Vore prædikanter

I et syn, jeg fik i Rochester, New York den 25.december 1865, fik jeg vist at et meget alvorligt arbejde ligger foran os. Dets vigtighed og størrelse erkendes ikke. Da jeg mærkede den ligegyldighed, som viste sig overalt, var jeg urolig for prædikanter og folk. Det var som om den nærværende sandhedens sag var lammet. Guds arbejde synes standset. Prædikanter og folk er uforberedte for den tid vi lever i og næsten alle, som vedkender at tro den nærværende sandhed, er ikke parat til at indse beredelsesarbejdet for denne tid. I deres nuværende tilstand med verdslige ønsker og deres mangel på indvielse til Gud og deres hengivelse til selvet, er de helt uegnede til at få sildigregnen og til at stå Satans vrede imod, som, ved sine påfund, får dem til at lide skibbrud i troen og påfører, dem nogle behagelige selvbedrag. De tror at de har helt ret, når de har helt uret.VM1 466.1

Prædikanter og mennesker må gøre større fremskridt i reformarbejdet. De bør begynde uden tøven med at rette deres forkerte spise?, drikke?, klæde? og arbejdsvaner. Jeg så at en hel del af prædikanterne ikke var klar over dette betydningsfulde problem. De alle er ikke der hvor Gud vil have dem. Følgen er at nogle kun kan vise lidt frugt af deres arbejde. Ordets tjenere burde være eksemplel for Guds hjord. Men de er ikke sikret fra Satans fristelser. Det er netop dem, han vil forsøge at fange. Hvis han kan have held med at dysse en prædikant til ro i kødelig tryghed og derved bortlede hans tanker fra arbejdet, eller bedrage ham med hensyn til sin egen sande tilstand overfor Gud, har han opnået meget.VM1 466.2

Jeg så at Guds værk ikke skred fremad som det kunne og burde. Prædikanter undlader at tage fat i arbejdet med energi, hengivenhed og fast udholdenhed, som arbejdets vigtighed påkræver. De har en vagtsom modstander at kæmpe med, hvis flid og udholdenhed er utrættelig. Prædikanters og folks svage anstrengelser kan ikke bringe medlidenhed til deres modstander, djævelen. På den ene side er der de prædikanter, som kæmper for retten og har Guds og hellige engles hjælp. De bør være stærke og tapre og fuldt ud helliget til den sag de er involveret i og ikke have nogen særlige interesser. De bør ikke være indviklet i ting fra dette liv, så de kan behage ham, som har udvalgt dem til at være soldater.VM1 467.1

På den anden side er Satan og hans engle, hos alle hans agenter på jorden, som vil gøre enhver anstrengelse og bruge ethvert påfund for at fremme vildfarelse og fejl og tildække deres hæslighed og misdannelse, med en behageligt klædning. Selviskhed, skinhellighed og alle slags bedrag, Satan klæder sig med et udseende af sandhed og retfærdighed og jubler i sin medgang, endda sammen med prædikanter og folk, som hævder at forstå hans list. Jo større afstand de får fra Kristus, deres Store Leder, des mindre er de ham lig i karakter, jo mere lig er deres liv og karakter med deres store fjendes tjenere og des mere sikker er han på dem i enden. Selvom de hævder at være Kristi tjenere, er de syndens tjenere. Nogle prædikanter har deres tanker for meget på den løn de får. De arbejder for lønnen og mister synet for værkets ukrænkelighed og vigtighed.VM1 467.2

Nogle bliver slappe og skødesløse i deres arbejde; de kommer over det, men er i deres anstrengelser er de svage og uheldige. Deres hjerter er ikke med i arbejdet. Sandhedens teori er åbenbar. Mange af dem får ikke del i at finde denne sandhed frem ved intens studium og alvorlig bøn. De ved intet om hvor dyrebart det er, at være nød til at støtte deres standpunkter, som går deres fjender imod. De indser ikke nødvendigheden for en hel indvielse til arbejdet. Deres interesser er splittede mellem dem selv og arbejdet.VM1 467.3

Jeg så at før Guds værk kan gøre nogen bestemt fremgang, må prædikanter forvandles. Når de er forvandlet vil de vurdere lønnen lavere og give langt mere vægt på det betydningsfulde, indviede og højtidelige arbejde, som de har modtaget fra Guds hånd for at udrette og som han forlanger at de skal gøre redeligt og godt, som der må aflægge et nøje regnskab til ham. Dagligt gøres en nøje fortegnelse af de regnskabsførerne engle. Alle deres handlinger, selv hjertets hensigter og mål, står nøjagtigt åbenbaret. Intet er skjult fra hans alt?seende øjne vi har at gøre med. Dem, som har brugt al deres energi på Guds sag og som har vovet og investeret noget i denne, vil føle at Guds værk er en del af dem og vil ikke bare arbejde for lønnen. De vil ikke være øjentjenere og forsøge at behage sig selv, men vil indvie sig selv og alle deres interesser på dette højtidelige arbejde.VM1 468.1

Nogle kan i deres offentlige virksomhed med menighederne gøre fejltagelser, på grund af manglende omtanke. Det er i deres egen og sagens interesse at de må granske nøje, prøve deres motiver og være sikker på at frigøre sig selv fra selviskhed. De bør holde øje med selvet, når de forkynder ligefremme sandheder til andre, de undlader at efterleve de samme regler og lader Satan sætte noget andet i stedet for det dybe hjertearbejde. De bør være grundige med dem selv og med Guds sag så de ikke arbejder for lønnen og mister synet for arbejdets betydningsfulde og ophøjede karakter. De bør ikke lade selvet herske i stedet for Jesus og de bør være forsigtige med at ikke sige til synderen i Zion, at det skal gå dig godt, når Gud har afsagt en forbandelse over ham.VM1 468.2

Prædikanter må vågne op og vise en livlighed, iver og hengivenhed for det, som de i ganske lang tid har været næsten fremmede over for, fordi de har undladt at vandre med Gud. Mange steder gør Guds sag ikke fremskridt. Der er brug for sjælearbejde. Folk er overfyldt med mæthed og fuldskab og dette livs bekymringer. De bliver dybere og dybere indviklet i verdslig virksomhed. De er ivrig efter at få profit. Åndelighed og helligelse er usædvanligt. Den herskende ånd er at arbejde, at samle op og lægge til det til, som de allerede har. “Hvad vil blive enden på alt dette? var mit trykkende spørgsmål.VM1 469.1

Konferensmøder har ikke udrettet noget holdbart. Dem, som deltog i møderne førte en samkvemsånd med dem. Prædikanter og folk bringer ofte deres handelsvarer til disse store samlinger og sandhederne, der blev talt fra prædikestolen, gav ikke indtryk på hjertet. Åndens sværd, Guds ord, gjorde ikke sit arbejde; det faldt mat ned på tilhørerne. Guds ophøjede arbejde var sat i tæt forbindelse med timelige sager.VM1 469.2

Prædikanterne må forvandles før de kan styrke deres brødre. De bør ikke forkynde selv, men Kristus og hans retfærdighed. Der behøves en fornyelse blandt folk, men den bør først begynde sit rensende arbejde hos prædikanterne. De er vagtfolk på Zions mure, der skal udstøde en advarselstone til de ubekymrede og intetanende; og skal også fortælle hyklernes skæbne. For mig er det som om at nogle af prædikanterne har glemt at Satan stadig lever, ligeså ihærdig, alvorlig og listig som altid; så han stadig forsøger at lokke sjæle fra retfærdighedens sti.VM1 469.3

En betydningsfuld del af prædikantgerningen er at bringe helsereformen til folk, så den står i forbindelse med den tredje engels budskab, som en del af det samme værk. De bør ikke selv undlade at antage det og bør fremhæve det overfor alle, som vedkender at tro sandheden.VM1 469.4

Prædikanter bør ikke have nogen særskilt interesse udover fra det store arbejde med at lede sjæle til sandheden. Alle deres kræfter behøves her. De bør ikke give sig i kast med at handle varer, med at byde på varerne, eller i nogen som helst forretning, borte fra dette store arbejde. Den alvorlige formaning, der blev givet til Timoteus hviler på dem med den samme vægt og lægger de alvorligste forpligtelser og de mest frygtelige ansvar på dem. “Jeg formaner dig indtrængende for Guds åsyn og for Kristus Jesus, som skal dømme levende og døde og med tanke på hans tilsynekomst og hans rige: prædik ordet, træd frem, hvad enten det er belejligt eller ubelejligt, overbevis, tugt, forman med al langmodighed og belæring.” “Du derimod, vær ædruelig under alle forhold, bær dine lidelser, gør en evangelists gerning, gør fyldest i din tjeneste.”VM1 470.1

Forkerte livsvaner har nedsat den mentale og fysiske følsomhed og al den styrke vi kan opnå. Ved rigtig livsførelse sættes i i det bedste forhold til liv og sundhed og bør helliges uforbeholdent til det arbejde, som Gud har tiltænkt os. Vi kan ikke tillade os at bruge de få svage og forkrøblede kræfter vi har til at varde borde op eller til at blande handel sammen med det arbejde, som Gud har betroet os. Der er nu brug for alle talenter i sind og legeme. Guds værk kræver dette og der kan ikke gøres nogen foretagsomhed udenfor dette store arbejde, uden at det tager tid og styrke fra sind og legeme og således formindsker vort arbejdes kraft og styrke i Guds sag. Prædikanter, som gør dette, vil ikke have al den tid til meditation og bøn og al den styrke og klarhed i sindet som de skal have, for at forstå deres behov som behøver hjælp og for at kunne træde frem “hvad enten det er belejligt eller ubelejligt.” Et rigtigt ord sagt på rette tid kan vinde stakkels, fejlende, tvivlende og hungrende sjæle. Paulus formanede Timoteus: “Tænk på dette, lev i dette, så alle kan se, at du gør fremgang.”VM1 470.2

Kristus fortalte, i løbet af sin gerning, sine disciple dette: “Hvad I binder på jorden, det skal være bundet i Himmelen; og hvad I løser på jorden, det skal være løst i Himmelen.” Hvis dette er Guds forkynderes ansvarsbetyngede gerning, hvor vigtigt er det så ikke at de fuldt ud giver sig selv til det og tager vare på sjæle ligesom dem, som må aflægge et regnskab. Skal nogen adskilt eller selvisk interesse komme ind og dele hjertet væk fra arbejdet? Visse prædikanter holder sig hjemme og kun tager ud om sabbaten og så vender tilbage og bruger deres energi på landbrug eller tage del i det hjemlige. De arbejder for dem selv i løbet af ugen og derefter bruger resten af deres opbrugte kræfter på Guds værk. Men så svage anstrengelser tager han ikke imod. De kan ikke undvære nogen åndelige eller fysiske kræfter. I bedste fald er deres bestræbelser lige nok. Men efter at de har indviklet sig i alt og opbrugt det hele i løbet af ugens arbejdsdage med dette livs bekymringer og forviklinger, er de fuldstændig uegnet for Guds store, indviede og betydningsfulde arbejde. Sjælenes skæbne er afhængig af den kurs de tilstræber og de beslutninger de gør. Hvor vigtigt er det så ikke at de er mådeholdne i alle ting, ikke blot i deres spisevaner, men også i deres arbejde, så deres kræfter må være uformindskede og helliget til deres indviede kald.VM1 471.1

Nogle, som bekender sig til at tro den nærværende sandhed, har gjort en stor fejltagelse ved at indføre købmandshandel i en møderække og ved deres handel aflede sindene fra mødernes formål. Hvis Kristus var på jorden nu, ville han drive disse gadesælgere og handlende ud med en svøbe af små snore, uanset om de er prædikanter eller folk, ligesom dengang han kom ind i templet “og jog alle dem ud, som solgte og købte i helligdommen og han væltede vekselerernes borde og duekræmmernes bænke.” Og han siger til dem: “Der står skrevet: Mit hus skal kaldes et bedehus; men I gør det til en røverkule.” Disse handlende kunne undskylde sig med at varerne de solgte var til hellige ofre. Men deres virkelige hensigt var at tjene penge og at opsamle midler.VM1 471.2

Jeg så at havde de moralske og forstandsmæssige evner ikke været fordunklet af forkerte livsvaner, ville prædikanter og folk ikke have været så hurtige til at se de onde følger af at blande det hellige med det almindelige. Prædikanter har stået bag talerstolen og forkyndt den alvorligste prædiken og derefter gået i gang med at handle varer og være handelsmand, sågalt i Guds hus. De har derved afledt tilhørernes tanker, fra de indtryk de forsøgte at give og ødelagt frugten af deres arbejde. Hvis deres finfølelse ikke var blevet sløvet, ville de kunne se at de faktisk bragte det hellige ned på niveau med det almindelige. Arbejdet med at sælge bøger bør ikke påhvile prædikanter, som arbejder i ord og lære. Deres tid og kræfter bør holdes tilbage, så deres bestræbelser må gøre fyldest ved mødeserierne. Deres tid og kræfter bør ikke bruges på at sælge vore bøger, da disse ligeså godt kan sælges af dem, som ikke har til opgave at forkynde ordet. Når en prædikant kommer ud på nye marker, kan det være nødvendigt for ham at tage bøger med sig, for at sælge det til folk og det kan i visse andre tilfælde være nødvendigt at sælge bøger og traktater for forlagsvirksomheden. Men dette arbejde bør undgås, når det kan gøres af andre.VM1 472.1

Det eneste hvad prædikanterne bør gøre er at forkynde ordet og efter at de har fremhævet højtidelige sandheder for folk bør de bevare en ydmyg værdighed, idet de er den ophøjede sandheds forkyndere og repræsentanter for sandheden, som er overdraget til folk. Efter deres møjsommelige arbejde behøver de hvile. Det er også en bekymring at sælge bøger om den nærværende sandhed, en byrde for sindet og opslidende på kroppen. Hvis der er nogle som har ekstra kræfter og kan belastes uden at de tager skade, er der et betydningsfuldt arbejde til dem og dette er lige netop begyndt når de taler sandheden til folk. Derefter kommer den forbilledlige forkyndelse, den nøje omsorg, at forsøge og gøre andre godt, samtalen, besøget ved ildstedet fra hjem til hjem og komme ind på sindets vilkår og de menneskers åndelige tilstand, som har lyttet til deres prædikener; formane disse, irettesætte dem og trøste de bedrøvede, lidende og fortvivlede. Tankerne skal ikke være trætte så de altid vil være parate, “hvad enten det er belejligt eller ubelejligt.” De bør adlyde en formaning Paulus giver til Timoteus: “Tænk på dette, lev i dette.”VM1 472.2

Nogle tager ansvaret arbejdet meget let. De føler at deres arbejde er gjort efter at har forladt talerstolen. Det er en byrde, der skal hjemsøges og drøftes; og dem, som virkelig ønsker at få alt det gode der er til dem og ønsker at høre og lære, så de ser alt klart, bliver ikke hjulpet og tilfredsstillet. Prædikanter undskylder sig selv med at de er trætte, alligevel udtømmer nogle deres dyrebare kræfter og bruger deres tid på arbejde, som andre kunne gøre lige så godt som de. De bør bevare åndelige og fysiske kræfter sådan, som Guds trofaste arbejdsfolk giver deres gerning fuld styrke.VM1 473.1

På ethvert vigtigt sted må der være opbevaringsfaciliteter for bøger og blade. Og dem, som virkelig påskønner sandheden bør vise en interesse for at få disse bøger i hænderne på dem som vil læse. Høsten er stor, men arbejderne er få og de få erfarne arbejdere der er i marken har nok at gøre med at arbejde i ord og lære. Mennesker som påstår at Gud har givet dem en byrde for at lære andre sandheden vil rejse sig. Alle disse bør prøves og forsøges. De skal ikke befries fra al bekymring, de skal heller ikke få ansvarsbetyngede stillinger på en gang; men de bør opmuntres, hvis de fortjener opmuntring, så deres gerning styrkes. Det vil ikke være den allerbedste fremgangsmåde for disse, at gå ind i andre menneskers arbejde. Sæt dem først sammen med en erfaren og klog prædikant og han vil snart se hvorvidt de er egnede til at udøve en vindende påvirkning. Unge forkyndere, som aldrig har haft noget arbejde og heller ikke mærket hvor meget åndelig eller fysisk styrke de har, bør ikke opmuntres til at håbe på støtte, uanset deres egen fysiske indsats, for dette vil bare skade dem og være et lokkemiddel for svage mennesker, der ikke kender noget til byrden eller ansvaret, der hviler på Guds udvalgte forkyndere, til at kaste sig ud i arbejdet. Disse tror at de kan lære andre, skønt de selv knap nok har lært de første grundsætninger.VM1 473.2

Mange som bekender sig til sandheden er ikke helliggjort ved den eller udrustet med klogskab; de er ikke blevet ledt eller oplært af Gud. Guds folk, i almindelighed, er verdsligsindede og har forladt evangeliets enfoldighed. Det er derfor, at de, i deres handlemåde overfor prædikanter, udviser en mangel på åndelig dømmekraft. Hvis en præst forkynder frit, vil nogle prise ham helt op i hans ansigt. I stedet for at dvæle ved de sandheder han har forkyndt og benytte sig af dem og således vise at de ikke er glemsomme tilhørere, men gerningens gørere, så ophøjer de ham for det han har gjort. De dvæler ved de fattige redskabers egenskaber, men glemmer Kristus, som har brugt dette redskab. Lige siden Satans fald, som førhen var en ophøjet engel i herlighed, har prædikanter faldet fordi de blev ophøjet. Djævelen er behaget ved at ukloge sabbatsholdere har prist deres prædikanter. Vidste de at de hjalp Satan i hans arbejde? De ville være opskræmte hvis de vidste hvad de gjorde. De har været forblændet, de rådførte sig ikke med Gud. Jeg løftede min advarende stemme mod at prise og smigre prædikanter. Jeg har set det frygtelige onde ved dette. Sig aldrig, aldrig et prisende ord om prædikanter op i deres ansigt. Ophøj Gud. Vis altid hensyn til en trofast prædikant, erkend at han har byrder og løft dem om du kan, men sig ikke smigrerne ord til ham, for Satan står klar i sit vagttårn til selv at gøre sådan.VM1 474.1

Prædikanter bør ikke benytte sig af smiger eller have personsanseelse. Her har der altid været og stadig er, en stor fare for at fejle, at gøre en lille forskel med de velhavende, eller smigre dem med særlig opmærksomhed, om ikke ved ord. Der er en fare for “at de for fordels skyld smiger folk,” for at nå vinding, men ved at gøre dette, er deres evige liv i fare. Prædikanten kan foretrækkes af velhavende folk og han kan være meget gavmild over for ham; dette tilfredsstiller prædikanten og til gengæld priser han rigelig sin givers godgørenhed. Hans navn kan være fremhævet på tryk og alligevel kan denne rundhåndede giver være helt uværdig til den tillid han får. Hans gavmildhed kommer ikke af noget dybt og principielt ønske, om at gøre godt med hans midler, for at fremskynde Guds sag fordi han værdsætter den, men fra selviske motiver, fordi han vil anses for at være rundhåndet. Han har givet af hans indskydelser og hans rundhåndethed har ingen dybere principper. Han kan være grebet ved at lytte til en betagende sandhed, som et stykke tid har åbnet op for hans bånd; alligevel havde hans rundhåndethed ingen dybere bevæggrund. Han giver af et pludseligt anfald; hans pung åbnes kun i ryk og lukkes ligeså i ryk. Han fortjener ikke ros, for han er i bogstavelig forstand en nærig mand; og hvis han ikke er helt forvandlet vil han høre den knusende anklage: “Og nu, I rige! klag og græd over den elendighed, som venter jer. Jeres rigdom er rådnet op og jeres klæder er mølædte.” Disse vil til sidst vågne op af et forfærdeligt bedrag. Dem, som har værdsat deres ustabile gavmildhed, har hjulpet Satan til at bedrage dem og fået dem til at tro at de var meget rundhåndede og meget opofrende, skønt de ikke kendte de største principper i gavmildhed og selvopofrelse.VM1 475.1

Nogle mænd og kvinder bilder sig selv ind at de ikke betragter denne verdens goder af stor værdi, men de lovpriser sandheden og dets fremskyndelse højere end verdslig fremgang. Mange vil til sidst vågne op og finde ud af at de er blevet bedraget. De har tidligere værdsat sandheden og jordiske rigdomme var, i sammenligning med sandheden, som værdiløs for dem; men efter et stykke tid, når deres verdslige rigdomme blev større, blev de mindre sandhedssøgende. Selv om de havde nok til et godt liv, viste alle, i deres handlinger alligevel, at de på ingen måde var tilfredse. Deres gerninger vidner om at deres hjerter er bundet i jordiske rigdomme. Mere, mere er deres slagord. I dette tager ethvert medlem af familien del i deres arbejde. De giver sig selv næsten ingen tid til helligelse eller bøn. De arbejder tidlig og sent. Usunde og syge kvinder og svage børn oppisker deres svage mål og opbruger den livskraft og styrke de har, for at vinde lidt og få lidt flere penge. De bilder sig selv ind at når de gør dette, hjælper de Guds sag. Et forfærdeligt bedrag! Satan ser på og ler for han ved at de snyder sjæl og legeme ved deres lyst til mere. De gør sig hele tiden dårlige undskyldninger for at snyde dem selv for mere. De er forblændet af denne verdens gud. Kristus har købt dem for sit eget blod; men de stjæler fra Kristus, stjæler fra Gud, river sig selv i stykker og er næsten unødige i samfundet.VM1 476.1

De bruger kun lidt tid til at forbedre sindet og kun lidt tid til sociale eller huslige glæder. De er kun til lidt gavn for andre. Deres tilværelse er en frygtelig fejltagelse. Dem, som på denne måde misbruger sig selv, føler at deres måde at arbejde uophørlig på er prisværdig. De ødelægger sig selv ved deres formastelige arbejde. De ødelægger Guds tempel, ved at overtræde menneskekroppens lov gennem alt for meget arbejde hele tiden og alligevel anser de det for at være en dyd. Når Gud sætter dem til regnskab, når han kræver de talenter igen, som han har lånt dem med renter, hvad kan de så sige? Hvilken undskyldning kan de give? Var de hedninger, som intet ved om Gud og blinde i deres afguderiske iver underkaste sig selv Jagannathas vogn, ville deres tilfælde nogenlunde gå an. Men de havde fået lys, de havde fået advarsel efter advarsel mod at passe på deres legemer, som Gud kalder for sit tempel, i en så sund tilstand så muligt, så de kan forherlige ham i deres legeme og ånd, som er hans. De lod hånt om Kristi lære: “Samel jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer og hvor tyve bryder ind og stjæler, men samel jer skatte i Himlen, hvor hverken møl eller rust fortærer og hvor ingen tyve bryder ind og stjæler. Thi hvor din skat er, der vil også dit hjerte være.” De lader dem indfiltre i verdens bekymringer. “Men de, som vil være rige, falder i fristelser og snarer og mange uforstandige og skadelige begrænsninger, som styrter mennesker i undergang og fortabelse.” De dyrker deres jordiske rigdomme, som de uvidende hedninger dyrker deres afguder.VM1 476.2

De bilder sig selv ind at deres ønske for vinding er at de kan hjælpe Guds sag. Nogle lover at når de har opnået en vis mængde rigdomme, vil de gøre godt med dem og fremhjælpe den nærværende sandheds sag. Men når de har nået denne mængde, er de ikke mere villig til at hjælpe sagen end før. Igen lover de sig selv højtideligt at når har dette ønskværdige hus eller landstykke og har betalt for det, vil de give en stor del af deres midler til at fremme Guds værk. Men idet deres hjertes ønske blev nået, var deres tilbøjelighed, til at hjælpe Guds værk, langt mindre end i da de var fattige. “Sæden, som blev sået iblandt tidsler, det er ham, der hører ordet , men timelig bekymring og rigdommens bedrag kvæler ordet og det bliver uden frugt.” Rigdommens bedrag leder dem frem, skridt for skridt, indtil de mister al kærlighed for sandheden og alligevel bilder de sig selv ind at de tror den. De elsker verden og det som er i verden, men kærlighed til Gud eller til sandheden er ikke i dem.VM1 477.1

For at skaffe sig lidt penge, indretter mange sig, med fuldt overlæg, på en måde at det nødvendigvis medfører en stor mængde hårdt arbejde på dem, som arbejder ude og deres familier derhjemme. Alle ben, muskler og hjerner belastes til det yderste; en masse arbejde er foran dem og skal gøres og undskyldningen er at de skal udrette lige så meget, som de muligt kan for at der ikke bliver et tab og noget kan gå til spilde. Alt skal vindes, koste hvad det vil. Hvad har de opnået? Måske har de fået de vigtigste goder og lagt til dem. Men på den anden side, hvad har de mistet. Deres gode helbred, som er uvurderlig for fattige såvel som for rige, er til stadighed blevet forringet. Mødre og børn har gjort adskillige indhug i deres helbred og styrke. De har troet at en så urimelig udgift aldrig ville tære på deres helbred, indtil de til sidst i overraskelse finder ud af at deres livskraft er opbrugt. De vil intet have i reserve. Livets sødme og lykke er forbitret ved pinefuld smerte og søvnløse nætter. Både fysisk eller åndelig kraft er væk. Manden og faderen der for vindings skyld, gør ukloge aftaler om sit arbejde og det kan være med konens og moderens billigelse, kan som følge deraf, begrave moderen og en eller flere af børnene. Liv og helbred bliver ofret for kærlighed til penge. “Thi kærlighed til penge er en rod til alt ondt; drevet af den er nogle faret vild fra troen og har forvoldt sig selv megen bitter smerte.”VM1 478.1

Der er et stort arbejde, der skal udrettes for sabbatsholdere. Deres øjne må åbnes og de må se deres egentlige tilstand og blive nidkære og omvende sig, ellers vil de miste det evige liv. Verdens ånd har taget sæde i dem og de er ført i fangenskab af mørkets kræfter. De gav ikke agt på apostelens Paulus’ formaning: “Skik jer ikke lige med denne verden, men lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind, så I må kunne skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, velbehagelige og fuldkomne.” Hos mange hersker en verdslig ånd sammen med begærlighed og selviskhed. Disse ser kun efter deres egen særlige interesser. Den egenkærlige rige mand interesser sig ikke for sin næstes sager, medmindre det er for at finde ud af hvordan han kan gavne sig selv, til skade for sin næste. Det ædle og guddommelige i mennesket er skilt fra, ofret for selviske interesser. Kærlighed til penge er roden til alt ondt. Det fordunkler synet og forhindrer folk at indse deres pligt mod Gud og mod deres næste.VM1 478.2

Nogle bilder sig selv ind at de er gavmilde, fordi de ind imellem giver frivilligt til prædikanterne og til fremskyndelsen af sandheden. Alligevel er disse såkaldte gavmilde folk tilbageholdende med deres midler og er på spring til at bedrage. De har denne verdens overflod og det giver dem et stort ansvar som Guds tjenere. Når de hjælper en fattig og hårdt?arbejdende bror, stiller de alligevel krav til den mindste øre. Den negative side af forretning er den fattiges lod. I stedet for at begunstige sin fattige bror, udnytter den skarpskårne og strenge rige mand det hele og lægger til hans ophobede rigdomme på grund af andres ulykke. Han roser sig over sin egen skarpsindighed, men ved sine rigdomme ophober han en stor forbandelse for sig selv og sætter anstødsstene i vejen for sin bror. Ved sin gerrighed og nøjeregnethed afskærer sin mulighed for at gavne ham med sin religiøse indflydelse. Alt dette huskes af denne fattige bror og de alvorligste bønner og tilsyneladende nidkære vidnesbyrd fra hans rige brors læber vil virke til bedrøvelse og afsky. Han ser på ham som en hykler; en bitterhed spirer frem, her er mange blevet smittet. Den fattige kan ikke glemme at han er blevet udnyttet, han kan heller ikke glemme hvordan han er blevet ført ud i vanskeligheder fordi han var villig til at bære byrder, medens den velhavende bror altid havde en undskyldning for at ikke at lægge sin skuldre under byrden. Alligevel kan den fattige være så gennemsyret af Kristi Ånd så han kan tilgive sin rige brors misbrug.VM1 479.1

Sand, ædel og loyal godgørenhed findes kun sjældent blandt velhavende. I deres iver efter at få rigdom overser de menneskers krav. De ser eller mærker ikke deres fattigere brødres trange og ubehagelige kår, som måske har arbejdet lige så hårdt som de selv har. De siger lige som Kain: “Skal jeg vogte min broder?” “Jeg har arbejdet hårdt for det jeg har, jeg må passe på det.” I stedet for at bede, “hjælp mig til at mærke min smerte”, forsøger de hele tiden at glemme at han har smerter og krav på deres medlidenhed eller gavmildhed.VM1 480.1

Mange velhavende sabbatsholdere har skyld for at udnytte de fattige. Tror disse at Gud ikke lægger mærke til deres små tarveligheder? Hvis deres øjne kunne åbnes ville de se en engel følge med dem hvor de går og gøre en nøjagtig fortegnelse over alle de handlinger de gør hos deres familier og på deres arbejde. Det sande vidne vil sige om dem: “Jeg kender dine gerninger.” Idet jeg så denne ondskabsfulde og bedrageriske ånd, som selv er blandt sabbatsholdere, råbte jeg i min ånds kval. Dette store onde, denne frygtelige forbandelse, lukker sig i disse sidste dage omkring nogle fra Israels Gud og gør dem afskyelige for selv ædelt sindet ikke-troende. Dette er det folk som bekender sig til at afvente Herrens komme.VM1 480.2

Der er en gruppe fattige brødre som ikke er fri for fristelse. De er leder dårligt, de har ingen god dømmekraft, de ønsker at få midler uden at tage det lange møjsommelige slid. Nogle har så travlt med at forbedre deres vilkår at de kaster sig ud i forskellige foretagender uden at rådføre sig med mennesker med god dømmekraft og erfaring. Deres forventninger indfries sjældent, i stedet for at vinde, taber de og så vil der komme fristelse og en tilstand der vil gøre den rige misundelig. De ønsker oprigtigt at blive hjulpet af deres brødrenes rigdomme og føler sig plaget fordi det ikke sker. Men de er ikke værdige til at få særlig hjælp. De har bevist at deres arbejde går spildt. De har været ustabile i deres sager og er fyldt med bekymringer og uro, som kun giver lidt tilbage. Disse brødre burde lytte til de mere erfarnes råd. Men ofte er disse, de sidste der søger råd. De tror at de har rigtig god dømmekraft og vil ikke undervises.VM1 480.3

Disse er ofte netop dem, som er bedraget af de skarpsindige, drevne handelsmænd hvis fremgang er afhængig af bedragets art. Disse burde lære at der ikke kan gives tillid til sådanne handelsfolk. Men brødrene tager let på netop de sager, som de burde betvivle og undgå. De tager ikke Paulus’ belæring til Timoteus med sig hjem: “Ja, gudsfrygt er virkelig en stor vinding — sammen med nøjsomhed.” “Når vi har føde og klæder, skal vi lade os nøje med det.” Lad ikke den fattige tro at den rige er de eneste der er begærlig. Medens de rige har det, som de kan have i deres begærlighed og forsøger at få endnu mere, er de fattige i stor fare for at tragte efter de riges gods. Der er ganske få i vort store land, som virkelig er så fattige at de behøver hjælp. Hvis de bestræbte sig på det rigtige ville de næsten altid være uden mangel. Min opfordring til de rige er: Del gavmildt med jeres fattige brødre og brug jeres midler til at fremskynde Guds sag. De virkelig fattige, som er blevet fattig ved ulykke og sygdom, fortjener jeres særlige omsorg og hjælp. “Endelig: Vær alle enssindede, medfølende, kærlige imod brødre, barmhjertige, ydmyge.VM1 481.1

Til mænd og kvinder, som vedkender sig gudfrygtighed og regner med at blive optaget til himlen uden at se døden: Jeg advarer jer, at I må være mindre begærlig efter vinding og have mindre bekymringer for jer selv. Genvind jeres gudfrygtige mandsmod og jeres fornemme kvindelighed, ved uegennyttig godgørenhed. Afvis jeres havesyge ånd, som I havde før, på det kraftigste. Hvis I ikke nidkært omvender jer, vil Kristus spy jer ud af sin mund. Sabbatsholdende adventister bekender sig til at være Kristi efterfølgere, men mange af deres gerninger gør deres bekendelse til skamme. “Af deres frugter skal I kende dem.” “Ikke enhver, der siger til mig: ‘Herre, Herre!’ skal komme ind i Himmeriget, men den, der gør min himmelske Faders vilje.”VM1 482.1

Jeg opfordrer alle, som vedkender at tro sandheden, at tænke over Guds Søns karakter og levned. Han er vort eksempel. Hans liv var præget af uselvisk godgørenhed. Han kom altid i kontakt med den menneskelige smerte. Han gik omkring og gjorde godt. Der var ikke én eneste selvisk handling i hele hans liv. Hans kærlighed for den faldne slægt. Hans ønske om at frelse dem, var så stort at han tog sin Faders vrede på sig og han samtykkede og led straffen for den overtrædelse som styrtede skyldige mennesker i fordærv. Han bar menneskets synder i sit eget legeme. “Den, som ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham.”VM1 482.2

Sand gavmildhed er ofte blevet ødelagt af gods og rigdomme. Mænd og kvinder, i modgang eller i ydmyg fattigdom, kan til tider udtrykke en meget stor kærlighed til sandheden og en særlig interesse for at Guds sag må have fremgang og for deres medmenneskers frelse. De vil gerne fortælle hvad de vil gøre hvis de havde midlerne. Gud prøver ofte disse; han bringer dem lykke velsigner dem i det ene og andet, langt ud over deres forventninger. Men deres hjerter er svigefulde. Deres gode løfter og hensigter er som flyvende sand. Jo mere de har, des mere ønsker de. Jo mere held de har, des mere ivrige er de efter at få fremgang. Nogle af dem, som i deres armod var godgørende, blev fordringsfulde og nærige. Penge blev til deres gud. De glæder sig ved den magt penge giver dem, ved den ære de får derved. Englen sagde: “Læg mærke til hvordan de står prøven. Pas på karakteropbyggelsen når rigdommene påvirker jer.” Nogle undertrykker de fattige og vil have deres arbejde for det mindste beløb. De underkuer; penge er magt for dem. Jeg så at Guds øjne hviler på dem. De er bedraget. “Se, jeg kommer snart og jeg har min løn med mig for at gengælde enhver, efter som hans gerning er.”VM1 482.3

Nogle velhavende nægter at give til prædikanterne. De følger deres systematiske godgørenhed ganske nøjagtigt og roser sig selv for deres punktlighed og gavmildhed og tror at deres pligt ophører her. Det er godt så langt som det går, men her holder deres pligt ikke op. Gud har et krav på dem, som de ikke erkender. Samfundet har krav på dem; deres medmennesker har krav på dem. Ethvert medlem i familien har krav på dem. Alle disse krav bør respekteres; ikke et eneste bør overses eller forsømmes. Nogle giver til prædikanterne og lægger til i kassen med ligeså megen tilfredshed, som om det berettigede dem til himlen. Nogle tror at de ikke kan være Guds sag til hjælp hvis ikke de hele tiden har en stor vækst. De føler at de på ingen måde kan nå op på den pengesum. Skulle vor Frelser sige de samme ord som han gjorde til den selvsikre hersker, “gå hen og sælg, hvad du ejer og giv det til de fattige, så vil du have en skat i Himlene; og kom så og følg mig”, ville de gå bedrøvede bort og, ligesom ham, vælge at løbe den risiko at beholde deres afguder og rigdomme frem for at skille sig af med dem, for at sikre sig rigdomme i himlen. Denne hersker påstod at han havde overholdt alle Guds bud fra sin ungdom og var overbevist i sin troskab og retfærdighed og troet at han var fuldkommen. Og så spørger han: “Hvad mangler jeg endnu?” Jesus nedbryder straks hans fornemmelse om sikkerhed, ved at henvise til hans afguder, hans gods. Han havde gods før Herren, som var af større værdi for ham end evigt liv. Den største kærlighed til Gud manglede. Således er det med dem, som hævder at de tror sandheden. De tror at de er fuldkomne, tror at der ikke mangler noget, endskønt de er langt fra fuldkommenhed og værner om afguder, som vil lukke dem ude fra himlen.VM1 483.1

Mange har medlidenhed med sydstaternes slaver der er bundet til at arbejde, selv om slaveri findes i deres egne familier. Mødre og børn har fået lov til at slide i det fra morgen til aften; de har ingen hvile. En uophørlig mængde arbejde ligger sammentrængt foran dem. De bekender at de er Kristi efterfølgere; men hvornår er der tid for dem til meditation og bøn og få føde til intellektet, så det sindelag, vi tjener Gud med, ikke må standses i sin vækst? Gud kalder på alle og enhver for at bruge de talenter han har betroet dem, skal bruges til hans ære. Gud har givet os pligt at hjælpe andre. Vor gerning med at gøre godt mod andre er ikke fuldendt før Kristus siger i himlen: “Det er opfyldt.” “Lad den, som gør uret, blive ved at gøre uret og lad den urene blev ved at leve i urenhed og lad den retfærdige blive ved at øve uretfærdighed og lad den hellige blive ved at leve helligt.”VM1 484.1

Mange lader ikke til at have nogen egentlig fornemmelse af ansvar for Gud. De har fået besked på at tilstræbe den snævre vej, eftersom mange forsøger at gå ind på den og ikke er i stand til det. Himlen forlanger at de skal prøve at også få andre til at gå ind på den snævre vej. Unge og gamle har et stort arbejde at ikke bare at frelse deres egne sjæle, men også andre sjæle. Der er ingen med sund fornuft som ikke har en vis påvirkning. Ved deres ligegyldighed hindrer denne påvirkning at sjælene kommer ind på den snævre vej, eller ved deres alvorlige, ihærdige og utrættelig bestræbelser siger de at man skal stræbe flittigt for at komme ind på den. Ingen er neutrale og ikke opmuntrer eller ikke forhindrer dem. Kristus siger: Dem, som ikke samler med mig spreder. Tag jer i agt gamle og unge; enten gør I Kristi arbejde ved at frelse sjæle, eller også Satans arbejde ved at lede dem til undergang. “Således skal jeres lys skinne for menneskene, for at de må se jeres gode gerninger og prise jeres Fader, som er i Himlene.”VM1 484.2

De unge kan udøve en stærk påvirkning, hvis de vil opgive deres stolthed og selviskhed og hellige sig selv til Gud; men de vil i almindelighed ikke bære andres byrder. De bar deres egne. Tiden er kommet hvor Gud kræver en forandring i denne henseende. Han kalder på unge og gamle til at blive nidkære og omvende sig. Hvis de fortsætter i deres lunkne tilstand, vil han udspy dem af sin mund. Det Sanddru Vidne siger: “Jeg kender dine gerninger.” Unge mænd og unge kvinder, jeres gerninger kendes, hvad enten de er gode eller hvad enten de er onde. Er I rige på gode gerninger? Jesus kommer til jer, som en rådgiver: “Derfor råder jeg dig til hos mig at købe guld, lutret i ild, så du kan blive rig og hvide klæder at iføre dig, så din nøgenheds skam ikke skal blive åbenbar og øjensalve til at salve dine øjne med, så du kan se.”VM1 485.1