et stort og godt arbejde, begik alvorlige synder. Herren lod ikke disse blive ustraffede, ej heller forstødte han sine tjenere. Når de omvendte sig, tilgav han dem i nåde, åbenbarede sit åsyn for dem og virkede igennem dem.VM5 246.3

Lad arme, svage, dødelige mennesker betænke, hvor stor deres egen trang er til medlidenhed og overbærenhed fra Guds og fra deres brødres side. Lad dem tage sig i agt, hvordan de bedømmer og fordømmer andre. Vi bør give agt på apostelens undervisning: “Hjælp et sådant menneske til rette, I åndelige, med sagtmodig ånd og se du selv til, at ikke også du bliver fristet.” Vi kan falde i fristelse og behøver al den overbærenhed, som vi opfordres til at vise mod den, der forser sig. “Den dom, I dømmer med, med den skal I selv dømmes og det mål, I måler med, med det skal I selv få tilmålt.”VM5 247.1

Apostelen tilføjer en advarsel til de selvstændige og selvsikre: “Mener nogen, at han er noget, skønt han intet er, da bedrager han jo sig selv. ..... Hver skal bære sin egen byrde.” Den, der anser sig selv for at være sine brødre overlegen i skøn og erfaring og ringeagter deres råd og advarsel viser, at han befinder sig i en farlig forblindelse. Hjertet er bedrageligt. Han bør prøve sin karakter og sit liv med det bibelske mål. Guds ord kaster et ufejlbarligt lys på menneskelivets sti. Trods de mange indbydelser, der vil komme for at aflede og forstyrre sindet, vil de, der oprigtigt søger Gud om visdom, blive ført ind på den rigtige bane. Enhver må til sidst stå eller falde for sig selv, ikke efter deres mening, der støtter ham eller står ham imod, ikke efter noget menneskes skøn, men i overensstemmelse med vedkommendes sande karakter, som den er i Guds øjne. Menigheden kan advare, råde og formane, men den kan ikke tvinge nogen til at handle rigtigt. Den, der vedblivende sætter sig ud over Guds ord, må bære sin egen byrde svare for sig selv hos Gud og lide følgerne af sin egen handlemåde.VM5 247.2

Herren har i sit ord givet os bestemt og umiskendelig undervisning, for at vi ved at adlyde det kan bevare enhed og harmoni i menigheden. Brødre og søstre, giver I agt på disse inspirerede pålæg? Er l bibelgranskere og ordets gørere? Bestræber I jer for at opfylde Kristi bøn om, at hans efterfølgere måtte være ét? “Udholdenhedens og trøstens Gud give jer at være enige indbyrdes, som Kristus Jesus vil det, så I enigt og med én mund kan prise Gud.” “I øvrigt, brødre, glæd jer, vær fuldt beredte, lad jer formane, vær enige, hold fred, så skal kærlighedens og fredens Gud være med eder.” Vejl f menigh bd. 2 side 65-75]VM5 248.1