Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents
Vidnesbyrd for menigheden bind 5 - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Hvorledes tilrettevisning bør modtages

    Hvorledes tilrettevisning bør modtages

    De, der bliver tilrettevist af Guds Ånd, bør ikke sætte sig op imod det ringe redskab. Det er Gud og ikke et fejlende menneske, som har talt for at frelse dem fra ødelæggelse. Det er ikke behageligt for menneskenaturen at blive irettesat, ej heller er det muligt for det menneskelige hjerte, som ikke er oplyst af Guds Ånd, at indse nødvendigheden af irettesættelse eller at se den velsignelse, som den ifølge sin hensigt skulle bringe. Når et menneske giver efter for fristelse og hengiver sig til synd, bliver sindet formørket. Den moralske sans fordærves. Samvittighedens advarsler ænses ikke og dens stemme høres mindre klart. Vedkommende mister gradvis evnen til at skelne mellem ret og uret, indtil han ingen sand forståelse har af sin stilling over for Gud. Han iagttager måske de religiøse former og holder måske nidkært fast ved religionens læresætninger, medens han er blottet for dens ånd. Hans stilling er den, der skildres af det sanddru vidne: “Du siger: “Jeg er rig, jeg har vundet rigdom og trænger ikke til noget,” og ikke ved, at netop du er elendig og ynkværdig og fattig og blind og nøgen.” Når Guds Ånd i et irettesættende budskab erklærer, at dette er hans tilstand, kan han ikke se, at budskabet er sandt. Skal han derfor forkaste advarselen? Nej. Gud har givet tilstrækkeligt bevis, således at alle, som ønsker det, kan forvisse sig om Vidnesbyrdenes natur; og når de har erkendt dem at være fra Gud, er det deres pligt at tage imod tilrettevisning, om de end ikke selv indser det syndige i deres handlemåde. Hvis de til fulde forstod deres tilstand, hvilket behov ville der så være for tilrettevisning? Fordi de ikke kender den, fremholder Gud den for dem i nåde, for at de må kunne omvende sig og gennemføre en reform, inden det er for sent. De, der foragter advarselen, vil blive efterladt i blindhed som offer for selvbedrag; men de, som agter på den og med nidkærhed går til værks for at skille sig af med deres synder for at kunne opnå de nødvendige dyder, vil lukke deres hjertedør op, så den kære frelser kan komme ind og bo hos dem.” “De, som har den inderligste forbindelse med Gud, er dem, der kender hans røst, når han taler til dem. De, som er åndelige, fatter åndelige ting. De vil være taknemmelige for, at Herren har påpeget deres vildfarelser.”VM5 682.1

    “David lærte visdom af Guds handlemåde med ham og bøjede sig i ydmyghed under den Højestes revselse, Profeten Natans oprigtige skildring af hans sande tilstand gjorde David bekendt med sine egne synder og hjalp ham til at aflægge dem. Han modtog råd med sagtmodighed og ydmygede sig for Gud. “Herrens lov vederkvæger sjælen,” udbryder han.VM5 683.1

    “Hvis I da ikke får nogen tugtelse, som dog alle får deres del af, så er I ..... ikke sønner.” Vor Herre har sagt: “Alle dem, jeg har kær, dem revser og tugter jeg.” “Al tugtelse synes vel i øjeblikket ikke at være til glæde, men til sorg; men siden giver den dem, der er opøvet ved den, en fredens frugt: retfærdighed.” Om tugtelsen end er bitter, er det dog en Faders, ømme kærlighed, der har forordnet den, “for at vi skal få del i hans hellighed“. samme s 242-244]VM5 683.2

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents