[Jeg føler mig tilskyndet til at henvende mig til dem, der beskæftiger sig med at forkynde det sidste advarselsbudskab til verden. Hvorvidt de, som de virker for, indser og antager sandheden eller ikke, kommer for en stor del an på den enkelte arbejder. Befalingen fra Gud lyder: “Tvæt jer, I, som bærer Herrens kar!” Og Paulus formaner Timoteus: “Giv nøje agt på dig selv og din lærergerning!” Værket må begynde hos arbejderen; han må være forenet med Kristus, ligesom grenen er forenet med vintræet. “Jeg er vintræet,” sagde Kristus, “I er grenene.” Dette betegner den inderligst mulige forbindelse. Indpod den bladløse kvist i den frodige vinstok, så bliver den til en levende gren og henter saft og næring fra vintræet. Fiber for fiber og åre for åre fæster kvisten sig, indtil de knoppes, blomstrer og bærer frugt. Den saftløse kvist betegner synderen. Forenet med Kristus knyttes sjæl til sjæl, det svage og menneskelige til det hellige og guddommelige og mennesket bliver et med Kristus.VM5 591.2

“Skilt fra mig kan I slet intet gøre,” siger Kristus. Er vi, der bekender os til at være Kristi medarbejdere, forenede med ham? Bliver vi i Kristus og er vi et med ham? Det budskab, vi forkynder, er verdensomspændende. Det må gå ud til alle slægter og tunger og folk. Herren vil ikke kræve, at nogen af os skal gå ud med dette budskab, uden at han giver os nåde og kraft til at fremholde det for folket på en måde, som svarer til dets betydning. Det store spørgsmål for os i dag er: Bringer vi dette højtidelige sandhedsbudskab ud til verden på en måde, som påviser dets vigtighed. Dersom arbejderne vil gøre Kristus til deres eneste fortrøstning, vil Herren virke med dem. Han har aldrig haft til hensigt, at hans sendebud skulle arbejde uden hans nåde, blottede for hans kraft.VM5 591.3

Kristus har udvalgt os fra verden, for at vi skulle være et særskilt og helligt folk. Han “hengav sig selv for os for at løskøbe os fra al vor lovløshed og rense sig et ejendomsfolk, der er ivrigt efter at gøre gode gerninger”. Guds arbejdere bør være bønnens mænd, flittige granskere i de hellige skrifter, hungrende og tørstende efter retfærdighed, for at de må kunne være et lys og en kraft for andre, Vor Gud er en nidkær Gud og han kræver, at vi skal tilbede ham i ånd og i sandhed, i hellig prydelse. Salmisten siger: “Havde jeg tænkt på ondt i mit hjerte, da havde Herren ej hørt.” Som arbejdere må vi give agt på vore veje. Dersom salmisten ikke kunne blive bønhørt, hvis der var ondt i hans hjerte, hvorledes kan så menneskenes bønner kunne høres nu, når de har ondt for øje?VM5 591.4

Efter tidens udløb i 1844 kom der fanatisme ind i adventisternes rækker. Gud gav advarselsbudskaber for at standse det indtrængende onde. Der rådede i nogle tilfælde for megen fortrolighed mellem mænd og kvinder, Jeg fremholdt for dem det hellige sandhedsideal, vi må nå op til og den renhed i vandel, som vi må opretholde for at vinde bifald hos Gud og være uden plet eller rynke eller noget sådant. De højtideligste trusler fra Gud blev givet til mænd og kvinder, hvis tanker bevægede sig på en uren bane, medens de hævdede, at de stod i særlig yndest hos Gud; men det budskab, Gud gav, blev foragtet og forkastet. De vendte sig mod mig og sagde: “Mon Gud har talt ved dig alene og ikke ved os?” De bedrede ikke deres veje og Herren tillod dem at fortsætte, indtil besmittelse kendetegnede deres liv.VM5 592.1

Selv ikke nu er vi uden for fare. Enhver, som beskæftiger sig med at forkynde det advarende budskab til verden, vil blive hårdt fristet til at føre en sådan vandel, at den vil være en fornægtelse af hans tro. Det er Satans overlagte plan at gøre arbejderne svage i bønnen, svage i kraft og svage i indflydelse som følge af deres karaktermangler. Som arbejdere må vi stå samlet om at misbillige og fordømme alt, som i vor omgang med hinanden rummer den mindste tilnærmelse til det onde. Vor tro er hellig; vor gerning er at forsvare Guds lovs ære og den er ikke af en sådan art, at den skulle kunne lede nogen ned på et lavt trin i tanke eller opførsel.VM5 592.2

Der er en ophøjet platform for os at stå på. Vi må tro og lære sandheden, som den er i Jesus. Hellighed i hjertet vil aldrig lede til urene handlinger. Når nogen, der udgiver sig for at forkynde sandheden, er tilbøjelig til at være meget sammen med unge eller endog gifte kvinder og når han fortroligt lægger sin hånd på dem eller ofte samtaler med dem på en familiær måde, vær da bange for ham; sandhedens rene principper er ikke indvævet i hans sjæl. Sådanne er ikke i Kristus og Kristus bor ikke i dem. De behøver en grundig omvendelse, inden Gud kan godkende deres arbejde. Sandheden, som er af himmelsk oprindelse, nedværdiger aldrig modtageren, leder ham aldrig til den mindste tilnærmelse til upassende fortrolighed; tværtimod, den helliger den troende, lutrer hans smag, højner og forædler ham og bringer ham i nær forbindelse med Jesus. Den leder ham til at agte på apostelen Paulus’ pålæg om at afstå fra den mindste tilnærmelse til det, som har skin af at være ondt, for at hans gode ikke skal “blive til spot”.VM5 593.1

Dette er en sag, vi må give agt på. Vi må være på vagt mod denne vanartede tids synder. Vi må stå hævet over alt, hvad der smager af upassende fortrolighed. Gud fordømmer dem. Den er forbuden grund, som det er risikabelt at sætte sine fødder på. Hvert ord og hver handling bør bidrage til at højne, lutre og forædle karakteren. Tankeløshed angående sådanne ting er synd. Apostelen Paulus formanede Timoteus til flid og grundighed i sin tjeneste og tilskyndede ham til at tænke på, hvad der er rent og ophøjet, for at hans fremgang måtte blive åbenbar for alle. Det samme råd er der stærkt behov for blandt unge mænd også i denne tid. Betænksom hensyntagen er af væsentlig betydning. Hvis menneskene blot ville tænke mere og være mindre impulsive i handling, ville de have langt større fremgang i deres arbejde. Vi behandler emner, som er af umådelig betydning og vi må ikke indflette vore egne karaktermangler i vort arbejde. Vi ønsker at være en fremstilling af Kristi karakter.VM5 593.2

Vi har et stort arbejde at udføre med at højne menneskene og vinde dem for Kristus, lede dem til at vælge og alvorligt søge at blive delagtige i guddommelig natur, idet de undflyr fordærvelsen i verden, som skyldes begær. Hver tanke, hvert ord og hver handling hos arbejderne må være af en ophøjet natur, der svarer til den hellige sandhed, som de fremholder. Det kan forekomme, at mænd og kvinder må være mere eller mindre sammen på vore vigtige missionsmarker. Hvor dette er tilfældet, kan de ikke være varsomme nok. Lad gifte mænd være tilbageholdne og forsigtige, så intet ondt med rette skal kunne siges om dem. Vi lever i en tid, da ugudelighed tager overhånd og et ubehersket ord eller en upassende handling kan i høj grad skade dem, der viser en sådan svaghed. Arbejderne må ikke lade tilbageholdenhedens skranker falde; lad ikke et eneste tilfælde indtræffe, som fjenden kan gøre væsen af. Hvis de begynder at nære hengivenhed for hinanden og viser favoritter særlig opmærksomhed og bruger smigrende ord, vil Gud trække sin Ånd tilbage.VM5 594.1

Dersom gifte mænd går ud i arbejdet og overlader det til deres hustruer at tage sig af børnene i hjemmet, udfører hustruen og moderen en lige så stor og betydningsfuld gerning som manden og faderen. Medens den ene er ude på missiomsmarken, er den anden en hjemmets missionær, hvis bekymringer og ængstelser og byrder ofte langt overstiger mandens og faderens. Hun har en højtidelig og vigtig gerning at danne børnenes sind og præge deres karakter, at opdrage dem til at gøre nytte hernede og berede dem til det fremtidige, udødelige liv. Manden ude på missionsmarken kan måske blive æret af mennesker, medens hun, der slider hjemme, måske ikke får nogen jordisk anerkendelse for sin gerning. Men hvis hun arbejder for sin families bedste og søger at danne sine børns karakter efter det guddommelige mønster, nedtegner den skrivende engel hende som en af de største missionærer i verden. Gud ser ikke tingene på samme måde, som de ser ud i menneskets begrænsede syn. Hvor forsigtig bør ikke manden og faderen være med at holde sit ægteskabsløfte med troskab! Hvor nøje bør han ikke våge over sin karakter, at han ikke hos unge piger eller endog hos gifte kvinder vækker tanker, som ikke er i harmoni med den høje, hellige rettesnor — Guds bud! Kristus påviser, at disse bud er overmåde vidtrækkende og endog gælder hjertets tanker, råd og forsætter. Her er det, mange forser sig. Deres hjerters higen og tragten er ikke af den rene, hellige art, som Gud kræver; og hvor høj deres stilling end er og hvilke talenter de end måtte besidde, vil Gud dog se misgerning hos dem og regne dem som langt mere skyldige og hjemfaldne til hans vrede end sådanne, som har færre talenter, mindre lys og mindre indflydelse.VM5 594.2

Det smerter mig, når jeg ser mænd blive rost, smigret og kælet for. Gud har åbenbaret den kendsgerning for mig, at nogle, der er genstand for sådan opmærksomhed, er uværdige til at tage hans navn på deres læber; og dog hæves de til skyerne af skrøbelige mennesker, der kun kan dømme efter det ydre udseende. Mine søstre, befat jer aldrig med at gøre væsen af og at smigre arme, fejlende, vildfarende mænd, hverken unge eller gamle, gifte eller ugifte. I kender ikke deres svagheder og I ved ikke, om ikke netop disse opmærksomheder og denne overstrømmende ros måske kan vise sig at blive deres ruin. Jeg er forfærdet over den kortsynethed og den mangel på klogskab, mange lægger for dagen i denne henseende.VM5 595.1

Mænd, som udfører Herrens gerning og som har Kristus boende i deres hjerter, vil ikke lade moralens fane sænkes, men vil altid søge at løfte den højt. De vil ikke finde behag i kvinders smiger eller i at blive kælet for af dem. Lad mændene, både gifte og ugifte, sige: “Lad mig være i fred! Jeg vil aldrig give den mindste anledning til, at mit gode rygte bliver spottet. Mit gode navn er en kapital af langt større værdi for mig end guld eller sølv. Lad mig beholde det uplettet. Hvis mennesker angriber dette navn, skal det ikke være, fordi jeg har givet dem foranledning dertil, men være af samme grund som gjorde, at de talte ilde om Kristus fordi de hadede hans rene og hellige karakter; for den var en stadig irettesættelse for dem.”VM5 595.2

Jeg ville ønske, jeg kunne bibringe enhver arbejder i Guds sag et indtryk af den store trang til uafbrudt, alvorlig bøn. De kan ikke til stadighed ligge på deres knæ, men de kan holde hjertet opløftet til Gud. Det var på denne måde, Enok vandrede med Gud. Vær forsigtig, at selvgodhed ikke trænger ind, så du slipper Jesus og arbejder i din egen styrke i stedet for i Mesterens ånd og styrke. Spild ikke gyldne øjeblikke med indholdsløs samtale. Ros ikke dig selv, når du kommer hjem efter at have udført missionsarbejde, men ophøj Jesus; ophøj Golgatas kors. Tillad ingen at rose eller smigre dig eller at holde fast ved din hånd, som om de nødig ville slippe den. Vær bange for enhver sådan optræden. Når unge eller endog gifte mennesker viser tilbøjelighed til at åbenbare deres familiehemmeligheder for dig, så tag dig i agt. Når de giver udtryk for ønsket om medfølelse, bør du vide, at det er på tide at vise stor varsomhed. De, som er gennemtrængt af Kristi Ånd og som vandrer med Gud, vil ikke nære en vanhellig higen efter medfølelse. De har et følgeskab, der tilfredsstiller enhver længsel i sind og hjerte. Gifte mænd, der tager imod kvinders opmærksomhed, ros og favoriseren, kan være forvissede om, at den slags menneskers kærlighed og sympati ikke er værd at eje.VM5 596.1

Kvinder er alt for ofte fristere. Under et eller andet påskud lægger de beslag på mænds opmærksomhed, gifte eller ugifte og leder dem videre, indtil de overtræder Guds lov, indtil deres brugbarhed er ødelagt og deres sjæle er i fare. Beretningen om Josef er skrevet til gavn for alle dem, der fristes, ligesom han blev fristet. I principper stod han fast som en klippe og han svarede fristeren: “Hvor skulle jeg da kunne øve denne store misgerning og synde mod Gud!” En moralsk styrke ligesom Josefs er det, der nu behøves. Dersom kvinderne blot ville højne deres liv og være Kristi medarbejdere, ville der være mindre fare ved deres indflydelse; men med den følelse af ligegyldighed, som nu råder iblandt dem med hensyn til ansvar i hjemmet og med hensyn til de krav, Gud har til dem, er deres indflydelse ofte stærk i den forkerte retning, deres evner og kræfter forkrøbles og deres gerning bærer ikke det guddommelige præg. De er ikke hjemmets missionærer, ej heller er de missionærer uden for hjemmet; og tit forsømmes hjemmet, det dyrebare hjem og får lov at ligge øde.VM5 596.2

Lad enhver, der bekender Kristus, overvinde al umandighed, al svaghed og dårskab. Nogle mænd vokser aldrig op til mands modenhed i Kristus Jesus. De er barnagtige og følger deres lyst. Ydmyg gudsfrygt ville rette på alt dette. Ren kristendom indeholder intet præg af svaghed over for lysten. Den er i højeste grad hæderlig. Lad derfor ingen af dem, der har ladet sig hverve som Kristi stridsmænd, være færdig til at vise svaghed på prøvens dag. Alle bør føle, at de har en alvorlig gerning at udføre med at højne deres medmennesker. Ingen har ret til at hvile i den kamp, som har til formål at gøre dyden tiltrækkende og lasten forhadt. For en levende kristen er der ingen hvile på denne side af den evige verden. Lydighed mod Guds befalinger består i at gøre ret, intet andet end ret. Dette er kristelig mandighed. Men mange trænger til ofte at hente lærdomme fra Kristi liv, han, som er vor tros begynder og fuldender. “På ham, som har tålt en sådan modsigelse af syndere, skal I tænke, for at I ikke skal blive trætte og modløse i jeres sjæle. I jeres kamp mod synden har I endnu ikke stået imod indtil blodet.” I må vise vækst i de kristelige dyder. Ved at lægge sagtmodighed for dagen under udfordrende omstændigheder og ved at forvinde lav jordiskhed giver I vidnesbyrd om, at I har en iboende Frelser og hver tanke, hvert ord og hver handling drager menneskene til Jesus i stedet for til jer selv. Der er meget arbejde at gøre og tiden til at udføre det er kort. Lad det være jeres livsopgave at inspirere alle med den tanke, at de har en gerning at udføre for Kristus. Hvor som helst der er pligter at udføre, som andre ikke forstår, fordi de ikke ønsker at se deres livsgerning, tag du pligterne på dig og udfør dem.VM5 597.1

Moralens fane boldes ikke højt nok iblandt Guds folk. Mange, der bekender sig til at holde Guds bud og at forsvare dem, overtræder budene. Fristelser kommer på en sådan måde, at de fristede mener at kunne se en undskyldning for at overtræde. De, der går ud på missionsmarken, bør være mænd og kvinder, som vandrer med Gud og samtaler med ham. De, der som forkyndere står på den hellige prædikestol, bør være mænd med et ulasteligt omdømme; deres liv bør være uden plet, hævet over alt, hvad der smager af urenhed. Sæt ikke dit omdømme i fare ved at færdes på fristelsens vej! Hvis en kvinde dvælende holder din hånd, så træk den hurtigt tilbage og bevar hende fra at synde. Dersom hun lægger en utilbørlig hengivenhed for dagen og klager over, at hendes mand ikke elsker hende, søg så ikke at erstatte denne mangel. Den eneste sikre og kloge fremgangsmåde for dig i et sådant tilfælde er, at du beholder din medfølelse hos dig selv. Slige tilfælde er talrige. Henvis sådanne til ham, som bærer byrderne, den sande og sikre rådgiver. Har hun valgt Kristus til sin ledsager, vil han give hende nåde til at tåle tilsidesættelse uden at græmmes; og under alt dette bør hun beflitte sig på at gøre, hvad der står i hendes magt for at knytte sin mand til sig ved den strengeste troskab mod ham og vise trofasthed med hensyn til at gøre hans hjem hyggeligt og tiltrækkende. Dersom alle hendes anstrengelser er frugtesløse og ikke bliver påskønnet, har hun sin velsignede Genløsers sympati og bistand. Han vil hjælpe hende til at bære alle byrder og trøste hende i hendes skuffelser. Hun viser mistillid til Jesus, når hun søger det menneskelige til at fylde den plads, Kristus altid er beredt til at fylde. I sin græmmelse synder hun mod Gud. Det ville være godt for hende kritisk at ransage sit eget hjerte, at undersøge, om synd ikke ligger på lur i sjælen. Det hjerte, der således søger menneskelig sympati og modtager forbuden opmærksomhed fra nogen, er ikke rent og ulasteligt for Gud.VM5 597.2

Bibelen indeholder mange slående eksempler på, hvilken stærk indflydelse dårlige kvinder kan øve. Da Bileam blev opfordret til at forbande Israel, fik han ikke tilladelse dertil; for “Herren skuede ikke synd hos Jakob, ej heller så han fordærvelse i Israel” (eng, bibelovers.). Men Bileam, der allerede havde givet efter for fristelse, blev nu fuldt ud et Satans redskab og besluttede, at han ad omveje ville udføre, hvad Gud ikke havde tilladt ham at gøre direkte. Han lagde straks en snare, for at israelitterne skulle blive bedårede af de smukke moabittiske kvinder, som ville lede dem til at overtræde Guds lov. Således ville synd blive fundet hos dem og Guds velsignelse ville ikke kunne hvile over dem. Deres stridskræfter ville i høj grad svækkes og deres fjender ville ikke længere frygte for deres magt, fordi Hærskarers Herres åsyn ikke var med deres hære.VM5 598.1

Dette er ment som en advarsel til Guds folk, der lever i de sidste dage. Dersom de jager efter retfærdighed og sand hellighed og dersom de holder Guds bud, vil Satan og hans redskaber ikke få tilladelse til at overvinde dem. Al modstand fra deres bitreste fjender vil vise sig at være ude af stand til at ødelægge eller oprykke den vinstok, som Gud selv har plantet. Satan forstår det, som Bileam lærte af sørgelig erfaring, at mod Jakob hjælper ingen spådomskunst, ej heller sandsigerkunst mod Israel, når der ikke næres synd iblandt dem; derfor vil han altid bruge sin magt og indflydelse til at forstyrre deres enighed og besudle deres rene karakter. Han lægger snarer på utallige måder for at svække deres kraft til at gøre det gode.VM5 599.1

På ny minder jeg jer indtrængende om nødvendigheden af renhed i hver tanke, i hvert ord, i hver handling. Vi har et personligt ansvar over for Gud, en personlig gerning, som ingen kan udføre for os, nemlig at gøre verden bedre ved formaning, ved personlig bestræbelse og ved vort eksempel. Medens vi skulle udvikle selskabelighed, bør det ikke ske blot til fornøjelse, men med en hensigt for øje. Der er sjæle at frelse. Kom dem nær ved personlig bestræbelse. Oplad jeres døre for unge mænd, som er udsatte for fristelse. Det onde lokker dem fra alle sider. Søg at vække deres interesse. Er de fulde af fejl, så søg at afhjælpe disse mangler. Hold jer ikke på afstand fra dem, men kom dem nær. Tag dem ind i jeres hjem og indbyd dem til jeres familiealter. Der er tusinder, som trænger til, at der gøres et arbejde for dem. Hvert træ i Satans have er behængt med fristende, giftig frugt og der udtales ve over enhver, som plukker og spiser. Lad os erindre Guds krav til os om at gøre himmelstien klar og lys og tiltrækkende, for at vi må kunne lede sjæle bort fra Satans ødelæggende fortryllelser.VM5 599.2

Gud har givet os forstand, for at vi skal bruge den til et ædelt formål. Vi er her på prøve for det tilkommende liv. Tiden er alt for alvorlig til, at nogen af os skulle være ligegyldig eller handle på det uvisse. Vor omgang med hinanden bør være præget af nøgternhed og et himmelsk sind. Vor samtale skulle gælde himmelske ting. “Da talte de, som frygter Herren, med hverandre. Og Herren lyttede og hørte efter og en bog blev skrevet for hans åsyn, for at de kunne ihukommes, som frygter Herren og slår lid til hans navn. Den dag jeg griber ind, skal de tilhøre mig som mit eje, siger Hærskarers Herre og jeg vil handle nænsomt med dem, som en fader handler nænsomt med sin søn, der tjener ham.”VM5 600.1

Hvad er vel mere værdigt til at optage sindet end genløsningens plan? Den er et emne, som er uudtømmeligt. Jesu kærlighed, den frelse, der ved hans uendelige kærlighed tilbydes det faldne menneske, hjertets hellighed, den dyrebare, frelsende sandhed for disse sidste dage, Kristi nåde — dette er emner, der kan oplive sjælen og få de rene af hjertet til at føle den glæde, som disciplene følte, da Jesus kom og vandrede sammen med dem, medens de gik til Emmaus. Den, som elsker Kristus, vil finde behag i denne hellige omgang og samle guddommelig styrke ved sådant samkvem; men den, som ingen smag har for den slags samtale og som synes bedst om sentimentalt pjank, er vandret langt bort fra Gud og er i færd med at blive ligesom død over for hellig og ædel tragten. Sådanne anser det sanselige, det jordiske, for at være himmelsk. Når samtalen er præget af det intetsigende og smager af en utilfreds higen efter menneskelig sympati og påskønnelse, har den sit udspring i en elskovssyg sentimentalisme og hverken ungdommen eller de gråhårede mænd kan være trygge. Når Guds sandhed er et iboende princip i hjertet, vil den være som et levende kildevæld. Der kan blive gjort forsøg på at hæmme strømmen, men den vil vælde frem på et andet sted; den er der og kan ikke holdes tilbage. Sandheden i hjertet er et livsens kildespring, Den vederkvæger den trætte og betvinger slette tanker og ytringer.VM5 600.2

Foregår der ikke nok omkring os til at vise de farer, der omgiver vor sti? Overalt ser man menneskevrag, forsømte familiealtere og splittede familier. Der er en mærkværdig tilsidesættelse af principper, en sænkning af moralens idealer. De synder, som førte til, at Guds straffedomme blev udgydt over jorden ved syndfloden og ved Sodomas ødelæggelse ved ild, er i hurtig tiltagen. Vi nærmer os afslutningen. Gud har længe båret over med menneskenes fordærvelse, men deres straf er ikke mindre vis. Lad dem, der bekender sig til at være verdens lys, holde sig fra al uretfærdighed. Vi ser den selv samme ånd gøre sig gældende imod sandheden nu, som man så på Kristi tid. Af mangel på bibelske beviser vil de, der gør Guds lov til intet, opdigte usandheder for at tilsmudse og sværte arbejderne. Således gjorde de med verdens Genløser; således vil de gøre med dem, der følger ham. Rygter, som ikke har det ringeste grundlag, vil blive påstået at være sandhed.VM5 601.1

Gud har velsignet sit lovlydige folk og den modstand og de usandheder, som de måtte blive udsatte for, vil kun styrke dem, der med fasthed forsvarer deres tro, som én gang er blevet overgivet de hellige. Men hvis de, der bekender sig til at være Guds lovs vogtere, bliver denne lovs overtræder, vil han unddrage dem sin beskyttende omsorg og mange vil falde på grund af fordærvelse og tøjlesløshed. Da vil vi visselig være ude af stand til at bestå over for vore fjender. Men dersom hans folk vedblivende holder sig adskilt fra verden som en slægt, der gør retfærdighed, vil Gud være deres værn og intet redskab, som dannes mod den, skal have fremgang.VM5 601.2

Skal ikke vi som Guds lovlydige folk i betragtning af denne tids farer fjerne al synd iblandt os, al uretfærdighed og al fordærvelse? Skal ikke kvinder, som bekender sig til sandheden, holde streng vagt over sig selv, så de ikke i mindste måde opmuntrer til uforsvarlig fortrolighed. De kan lukke døren til for mangen fristelse, hvis de til enhver tid vil iagttage streng tilbageholdenhed og sømmelighed i deres optræden. Lad mændene se et eksempel i Josefs liv og være principfaste, hvor stærkt de end fristes. Vi ønsker at være mænd og kvinder, som holder stærkt på, hvad der er rent. Rundt omkring os er der sådanne, som er svage, hvad moralsk styrke angår. De trænger til at være sammen med sådanne, som er faste og hvis hjerter er nær knyttet til Kristi hjerte. Enhvers principper vil blive stillet på prøve. Men nogle møder fristelse som en dåre, hvis vej leder til straf i blokken. De indbyder fjenden til at friste dem. De lammer sig selv, svækkes i moralsk henseende og skam og forvirring bliver følgen.VM5 601.3

Hvor foragtelige i den hellige Guds øjne er ikke sådanne, der bekender sig til at stå som forsvarere af hans lov, men dog krænker dens forskrifter! De fører skam over den dyrebare sag og giver sandhedens modstandere anledning til at hovere. Aldrig bør skillelinien mellem Jesu efterfølgere og Satans tilhængere udslettes. Gud har selv trukket en tydelig grænse mellem verden og menigheden, mellem dem, der holder budene og den, der bryder budene. De kan ikke sammenblandes. De er lige så forskellige som middag og midnat — forskellige i deres smag, deres hensigter, deres stræben og deres karakter. Dersom vi opelsker Guds kærlighed og gudsfrygt, vil vi nære afsky for den mindste tilnærmelse til urenhed.VM5 602.1

Måtte Herren drage sjæle hen til sig og give hver enkelt af dem en forståelse af, at det påhviler dem som et helligt ansvar at danne en sådan karakter, at Kristus ikke vil skamme sig ved at kalde dem brødre! Løft banneret, så vil dem himmelske velsignelse blive udtalt over jer på den dag, da enhver skal få igen, hvad der ved legemet er gjort. Guds arbejdere må leve som for hans åsyn og stadig udvikles i karakter, i sand dyd og gudfrygtighed. Deres sind og hjerte nå være så helt gennemtrængt af Kristi Ånd og så fyldt med alvor af det hellige budskab, de skal forkynde, at hver tanke, hver handling, hver indre tilskyndelse vil være hævet over det jordiske og sanselige. Deres lykke vil ikke have sin grund i forbuden, selvisk tilfredsstillelse, men i Jesus og hans kærlighed.VM5 602.2

Min bøn er: “O Herre, salv dit folks øjne, for at de må kunne skelne mellem synd og hellighed, mellem besmittelse og retfærdighed og til sidst stå som sejrvindere!”VM5 603.1

Uhellig ærgerrighed

Kærlighed til de fejlende