Davids bøn

[Jeg så David i bøn til Herren om ikke at forlade ham, når ham blev gammel og jeg så, hvad det var, som fremkaldte hans alvorlige bøn. Han bemærkede, at de fleste af de aldrende omkring ham var ulykkelige og at uheldige karaktertræk navnlig tiltog med alderen. Dersom nogle af naturen var smålige og begærlige, blev de det i en yderst ubehagelig grad i deres alderdom. Dersom de var misundelige, pirrelige og utålmodige, blev de det i en særlig grad, når de blev gamle.VM1 422.2

Det smertede David, når han så, at konger og adelige, som i deres manddoms styrke syntes at have gudsfrygt for øje, i deres alderdom blev mistroiske over for deres bedste venner og deres slægtninge. De befandt sig i stadig frygt for, at det var af egoistiske grunde, deres venner viste interesse for dem. De kunne lytte til venners antydninger og bedrageriske råd angående dem, som de burde have tillid til. Deres utøjlede mistro brød undertiden ud i lys lue, fordi ikke alle var enige med dem i deres svigtende skøn. Deres begærlighed var frygtelig. De mente ofte, at deres egne børn og slægtninge ønskede dem døden for at kunne indtage deres plads, komme i besiddelse af deres rigdom og modtage den hyldest, som var blevet dem til del. Og nogle blev i dem grad behersket af deres mistroiske og begærlige følelser, at de ødelagde deres egne børn.VM1 422.3

David lagde mærke til, at skønt nogle i deres manddoms styrke havde været retfærdige, syntes de at miste deres selvbeherskelse, når alderdommen kom. Den onde trængte ind og tog ledelsen af deres sind og gjorde dem hvileløse og utilfredse. Han så, at mange af de gamle synes at være forladt af Gud og udsatte sig for Guds fjendes latterliggørelse og forsmædelse. David blev dybt grebet; det krugede ham, når han så fremad til den tid, da han skulle blive gammel. Han frygtede for, at Gud ville forlade ham og at han ville blive lige så ulykkelig som de andre gamle, hvis liv han havde lagt mærke til og at han kunne blive overladt til forsmædelse fra Herrens fjender. Med denne byrde hvilende på sig beder han alvorligt: “Forkast mig ikke i alderdommens tid og svigt mig ikke, nu kraften svinder!” “Gud, du har vejledet mig fra min ungdom af, dine undere har jeg forkyndt til nu. Indtil alderdommens tid og de grånende hår svigte du mig ikke, o Gud. End skal jeg prise din am for alle kommende slægter.” Sal. 71,9.17.18. David følte nødvendigheden af at være på vagt mod de onder, som alderdommen bringer med sig.VM1 423.1

Det er ofte tilfældet, at ældre mennesker er uvillige til at indse eller indrømme, at deres åndskræfter er i aftagende. De forkorter deres dage ved at påtage sig bekymringer, der påhviler deres børn. Satan spiller ofte på deres fantasi og leder dem til at føle en stadig ængstelse angående deres penge. Disse er deres afgud og de opdynger dem med gnieragtig omhu. Undertiden kan de berøve sig selv mange af livets bekvemmeligheder og arbejder over evne i stedet for at gøre brug af de midler, de har. På denne måde lever de frivilligt i stadig mangel, fordi de frygter for, at de engang i fremtiden kan komme til at lide nød. Al denne frygt stammer fra Satan. Han påvirker de organer, som leder til slavisk frygt og mistroiskhed, fordærver det ædle i sjælen og ødelægger opløftende tanker og følelser. Sådanne mennesker er unormale i spørgsmålet om penge. Dersom de ville indtage det standpunkt, som Gud ønsker, de skulle indtage, kunne deres sidste dage blive de bedste og lykkeligste. De, der har børn, hvis hæderlighed og skønsomme ledelse de har grund til at stole på, skulle lade deres børn gøre dem lykkelige. Medmindre de gør dette, vil Satan drage fordel af deres mangel på mandskraft og overtage ledelsen for dem. De bør lægge ængstelse og byrder til side, tilbringe deres tid så lykkeligt, som de kan og modnes for himmelen. Vejl f menigh bd 1 side 145-146]VM1 423.2